Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Recommendations

Info

partier i artikuleringen af terrordiskursen, der udgør den antagonistiske diskurs på regionalt niveau. Dette styrkeforhold nivelleres dog til en vis grad af mediernes indflydelse. El mundo går således, primært gennem opinionsartikler, ind og støtter op om felipismediskursen, og bidrager samtidig, sammen med et par opinionsartikler i El País, til styrkelsen af terrordiskursen. I det samlede billede er franquismediskursen, på trods af dominans, derfor underlagt et diskursivt modangreb, der gør at argumentet for en hegemonisk relation på dette niveau skal ses med visse forbehold. På det mellemste niveau virker det til gengæld mere reelt at tale om hegemoni. Det der netop kendetegner relationen mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne i den diskursive ramme, er at de førstnævnte alle fungerer som negative modpoler til det centrale, positivt ladede kernesymbol – demokrati. Ud fra dette kan man aflæse en generel opbakning til demokratiet, dvs. den demokratiske styreform må siges at have etableret sig som hegemonisk diskurs i spansk politik, og har skubbet mere autoritære styreformer i baggrunden som negative. Dette forekommer dog ikke samtidigt at afspejle sig i en sikker tiltro til demokratiets stabilitet: demokratiet synes mao. ikke at hvile i sig selv, når politikerne konstant forsøger at fremmane billedet af en antidemokratisk mentalitet hos deres modstandere, for derigennem at understrege deres egen uforbeholdne opbakning til demokratiet. Usikkerheden omkring demokratiet afspejler sig også i det tovtrækkeri omkring det centrale kernesymbol, som foregår mellem de statslige partier – især PP og PSOE – og de baskiske partier. Hegemoniet dækker således kun demokratiet set i forhold til andre styreformer, men ikke det indholdsmæssige aspekt af kernesymbolet. Denne indre splittelse af det centrale kernesymbol forsøges på sin side holdt i skak fra statslig side gennem en sakralisering af forfatningen og den baskiske særlov, samt agitation for de demokratiske værdier der beviste deres funktion som løsningsredskaber under den spanske transition. Dette tiltag synes i et vist omfang at fungere, men de baskiske politikere kan dog ikke siges at acceptere dette fuldt ud, og forsøger diskursivt at modarbejde de statslige partiers intentioner. Der må derfor siges at foregå en antagonistisk kamp om en definition af demokratiet, en kamp der endnu ikke kan siges at have manifesteret sig i en entydig hegemonisk relation. Hvis man tager partiernes størrelse og støtten fra opinionsartiklerne i El País og El Mundo – aviser med langt større udbredelse end Deia – i betragtning, må det dog konkluderes at det er de statslige partier der har det diskursive overtag i denne kamp. Heller ikke på det øverste niveau kan man tale om hegemoni uden visse forbehold. På den ene side skal man ikke læse ret mange artikler med relation til valgkampen, før man bliver opmærksom på at referencer til fortiden præger den samlede politiske diskurs. Især franquismen fungerer som det helt centrale historiske referencepunkt, hvilket det store antal eksempler i analysen afspejler. Man kan 64
dog stille det spørgsmål, om indtrykket af en udpræget brug af fortiden bl.a. skyldes at den artikuleres i forbindelse med en demagogisk heksejagt på politiske modstandere. Dvs. at den forekommer udpræget i kraft af den eksorbitante sprogbrug den er forbundet med, eksemplificeret i det mange gange omtalte Beiras-citat 166 . Dette argument holder hvis man ser kvantitativt på spørgsmålet. Som omtalt kan fortidsdiskursen spores i ca. 300 artikler ud af ca. 1600 med relation til valget. Det kræver således ikke det store arbejde at finde eksempler hvor fortiden ikke indgår. Omvendt kan man sige at fortiden indgår som argument i ret så vigtige politiske spørgsmål som demokratiets indholdsmæssige udformning, mediekontrol og økonomisk magtkoncentration. Den præger med andre ord større problemstillinger i den politiske debat, som der bør være overordnet enighed om for at demokratiet skal kunne fungere optimalt. Ud fra denne kvalitative synsvinkel synes fortiden at spille en central rolle inden for den samlede politiske diskurs, men at karakterisere den samlede fortidsdiskrus som hegemonisk er nok trods alt at tillægge den for stor betydning. Det leder til spørgsmålet om hvorfor fortiden stadig fylder så meget i spansk politik. For at give et svar på dette, må man bevæge sig videre fra analysen af den diskursive praksis til den sociale praksis. Fortidsdiskursen i et socio-politisk perspektiv En af de mest umiddelbare forklaringer på fortidsdiskursens artikulering er den som allerede er blevet antydet flere gange i analysen: at politikerne bruger den som retorisk middel i en hård valgkamp præget af demagogi. Det forekommer mig dog at være en stærkt forenklende forklaring at basere tilstedeværelsen af fortidsdiskursen alene på dette. Som påpeget udgør en stor del af franquismediskursen et aspekt af en mere omfattende kritik mod PP’s forvaltning af magten, nærmere betegnet hvad angår skabelsen af de betingelser der skal sikre de statslige mediers uafhængighed, samt den fri konkurrence mellem landets virksomheder. At svare på hvorvidt PP bevidst har udnyttet sin magtposition, ligger uden for dette speciales problemstilling, og kræver en helt anden type undersøgelse. Men brugen af fortidsdiskursen synes at afspejle en reel bekymring hos de resterende partier. Der kan selvfølgelig argumenteres for at der blot er tale om sund skepsis, og at fortidsdiskursen blot er et udtryk for at man forsøger at værne om demokratiet. I lyset af den aggressive tone som indimellem præger politikernes udtalelser, vil jeg dog mene at den også er et udtryk for en udpræget mistillid og mangel på ideologisk tolerance politikerne imellem. 166 Se side 29-30 65
Page 1 and 2:
Syddansk Universitet, Odense Center
Page 3 and 4:
Emnebeskrivelse og problemformuleri
Page 5 and 6:
Historiografisk placering 2. Teori
Page 7 and 8:
emneområder i den erindringshistor
Page 9 and 10:
Aguilars definition indeholder dog
Page 11 and 12:
2. Erindringshistorien har efterhå
Page 13 and 14:
nogle af de samme konventioner, ell
Page 15 and 16: For nu at arbejde hen imod en defin
Page 17 and 18: et dialektisk forhold mellem social
Page 19 and 20: karakteriseres som hegemonisk, vil
Page 21 and 22: Den yderste ramme illustrerer den o
Page 23 and 24: Ser man først på den 2. republik,
Page 25 and 26: Med det indledende spørgsmål der
Page 27 and 28: Selv om man ikke af disse årsager
Page 29 and 30: fortidsdiskursen i spansk politik i
Page 31 and 32: 4. Analyse Som omtalt afslutningsvi
Page 33 and 34: ”La preocupación básica de Izqu
Page 35 and 36: forgodtbefindende, ligesom Tejero i
Page 37 and 38: ”los escándalos diarios”. 74 D
Page 39 and 40: Diskursiv ramme - kampen om det dem
Page 41 and 42: for vundet på forhånd. Ad denne v
Page 43 and 44: Det bør derfor stå klart at demok
Page 45 and 46: parlamentet, betegner CiU’s rolle
Page 47 and 48: forfatningen i sidste ende forhindr
Page 49 and 50: Arzalluz at gøre det næsten dagli
Page 51 and 52: For det første betegner indenrigsm
Page 53 and 54: stedet for País Vasco, der giver a
Page 55 and 56: eksempelvis talsmanden for PNV, Jos
Page 57 and 58: Omvendt må det tilføjes at politi
Page 59 and 60: diskursen, men omvendt forholder de
Page 61 and 62: modererende tal vez, udelukker den
Page 63 and 64: levet til en højreorienteret herre
Page 65: et problem i at fascismen også for
Page 69 and 70: siges at manifestere en udtalt hist
Page 71 and 72: esultater som specialet har generer
Page 73 and 74: hverken analysemodel, eller den teo
Page 75 and 76: holdning til de baskiske spørgsmå
Page 77 and 78: universitetsforlag, 1999. Laclau, E
Page 79 and 80: http://www.elmundo.es/2000/02/28/op
Page 81 and 82: Resumen del texto Título: Discurso
show all

Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?