Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

partier i artikuleringen af terrordiskursen, der udgør den antagonistiske diskurs på regionalt niveau.
Dette styrkeforhold nivelleres dog til en vis grad af mediernes indflydelse. El mundo går således,
primært gennem opinionsartikler, ind og støtter op om felipismediskursen, og bidrager samtidig,
sammen med et par opinionsartikler i El País, til styrkelsen af terrordiskursen. I det samlede billede
er franquismediskursen, på trods af dominans, derfor underlagt et diskursivt modangreb, der gør at
argumentet for en hegemonisk relation på dette niveau skal ses med visse forbehold.
På det mellemste niveau virker det til gengæld mere reelt at tale om hegemoni. Det der netop
kendetegner relationen mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne i den diskursive
ramme, er at de førstnævnte alle fungerer som negative modpoler til det centrale, positivt ladede
kernesymbol – demokrati. Ud fra dette kan man aflæse en generel opbakning til demokratiet, dvs.
den demokratiske styreform må siges at have etableret sig som hegemonisk diskurs i spansk politik,
og har skubbet mere autoritære styreformer i baggrunden som negative. Dette forekommer dog ikke
samtidigt at afspejle sig i en sikker tiltro til demokratiets stabilitet: demokratiet synes mao. ikke at
hvile i sig selv, når politikerne konstant forsøger at fremmane billedet af en antidemokratisk
mentalitet hos deres modstandere, for derigennem at understrege deres egen uforbeholdne
opbakning til demokratiet.
Usikkerheden omkring demokratiet afspejler sig også i det tovtrækkeri omkring det centrale
kernesymbol, som foregår mellem de statslige partier – især PP og PSOE – og de baskiske partier.
Hegemoniet dækker således kun demokratiet set i forhold til andre styreformer, men ikke det
indholdsmæssige aspekt af kernesymbolet. Denne indre splittelse af det centrale kernesymbol
forsøges på sin side holdt i skak fra statslig side gennem en sakralisering af forfatningen og den
baskiske særlov, samt agitation for de demokratiske værdier der beviste deres funktion som
løsningsredskaber under den spanske transition. Dette tiltag synes i et vist omfang at fungere, men
de baskiske politikere kan dog ikke siges at acceptere dette fuldt ud, og forsøger diskursivt at
modarbejde de statslige partiers intentioner. Der må derfor siges at foregå en antagonistisk kamp
om en definition af demokratiet, en kamp der endnu ikke kan siges at have manifesteret sig i en
entydig hegemonisk relation. Hvis man tager partiernes størrelse og støtten fra opinionsartiklerne i
El País og El Mundo – aviser med langt større udbredelse end Deia – i betragtning, må det dog
konkluderes at det er de statslige partier der har det diskursive overtag i denne kamp.
Heller ikke på det øverste niveau kan man tale om hegemoni uden visse forbehold. På den ene side
skal man ikke læse ret mange artikler med relation til valgkampen, før man bliver opmærksom på at
referencer til fortiden præger den samlede politiske diskurs. Især franquismen fungerer som det helt
centrale historiske referencepunkt, hvilket det store antal eksempler i analysen afspejler. Man kan
64