Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

et problem i at fascismen også forbindes med franquismen, så hvis man skulle illustrere dette, ville
det være nødvendigt at lade begge de to perspektiviske diskurser henvise til dette fælles perspektiv.
Her synes det dog nødvendigt at trække en grænse for modellens rummelighed, så den ikke bliver
alt for intetsigende.
Hvad angår kernesymbolerne, sker der ikke nogen tilføjelser. Generelt synes der hos aviserne,
ud over det centrale kernesymbol – demokratiet, primært at være fokus på dialog og konsensus,
mens de resterende kernesymboler artikuleres i mindre omfang.
Det leder hen mod den afsluttende diskussion: hvad kan der siges om årsagerne til fortidsdiskursens
artikulering, og hvordan kan resultaterne af analysen siges at forholde sig til den treinddeling af
hegemoni, som blev fastlagt i det teoretiske kapitel?
Opsummering og diskussion af analyseresultater
Fortidsdiskurs og hegemoni
I det teoretiske kapitel blev der argumenteret for at man kunne tale om hegemoni på mindst tre
niveauer i forbindelse med fortidsdiskurser: 1) På et overordnet plan i forhold til den øvrige
diskursive praksis – her den der vedrører spansk politik. 2) Inden for den diskursive ramme i
relationen mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne. 3) Styrkeforholdet mellem de
perspektiviske diskurser.
Hvis man begynder på det tredje niveau, ses det tydeligt at det er franquismediskursen der har størst
gennemslagskraft. PP må siges at være underlagt hvad man kan kalde et diskursivt stormangreb fra
stort set hele den resterende del af det politiske spektrum i spansk politik: faktisk er der ikke et
eneste af de øvrige partier, med mulighed for at opnå pladser i parlamentet, som ikke på en eller
anden måde bidrager til diskursens artikulering. Det være sig gennem et eksplicit fokus på
franquismen, eller på hvad der opfattes som de antidemokratiske aspekter af PP’s politik.
Herudover er der blevet fremanalyseret flere tegn på at man mener, at dette antidemokratiske
sindelag skyldes en nedarvet mentalitet, som kan føres tilbage til franquismen. Hvor meget partiet
end forsøger at frigøre sig af denne fortid ved at bakke op om demokratiske idealer, rykker det
tilsyneladende ikke ved en fast overbevisning hos de øvrige politikere om at denne forvandling ikke
er indtruffet fuldstændigt.
Kan man derved sige at der er tale om hegemoni blandt de perspektiviske diskurser? Ser man
udelukkende på fortidsdiskursens artikulering blandt politikerne, synes svaret at være bekræftende.
Aznar står relativt alene om at artikulere felipismediskursen – den antagonistiske pendant til
franquismediskursen på statsligt niveau – og PP får heller ikke den store opbakning fra de øvrige
63