Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

have kritiseret den spanske presses mediehetz mod Lizarra-aftalen: ”El problema de la violencia se
resolverá en un mesa de diálogo”. 165 Han gør det således ikke til et spørgsmål om det vil ske, men
snarere til et spørgsmål om hvornår, og bidrager dermed til at understrege dialogens karakter af
vidundermiddel, og dens funktion som et af kernesymbolerne i den diskursive ramme.
Analysemodellen tager sig derfor således ud, hvis man indlemmer de tre avisers artikulering af
fortidsdiskursen:
Figur 5: Fortidsdiskursen i spansk politik anno 2000 (Inkl. avisernes bidrag)
Det eneste indtryk der kan siges at have forandret sig markant, er omfanget af felipismediskursen,
hvilket skyldes den regelmæssighed, hvormed den artikuleres i opinionsartiklerne i El Mundo. Den
når dog ikke det samme omfang som franquismediskursen, da den slet ikke er så udtalt hos
politikerne som sidstnævnte. Desuden har den fået tildelt prædikatet felipisme, hvorfor gåseøjnene
omkring diskursen er fjernet.
Terrorismediskursen er også blevet en smule større i kraft af opinonsartiklerne i El País og El
Mundo. Den forbindes herudover et par gange med fascisme, uden at dette dog kan siges at være en
udpræget tendens. At indsætte en fascismediskurs som yderligere tilføjelse til modellen, vil jeg
derfor mene ville bevirke en forringelse af modellens forklaringskraft: der skal være tale om en stor
grad af repetition før en sproglig konstruktion kan siges at få karakter af diskurs. Herudover er der
165 Deia – Atxutegi, Iñaki: 01-03-00, s. 19
62