Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

ør arbejde hen imod. Begoña Lasagabaster plæderer f.eks. for at ”’lógicamente hay que escuchar y
dialogar’ porque, en su opinón, ’no hay otro remedio ni otra fórmula de convivencia’”. 136
Dette leder videre til den demokratiske værdi, der artikuleres oftest under hele valgkampen –
dialog. Samtidig er det også den mest interessante, fordi der hersker en tydelig ambivalens omkring
den i forbindelse med de baskiske spørgsmål. Hvad angår de baskiske politikere, fungerer ordet
dialog som det altafgørende argument for at underskrive Lizarra-aftalen. Arzalluz påpeger f.eks. at
”’lo único que dice [Lizarra-aftalen] es que nos sentemos a dialogar poniendo los problemas sobre
el mesa’” (min indsættelse). 137 I samhørighed med dette udtaler den baskiske præsident, Ibarretxe, at
han til hver en tid vil holde dørene åbne for en dialog med Aznar, men betinger det med at den
spanske præsident skal ”’comenzar a moverse’ y a terminar con lo que denominó ’su inmovilismo
ciego’”. 138 Aznar opfatter på sin side Lizarra-aftalens fortsatte eksistens som den grundlæggende
forhindring for at kunne indlede en dialog 139 , men påpeger på et andet tidspunkt med indirekte
henvisning til transitionen: ”’En España sabemos que nos han ido bien las cosas cuando hemos
sabido dialogar’”. 140 Som den lille mosaik af citater viser, er der en åbenlys disharmoni mellem de
to partiers opbakning til dialogen som redskab for at opnå konsensus og fredelig sameksistens
(convivencia), og deres ultimatum til hinanden for at indlede den. Derved opstår den paradoksale
situation at dialogen synes at udgøre en grundlæggende del af det problem, som den opfattes som
løsningsmodel for.
En sandsynlig forklaring på dette paradoks mener jeg skal findes i Aguilars meget omfattende
betragtninger om konsensus i forbindelse med den spanske transition. Hun argumenterer gennem
mere end 50 sider 141 for at der under den spanske transition skete en ”institutionalisering af
konsensusbegrebet” 142 , forstået på den måde at konsensus blev opfattet som en ”magisk formular” 143
til at løse de problemer, landet stod over for på dette tidspunkt. Som det fremgik af den korte
gennemgang af Edles’ analyse af den spanske transition, stod konsensusbegrebet i en tæt relation
med en række andre værdier, heriblandt centrismo, pluralidad, convivencia og diálogo. I lyset af
den hyppighed hvormed dette værdisystem stadig artikuleres i spansk politik i 2000, vil jeg mene at
disse ord også er indbefattet i denne ”institutionalisering”, og afspejler en specifik spansk måde at
anskue demokratiet på, der kan føres tilbage til transitionens politiske kultur.
136 Deia – U.f.: 02-03-00, s. 10.
137 Deia – Basurto, José: 08-03-00, s. 5.
138 El País – U.f.: 06-03-00. (ID082)
139 El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 05-03-00 (ID167)
140 Deia – U.f.: 09-03-00, s. 9.
141 Aguilar, 2000:210-264
142 Aguilar, 2000:210
143 Aguilar, 2000:211
54