Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

eksempelvis talsmanden for PNV, Joseba Egibar, den baskiske præsidents politiske dispositioner
med følgende kommentarer:
”’si por algo se ha destacado Ibarretxe desde el minuto uno, es por esa apuesta
inequívoca por las vías políticas y democráticas, que pretenden alcanzar entre
todos zonas de consenso que nos lleven a una paz auténtica’”. 131 (min markering)
PNV’s argument består i at en konsensus-politik, der ikke indbefatter EH og ETA, aldrig kan få
bugt med terrorismen – eksemplificeret i de 10 år Ajuria Enea eksisterede uden at føre til en
løsning. PP og PSOE fastholder på deres side at man aldrig kan nå til enighed med en organisation
der anvender terror som politisk afpresningsmetode. Almunia argumenterer derfor for at ”rehacer el
consenso” mellem PP, PSOE og PNV, og anklager de to andre partier for at have hver deres andel
af skylden for at ”’El consenso entre las fuerzas democráticas (…) ha dejado de existir’”. 132 Aznar
synes på sin side at have opgivet enhver form for enighed med PNV, og antyder at PSOE’s mangel
på kontanthed over for PNV har sat forholdet mellem socialisterne og de konservative på spil:
”’Ojalá haya consenso, pero si no lo hay será porque algunos [PSOE] no han sido capaces de decir a
los que han cambiado de posición [PNV] que se han equivocado’” (mine indsættelser). 133 Selv om
Aznar således understreger de positive aspekter ved konsensuspolitikken med ojalá haya consenso,
er han faktisk en af de meget få politikere der sætter spørgsmålstegn ved den realistiske mulighed
for en sådan.
Dette forhold skyldes efter alt at dømme at han betragter den spanske forfatning som den
største konsensus i spansk historie, som et dokument der garanterer den interne fred i landet.
Herved ses den klare forbindelse der eksisterer mellem consenso og convivencia. Det sidstnævnte
ord konnoterer netop fredelig sameksistens – en tilstand der, ifølge Aznar, opretholdes bedst muligt
ved at den nationale konsensus er så veldefineret som muligt. Enhver intention om at reformere den
spanske forfatning bør derfor bekæmpes hårdt, ”’porque eso es socavar el marco de convivencia de
todos’”. 134 Ordets gennemslagskraft som argument understreges også af den catalanske præsident,
Jordi Pujol, der sammenligner ”el ’drama’ que vive el País Vasco con el ’camino de paz, cohesión
social y convivencia’ en Cataluña’”. 135 Med udgangspunkt i denne sammenligning påpeger han at
Catalonien har bidraget aktivt til at stabilisere det spanske demokrati, og at det derfor er rimeligt at
regionen nu kræver noget igen fra den spanske stat – mere konkret, en udvidelse af Cataloniens
autonome beføjelser. Hos de baskiske politikere udgør convivencia en målsætning som politikerne
131 Deia – Ugarriza, Raquel: 27-02-00, s. 6.
132 El Mundo – Lobo, José L.: 08-03-00. (ID165)
133 El País – Casquiero, Javier: 08-03-00. (ID009)
134 El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 27-02-00. (ID121)
135 El País – Garriga, Josep: 25-02-00 (ID039)
53