Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

for vundet på forhånd. Ad denne vej tilføjes instituttet på den liste af statslige medier, som anklages
for at være i lommen på regeringen. Med brugen af todos coinciden formår Pujol desuden at
fremstille dette som en alment accepteret opfattelse af hvordan PP-regeringen forvalter magten.
Anklagen, som ikke følges op af nogle konkrete indicier, synes at følge sin egen logik: hvis
regeringen har udnyttet den statslige TV-kanal, har den sikkert også udnyttet andre statslige
institutioner til egne formål.
Det spørgsmål der efterhånden trænger sig på er, hvad denne kritik af PP’s antidemokratiske
sindelag overhovedet har at gøre med fortidsdiskursen i spansk politik. Kan det ikke med god ret
hævdes at de ovenstående citater snarere repræsenterer en demokratidiskurs uden relation til
fortiden, og at det blot er undertegnede der etablerer en diskursiv forbindelse mellem denne og
fortidsdiskursen? Hvis man f.eks. analyserer Almunias ”valgmanifest” som autonom tekst uden
tilknytning til dens diskursive og sociale kontekst – jf. Faircloughs diskursive og sociale praksis –
er svaret umiddelbart bekræftende. Faircloughs teori, som dette speciale bygger på, er dog netop at
de enkelte tekster indgår i en større diskursiv struktur – altså at de ikke bør analyseres uafhængigt af
hinanden.
Man behøver blot at kaste et blik på nogle af de artikler der allerede er blevet analyseret i
forbindelse med franquismediskursen, for at danne sig et indblik i hvor nært ovenstående kritik af
PP er forbundet med fortiden. Bl.a. fremgik det ret klart i citatet på side 33 fra Felipe González,
hvor han hævdede at der under Aznars fireårige regeringsperiode var sket en større
magtkoncentration, end der på noget tidspunkt havde eksisteret under Francos diktatur. Hermed
synes det underforstået at Aznar faktisk forekommer González at være værre end Franco. Også det
efterfølgende eksempel på samme side, med Juan Carlos Rodríguez Ibarras kritik af PP’s udnyttelse
af medierne, tager udgangspunkt i en eksplicit sammenligning af Aznars regeringsperiode med
1960’ernes franquistiske Spanien.
Men kritikken går længere end de blotte sammenligninger, eftersom det påpeges fra flere
sider at de konservative simpelthen ikke kan slippe deres franquistiske træk – at dette
antidemokratiske sindelag ligger dybt rodfæstet i deres natur. Dette synspunkt finder sit mest
radikale udtryk hos den tidligere citerede galiciske politiker Manuel Beiras 88 , men er f.eks. også
underforstået i en passage fra et manifest – underskrevet af diverse kulturelle personligheder – som
offentliggøres midt i valgkampen, under tilstedeværelse af Almunia og Frutos:
”’Desde 1996 nos hemos encontrado de nuevo con las viejas actitudes de la derecha
histórica, convencida de su derecho a usar lo público al servicio de sus intereses
87 El Mundo – U.f.: 05-03-00 (ID143)
88 Se side 29-30
39