Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

forgodtbefindende, ligesom Tejero indledningsvist havde besvær med at få kontrol over kongressen
i 1981. 67 Sammenligningen har dog også et andet aspekt, eftersom Frutos, i en reportage i El País
fra samme vælgermøde, er citeret for i samme åndedrag at sige følgende: ”¿Que harían si IU tuviera
la mayoría y aplicáramos nuestro programa?”. 68 Frutos hentyder til at hvis reaktionen fra Cuevas var
så voldsom over for PSOE og IU’s relativt beskedne fælles regeringsprogram, hvad ville der så ikke
ske hvis det var IU – det mest venstreorienterede parti – der fik de fleste stemmer, og dermed bedre
kunne gennemføre deres eget program? Når man medtænker at Frutos lige har henledt tilhørernes
tanker på militærkuppet i 1981, synes der ikke at være tvivl om hvad han frygter – eller nok snarere
insinuerer at frygte: at landet derved kunne risikere et nyt militærkupforsøg.
Som det tidligere eksempel med IU-politikeren, er der ingen tvivl om at det scenario han
forsøger at konstruere, synes fuldstændig utænkeligt i Spanien i 2000. Pga. hans gennemslagskraft i
medierne har det dog en livgivende kraft til franquismediskursens fortsatte artikulering, og bidrager
til at polarisere det politiske klima på et diskursivt plan. Det er i den henseende paradoksalt at han i
ovenstående citat beder Cuevas om at ”tener un poco más recato”, når hans egen retorik i den grad
må karakteriseres som umådeholden.
Det er dog ikke kun de tre ovenfornævnte politikere som bruger franquismen til at miskreditere
PP’s politik. Den tidligere socialistiske præsident Felipe González citeres f.eks. i El Mundo for at
hævde at ”en los últimos cuatro años se ha propiciado ’la mayor concentración de poder económico,
financiero y mediático de la Historia. Ni con Franco se concentró tanto poder’.” 69 Dette synspunkt
sekunderes i store træk af den socialistiske præsident for regionen Extremedura, Juan Carlos
Rodríguez Ibarra, der, i en sammenligning af PP’s regeringstid med franquismen i 60’erne, hæfter
sig ved den mediemæssige magtkoncentration: ”Me persiguen [los poderes mediáticos] por ser de
izquierdas” (min indsættelse). 70
Også politikere uden tilknytning til PSOE og IU bidrager i mere eller mindre udtalt grad til
sammenligningen af PP og franquismen. En af de mere markante er lederen af det baskiske
nationalistparti Partido Nacionalista Vasco (PNV), Xabier Arzalluz, hvis retorik der dog først skal
kigges nærmere på i den del af analysen der beskæftiger sig med Baskerlandet. Kritikken lyder
imidlertid også fra hovedkandidaten fra det catalanske nationalistparti Convergencia i Unió (CiU),
Xavier Trias, der dog i lidt mere overbærende grad blot konstaterer at PP stadig lider under nogle
67 Pierson, 1999:179
68 El País – Díez, Anabel & Cué, Carlos E.: 02-03-00 (ID019)
69 El Mundo – Garea, Fernando: 28-02-00 (ID107)
70 El Mundo – Lobo, José L.: 06-03-00 (ID108)
33