Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

”La preocupación básica de Izquierda Unida es la movilizacíon de su electorado.
Sobre todo porque están convencidos de que el voto del PP, de la ’derecha’,
está totalmente movilizado. Tanto, que su candidato, Francisco Frutos comparó la
situación con la de 1936, cuando, tras la unión de la izquierda en el Frente Popular
para arrebatar el poder a la CEDA, la derecha movilizó todos sus votos, pese a lo
cual perdió las elecciones. ‘En el momento en que han visto que la izquierda
podía ganar se han movilizado como en el 36’, dijo.” 60
Hvor ahistorisk Frutos’ parallel end må forekomme, ændrer det ikke ved at den må anses for at være
et forsøg på at så tvivl om PP’s demokratiske kvaliteter. Det skyldes ikke så meget selve situationen
i foråret 1936, hvor den venstreorienterede koalition Frente Popular vandt valget på trods af de
højreorienteredes mobilisering af deres vælgere, men mere det der står usagt i Frutos udtalelser: at
de højreorienterede kort efter valgnederlaget tyede til brugen af militær magt – forsøget på
militærkuppet den 18. juli 1936, der ledte til den 3 år lange borgerkrig. Og spørgsmålet er i det hele
taget om denne hentydning forbliver ved det usagte, for kort efter i artiklen citeres Frutos for at
have sagt at PP har ”militariseret” stemmerne.
Det kan diskuteres hvorvidt citatet afspejler en franquismediskurs eller en diskurs der
fokuserer på den 2. republik eller borgerkrigen. Det der synes afgørende er at Frutos tager
udgangspunkt i hvad han anser for PP’s højreorienterede – underforstået franquistiske – tendenser
til at omgå de demokratiske spilleregler, hvis disse besværliggør partiets politiske målsætninger.
Referencerne til borgerkrigen og republikken forekommer i den henseende at fungere som en
eksemplificering af denne mentalitet, men de udgør ikke kernen i Frutos argumentation. Dette er i
øvrigt en generel tendens hos de politikere der benytter sig af den 18. juli 1936 som referencepunkt.
Mens Frutos hører til blandt dem der aktivt bruger franquismediskursen, gælder dette i noget
mindre grad for den socialistiske præsidentkandidat Joaquín Almunia, hvis paralleller mellem PP og
franquismen er langt mere implicitte. På et enkelt tidspunkt i valgkampen synes han dog at miste
besindelsen.
Forhistorien til dette skyldes et opgør med formanden for arbejdsgiverforeningen, CEOE –
José María Cuevas – som under et vælgermøde beskylder Almunia for at lyve om hans intentioner
om at skabe en konkurrencedomstol der er mere uafhængig af regeringen, for på den måde at styrke
den fri konkurrence i samfundet. 61 Cuevas’ formulering: ”Déjese de milongas, señor Almunia. Si
realmente quiere gobernar díganos que coño piensa hacer con el Tribunal de Defensa de la
Competencia” 62 , bliver opfattet af PSOE og IU som om Cuevas er imod den fri konkurrence, og at
60 El País – Cué, Carlos E.: 07-03-00 (ID006)
61 El País – Tobarra, Sebastián: 01-03-00 (ID048)
62 Ibid.
31