Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

ejerce el poder, desde un punto de vista socio-político, es fascista’. (…) Aznar es
’calcadito’ al Chaplin en El gran dictador, un ’pequeñito Franquito’ y un ’alfeñique
incompetente’. Al ministro del Interior, Jaime Mayor Oreja, lo definó como el ‘nazi
más peligroso de Europa’.” 58 (min indsættelse)
Som det fremgår, virker det umiddelbart paradoksalt at PP og partiets leder, José María Aznar,
karakteriseres som fascistisk ud fra et ”socio-politisk perspektiv”, på samme tid som det påpeges at
der ikke findes fascisme i Spanien pga. den demokratiske forfatning. Det sproglige paradoks synes
imidlertid at have en stilistisk funktion, der træder klarere frem så snart Beiras foretager
sammenligningen mellem Aznar og Franco: for det første drages der herigennem en parallel mellem
franquisme og fascisme, fordi Aznar allerede er stemplet som fascist gennem stemplingen af PP
som fascistisk. Herved simplificeres franquismen som styreform og stilles på lige fod med det 20.
århundredes mest grusomme statsideologi – understreget i karakteriseringen af indenrigsministeren
som nazist. For det andet får han gennem brugen af diminutiverne pequeñito og Franquito
insinueret at Aznar og PP har en skjult dagsorden, der går ud på at genetablere det franquistiske
styre ad demokratiske veje. En fuldbyrdelse af dette projekt er imidlertid ikke mulig pga. den
demokratiske forfatning. Samtidig har den dobbelte brug af suffikset ”-ito” ved både pequeño og
Franco også en latterliggørende funktion: Aznar vil så gerne være en ny Franco, men takket være
forfatningen, forbliver han blot en ”meget lille Mini-Franco”. Det latterliggørende aspekt
understreges yderligere af sammenligningen af Aznar med hovedrollen i Charles Chaplins satiriske
film om ”den store diktator”, og prædikatet ”alfeñique incompetente”.
Beiras må imidlertid betegnes som en af valgkampens mere anonyme personligheder,
eftersom hans vælgermøder kun dækkes i få, kortere reportager af avisen El País. Man får således
lidt det indtryk at hans radikale retorik snarere skyldes et ønske om at blive hørt end nogen egentlig
frygt for en skjult politisk dagsorden hos PP.
Beiras, som repræsentant for et af de små regionale nationalistpartier, er dog ikke den eneste der er
så eksplicit i sine sammenligninger af PP og franquismen. Også præsidentkandidaten for det
venstreorienterede parti Izquierda Unida (IU) – Francisco Frutos – gør sig i løbet af valgkampagnen
bemærket med radikale udtalelser. Frutos’ indflydelse på den samlede politiske diskurs under
valgkampagnen er samtidig mere markant end Beiras’, forstået på den måde at hans tilstedeværelse
i valgkampen, i modsætning til Beiras’, generelt betragtet afføder mere respons fra hans politiske
modstandere. Det skyldes hovedsagligt at det lille parti, inden valgkampen blev skudt i gang, indgik
en aftale med det store oppositionsparti – PSOE – om et fælles regeringsgrundlag i tilfælde af
valgsejr. 59 Følgende er et uddrag fra en reportage fra et af IU-politikerens vælgermøder:
58 El País – Hermida, Xosé: 06-03-00 (ID003)
59 El País – Díez, Anabel & Cué, Carlos E.: 03-02-00 (ID086)
30