Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Mens der var relativ enighed om tolkningen af såvel republik som borgerkrig, eksisterede der
efter alt at dømme et mere konfliktfyldt forhold til franquismen. På den ene side, blandt de
politikere der i mere eller mindre omfang havde støttet op om Franco, var der for manges
vedkommende stadig en udpræget skepsis over for demokratiet som mirakelkur. 41 Disse var, om
ikke eksplicitte forkæmpere for bevarelsen af franquismen, fortalere for opretholdelsen af et relativt
autoritært system. Dette perspektiv er i analyserammen repræsenteret af den positivt ladede
franquismediskurs. På den anden side, selv om der ikke kan siges at være tale om et decideret opgør
med franquismen, spores der i Edles’ analyse også træk fra en antifranquistisk diskurs, bl.a.
artikuleret af politikere fra det socialistiske og det kommunistiske parti. 42 Dette er illustreret med
den negativt ladede franquismediskurs. De to franquismeperspektiver kan siges at udgøre en
modpol til kernesymbolerne: den positive franquismediskurs ser demokratiet som noget negativt,
mens den negative franquismediskurs sætter spørgsmålstegn ved den nationale forsoning, eftersom
den søger et opgør med borgerkrigens ene part.
Samlet set kan man derfor, på basis af Aguilars og Edles’ resultater, argumentere for at der i
løbet af transitionen etablerer sig en hegemonisk fortidsdiskurs: der oparbejdes en generel
opbakning til tolkningen af de to perspektiver der har størst gennemslagskraft i den diskursive
ramme – 2. republik og borgerkrigen, hvilket også afspejles i en generel opbakning til
kernesymbolet nunca más. Omvendt modarbejdes denne forståelse af fortiden i begyndelsen af de
to franquismediskurser, som ud fra hver deres perspektiv forsøger at omstrukturere den diskursive
ramme. Jo længere transitionen skrider frem, synes de dog at få mindre og mindre
gennemslagskraft, mens de to kernesymboler national forsoning og demokrati tilegner sig en
mere entydig positiv værdi. Dette afspejles i figuren ved at de to perspektiver er relativt små, og
man kan argumentere for at de faktisk bevæger sig ud i randområdet mellem den diskursive ramme
og den samlede fortidsdiskurs som undtagelser der bekræfter reglen.
Valg af analyseområde
I indledningen blev det kort ridset op at analyseområdet for specialets problemstilling var
valgkampen til det spanske parlament i 2000. I dette afsnit skal bevæggrundene for dette valg
forklares og diskuteres mere indgående. Først ses der på begrundelserne for at fokusere på en
valgkamp og efterfølgende på, hvorfor det lige blev den i 2000 der kom til at udgøre det endelige
analyseområde.
41 Edles, 1998: 79-80 & 88-89
42 Edles, 1998: 74-75
22