Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Ser man først på den 2. republik, repræsenterede denne under transitionen en negativ version
af demokratiet. Hele demokratiseringsprocessen var således præget af en eksplicit vilje til at undgå
alle de fejltagelser, som man mente var begået under den 2. republik. I den forbindelse opstiller
Edles fem kerneord, som under transitionen blev brugt til at karakterisere republikkens politiske og
sociale kultur: irrationalitet, konfrontation, polarisering, ekstremisme og vold. 36
De fem kerneord optræder igen i transitionens beskrivelse af borgerkrigen, men mens de
bevarer en relativ moderat værdiladning i forhold til republikken, skal de opfattes helt bogstaveligt
når de bruges om borgerkrigen. Begge forfattere er enige om at det grundlæggende var krigens
enormt brutale karakter, der gjorde at der konstant blev refereret til den som skræmmebillede under
transitionen. Den blev et mareridtssymbol på et kollektivt vanvid, der havde bemægtiget sig det
spanske folk:
”Through the relative convergence of Republican and Nationalist memories it was
possible to progress from a state of rancour to the idea of ‘never again’ and from
accusatory charges aimed at others to an acknowledgement of collective blame”. 37
Som det ses af citatet, krystalliserede fordømmelsen af borgerkrigen sig i parolen ’never again’
(’nunca más’). Aldrig mere skulle det spanske samfund udsættes for så voldsom en konflikt, hvilket
indebar en negativisering af enhver politisk og social handling, der kunne karakteriseres med et af
de fem ovennævnte negativt ladede kerneord. Derved kan man sige at ”nunca más”-parolen
begyndte at fungere som kernesymbol i transitionens fortidsdiskurs, forstået på den måde at den
repræsenterede en symbolsk afvisning af alt hvad der kunne tænkes at lede til en ny blodig konflikt
i landet. I denne forstand var symbolet positivt ladet.
Den naturlige følge af ”nunca más” var at den altafgørende målsætning for transitionen blev
en national forsoning. Midlet til at nå dette mål bestod i dyrkelsen af en politisk og social kultur, der
centrerede sig om følgende værdier, og som repræsenterede republikkens og borgerkrigens antitese:
anti-vold/fred, rationalitet, pluralisme, tolerance, sameksistens (convivencia), pagt/dialog,
kompromis, moderation 38 og konsensus. 39 Det udmøntede sig på sin side i en stigende tiltro til den
demokratiske styreform, som den eneste rigtige institutionelle recept til at opnå denne tilstand. Det
skete i sådan et omfang at Edles hævder at demokratiet, jo længere transitionen skred frem, blev en
slags civil religion. 40 De perspektiviske diskurser ”borgerkrig” og ”2. republik” synes således at
have centreret sig omkring tre kernesymboler: nunca más, national forsoning og demokrati.
36 Edles, 1998:44 (figur 4.2)
37 Aguilar Fernández, 2002:134
38 Edles, 1998:44 (figur 4.2)
39 Aguilar Fernández, 2002:151
40 Edles, 1998:51
21