Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Den yderste ramme illustrerer den opfattelse at selv om forskellige perspektiviske fortidsdiskurser,
jf. de fire ”perspektiver” i modellen, kan fokusere på vidt forskellige dele af fortiden, så kan de
indgå i et diskursivt fællesskab, der gør at det giver mening at tale om én overordnet fortidsdiskurs.
Dette ”fællesskab” udgøres af et fælles fokus på et eller flere kernesymboler, som alle de
perspektiviske fortidsdiskurser forholder sig til, om end ikke nødvendigvis på samme måde.
Gruppen af kernesymboler og de perspektiviske diskurser kan derfor siges at udgøre en diskursiv
ramme, hvor kernesymbolerne i et vist omfang er styrende for strukturen og indholdet af de
perspektiviske fortidsdiskurser. Det indebærer ikke at kernesymbolerne er totalt determinerende for
de perspektiviske diskurser. De sidstnævnte er relativt autonome, hvilket er illustreret ved at selv
om de befinder sig inden for den samme diskursive ramme som kernesymbolerne, så er der tale om
lukkede kasser.
Den diskursive ramme udgør på sin side kernen i den samlede fortidsdiskurs, hvilket ses ved
at den også udgør en relativ autonom enhed – en lukket kasse – inden for den samlede
fortidsdiskurs. Den yderste ramme skal her illustrere at selv om den diskursive ramme har stor
betydning for den samlede fortidsdiskurs, så er der plads til afvigelser fra den. Fortidsdiskursen
lever imidlertid ikke sit eget selvstændige liv i samfundet, hvilket indebærer at faktorer som ligger
uden for fortidskursen, dvs. andre diskurser, såvel som non-diskursive faktorer, kan påvirke dens
samlede struktur i større eller mindre omfang. Dette forhold kan illustreres ved at indlemme den i
den mellemste kasse i Faircloughs 3-dimensionelle model 35 : fortidsdiskursen er her en del af en
mere omfattende diskursiv praksis, som igen er en del af en social praksis.
Mht. de perspektiviske diskurser er antallet af disse, som kernesymbolerne, variabelt, og som
det er illustreret med de to markører ”+” og ”-”, kan såvel kernesymboler som perspektiver både
være positivt og negativt ladede. Den forskellige størrelse på de kasser der repræsenterer de
perspektiviske diskurser, skal anskueliggøre at disse kan have en varierende grad af
gennemslagskraft i fortidsdiskursens samlede struktur.
Hvad angår de tre former for hegemoni, afspejler dette sig i analysemodellen for de to
nederste niveauer. På det laveste niveau ses hegemonien netop gennem den forskellige størrelse på
de perspektiviske diskurser. Hvis én af kassernes dimensioner er markant større end de resterende,
er der tale om hegemoni. På det mellemste niveau er hegemonien aflæselig ud fra de perspektiviske
diskursers opbakning til/modarbejdelse af kernesymbolerne, hvilket kan udledes af hvor entydigt
ladet deres værdi er. Desto bredere opbakning, desto mere udpræget grad af hegemoni. For at danne
sig et indtryk af hegemoni på det øverste niveau, er det igen nødvendigt at indplacere
35 Figur 1, s. 10
19