Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

et dialektisk forhold mellem social og diskursiv praksis: individerne er, gennem anvendelsen af
sproget, med til at reproducere og transformere den diskursive ramme. Således er rammen aldrig
endeligt fastlagt, men det er muligt at foretage en analyse af dens struktur på et givent tidspunkt i
tiden. Rammen påvirker den sociale praksis, men er gensidigt påvirket af denne.
Et vigtigt aspekt af den diskursive ramme er at den ikke er objektiv. Frem for noget objektivt
giver det mere mening at tale om et ”fælles fokus”, dvs. det forhold at de perspektiver der anlægges
inden for den diskursive ramme, kan have en tendens til at udvælge og tolke kernesymbolerne
værdimæssigt ens. For at forklare hvordan denne kerne af ”fælles fokus” etablerer sig, kan man
anvende et meget centralt begreb i den diskursanalytiske forskning: hegemoni.
Fairclough har ikke selv brugt meget plads på en diskussion og definition af hegemoni, og de steder
hvor begrebet bruges, påpeges det at kilderne til begrebet er henholdsvis Antonio Gramsci og
Ernesto Laclau & Chantal Mouffe 32 . Eftersom de to sidstnævntes værk, Hegemony and Socialist
Strategy, indeholder en grundig kritik og omformulering af Gramscis hegemonibegreb, tages der i
det følgende udgangspunkt i deres definition.
opfyldt:
For at man kan tale om hegemoni, er der ifølge Laclau & Mouffe to betingelser der skal være
”the two conditions of a hegemonic articulation are the presence of antagonistic
forces and the instability of the frontiers which separate them. Only the presence
of a vast area of floating elements and the possibility of their articulation to
opposite camps (…) is what constitutes the terrain permitting us to define a
practice as hegemonic.” 33
Der skal altså eksistere en diskursiv kamp mellem to eller flere antagonistiske kræfter, hvilket f.eks.
kunne være to eller flere diskurser, om at udfylde nogle ”flydende elementer”. De flydende
elementer kunne eksempelvis være kernesymbolerne i en diskursiv ramme. Hegemoni indtræffer i
det øjeblik at en af antagonismerne formår at udfylde de flydende elementer med sin partikulære
tolkning således at der sker en delvis fastlåsning af tolkningen. De andre antagonismer accepterer
og indordner sig til en vis grad under denne tolkning, men fastlåsningen er aldrig fuldstændig, og
derved får hegemoni en ambivalent karakter fordi den både er et udtryk for magt og overenskomst.
Som eksempel kan man tage den demokratiske styreform der kan siges at have etableret sig
som hegemonisk diskurs i den vestlige verden. Den har indordnet nogle af sine gamle antagonismer
under sig, eksempelvis absolutisme og fascisme, uden gennem denne proces at udradere dem.
Således er en del demokratier i vesten optegnet som konstitutionelle monarkier, ligesom man i
31 Edles, 1998:43
32 Se eksempelvis Fairclough, 1992:92-93
33 Laclau & Mouffe, 1985:136
15