Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

ophøre med at udgøre et tema i sig selv, men det fører til spørgsmålet om hvad der så kan siges at
udgøre temaet.
For at give et svar på dette foreslår jeg at udbygge Faircloughs tematiske niveau ved at
formulere et nyt begreb: en diskursiv ramme. Inspirationen til begrebet kommer fra Laura Desfor
Edles’ kernebegreb cultural maps 29 i monografien Symbol and Ritual in the New Spain. Hun
definerer ”kulturelle landkort” på følgende måde:
”These ’cultural maps’ (…) do not represent individual shared ’values’ or
internalized ‘ideologies’ at the level of personality; rather they exemplify cultural
patterns that are commonly intelligible and widely accessible (…). The idea is that
each symbol can [be] and is linked to various other symbolic networks; these maps
merely show a rough estimation of one dimension of symbolization at a fixed point
in time.” 30 (min indsættelse).
Et kulturelt landkort udgøres af en grundkerne af symboler. Den spanske transition, eksempelvis,
indeholdt ifølge Edles fire kernesymboler: borgerkrig, national forsoning, ny begyndelse og
demokrati 31 , hvor borgerkrig havde en profan (negativ) værdi og de tre andre symboler en sakral
(positiv) værdi. De fire kernesymboler og deres værdier var, ifølge Edles, de sproglige elementer
der grundlæggende var med til at forme udviklingen af transitionen.
Edles’ teori om kernesymboler kan indpasses i begrebet fortidsdiskurs på følgende måde: i det
tidligere eksempel hvor borgerkrigen fungerede som selve temaet i fortidsdiskursen, kan man sige
at den udgjorde kernesymbolet for de to perspektiver der blev lagt på den (hhv. et pro- og
antifranquistisk perspektiv). I det tilfælde hvor der er tale om at en fortidsdiskurs i en specifik
kontekst præges af flere historiske begivenheder og epoker på samme tid, er det min teori at disse
stadig vil centrere sig om en fælles grundkerne; et eller flere kernesymboler. Hvad der forekommer
at ske i sådanne tilfælde, er at det ikke er fortiden i sig selv der er til debat, men andre socio-
politiske aspekter der vedrører den samtid fortidsdiskursen indgår i. De fortidige begivenheder eller
epoker fungerer i den forbindelse som perspektiver på kernesymbolerne. Det betyder ikke at det
altid forholder sig således – fortiden kan sagtens stadig fungere som kernesymbol eller som tema i
andre sammenhænge, men i kraft af den diskursive ramme kan man både forklare hvornår dette er
tilfældet, og hvornår det ikke er. Netop det at det samme symbol kan forekomme i flere diskursive
sammenhænge med varierende betydningstillægelse, gør at jeg vælger at bruge denne term frem for
eksempelvis kernebegreb, som forekommer mig at dække over en mere fastlagt, ensidig betydning.
Man kan nu tildele den diskursive ramme følgende begrebsdefinition: En diskursiv ramme
udgøres af et eller flere kernesymboler, samt de perspektiver der lægges på denne grundkerne, og
som udstikker nogle rammer for fortidsdiskursen i sin helhed. I tråd med Fairclough er der tale om
29 Edles, 1998:20
30 Edles, 1998:21
14