Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

For nu at arbejde hen imod en definition af fortidsbegrebet, skal der ses på to helt centrale begreber
hos Fairclough: diskurs og hegemoni.
Overordnet set arbejder Fairclough med to begrebsdefinitioner for diskurs:
”It is helpful to distinguish two main senses. One is predominant in language
studies: discourse as social action and interaction, people interacting together in real
social situations. The other is predominant in post-structuralist social theory (…):
a discourse as a social construction of reality, a form of knowledge. My use of the
term ‘discourse’ subsumes both of these, and indeed sets out to bring them together.” 26
(min understregning).
Den første definition har en generel karakter og er lig med den der blev brugt ovenfor i
introduktionen til den tredimensionelle model: opfattelsen af sprog og sprogbrug som en form for
social praksis, hvilket indebærer at sproget kun kan forstås fuldt ud i lyset af den sociale kontekst
det indgår i. Den anden definition er mere konkret: her opfattes diskurs som en bestemt måde at tale
om og forstå verden på. 27 Man kan eksempelvis tale om en feministisk eller en socialistisk diskurs.
Det er denne sidste definition der skal ses nærmere på i dette afsnit.
Fairclough opdeler i sit seneste værk de konkrete diskurser i to undergrupper:
”We can think of a discourse as (a) representing some particular part of the world,
and (b) representing it from a particular perspective. Correspondingly, in textual
analysis one can: (1) Identify the main parts of the world (including areas of
social life) which are represented – the main ‘themes’. (2) Identify the particular
perspective or angle or point of view from which they are represented.” 28
Diskurser kan altså identificeres på to planer: et tematisk og et perspektivisk. Et eksempel kunne
være en liberalistisk globaliseringsdiskurs, hvor globalisering er tema og liberalismen perspektivet.
Det tematiske plan indeholder imidlertid et analytisk problem hvis man begynder at arbejde med et
begreb som fortidsdiskurs. Når Fairclough opstiller globalisering som tema, kan han ikke give en
definition af det på forhånd, fordi det først tilegner sig betydning i kraft af de forskellige
perspektiver der anlægges på det. Enhver definition af begrebet er med andre ord lig med en diskurs
på et perspektivisk plan, og det eneste de forskellige perspektiver har til fælles er selve ordet.
Fortiden kunne godt fungere på denne måde hvis et specifikt udsnit af fortiden udgjorde selve
temaet, som i det ovenstående eksempel med borgerkrigen. Men hvad hvis der er tale om en
kombination af konkrete historiske begivenheder og epoker? Herved kommer temaet i sig selv til at
indeholde et perspektivisk plan, fordi visse dele af fortiden fremhæves, mens der ses delvist eller
helt bort fra andre. Som eksempel kunne man forestille sig en fortidsdiskurs i spansk politik der
både fokuserede på franquisme og borgerkrig. Konsekvensen er at fortiden derved kunne tænkes at
26 Fairclough, 1995b:18
27 Jørgensen & Phillips, 1999:9
28 Fairclough, 2003:129
13