Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

erindring som begrebskonstruktion. Dette mener jeg man kan gøre ved at drage på Faircloughs
understregning af at de sproglige manifestationer og den diskursive praksis ikke er simple produkter
af den sociale praksis, men at de også virker tilbage på denne, og har en vital betydning for
konstitueringen af menneskets sociale virkelighed. 24
Nøglen til at forstå dette dialektiske forhold er mennesket selv – individet/subjektet – som
Fairclough påpeger har en ambivalent karakter: det fungerer dels som subjekt for sine egne
handlinger, dels som objekt for andres handlinger. Derfor er individet underlagt visse
begrænsninger i sin fulde udfoldelse gennem de roller det indtager i forskellige situationer i
samfundet, roller som Fairclough foretrækker at kalde subjektspositioner:
”Social subjects are constrained to operate within the subject positions set up in
discourse types (…) and are in that sense passive; but it is only through being so
constrained that they are able to act as social agents.” 25
Dette har afgørende betydning for dette speciales måde at forstå erindringen om en fortidig
begivenhed på – f.eks. en borgerkrig. Som individer har vi en særegen erindring om begivenheden
(forudsat at vi har oplevet den), men jeg vil mene at den undergår en transformation som resultat af
vores sociale interaktion med andre mennesker. I denne proces opstår der fælles forståelsesrammer
blandt grupper af individer – grupperinger der på sin side er forårsaget af andre sociale faktorer,
eksempelvis ideologiske holdninger, familierelationer etc. Det indebærer ikke at gruppen har en
fuldstændig ensartet forståelse af begivenheden, blot at gruppen tenderer mod at forstå dele af den
relativt ens. Som modpol til den fælles forståelsesramme, hvorigennem der sker en delvis
homogenisering af individernes særegne erindringer, står netop individets egen hukommelse, som
bevirker at erindringen forbliver delvis personlig og derfor heterogen i forhold til de andre individer
som det deler forståelsesramme med.
Det leder over til det kollektive element, og spørgsmålet om hvorvidt man kunne anvende
begrebet kollektiv forståelsesramme. For mig at se giver forståelsesrammen imidlertid kun indtryk
af noget kollektivt, men er ikke udtryk for noget kollektivt. Det der er kollektivt – dvs. gældende
for alle – er sproget, der fungerer som fælles redskab for individerne i den sociale interaktion.
Sproget er dog ikke blot udtryk for noget kollektivt, det er også et middel til, på en og samme tid, at
skabe og udfordre ideen om noget kollektivt der ligger ud over sproget. Herved lægges der op til
fortidsbegreb der både kan forklare konflikt og konsensus, en egenskab jeg ikke mener kollektiv
erindring besidder.
24 Fairclough, 1989:37-38
25 Fairclough, 1989:39
12