Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

nogle af de samme konventioner, eller på helt andre end de tre ovennævnte (genre, diskurs og stil).
21
Den diskursive praksis er på sin side påvirket af social praksis: diskurser aktualiseres i
samhørighed med andre non-diskursive sociale faktorer – naturkatastrofer, økonomiske
produktionsforhold, terroraktioner, kønsrelationer etc. – som skaber sociale betingelser for
produktion og fortolkning af en konkret sproglig manifestation. 22 Disse betingelser deler Fairclough
op i tre grupper: (1) Den helt konkrete sociale situation som den diskursive praksis foregår i. (2)
Den sociale institution. (3) Den sociale kontekst i sin helhed. 23 Hvis man således forestiller sig en
diskussion om miljø – altså en sproglig manifestation – mellem (1) en henholdsvis venstre- og
højreorienteret politiker i (2) et parlament i (3) år 2000, vil den diskursive praksis, betingelsen for
den sproglige manifestation, variere i forhold til hvis der var tale om en diskussion mellem to
politikere tilhørende samme parti, ført under en privat sammenkomst i 1980. Produktet – den
sproglige manifestation – vil derfor også være væsensforskelligt. Det er i den henseende vigtigt at
gøre opmærksom på at de grundlæggende non-diskursive faktorer godt kan have, og ofte vil have,
et diskursivt element i sig. Året 2000 kan således inddrages i diskussionen om miljøet som ”i vores
tidsalder er bekymringen for miljøet en nødvendighed for vor civilisations overlevelse”. Den non-
diskursive kontekst gøres i dette eksempel til et diskursivt argument for en miljøvenlig diskurs.
Hvis man nu sætter disse betragtninger i relation til begrebet fortidsdiskurs kunne man
forestille sig publiceringen af en tidsskriftsartikel om årsagerne til den spanske borgerkrig – dvs. en
sproglig manifestation – 1) som led i en debat om dette emne 2) i de spanske medier 3) i 1980. En
sådan diskussion ville efter al sandsynlighed manifesterer sig i forskellige perspektiver på emnet.
Diskussionen kunne tænkes at være præget af en profranquistisk og en antifranquistisk
borgerkrigsdiskurs, der var i direkte konflikt med hinanden på et sprogligt plan. Hvis man ændrede
på de sociale betingelser, og hensatte diskussionen til 1981, umiddelbart efter militærkupforsøget
den 23. februar – en non-diskursiv begivenhed, ville de sproglige manifestationer og, som følge
heraf, diskurserne, med stor sandsynlighed få et anderledes udtryk, og eventuelt inddrage
kupforsøget som argument. Som det vil fremgå senere, kan en fortidsdiskurs’ struktur dog være
noget mere kompliceret end dette eksempel lader skinne igennem, og det skal derfor ikke opfattes
som en begrebsdefinition.
Eksemplet leder dog til spørgsmålet om hvordan de to begrebsdele kollektiv og erindring kan
indpasses i specialets teori om en fortidsdiskurs, uden at man derigennem bevarer kollektiv
21 Fairclough, 1995b:58
22 Fairclough, 2003:25
23 Fairclough, 1995b:62
11