Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Syddansk Universitet, Odense
Center for Spansk
Udarbejdet af:
Poul Kubel Kjær Poulsen
Speciale:
Juni, 2005
Fortidsdiskurs i spansk politik
Valget til det spanske parlament
2000
Vejleder:
Anne Magnussen

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING................................................................................................................................1
EMNEBESKRIVELSE OG PROBLEMFORMULERING ...............................................................................1
SPECIALETS STRUKTUR .....................................................................................................................1
2. TEORI.............................................................................................................................................3
HISTORIOGRAFISK PLACERING ..........................................................................................................3
FORSKNINGSOVERSIGT......................................................................................................................3
BEGREBSPROBLEMATISERING – KOLLEKTIV ERINDRING .....................................................................5
FRA KOLLEKTIV ERINDRING TIL DISKURS ..........................................................................................8
NORMAN FAIRCLOUGHS KRITISKE DISKURSANALYSE...........................................................................9
3. METODE......................................................................................................................................18
ANALYSEMODEL.............................................................................................................................18
VALG AF ANALYSEOMRÅDE ............................................................................................................22
VALG AF ANALYSEMATERIALE........................................................................................................25
AFGRÆNSNING OG KATEGORISERING AF ANALYSEMATERIALE .......................................................26
PROBLEMSTILLINGER I TEKSTANALYSEN ........................................................................................27
4. ANALYSE.....................................................................................................................................29
POLITIKERNES ROLLE – STATSLIGT NIVEAU ....................................................................................29
Perspektivisk fortidsdiskurs – franquisme .................................................................................29
Perspektivisk fortidsdiskurs – felipisme.....................................................................................34
Diskursiv ramme – kampen om det demokratiske sindelag .......................................................37
POLITIKERNES ROLLE – REGIONALT NIVEAU ...................................................................................44
Perspektivisk fortidsdiskurs – franquisme .................................................................................44
Perspektivisk diskurs – terrorisme.............................................................................................47
Diskursiv ramme – spaltningen af demokratiet som kernesymbol.............................................50
AVISERNES ROLLE...........................................................................................................................56
Ledere.........................................................................................................................................56
Opinionsartikler.........................................................................................................................59
OPSUMMERING OG DISKUSSION AF ANALYSERESULTATER ..............................................................63
Fortidsdiskurs og hegemoni.......................................................................................................63
Fortidsdiskursen i et socio-politisk perspektiv...........................................................................65
5. DISKUSSION...............................................................................................................................68
PROBLEMATISERING AF FAIRCLOUGH: DET DIALEKTISKE UDGANGSPUNKT ....................................68
PROBLEMATISERING AF SPECIALETS EGEN TEORI OG METODE.........................................................69
6. KONKLUSION ............................................................................................................................72
BIBLIOGRAFI.................................................................................................................................74
MONOGRAFIER, TIDSSKRIFTSARTIKLER M.M...................................................................................74
AVISARTIKLER. ...............................................................................................................................75
El País........................................................................................................................................75
El Mundo....................................................................................................................................76
Deia............................................................................................................................................78
RESUMEN DEL TEXTO ...............................................................................................................79

Emnebeskrivelse og problemformulering
1. Indledning
Den 22. november 2000, to dage efter 25-året for den spanske diktator Francisco Franco
Bahamondes død, fortalte dagens leder i avisen El País, under overskriften ”Un buen trabajo”, om
el milagro – det spanske mirakel. El milagro er den nærmest eventyrlige fortælling om Spaniens
lykkelige forvandling, transitionen, fra autoritært regime til konstitutionelt monarki. Det er en
fortælling om et demokrati der har konsolideret sig, og om et folk der har kappet tråden til en fælles
fortid domineret af borgerkrig, undertrykkelse og andre bitre minder. Men afspejler dette sig også i
et sprogligt brud med fortiden i spansk politik 25 år efter Francos død? Det er det overordnede
spørgsmål der stilles i dette speciale.
Inspirationen til spørgsmålet er hentet fra den gren af den historiske forskning der går under
betegnelsen Erindringshistorie. Forskningsretningen arbejder primært ud fra teorien om eksistensen
af en kollektiv erindring, som en del af en given social gruppes kollektive bevidsthed. Retningen
lægger med andre ord vægt på et samfunds historiske selvforståelse som en afgørende faktor i den
samfundsmæssige udvikling. Begrebet kollektiv erindring er imidlertid forbundet med nogle
teoretiske problemer i forhold til den problemstilling dette speciale sætter sig for at besvare. Disse
problemer forsøges løst ved at kombinere træk fra erindringshistorien med en anden retning inden
for samfundsvidenskaben – Diskursanalysen. Denne bygger på teorien om tilstedeværelsen af
diskurser, der i mere eller mindre grad er styrende for et samfunds eller en institutions daglige
praksis og historiske udvikling, og som kan aflæses gennem sproget. I stedet for at bevare begrebet
kollektiv erindring, introduceres et nyt – fortidsdiskurs – der kort kan beskrives som: en
udsagnskæde om fortiden, en bestemt måde at forstå eller bruge fortiden på.
Skal man derfor vurdere om spansk politik har kappet den historiske tråd, kan man
konkretisere det ovenfor stillede spørgsmål på følgende måde: kan spansk politik anno 2000 siges at
være præget af en fortidsdiskurs, og i så fald; i hvilket omfang, hvilke historiske begivenheder og
epoker centrerer den sig omkring, og hvordan bruges den af forskellige politiske interessegrupper?
Indlejret i denne konkrete problemstilling ligger den teoretiske og metodiske problemstilling:
hvorvidt diskursanalysen egner sig til at analysere samfundsforhold, der ellers primært har været
genstand for erindringshistoriske undersøgelser.
Specialets struktur
Specialet er, foruden indledning og konklusion, opdelt i 4 større kapitler: et teoretisk, et metodisk,
et analytisk og et diskuterende.
1

Med udgangspunkt i en forskningsoversigt, vil det teoretiske kapitel beskæftige sig med en
kort begrebsproblematisering af kollektiv erindring. Dernæst vil der, gennem en kombination af
træk fra erindringshistorie og diskursanalyse, blive argumenteret for at anvende begrebet
fortidsdiskurs i stedet for kollektiv erindring. Dette vil ske med basis i Norman Faircloughs kritiske
diskursanalyse, som jeg, bl.a. på grund af dens vægt på både teoretiske og metodiske aspekter af
diskursanalysen, har vurderet til at være velegnet til en besvarelse af specialets problemstilling.
I det metodiske kapitel kortlægges indledningsvist en analysemodel, der skal fungere som
arbejdsredskab for selve analysen. Herefter begrundes valg af analyseområde (valgkampen til det
spanske parlamentsvalg 2000) og –materiale (spanske aviser), fulgt op af en sideløbende diskussion
af nogle af de problemer det har for analysen.
Dernæst følger selve analysen af en række artikler fra de tre aviser El País, El Mundo og
Deia, opdelt i et fokus på henholdsvis politikernes og avisernes rolle, samt et opsamlende afsnit.
Afslutningsvis sættes resultaterne i relation til det teoretiske udgangspunkt, hvorefter den
anvendte teori og metode diskuteres og kritiseres mere indgående.
Specialet forudsætter et generelt kendskab til det 20. århundredes spanske historie. Skulle læseren
eventuelt mangle et sådant, henvises der til Den Store Danske Encyklopædi fra Gyldendal, hvis
historiske afsnit om Spanien afdækker de fleste af de større problemstillinger der refereres til i
specialet. Hvor dette ikke er tilfældet, er specialet suppleret med yderligere kommentarer, ligesom
man kan finde en oversigt over de forskellige spanske politiske partier og dets ledende
personligheder, som omtales i specialet, i det tilhørende appendiks.
2

Historiografisk placering
2. Teori
Specialet trækker overordnet på tre forskningstraditioner – historie, sociologi og lingvistik, men
indskriver sig konkret i den del af historieforskningen der etablerede sig i 70’erne under konceptet
”den sproglige vending”. 1 Bag dette koncept ligger en forståelse af sproget som en
medkonstituerende faktor i den historisk-sociale virkelighed, og ikke blot et biprodukt af andre
faktorer, der indtil da var blevet brugt som overordnede årsagsforklaringer i historieforskningen –
f.eks. marxismens fokus på produktions- og klasseforhold. Konceptet fik også betydning for
forståelsen af historiefaget generelt, fordi det medførte et øget fokus på historikerens rolle som
fortæller og deraf følgende problematisering af hans funktion som objektiv forsker. Dette førte på
sin side til en øget opmærksomhed på hvordan fortiden bruges (og misbruges) i socio-politiske
sammenhænge – et spørgsmål der ikke kun har optaget den erindringshistoriske forskning, men som
også ligger til grund for dette speciales problemstilling.
Forskningsoversigt
Den erindringshistoriske forskning dækker efterhånden et hav af emneområder, og genren må
betegnes som værende i rivende udvikling. De følgende betragtninger dækker derfor ikke
forskningsretningen som helhed, men er kun gældende for den del der beskæftiger sig med
emneområdet Spanien.
Selv om den forskning der beskæftiger sig med erindring og fortid som afgørende faktorer i
den samfundsmæssige udvikling, efterhånden også favner ret bredt inden for emneområdet Spanien,
så er antallet af større videnskabelige værker stadig ret begrænset. De få monografier der, efter mit
kendskab, er blevet udgivet om emnet, har lagt deres fokus på den spanske transition 2 . Dvs.
relationen mellem årsag og virkning – fortid og nutid – stopper ved transitionen. Omfanget af
virkningens permanens, altså fortidens indflydelse på tiden efter transitionen, er dermed endnu kun
undersøgt i beskeden grad, hvilket er hovedargumentet for relevansen af specialets problemstilling.
Samlet set eksisterer der, efter hvad jeg har fundet frem til, foreløbigt kun 3 tekster, som ud
fra forskellige tilgangsvinkler har berørt permanensproblematikken i spansk sammenhæng. 3
Paloma Aguilar og Carsten Humlebæk argumenterer i artiklen ”Collective memory and
National Identity in the Spanish Democracy: The Legacies of Francoism and the Civil war” for at
erindringen om fortiden stadig spiller en aktiv rolle i det spanske samfund. En af de vigtigste
1 Iggers, 1997:118-133
2 Aguilar Fernández, 2002 & Edles, 1998
3 Der ses her bort fra Jáuregui & Menéndez’ værk Lo que nos queda de Franco (1995), da dette mere har karakter af
essay end egentlig forskning.
3

konklusioner, som de to forfattere når frem til, set ud fra dette speciales perspektiv, er at det primært
er på det politiske niveau at fortiden stadig gøres til genstand for diskussioner og stridigheder. På
det sociale niveau, blandt den brede befolkning, er der enten en udpræget tendens til at ville glemme
nationens konfliktfyldte fortid, eller ganske enkelt at anse uenighederne for løst med demokratiets
fødsel.
Felix Morals Veinticinco años después: la memoria del franquismo y de la transición a la
democracia en los españoles del años 2000 er en analyse af resultaterne af en
opinionsundersøgelse, foretaget af Centro de Investigaciones Sociológicas i december 2000. Den
viser at den brede befolknings erindring om og holdning til Franco-tiden stadig er relativt klar, dog
ud fra den forudsætning at der bliver spurgt direkte til den gennem eksempelvis en
opinionsundersøgelse. Morals analyse indeholder imidlertid ikke nogen diskussion af
erindringsbegrebet. F.eks. vurderer han ikke i hvilket omfang informanternes svar kan være
påvirket af mediernes dækning af 25-året for Francos død – en begivenhed der blot ligger omkring 3
uger før undersøgelsens gennemførelse. Modsat demonstrerer undersøgelsen en vigtig pointe:
informanternes holdning til fortiden varierer afhængig af deres aktuelle politisk-ideologiske
holdninger, samt alder.
Til sidst skal også nævnes Heidi Høy Frandsens speciale Grundfortælling og diskurs om den
spanske transition. Her påpeges det, på basis af analyser af historiebøger og et begrænset antal
artikler fra El País og Cambio 16, at der efter alt at dømme eksisterer en grundfortælling om den
spanske transition, og at denne er relativ konsistent over tid. Frandsens brug af begrebet
grundfortælling minder en smule om dette speciales diskursive ramme 4 , ved at den strukturerer alle
fortællinger i mere eller mindre omfang. 5 I sin egenskab af fortælling minder den dog mere om en
hegemonisk diskurs, end det jeg forstår ved diskursiv ramme.
Som det ses af ovenstående gennemgang, er der et rimeligt belæg for relevansen af dette
speciales problemstilling: (1) Meget taler for at fortiden stadig øver indflydelse på spanske
samfundsforhold. (2) Aguilars og Humlebæks artikel indikerer at det er inden for de politiske
institutioner at denne indflydelse gør sig mest gældende. (3) Selv om Frandsens resultater baserer
sig på et begrænset empirisk grundlag, er der noget der tyder på at den del af fortiden der øvede
markant indflydelse på transitionen, i store træk er den samme som den der nu præger det spanske
demokrati: der kan altså siges at være tale om en vis grad af permanens.
Dette fokus på permanens leder dog til spørgsmålet om, hvorvidt den erindringshistoriske
forsknings kernebegreb kollektiv erindring også er anvendeligt som overordnet teoretisk
årsagsforklaring i denne sammenhæng. Hvorvidt dette spørgsmål er undersøgt inden for andre
4 Dette begreb uddybes i afsnittet om Faircloughs kritiske diskursanalyse.
5 Frandsen, 2004:10
4

emneområder i den erindringshistoriske forskning, har jeg ikke kendskab til, men hvad angår
Spanien som emneområde, forekommer det endnu at stå ubesvaret.
Begrebsproblematisering – kollektiv erindring
Som antydet i indledningen, har kollektiv erindring længe fungeret som det dominerende begreb
inden for den erindringshistoriske forskning, og mange erindringshistorikere anvender det, eller
varianter af det, som teoretisk forklaringsgrundlag for deres forskning. Begrebet er dog ikke
uproblematisk at arbejde med, og med en problemstilling som dette speciales, der må siges at lægge
sig tæt op af den erindringshistoriske genre, vil jeg derfor opfatte det som naturligt at forsøge at løse
nogle af de problemer som er forbundet med begrebet, evt. ved at benytte sig af alternative
tilgangsvinkler. Men hvilke problemer er det begrebet skaber?
Først og fremmest er det blevet kritiseret for at blive opfattet som noget håndgribeligt, en fysisk
afgrænset enhed som forskeren blot skal analysere sig frem til og videregive:
”The belief in memory as an actual living entity appears to be the underlying
supposition of memoriologists. (…) However, to speak of a group as some integral
entity with a will and capacity of its own is to commit the fallacy of ‘concrete
generalization,’ namely of treating a generalization as though it were some
concrete entity.” 6
Hvis man i anvendelsen af kollektiv erindring foretager en ’konkret generalisering’, er det
nærliggende at spørge, hvilke fænomener der så kan karakteriseres som konkrete. Her kan man
argumentere for at erindringer ikke er konkrete, før de formuleres. Man er derfor nødsaget til at
undersøge erindringens sproglige manifestationer. Det samme gælder for fortiden, som i nutiden
kun håndgribeliggøres i sproglige og visuelle udtryk, f.eks. mundtlige overleveringer, historiebøger,
mindesmærker etc. Hvis man vil undgå ovennævnte problematik, synes det derfor oplagt at benytte
sig af en teori der netop tager udgangspunkt i konkrete sproglige manifestationer – eksempelvis
diskursanalyse.
Et andet problem består i afgrænsningen af det kollektive: spørgsmålet om hvad det indbefatter og
hvad det ikke gør. Dette kan illustreres med to eksempler.
For det første ligger der en fare i at gøre den kollektive erindring til flertallets erindring. Hvis
man med andre ord søger efter dens sproglige manifestation hvor den er mest eksplicit, risikerer
man at gøre den mest dominerende erindring til en kollektiv erindring. Denne tendens finder sit helt
ekstreme udtryk hvor en siddende magtelites tilstræbte fortidsdiskurs tolkes som samfundets
kollektive erindring. Resultatet af en sådan tilgang vil derfor fremstå relativt harmonisk, fordi man
5

overser de divergerende tolkninger der nu engang eksisterer i alle samfund, ikke blot af fortidige,
men også af samtidige og fremtidige forhold.
En anden problematik indtræffer når erindringshistorikeren forsøger at omgå det første
problem ved i stedet at lægge et bevidst fokus på det kontroversielle – dvs. på kampen om den
kollektive erindring. Det spørgsmål der rejser sig med det samme, er om man overhovedet kan tale
om en kollektiv erindring i et samfund, hvis der eksisterer en aktiv kamp for dens sproglige
manifestation. Det umiddelbare svar er nej, fordi der i så fald ikke er tale om enighed, men om
splittelse i forståelsen af fortiden. Hvis der er tale om en kamp, er der også tale om muligheden for
en taber, men denne opgiver jo ikke uden videre sin tolkning af fortiden, blot fordi modstanderen er
løbet af med sejren. Man kan på den anden side forsøge at løse problemet ved at definere det som
en kamp mellem to kollektive erindringer, men derved tager man også det første skridt til en
udspaltning af begrebet, som efter behov kan deles op i flere undergrupper af kollektive erindringer.
Herved mener jeg det bliver konceptuelt umuligt at fremanalysere en kollektiv erindring der er
dækkende for hele samfundet, fordi man netop har afdækket hvor kontroversiel og nuanceret
erindringen om fortiden kan være.
Som det fremgår, lader der til at eksistere en grundlæggende konflikt mellem begrebets to
dele – kollektiv og erindring. Man kunne evt. omgå problemet ved at løsne op for relationen mellem
dem. Dette forekommer at være hvad Paloma Aguilar Fernández tilstræber i hendes hovedværk,
Memory and amnesia: the role of the Spanish Civil War in the transition to democracy fra 2002
(spansk udg., 1996):
”In this research, the expressions ’collective memory’, ‘historical memory’ and
‘social memory’ shall be used interchangeably, given that we presuppose the
global nature of this memory (social or collective) and its historical content (it
is the memory which a community has of its own history).” 7
Denne opsplitning af begrebet i tre synonymer kan dog kritiseres for at bidrage til en decideret
begrebsforvirring. Ud over at historisk erindring må betegnes som en pleonasme (er al erindring
ikke relateret til noget historisk?), mener jeg ikke man kan bruge ordene social og kollektiv
synonymt. Det kollektive er for mig at se mere reducerende end det sociale, forstået på den måde at
det til en vis grad lægger beslag på individets fulde udfoldelse. Det kollektive og det individuelle er
modsætninger, det sociale er til gengæld det rum hvori disse modsætninger kommer til udtryk. Man
kan dog ikke af den årsag blot skifte kollektiv erindring ud med social erindring, fordi man i så fald
stadig foretager en ”konkret generalisering”.
6 Gedi & Elam, 1996:34-35
7 Aguilar Fernández, 2002:6
6

Aguilars definition indeholder dog et vigtigt aspekt jf. denne diskussion, eftersom det giver en
forhåbning om at der kan findes en løsningsmodel i en teori der tager sit udgangspunkt i dette
sociale rum. En sådan teori kunne måske undgå kollektiv erindring-begrebets tendens til at reducere
forståelsen af fortiden til en homogen og harmonisk enhed, samt det iboende modsætningsforhold
mellem dets to dele – kollektiv og erindring – og alligevel forklare hvori det ”fælles” og ”sociale”
består ift. fortiden.
Det leder over til begrebets anden del – erindring. Dette aspekt vedrører dog mere specifikt
specialets konkrete problemstilling. Man kunne f.eks. godt forestille sig at de spaniere der oplevede
den spanske borgerkrig, på trods af at tilhøre hver sin side i konflikten, har haft en relativ homogen
erindring om selve de rædsler der var forbundet med krigen. Men set ud fra en indgangsvinkel der
fokuserer på permanens, må man stille spørgsmålet om, hvorvidt dette indtryk af fortiden stadig kan
karakteriseres som erindring hos de følgende generationer af spaniere, der aldrig selv oplevede
borgerkrigen. Det handler om hvorvidt erindring opfattes som noget selverfaret og individuelt, eller
om overleverede erindringer også hører ind under dette begreb. Dette speciales position lægger sig
op af den første definition: erindring forstås som grundlæggende individuel, og hvad der rent faktisk
synes at foregå, er en socialisering af erindringen, først gennem udveksling af erfaringer mellem de
spaniere der oplevede krigen, og herefter gennem overlevering til de følgende generationer gennem
historiebøger, mundtlige beretninger etc.
Denne socialisering forekommer mig dog ikke at udmunde i noget kollektivt. Den synes til
gengæld at manifestere sig sprogligt i forskellige grupperinger i samfundet. Dette forhold afspejler
sig bl.a. i Felix Morals føromtalte opinionsundersøgelse af spaniernes erindring om og holdning til
franquismen. Her grupperer informanterne sig efter alder, ideologisk ståsted og regionalt
tilhørsforhold. 8 (Med regionalt tilhørsforhold hentydes der primært til informanter fra de to regioner
Baskerlandet og Catalonien – regioner der pga. deres nationale særegenhed traditionelt har været i
konflikt med den spanske centralmagt i Madrid). Det skal dog påpeges at undersøgelsens
rubricering af spørgsmålene i positive og negative versioner er med til at skabe grupperingerne.
Informanternes svar kan altså ikke ses uafhængigt af de spørgsmål de er et svar på.
Ud fra ovenstående diskussion opstår der mindst tre krav til et teoretisk alternativ, hvis det skal
kunne løse nogle af de problemer der er forbundet med kollektiv erindring. For det første må teorien
undgå at foretage en ”konkret generalisering”. For det andet må den undgå de reducerende
tendenser i begrebet kollektiv erindring, samt det iboende modsætningsforhold mellem dets to dele,
og i stedet give en definition af et dynamisk socialt rum: et rum hvor der både kan ske en hvis grad
7

af socialisering og homogenisering af forståelsen af fortiden, men som også levner plads til den
kamp om tolkningen af fortiden som foregår. For det tredje bør teorien undlade at benytte erindring
i sammenhæng med sociale grupperinger, da dette begreb, i henhold til specialets position, er
forbundet med individet.
Fra kollektiv erindring til diskurs
Diskussionen, der blev ført ovenfor, skal ikke forstås derhen at den erindringshistoriske forskning er
præget af en mangel på refleksion over de problemer kernebegrebet kollektiv erindring medfører.
Bl.a. hører Aguilar til dem der går ind og foretager en grundig problematisering og definition af
begrebet, inden hun bruger det. 9 Tendensen, i en stor del af den erindringsforskning jeg har
kendskab til, er dog at man bevarer kollektiv erindring til trods for en tilsyneladende erkendelse af
de konceptuelle vanskeligheder det indbefatter. Eller også udarbejdes der alternative forslag, som
imidlertid grundlæggende synes at bygge på nogle af de samme forudsætninger som kollektiv
erindring gør. 10
Alon Confino argumenterer f.eks. for det fordelagtige i at omformulere begrebet til kollektiv
mentalitet. 11 Dette kan dog ikke godtages som en reel løsning i lyset af den foregående diskussion:
kollektiv mentalitet er for mig at se også en ”konkret generalisering”. Selv om Confinos begreb har
en række positive aspekter, f.eks. ved at det blot ser erindring og fortid som delaspekter af en mere
omfattende forståelse af kultur og samfund 12 , kan begrebet ikke opfylde de overordnede kriterier der
blev stillet til et teoretisk alternativ ovenfor.
I den henseende forekommer den teori der ligger til grund for diskursanalysen i dens
forskellige varianter, mig at kunne bidrage med en løsning. Ideen til at kombinere træk fra
erindringshistorien med diskursanalysen opstod, fordi jeg sporede visse fællestræk i de to
forskningsretninger. Herudover noterede jeg en tendens til, hos den del af erindringsforskningen jeg
kender til, at lægge stadig større vægt på nogle af de begreber som længe har været en del af bl.a.
diskursanalysen:
1. Ligesom hos diskursanalysen er erindringshistoriens primære undersøgelsesområde
sproget – eller mere konkret: sproglige manifestationer. Med dette tænkes ikke kun på
sproglige manifestationer af skriftlig og mundtlig karakter, men også på visuelle udtryk.
8 Moral, 2001:13-14
9 Aguilar Fernández, 2002:1-25
10 En undtagelse fra de tendenser er Laura Desfor Edles’ Symbol and Ritual in the New Spain (1998), som også har
været til stor inspiration for dette speciale.
11 Confino, 1997:1389
12 Confino, 1997:1389
8

2. Erindringshistorien har efterhånden udviklet sig til en mere sprogkritisk retning, hvilket
bl.a. kan aflæses af det øgede fokus på kampe mellem forskellige erindringer. Genren
deler dermed i vid udstrækning følgende socialkonstruktivistiske præmis med
diskursteoretikere: ”Vores måder at forstå verden på skabes og opretholdes i sociale
processer. Viden skabes i social interaktion, hvor man både opbygger fælles sandheder og
kæmper om, hvad der er sandt og falsk.” 13
3. Erindringshistorikerne er efterhånden, som følge af den øgede sprogkritiske tilgang,
begyndt at benytte nogle begreber der også er helt centrale for diskursanalysen: diskurs og
hegemoni. Dette ses eksempelvis hos Aguilar når hun fremfører at hun i et vist omfang
betragter den kollektive erindring som en ”hegemonic view of the past”. 14
Diskursanalysen er dog langtfra nogen homogen forskningsretning, men er præget af både
teoretiske og metodiske variationer. 15 Man må derfor foretage et valg ud fra hvilken retning der
bedst kan tilpasses de kriterier, diskussionen af kollektiv erindring har stillet. En af de diskursteorier
der forekommer mig at opfylde dette, er Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse.
Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse
Eftersom Fairclough har opbygget og udviklet sin kritiske diskursanalyse over en mere end 20-årig
periode, dækker tilgangen efterhånden et hav af aspekter af forholdet mellem sprog og samfund.
Den fremstår derfor som en kompliceret og nuancerig teori og metode, som det vil være umuligt at
efterleve i alle detaljer. Desuden har Fairclough i sine hovedværker ikke beskæftiget sig med
fortiden som diskurs, hvilket betyder at det er nødvendigt at tillempe hans teori til dette speciales
fokus på fortiden. I det følgende gives derfor kun en overordnet gennemgang af Faircloughs teori,
ligesom der kun fokuseres på de begreber der er relevante for specialets problemstilling.
Faircloughs teoretiske udgangspunkt består i en forståelse af sproget som en form for social praksis.
Dette indebærer for det første at sproget opfattes som en del af samfundet, ikke som en autonom
entitet der står uden for det, og som kan analyseres separat. For det andet er sproget en social
proces, idet sproget i dets forskellige manifestationer både har en produktionsside og en
fortolkningsside. For det tredje er sproget en socialt betinget proces, idet både sprogproduktion og
sprogfortolkning påvirkes af sociale faktorer der ligger uden for selve sproget. 16 Sprogets rolle i det
sociale specificeres på følgende måde:
13 Jørgensen & Phillips, 1999:14
14 Aguilar Fernández, 2002:7
15 Jørgensen & Phillips, 1999:28-31
16 Fairclough, 1989:22-24
9

”it is not a matter of a symmetrical relationship ’between’ language and society
as equal facets of a single whole. The whole is society, and language is one strand
of the social. And whereas all linguistic phenomena are social, not all social
phenomena are linguistic – though even though those that are not just linguistic
(economic production, for instance) typically have a substantial, and often
underestimated, language element.” 17
Fairclough bruger den følgende 3-dimensionelle model til at forklare relationen mellem en konkret
tekst og den sociale virkelighed denne indgår i 18 :
Figur 1: Faircloughs 3-dimensionelle model.
Først og fremmest er der selve teksten, der i det følgende vil blive betegnet som den sproglige
manifestation. Denne kan have et mundtligt, skriftligt såvel som visuelt udtryk. 19 En avisartikel vil
eksempelvis både have et skriftligt udtryk – den egentlige sætningsopbygning – og et visuelt: det
layoutmæssige (skriftstørrelse ved overskrifter, inddragelse af billeder, diagrammer etc.).
Den sproglige manifestation er et produkt af en diskursiv praksis, hvilket vil sige at den er
udformet på grundlag af nogle konventioner eller rutiner af diskursiv, dvs. sproglig, karakter. En
avisartikel om miljøet kan formes efter en given genre – f.eks. som et interview. Artiklen kan være
domineret af en konkret diskurs – eksempelvis. en nyliberalistisk diskurs, som vil give en
anderledes tolkning af miljømæssige problemer end en diskurs fra en organisation som Greenpeace.
Desuden kan den være skrevet i en bestemt stil. Interviewet kan eksempelvis være redigeret med en
ironisk distance, der sætter spørgsmålstegn ved den diskurs som den interviewede forsøger at
trænge igennem med. 20 I fortolkningsprocessen af den sproglige manifestation kan der drages på
17 Fairclough, 1989:23
18 Den anvendte figur er en kombination af 2 figurer taget fra Fairclough, 1989:25 og Fairclough, 1995b:59.
19 Fairclough: 1995b:17
20 Fairclough, 2003:26
10

nogle af de samme konventioner, eller på helt andre end de tre ovennævnte (genre, diskurs og stil).
21
Den diskursive praksis er på sin side påvirket af social praksis: diskurser aktualiseres i
samhørighed med andre non-diskursive sociale faktorer – naturkatastrofer, økonomiske
produktionsforhold, terroraktioner, kønsrelationer etc. – som skaber sociale betingelser for
produktion og fortolkning af en konkret sproglig manifestation. 22 Disse betingelser deler Fairclough
op i tre grupper: (1) Den helt konkrete sociale situation som den diskursive praksis foregår i. (2)
Den sociale institution. (3) Den sociale kontekst i sin helhed. 23 Hvis man således forestiller sig en
diskussion om miljø – altså en sproglig manifestation – mellem (1) en henholdsvis venstre- og
højreorienteret politiker i (2) et parlament i (3) år 2000, vil den diskursive praksis, betingelsen for
den sproglige manifestation, variere i forhold til hvis der var tale om en diskussion mellem to
politikere tilhørende samme parti, ført under en privat sammenkomst i 1980. Produktet – den
sproglige manifestation – vil derfor også være væsensforskelligt. Det er i den henseende vigtigt at
gøre opmærksom på at de grundlæggende non-diskursive faktorer godt kan have, og ofte vil have,
et diskursivt element i sig. Året 2000 kan således inddrages i diskussionen om miljøet som ”i vores
tidsalder er bekymringen for miljøet en nødvendighed for vor civilisations overlevelse”. Den non-
diskursive kontekst gøres i dette eksempel til et diskursivt argument for en miljøvenlig diskurs.
Hvis man nu sætter disse betragtninger i relation til begrebet fortidsdiskurs kunne man
forestille sig publiceringen af en tidsskriftsartikel om årsagerne til den spanske borgerkrig – dvs. en
sproglig manifestation – 1) som led i en debat om dette emne 2) i de spanske medier 3) i 1980. En
sådan diskussion ville efter al sandsynlighed manifesterer sig i forskellige perspektiver på emnet.
Diskussionen kunne tænkes at være præget af en profranquistisk og en antifranquistisk
borgerkrigsdiskurs, der var i direkte konflikt med hinanden på et sprogligt plan. Hvis man ændrede
på de sociale betingelser, og hensatte diskussionen til 1981, umiddelbart efter militærkupforsøget
den 23. februar – en non-diskursiv begivenhed, ville de sproglige manifestationer og, som følge
heraf, diskurserne, med stor sandsynlighed få et anderledes udtryk, og eventuelt inddrage
kupforsøget som argument. Som det vil fremgå senere, kan en fortidsdiskurs’ struktur dog være
noget mere kompliceret end dette eksempel lader skinne igennem, og det skal derfor ikke opfattes
som en begrebsdefinition.
Eksemplet leder dog til spørgsmålet om hvordan de to begrebsdele kollektiv og erindring kan
indpasses i specialets teori om en fortidsdiskurs, uden at man derigennem bevarer kollektiv
21 Fairclough, 1995b:58
22 Fairclough, 2003:25
23 Fairclough, 1995b:62
11

erindring som begrebskonstruktion. Dette mener jeg man kan gøre ved at drage på Faircloughs
understregning af at de sproglige manifestationer og den diskursive praksis ikke er simple produkter
af den sociale praksis, men at de også virker tilbage på denne, og har en vital betydning for
konstitueringen af menneskets sociale virkelighed. 24
Nøglen til at forstå dette dialektiske forhold er mennesket selv – individet/subjektet – som
Fairclough påpeger har en ambivalent karakter: det fungerer dels som subjekt for sine egne
handlinger, dels som objekt for andres handlinger. Derfor er individet underlagt visse
begrænsninger i sin fulde udfoldelse gennem de roller det indtager i forskellige situationer i
samfundet, roller som Fairclough foretrækker at kalde subjektspositioner:
”Social subjects are constrained to operate within the subject positions set up in
discourse types (…) and are in that sense passive; but it is only through being so
constrained that they are able to act as social agents.” 25
Dette har afgørende betydning for dette speciales måde at forstå erindringen om en fortidig
begivenhed på – f.eks. en borgerkrig. Som individer har vi en særegen erindring om begivenheden
(forudsat at vi har oplevet den), men jeg vil mene at den undergår en transformation som resultat af
vores sociale interaktion med andre mennesker. I denne proces opstår der fælles forståelsesrammer
blandt grupper af individer – grupperinger der på sin side er forårsaget af andre sociale faktorer,
eksempelvis ideologiske holdninger, familierelationer etc. Det indebærer ikke at gruppen har en
fuldstændig ensartet forståelse af begivenheden, blot at gruppen tenderer mod at forstå dele af den
relativt ens. Som modpol til den fælles forståelsesramme, hvorigennem der sker en delvis
homogenisering af individernes særegne erindringer, står netop individets egen hukommelse, som
bevirker at erindringen forbliver delvis personlig og derfor heterogen i forhold til de andre individer
som det deler forståelsesramme med.
Det leder over til det kollektive element, og spørgsmålet om hvorvidt man kunne anvende
begrebet kollektiv forståelsesramme. For mig at se giver forståelsesrammen imidlertid kun indtryk
af noget kollektivt, men er ikke udtryk for noget kollektivt. Det der er kollektivt – dvs. gældende
for alle – er sproget, der fungerer som fælles redskab for individerne i den sociale interaktion.
Sproget er dog ikke blot udtryk for noget kollektivt, det er også et middel til, på en og samme tid, at
skabe og udfordre ideen om noget kollektivt der ligger ud over sproget. Herved lægges der op til
fortidsbegreb der både kan forklare konflikt og konsensus, en egenskab jeg ikke mener kollektiv
erindring besidder.
24 Fairclough, 1989:37-38
25 Fairclough, 1989:39
12

For nu at arbejde hen imod en definition af fortidsbegrebet, skal der ses på to helt centrale begreber
hos Fairclough: diskurs og hegemoni.
Overordnet set arbejder Fairclough med to begrebsdefinitioner for diskurs:
”It is helpful to distinguish two main senses. One is predominant in language
studies: discourse as social action and interaction, people interacting together in real
social situations. The other is predominant in post-structuralist social theory (…):
a discourse as a social construction of reality, a form of knowledge. My use of the
term ‘discourse’ subsumes both of these, and indeed sets out to bring them together.” 26
(min understregning).
Den første definition har en generel karakter og er lig med den der blev brugt ovenfor i
introduktionen til den tredimensionelle model: opfattelsen af sprog og sprogbrug som en form for
social praksis, hvilket indebærer at sproget kun kan forstås fuldt ud i lyset af den sociale kontekst
det indgår i. Den anden definition er mere konkret: her opfattes diskurs som en bestemt måde at tale
om og forstå verden på. 27 Man kan eksempelvis tale om en feministisk eller en socialistisk diskurs.
Det er denne sidste definition der skal ses nærmere på i dette afsnit.
Fairclough opdeler i sit seneste værk de konkrete diskurser i to undergrupper:
”We can think of a discourse as (a) representing some particular part of the world,
and (b) representing it from a particular perspective. Correspondingly, in textual
analysis one can: (1) Identify the main parts of the world (including areas of
social life) which are represented – the main ‘themes’. (2) Identify the particular
perspective or angle or point of view from which they are represented.” 28
Diskurser kan altså identificeres på to planer: et tematisk og et perspektivisk. Et eksempel kunne
være en liberalistisk globaliseringsdiskurs, hvor globalisering er tema og liberalismen perspektivet.
Det tematiske plan indeholder imidlertid et analytisk problem hvis man begynder at arbejde med et
begreb som fortidsdiskurs. Når Fairclough opstiller globalisering som tema, kan han ikke give en
definition af det på forhånd, fordi det først tilegner sig betydning i kraft af de forskellige
perspektiver der anlægges på det. Enhver definition af begrebet er med andre ord lig med en diskurs
på et perspektivisk plan, og det eneste de forskellige perspektiver har til fælles er selve ordet.
Fortiden kunne godt fungere på denne måde hvis et specifikt udsnit af fortiden udgjorde selve
temaet, som i det ovenstående eksempel med borgerkrigen. Men hvad hvis der er tale om en
kombination af konkrete historiske begivenheder og epoker? Herved kommer temaet i sig selv til at
indeholde et perspektivisk plan, fordi visse dele af fortiden fremhæves, mens der ses delvist eller
helt bort fra andre. Som eksempel kunne man forestille sig en fortidsdiskurs i spansk politik der
både fokuserede på franquisme og borgerkrig. Konsekvensen er at fortiden derved kunne tænkes at
26 Fairclough, 1995b:18
27 Jørgensen & Phillips, 1999:9
28 Fairclough, 2003:129
13

ophøre med at udgøre et tema i sig selv, men det fører til spørgsmålet om hvad der så kan siges at
udgøre temaet.
For at give et svar på dette foreslår jeg at udbygge Faircloughs tematiske niveau ved at
formulere et nyt begreb: en diskursiv ramme. Inspirationen til begrebet kommer fra Laura Desfor
Edles’ kernebegreb cultural maps 29 i monografien Symbol and Ritual in the New Spain. Hun
definerer ”kulturelle landkort” på følgende måde:
”These ’cultural maps’ (…) do not represent individual shared ’values’ or
internalized ‘ideologies’ at the level of personality; rather they exemplify cultural
patterns that are commonly intelligible and widely accessible (…). The idea is that
each symbol can [be] and is linked to various other symbolic networks; these maps
merely show a rough estimation of one dimension of symbolization at a fixed point
in time.” 30 (min indsættelse).
Et kulturelt landkort udgøres af en grundkerne af symboler. Den spanske transition, eksempelvis,
indeholdt ifølge Edles fire kernesymboler: borgerkrig, national forsoning, ny begyndelse og
demokrati 31 , hvor borgerkrig havde en profan (negativ) værdi og de tre andre symboler en sakral
(positiv) værdi. De fire kernesymboler og deres værdier var, ifølge Edles, de sproglige elementer
der grundlæggende var med til at forme udviklingen af transitionen.
Edles’ teori om kernesymboler kan indpasses i begrebet fortidsdiskurs på følgende måde: i det
tidligere eksempel hvor borgerkrigen fungerede som selve temaet i fortidsdiskursen, kan man sige
at den udgjorde kernesymbolet for de to perspektiver der blev lagt på den (hhv. et pro- og
antifranquistisk perspektiv). I det tilfælde hvor der er tale om at en fortidsdiskurs i en specifik
kontekst præges af flere historiske begivenheder og epoker på samme tid, er det min teori at disse
stadig vil centrere sig om en fælles grundkerne; et eller flere kernesymboler. Hvad der forekommer
at ske i sådanne tilfælde, er at det ikke er fortiden i sig selv der er til debat, men andre socio-
politiske aspekter der vedrører den samtid fortidsdiskursen indgår i. De fortidige begivenheder eller
epoker fungerer i den forbindelse som perspektiver på kernesymbolerne. Det betyder ikke at det
altid forholder sig således – fortiden kan sagtens stadig fungere som kernesymbol eller som tema i
andre sammenhænge, men i kraft af den diskursive ramme kan man både forklare hvornår dette er
tilfældet, og hvornår det ikke er. Netop det at det samme symbol kan forekomme i flere diskursive
sammenhænge med varierende betydningstillægelse, gør at jeg vælger at bruge denne term frem for
eksempelvis kernebegreb, som forekommer mig at dække over en mere fastlagt, ensidig betydning.
Man kan nu tildele den diskursive ramme følgende begrebsdefinition: En diskursiv ramme
udgøres af et eller flere kernesymboler, samt de perspektiver der lægges på denne grundkerne, og
som udstikker nogle rammer for fortidsdiskursen i sin helhed. I tråd med Fairclough er der tale om
29 Edles, 1998:20
30 Edles, 1998:21
14

et dialektisk forhold mellem social og diskursiv praksis: individerne er, gennem anvendelsen af
sproget, med til at reproducere og transformere den diskursive ramme. Således er rammen aldrig
endeligt fastlagt, men det er muligt at foretage en analyse af dens struktur på et givent tidspunkt i
tiden. Rammen påvirker den sociale praksis, men er gensidigt påvirket af denne.
Et vigtigt aspekt af den diskursive ramme er at den ikke er objektiv. Frem for noget objektivt
giver det mere mening at tale om et ”fælles fokus”, dvs. det forhold at de perspektiver der anlægges
inden for den diskursive ramme, kan have en tendens til at udvælge og tolke kernesymbolerne
værdimæssigt ens. For at forklare hvordan denne kerne af ”fælles fokus” etablerer sig, kan man
anvende et meget centralt begreb i den diskursanalytiske forskning: hegemoni.
Fairclough har ikke selv brugt meget plads på en diskussion og definition af hegemoni, og de steder
hvor begrebet bruges, påpeges det at kilderne til begrebet er henholdsvis Antonio Gramsci og
Ernesto Laclau & Chantal Mouffe 32 . Eftersom de to sidstnævntes værk, Hegemony and Socialist
Strategy, indeholder en grundig kritik og omformulering af Gramscis hegemonibegreb, tages der i
det følgende udgangspunkt i deres definition.
opfyldt:
For at man kan tale om hegemoni, er der ifølge Laclau & Mouffe to betingelser der skal være
”the two conditions of a hegemonic articulation are the presence of antagonistic
forces and the instability of the frontiers which separate them. Only the presence
of a vast area of floating elements and the possibility of their articulation to
opposite camps (…) is what constitutes the terrain permitting us to define a
practice as hegemonic.” 33
Der skal altså eksistere en diskursiv kamp mellem to eller flere antagonistiske kræfter, hvilket f.eks.
kunne være to eller flere diskurser, om at udfylde nogle ”flydende elementer”. De flydende
elementer kunne eksempelvis være kernesymbolerne i en diskursiv ramme. Hegemoni indtræffer i
det øjeblik at en af antagonismerne formår at udfylde de flydende elementer med sin partikulære
tolkning således at der sker en delvis fastlåsning af tolkningen. De andre antagonismer accepterer
og indordner sig til en vis grad under denne tolkning, men fastlåsningen er aldrig fuldstændig, og
derved får hegemoni en ambivalent karakter fordi den både er et udtryk for magt og overenskomst.
Som eksempel kan man tage den demokratiske styreform der kan siges at have etableret sig
som hegemonisk diskurs i den vestlige verden. Den har indordnet nogle af sine gamle antagonismer
under sig, eksempelvis absolutisme og fascisme, uden gennem denne proces at udradere dem.
Således er en del demokratier i vesten optegnet som konstitutionelle monarkier, ligesom man i
31 Edles, 1998:43
32 Se eksempelvis Fairclough, 1992:92-93
33 Laclau & Mouffe, 1985:136
15

nogle lande kan opleve det paradoksale fænomen at fascistiske partier er opstillet til valg under en
styreform, som de egentlig ønsker at omstyrte. Begge forhold er på en og samme tid udtryk for
magt og overenskomst, for hvis magten var suveræn, ville demokratiet ikke levne plads til hverken
monarki eller fascisme. Det udelukker selvfølgelig ikke at denne magt i princippet kan være
suveræn, men det er kun i det omfang den ikke er det, at man reelt kan tale om hegemoni. 34
Som det fremgik af gennemgangen af diskursbegrebet, blev det foreslået at man i lighed med
Fairclough skelner mellem tematiske og perspektiviske diskurser, men at de tematiske diskurser, når
det handler om fortiden, bør opdeles i en egentlig fortidsdiskurs på et helt overordnet plan, og en
diskursiv ramme der udstikker nogle begrænsninger for de perspektiver der lægges på den.
Vigtigheden af denne opdeling træder yderligere frem når vi inddrager hegemonibegrebet, fordi
man kan tale om i hvert fald tre former for hegemoni hvad angår fortidsdiskurser.
For det første bør det undersøges hvor stor gennemslagskraft fortidsdiskursen har overordnet
set sammenholdt med andre diskurser i samfundet. Hvad angår dette speciales problemstilling, vil
det mere specifikt være fortidsdiskursens eventuelle dominans af andre politiske diskurser der vil
være i fokus. Med politiske diskurser menes ikke kun diskurser af ideologisk art som f.eks.
socialisme, men også diskurser om velfærd og globalisering. Med dominans tænkes der ikke kun på
om den forholdsmæssigt fylder mere end de andre, men også i hvilket omfang fortidsdiskursen
fungerer som argument for de andre diskurser. Denne form for hegemoni kan fortælle noget om i
hvilket omfang spansk politik stadig er præget af fortidens begivenheder.
Den anden form for hegemoni vedrører den diskursive ramme. Her skal det undersøges
hvilken sammenhæng der er mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne. Dette niveau
kan bruges til at undersøge hvilke socio-politiske aspekter der har størst indflydelse inden for
fortidsdiskursen; hvorvidt det er fortiden i sig selv der er til debat, eller om det er forhold i nutiden
der gøres til genstand for debat via fortiden.
Den sidste form for hegemoni vedrører de perspektiviske diskurser. Er der én specifik
perspektivisk diskurs der dominerer, og i så fald, er det en specifik interessegruppe – f.eks. en
politisk gruppering eller en avis – der er ophavsmand til diskursen? Dette niveau kan sige noget om
i hvilket omfang der tale om fortidsbrug. Med dette menes at fortiden også er noget der kan bruges
politisk til at så tvivl om en modstanders sande væsen.
Selv om ovenstående måske kan give det modsatte indtryk, så er de tre niveauer nært
forbundne, og opdelingen har alene en analytisk funktion. En hegemonisk fortidsdiskurs på tredje
niveau vil sandsynligvis medføre at dette afspejler sig på de to andre niveauer, dels ved udvælgelsen
af kernesymboler, dels ved dens gennemslagskraft ift. andre politiske diskurser. Som det dog blev
påpeget ovenfor er hegemoni ikke kun magt, men også overenskomst. Så, selv om en diskurs kan
34 Laclau & Mouffe, 1985:138
16

karakteriseres som hegemonisk, vil den stadig skulle kæmpe for at bevare sin position. Den er nødt
til at give hvad der kan kaldes ”indrømmelser” til de andre diskurser. Sådanne indrømmelser kan
foranledige en omstrukturering af den diskursive ramme, som kan medføre yderligere
begrænsninger for den hegemoniske diskurs’ fulde udfoldelse. I den sammenhæng må det ikke
glemmes at de non-diskursive faktorer også kan øve en vis indflydelse.
Med denne diskussion in mente fortsættes der nu med en præsentation af den metode der skal
anvendes i besvarelsen af problemstillingen, samt refleksion over de problemer valget af denne
fremgangsmåde medfører.
17

3. Metode
I dette kapitel introduceres den model der vil blive brugt som analyseredskab i selve analysen.
Herefter gennemgås og diskuteres de overvejelser jeg har gjort mig i forbindelse med udvælgelse af
analyseområde og –materiale, afgrænsning og kategorisering af tekstkorpus, samt de problemer
disse valg har skabt for den konkrete tekstanalyse.
Analysemodel
Den følgende model baserer sig på den teoretiske diskussion i forrige kapitel, og den skal betragtes
som det naturlige output af overvejelserne omkring brugbarheden af Faircloughs teori som
forklaringsgrundlag i analyser af fortidens indflydelse på samfundsmæssige forhold. Det betyder
ikke at jeg opfatter modellen som universel – dvs. som brugbar i alle analyser af fortidige
begivenheders relation til nutiden. Som enhver model har den sine begrænsninger, og nogle af disse
diskuteres mere indgående i kapitlet der følger umiddelbart efter selve analysen.
Figur 2: Analysemodel
Som det ses af figuren, opfatter jeg en fortidsdiskurs som en relativ kompliceret diskursiv struktur.
Jeg vil derfor gennemgå den i dens enkeltheder i det følgende, og give et eksempel ved at anvende
modellen på den forskning der har beskæftiget sig med fortid og erindring i forbindelse med den
spanske transition.
18

Den yderste ramme illustrerer den opfattelse at selv om forskellige perspektiviske fortidsdiskurser,
jf. de fire ”perspektiver” i modellen, kan fokusere på vidt forskellige dele af fortiden, så kan de
indgå i et diskursivt fællesskab, der gør at det giver mening at tale om én overordnet fortidsdiskurs.
Dette ”fællesskab” udgøres af et fælles fokus på et eller flere kernesymboler, som alle de
perspektiviske fortidsdiskurser forholder sig til, om end ikke nødvendigvis på samme måde.
Gruppen af kernesymboler og de perspektiviske diskurser kan derfor siges at udgøre en diskursiv
ramme, hvor kernesymbolerne i et vist omfang er styrende for strukturen og indholdet af de
perspektiviske fortidsdiskurser. Det indebærer ikke at kernesymbolerne er totalt determinerende for
de perspektiviske diskurser. De sidstnævnte er relativt autonome, hvilket er illustreret ved at selv
om de befinder sig inden for den samme diskursive ramme som kernesymbolerne, så er der tale om
lukkede kasser.
Den diskursive ramme udgør på sin side kernen i den samlede fortidsdiskurs, hvilket ses ved
at den også udgør en relativ autonom enhed – en lukket kasse – inden for den samlede
fortidsdiskurs. Den yderste ramme skal her illustrere at selv om den diskursive ramme har stor
betydning for den samlede fortidsdiskurs, så er der plads til afvigelser fra den. Fortidsdiskursen
lever imidlertid ikke sit eget selvstændige liv i samfundet, hvilket indebærer at faktorer som ligger
uden for fortidskursen, dvs. andre diskurser, såvel som non-diskursive faktorer, kan påvirke dens
samlede struktur i større eller mindre omfang. Dette forhold kan illustreres ved at indlemme den i
den mellemste kasse i Faircloughs 3-dimensionelle model 35 : fortidsdiskursen er her en del af en
mere omfattende diskursiv praksis, som igen er en del af en social praksis.
Mht. de perspektiviske diskurser er antallet af disse, som kernesymbolerne, variabelt, og som
det er illustreret med de to markører ”+” og ”-”, kan såvel kernesymboler som perspektiver både
være positivt og negativt ladede. Den forskellige størrelse på de kasser der repræsenterer de
perspektiviske diskurser, skal anskueliggøre at disse kan have en varierende grad af
gennemslagskraft i fortidsdiskursens samlede struktur.
Hvad angår de tre former for hegemoni, afspejler dette sig i analysemodellen for de to
nederste niveauer. På det laveste niveau ses hegemonien netop gennem den forskellige størrelse på
de perspektiviske diskurser. Hvis én af kassernes dimensioner er markant større end de resterende,
er der tale om hegemoni. På det mellemste niveau er hegemonien aflæselig ud fra de perspektiviske
diskursers opbakning til/modarbejdelse af kernesymbolerne, hvilket kan udledes af hvor entydigt
ladet deres værdi er. Desto bredere opbakning, desto mere udpræget grad af hegemoni. For at danne
sig et indtryk af hegemoni på det øverste niveau, er det igen nødvendigt at indplacere
35 Figur 1, s. 10
19

fortidsdiskursen i Faircloughs model – mere specifikt at se den i sammenhæng med den øvrige
diskursive praksis, som præger spansk politik.
For at eksemplificere modellens brugbarhed i praksis, skal den i det følgende anvendes på den
spanske transition. Eksemplet baserer sig på de resultater som Laura Desfor Edles og Paloma
Aguilar Fernández når frem til i deres respektive værker – Symbol and Ritual in the New Spain: The
Transition to Democracy after Franco og Memory and Amnesia: The Role of the Spanish Civil War
in the Transition to Democracy. Eftersom eksemplet ikke bygger på mine egne resultater, skal det
kun opfattes som klarificerende. Da dette speciales teoretisk-metodiske fundament, empiriske
materiale samt problemstilling, trods ligheder med Edles’ og Aguilars, er forskelligt fra deres, vil
det kunne føre til andre resultater end de følgende, i tilfælde af en konkret undersøgelse.
Figur 3: Analysemodel set i relation til den spanske transition
Som det ses ud fra figur 3, er de to forfattere relativt enige om at der under transitionen var et
særligt fokus på de to historiske epoker 2. republik og borgerkrigen. Desuden lægger de begge
vægt på at borgerkrigen var den begivenhed der spillede den mest centrale rolle, mens republikken,
som historisk reference, ikke havde helt den samme gennemslagskraft. Dette ses af den forskellige
størrelse på de to kasser der repræsenterer hvert sit perspektiv. Hvad angår francoregimet,
divergerer de to forfatteres opfattelse af funktionen af denne historiske epoke under transitionen,
hvilket sandsynligvis skyldes at de benytter forskellig teori og metode.
20

Ser man først på den 2. republik, repræsenterede denne under transitionen en negativ version
af demokratiet. Hele demokratiseringsprocessen var således præget af en eksplicit vilje til at undgå
alle de fejltagelser, som man mente var begået under den 2. republik. I den forbindelse opstiller
Edles fem kerneord, som under transitionen blev brugt til at karakterisere republikkens politiske og
sociale kultur: irrationalitet, konfrontation, polarisering, ekstremisme og vold. 36
De fem kerneord optræder igen i transitionens beskrivelse af borgerkrigen, men mens de
bevarer en relativ moderat værdiladning i forhold til republikken, skal de opfattes helt bogstaveligt
når de bruges om borgerkrigen. Begge forfattere er enige om at det grundlæggende var krigens
enormt brutale karakter, der gjorde at der konstant blev refereret til den som skræmmebillede under
transitionen. Den blev et mareridtssymbol på et kollektivt vanvid, der havde bemægtiget sig det
spanske folk:
”Through the relative convergence of Republican and Nationalist memories it was
possible to progress from a state of rancour to the idea of ‘never again’ and from
accusatory charges aimed at others to an acknowledgement of collective blame”. 37
Som det ses af citatet, krystalliserede fordømmelsen af borgerkrigen sig i parolen ’never again’
(’nunca más’). Aldrig mere skulle det spanske samfund udsættes for så voldsom en konflikt, hvilket
indebar en negativisering af enhver politisk og social handling, der kunne karakteriseres med et af
de fem ovennævnte negativt ladede kerneord. Derved kan man sige at ”nunca más”-parolen
begyndte at fungere som kernesymbol i transitionens fortidsdiskurs, forstået på den måde at den
repræsenterede en symbolsk afvisning af alt hvad der kunne tænkes at lede til en ny blodig konflikt
i landet. I denne forstand var symbolet positivt ladet.
Den naturlige følge af ”nunca más” var at den altafgørende målsætning for transitionen blev
en national forsoning. Midlet til at nå dette mål bestod i dyrkelsen af en politisk og social kultur, der
centrerede sig om følgende værdier, og som repræsenterede republikkens og borgerkrigens antitese:
anti-vold/fred, rationalitet, pluralisme, tolerance, sameksistens (convivencia), pagt/dialog,
kompromis, moderation 38 og konsensus. 39 Det udmøntede sig på sin side i en stigende tiltro til den
demokratiske styreform, som den eneste rigtige institutionelle recept til at opnå denne tilstand. Det
skete i sådan et omfang at Edles hævder at demokratiet, jo længere transitionen skred frem, blev en
slags civil religion. 40 De perspektiviske diskurser ”borgerkrig” og ”2. republik” synes således at
have centreret sig omkring tre kernesymboler: nunca más, national forsoning og demokrati.
36 Edles, 1998:44 (figur 4.2)
37 Aguilar Fernández, 2002:134
38 Edles, 1998:44 (figur 4.2)
39 Aguilar Fernández, 2002:151
40 Edles, 1998:51
21

Mens der var relativ enighed om tolkningen af såvel republik som borgerkrig, eksisterede der
efter alt at dømme et mere konfliktfyldt forhold til franquismen. På den ene side, blandt de
politikere der i mere eller mindre omfang havde støttet op om Franco, var der for manges
vedkommende stadig en udpræget skepsis over for demokratiet som mirakelkur. 41 Disse var, om
ikke eksplicitte forkæmpere for bevarelsen af franquismen, fortalere for opretholdelsen af et relativt
autoritært system. Dette perspektiv er i analyserammen repræsenteret af den positivt ladede
franquismediskurs. På den anden side, selv om der ikke kan siges at være tale om et decideret opgør
med franquismen, spores der i Edles’ analyse også træk fra en antifranquistisk diskurs, bl.a.
artikuleret af politikere fra det socialistiske og det kommunistiske parti. 42 Dette er illustreret med
den negativt ladede franquismediskurs. De to franquismeperspektiver kan siges at udgøre en
modpol til kernesymbolerne: den positive franquismediskurs ser demokratiet som noget negativt,
mens den negative franquismediskurs sætter spørgsmålstegn ved den nationale forsoning, eftersom
den søger et opgør med borgerkrigens ene part.
Samlet set kan man derfor, på basis af Aguilars og Edles’ resultater, argumentere for at der i
løbet af transitionen etablerer sig en hegemonisk fortidsdiskurs: der oparbejdes en generel
opbakning til tolkningen af de to perspektiver der har størst gennemslagskraft i den diskursive
ramme – 2. republik og borgerkrigen, hvilket også afspejles i en generel opbakning til
kernesymbolet nunca más. Omvendt modarbejdes denne forståelse af fortiden i begyndelsen af de
to franquismediskurser, som ud fra hver deres perspektiv forsøger at omstrukturere den diskursive
ramme. Jo længere transitionen skrider frem, synes de dog at få mindre og mindre
gennemslagskraft, mens de to kernesymboler national forsoning og demokrati tilegner sig en
mere entydig positiv værdi. Dette afspejles i figuren ved at de to perspektiver er relativt små, og
man kan argumentere for at de faktisk bevæger sig ud i randområdet mellem den diskursive ramme
og den samlede fortidsdiskurs som undtagelser der bekræfter reglen.
Valg af analyseområde
I indledningen blev det kort ridset op at analyseområdet for specialets problemstilling var
valgkampen til det spanske parlament i 2000. I dette afsnit skal bevæggrundene for dette valg
forklares og diskuteres mere indgående. Først ses der på begrundelserne for at fokusere på en
valgkamp og efterfølgende på, hvorfor det lige blev den i 2000 der kom til at udgøre det endelige
analyseområde.
41 Edles, 1998: 79-80 & 88-89
42 Edles, 1998: 74-75
22

Med det indledende spørgsmål der stilles i specialets problemstilling, er der allerede lagt op til at
det der skal undersøges, er om spansk politik overhovedet kan siges at være præget af en
fortidsdiskurs. Jeg ønsker m.a.o. at finde ud af hvor meget fortiden egentlig påvirker spansk politik
til daglig. Dette valg betyder at der må ses bort fra en række kilder, hvor fortiden ellers er mest
fremtrædende. F.eks. ville det være uholdbart at undersøge politikernes håndtering af 25-året for
Francos død, fordi der, som følge af dagens karakter som historisk mærkedag, sandsynligvis vil
være et øget fokus på fortiden blandt medierne og politikerne. En undersøgelse af fortidsdiskursens
permanens kunne derved meget nemt ende i den konklusion at fortiden i allerhøjeste grad præger, ja
ligefrem dominerer, spansk politik, mens det i realiteten måske forholder sig sådan at fortiden kun i
beskeden grad øver indflydelse på den daglige politiske praksis. Desuden ville sådan en metode
indebære at et specifikt udsnit af fortiden gøres til tema, hvorved det bliver besværligt at undersøge
hvorvidt den indgår som perspektivisk diskurs i en større diskursiv struktur. 43
Eftersom jeg har valgt Faircloughs meget tekstnære diskursanalyse som både teori og metode,
har jeg imidlertid fundet det nødvendigt at indsnævre analyseområdet i et eller andet omfang. En
diskursanalytisk undersøgelse af spansk politik gennem hele år 2000 vil, efter min opfattelse,
ganske enkelt være et for stort projekt for et speciale, da det vil indebære et meget omfattende
tekstkorpus som analysemateriale. Gennem de overvejelser, som dette problem skabte for mig,
endte jeg med en afgrænsning der hed ”valgkampen til et spansk parlamentsvalg” ud fra to grunde:
For det første udgør en valgkamp et rimeligt afgrænset område både tidsmæssigt og tematisk.
Valgkampe varer sjældent mere end tre uger, og en generel tendens er at de centrerer sig om nogle
få temaer i valgkampsperioden. For det andet har López García Guillermo påpeget at der under de
spanske valgkampe sker en mere tydelig ideologisk positionering af de spanske medier 44 , hvilket jeg
også mener gælder for politikerne. Jeg har vurderet at denne tydeliggørelse af den ideologiske
positionering i et vist omfang vil indbefatte en tydeliggørelse af fortidsdiskursen, da det ideologiske
ståsted synes at have stor betydning for tolkningen af fortiden i spansk politik. 45 Selvom
fortidsdiskursen derved måske vil fremstå lidt mere eksplicit end i den daglige politiske praksis, så
vil den politiske debat ikke have fortiden, eller et udsnit af den, som konkret tema, hvilket netop var
problemet ved f.eks. at vælge håndteringen af 25-året for Francos død som analyseområde.
Det andet spørgsmål der skulle besvares, var hvorfor det lige var valgkampen til parlamentsvalget i
2000 der endte med at blive valgt som analyseområde.
43 Jf. diskussion s. 13
44 Guillermo, 2004:13
45 Jf. præsentation af Morals analyse, s. 7
23

Det overordnede krav jeg stillede, var at det område jeg ville beskæftige mig med,
tidsmæssigt skulle ligge så fjernt fra francotiden og transitionen at man kunne have en realistisk
forventning om at demokratiet havde stabiliseret sig. Med stabilisering mener jeg ikke blot på et
juridisk og institutionelt plan, men også i den daglige politiske praksis – herunder den diskursive
praksis. 2000 udgjorde i den henseende en interessant skillelinie fordi det var 25 år siden at Franco
var død, og francoregimet havde lidt sit endelige nederlag. Dermed havde demokratiet eksisteret i
ca. en generation, og man kunne derfor forvente at gruppen af politikere kun i beskeden grad
omfattede personer der havde indirekte eller direkte andel i fortidens konflikter. Disse betragtninger
gjaldt dog i nogen grad også for valgkampen i 1996, og i særdeleshed for den der blev afholdt i
2004.
I 1996 havde det socialistiske parti, PSOE, siddet på magten i 14 år, men havde i løbet af de
sidste to valgperioder været præget af korruptionsskandaler, og blev anklaget for at føre en illegal
”beskidt krig” mod terrorgruppen ETA. 46 Disse forhold havde bevirket at det konservative parti,
Partido Popular (PP), nød en stigende popularitet i befolkningen og nu fremstod som den største
trussel blandt oppositionen mod socialistpartiets fortsatte regeringsmagt 47 . Partiets grundlægger,
Manuel Fraga Iribarne, havde imidlertid fungeret som minister under francoregimet, og partiet
indbefattede også andre personligheder fra det foregående regime. Pga. disse ”franquistiske rødder”
i partiet kunne man forvente at PSOE under valgkampen i 1996 ville gøre alt for at opstille et
skræmmebillede af sin modstander, baseret på en eksorbitant brug af fortiden. Denne forventning
bekræftes hurtigt ved en skimtning af avisartikler fra valgkampen. 48 I lyset af disse betragtninger
fravalgte jeg 1996 som analyseområde.
Hvorfor så ikke vælge valgkampen i 2004? Her havde PP siddet 8 år ved magten og partiet
havde derfor haft lang tid til at demonstrere at hvis det overhovedet havde haft et franquistisk
sindelag, så havde det nu lagt dette bag sig. Umiddelbart ville valgkampen også være oplagt som
analyseområde, hvis ikke lige terrorangrebet i Madrid den 11. marts 2004 var indtruffet i dens sidste
dage. De sidste 3 dage af valgkampen er således meget atypiske, og det er helt åbenlyst at en så
voldsom non-diskursiv begivenhed vil påvirke den daglige politiske diskurs, og derigennem også en
eventuel fortidsdiskurs. Det ville derfor være problematisk at generalisere på grundlag af
analyseresultaterne.
46
Pierson, 1999:188
47
Pierson, 1999:188-189
48
Eksempelvis er den socialistiske præsidentkandidat citeret for følgende formulering: ”Mientras tenga vuestro apoyo,
no pasarán” (El País – Díez, Anabel & Mauri, Luis: 01-03-96 – ID002). Parolen ”no pasarán” – ”de må ikke komme
forbi” – bruges her om PP, men fungerede under borgerkrigen som den republikanske sides kampråb i kampen mod
Francos styrker.
24

Selv om man ikke af disse årsager kan afskrive de to andre valgkampe som interessante
analyseområder, fremstod valgkampen i 2000 som det mest oplagte valg, og næste proces var at
udvælge det materiale der skulle udgøre objektet for diskursanalysen.
Valg af analysemateriale
At vælge analysemateriale fra en valgkamp indebærer først og fremmest nogle overvejelser om,
hvilken slags materiale det overhovedet er relevant at undersøge; hvilke medier og hvilke
kontekster valgkampen foregår i. Samlet set kan man mindst opstille følgende fem overordnede
medier og situationer, hvor den finder sted: TV, radio, aviser, vælgermøder og partiernes
valgprogrammer. Da en diskursanalyse af samtlige disse medier over en 15-dages periode vil
medføre et helt uoverkommeligt arbejde, må nogle af kildeområderne vælges fra. I dette speciale
har jeg valgt at fokusere på aviser, og fravalgt de andre kilder af årsager der skal forklares nærmere
i det følgende.
Tager man først vælgermøderne, vil det være praktisk taget umuligt at anskaffe tilstrækkelig
mange lyd- og billedoptagelser af dem til at kunne lave en grundig analyse. Samme problem kunne
opstå i anskaffelsen af TV- og radiooptagelser, om end jeg vil formode at et sådant materiale ville
være lettere at tilvejebringe. Der er imidlertid et helt andet problem forbundet med disse tre
kildeområder. For at kunne bruge det i en skriftlig sammenhæng, vil man være nødsaget til at
foretage en transskription af originalmaterialet, hvilket vil kræve et meget omfattende arbejde,
valgkampens længde taget i betragtning. Dette betyder ikke at de tre områder ikke er relevante for
analysen, og man kan sagtens kritiseres for ikke at lade dem indgå i analysearbejdet.
Tilbage stod valget mellem aviser og valgprogrammer, og af hensyn til dybden i analysen
mente jeg ikke det ville være tilrådeligt at medtage begge. Jeg endte i den henseende med at vælge
aviserne. Dette valg indebar dog at jeg måtte gøre mig visse overvejelser omkring avisernes rolle i
artikuleringen af fortiden. At behandle de skrevne medier udelukkende som formidlere af politiske
budskaber vil være en meget naiv tilgangsvinkel. Medierne, skrevne såvel som visuelle, er aktive
deltagere i den daglige politiske praksis og, ikke mindst i Spanien, tydeligt ideologisk positionerede
for de flestes vedkommende, til trods for deres officielle politiske uafhængighed. 49 Ved at fravælge
valgprogrammerne er det dog kun i begrænset omfang muligt at undersøge partiernes ”officielle”
artikulering af fortidsdiskursen, eftersom avisartiklerne primært citerer den enkelte politikers
personlige udtalelser. Herved går et ellers interessant modspil mellem politikernes og partiernes
artikulering af fortidsdiskursen tabt i analysen. Dette mener jeg imidlertid opvejes af den mere
dybdegående analyse af aviserne.
25

I forbindelse med hvilke aviser der skulle indgå i analysen, opstillede jeg to grundlæggende
kriterier: de valgte aviser skulle ideologisk dække mindst to modsætningsfyldte perspektiver, og
desuden skulle en af aviserne også stamme fra en af de to regioner i Spanien, der traditionelt har
kæmpet for regionalt selvstyre – Baskerlandet og Catalonien. Inspireret af López García Guillermos
gennemgang af de største spanske avismedier 50 , udvalgte jeg de to landsdækkende aviser El País og
El Mundo. Førstnævnte er, udover at være det mest læste dagblad i Spanien 51 , karakteriseret ved en
PSOE-venlig redaktionel linie. 52 El Mundo, der er det andet mest læste dagblad 53 , er omvendt
kendetegnet ved en PP-venlig linie. Sidstnævnte er desuden meget kritisk over for de
regionalnationalistiske partier. 54 Begge medier fungerer som det Guillermo kalder ”diarios de
referencia” 55 , med hvilket menes at de hører til blandt de medier hvor andre nyhedsmedier henter
store dele af deres nyhedsstof, og derfor har de en stor indflydelse på den offentlige opinion. Mht.
den regionale avis stod valget mellem den baskiske Deia og den catalanske Vanguardia. Selv om
Vanguardia dækker langt flere læsere end Deia 56 , endte valget på sidstnævnte fordi konflikten
mellem Baskerlandet og centralregeringen i Madrid siden transitionen har været mere voldsom end
den mellem Catalonien og centralregeringen. Dette forhold forventede jeg ville afspejle sig i en
mere udpræget brug af fortiden i artiklerne i Deia.
Afgrænsning og kategorisering af analysemateriale
Valget af analyseområde indebar i sig selv en logisk afgrænsning af det tekstkorpus der skulle
udgøre analysematerialet. Det var således et specifikt krav at artiklen skulle have tilknytning til
valget for at komme i betragtning. For både at dække politikernes og avisernes rolle, inkluderede
jeg reportager og interviews, såvel som ledere og opinionsartikler. Det næste krav var at artiklerne i
mere eller mindre omfang skulle indeholde referencer til den spanske fortid. Med referencer menes
der ikke blot konkrete begivenheder eller personligheder, som f.eks. borgerkrigen og Franco, men
også mere implicitte hentydninger: f.eks. sætninger som ”para no volver al pasado”, hvor det er
underforstået i konteksten hvilken del af fortiden der henvises til. I forbindelse med den
overordnede gennemlæsning af artiklerne var jeg også opmærksom på en eventuel forekomst af de
symboler og værdier, jf. underkapitlet om analysemodellen, der havde præget den spanske
transition, ud fra en formodning om at nogle af disse måske udgjorde en integreret del af
49 Guillermo, 2004:194-198
50 Guillermo, 2004:194-198
51 Asociación de la Investigación de los Medios de Comunicación (AIMC), 2000
52 Guillermo, 2004:196
53 AIMC, 2000
54 Guillermo, 2004:197
55 Guillermo, 2004:194
56 AIMC, 2000
26

fortidsdiskursen i spansk politik i 2000. Samtidig holdt jeg øjnene åbne over for afvigelser, for ikke
i for høj grad at lade mine egne undersøgelser styre af Edles’ og Aguilars forskning.
Det samlede tekstkorpus efter denne afgrænsningsproces udgjorde lige i underkanten af 300
artikler, fordelt nogenlunde ligeligt med lidt under 100 artikler fra hver avis. Dette skal ses i forhold
til et løst vurderet antal på ca. 1600 artikler som, inden for genrerne reportage, interview, leder og
opinionsartikel, har dækket valget i de tre aviser. 57 Af de ca. 300 artikler er omkring 70 anvendt som
eksempler i analysen.
I den efterfølgende kategorisering af artiklerne fokuserede jeg overordnet på fire aspekter.
For det første inddelte jeg teksterne alt efter hvilken del af fortiden de refererede til, og
desuden efter hvorvidt nogle specifikke symboler eller værdier optrådte i særlig markant grad.
Hensigten var her at få indblik i hvilken del af fortiden, samt hvilke symboler og værdier, der var
mest fokus på under valgkampen.
Herefter undersøgte jeg hvilke temaer referencerne til fortiden optrådte i forbindelse med.
Eksempelvis mente jeg det var afgørende om henvisninger til franquismen primært forekom i
artikler der berørte diskussionen mellem Baskerlandet og centralregeringen i Madrid, eller om der
også blev refereret til den i andre sammenhænge. Hensigten med dette var at kunne drage nogle
konklusioner om fortidsdiskursens generelle dominans af den politiske debat i 2000. Hvis den kun
centrerede sig om nogle få temaer, kunne dette give et fingerpeg om at fortiden kun i beskeden grad
prægede den samlede politiske praksis, og at det måske var temaernes historicitet der bevirkede
brugen af fortidsdiskursen.
De to sidste aspekter vedrørte selve aviserne. Først og fremmest anså jeg det for vigtigt at
undersøge deres rolle i artikuleringen af fortidsdiskursen sammenlignet med politikernes, men lige
så relevant mente jeg det var at analysere eventuelle forskelle i de tre avisers brug af diskursen. Det
ville eksempelvis være afgørende om fortidsdiskursen kom klarest til udtryk i den regionale avis
Deia, eller i en af de store nationale aviser, f.eks. El País, fordi sidstnævnte som tidligere nævnt
hører til blandt ”diarios de referencia”, og dermed må forventes at øve større indflydelse end Deia
på den overordnede politiske debat.
Problemstillinger i tekstanalysen
Det er allerede blevet antydet i det foregående at man i politiske analyser af det moderne
informationssamfund sjældent kommer uden om at reflektere over mediernes aktive rolle i den
daglige politiske praksis, ikke mindst når analysematerialet stammer fra disse medier. Med
57 Dette antal er udregnet på basis af det gennemsnitlige antal artikler der har dækket valget i de tre aviser i dagene 26/2,
3/3 og 11/3.
27

spørgsmålet om i hvilket omfang spansk politik præges af en fortidsdiskurs, anså jeg det derfor for
nødvendigt at udarbejde en fremgangsmåde, der kunne tage højde for både politikernes og avisernes
rolle i artikuleringen af diskursen. Refleksionen over dette problem førte til at jeg besluttede mig for
at analysere de to ”agenter” – politiker og medie – hver for sig, for så afslutningsvis at samle op på
de tråde der eksisterer mellem dem.
Denne analytiske skelnen var særligt problematisk i forbindelse med politikernes rolle,
eftersom jeg primært har måttet basere denne del af analysen på citater og parafraser. Det er således
kun enkelte politikere der under valgkampagnen har bidraget med egne opinionsartikler, hvor de
selv har stået for det tekstmæssige resultat. I alle andre henseender har der været tale om mere eller
mindre redigerede brudstykker fra vælgermøder, udtalelser i andre medier og interviews. Jeg har
derfor kun været i stand til at vurdere pålideligheden af citater og parafraser i de tilfælde hvor to
eller alle tre aviser har dækket den samme del af den samme begivenhed. Men også i den
forbindelse har jeg måttet stille spørgsmålet: er det journalisterne der har valgt bevidst at fokusere
på politikernes brug af fortiden, og nedtone andre aspekter? Validiteten af de konklusioner jeg når
frem til hvad angår politikernes rolle, skal derfor tages med disse forbehold.
Denne problemstilling er ikke til stede i forbindelse med avisernes rolle, fordi det her, gennem
avisens ledere og opinionsartikler, er muligt at analysere tekstproduktet i sin helhed. En yderligere
metode til at undersøge avisens rolle kunne bestå i en næranalyse af tekstuelle aspekter som f.eks.
artikeloverskrifter og måden at citere/parafrasere politikernes udtalelser på. Dette er dog undladt ud
fra den betragtning at det er politikernes og ikke avisernes brug af fortiden, der udgør kernen i
specialets problemstilling.
28

4. Analyse
Som omtalt afslutningsvist i forrige kapitel, skelnes der i analysen af overbliksmæssige hensyn
mellem politikernes og avisernes rolle.
Den første del af analysen, der fokuserer på politikerne, er opdelt i to underkapitler. Det første
undersøger fortidsdiskursen på et overordnet, statsligt niveau, og er primært er centreret omkring de
to store partier PSOE og PP. Det andet ser på fortidsdiskursens artikulering på et regionalt niveau,
mere specifikt på relationen mellem de statslige partier PP og PSOE og de baskiske partier. Årsagen
til opdelingen ligger i at brugen af fortidsdiskursen på det regionale niveau manifesterer sig noget
anderledes end på det statslige niveau. De to niveauer eksisterer dog ikke uafhængigt af hinanden,
og drager på nogle af de samme perspektiver og kernesymboler, hvorfor opdelingen alene er af
analytisk karakter.
Den anden del af analysen, der ser på avisernes rolle, er opdelt i to afsnit. Først undersøges de
tre avisers ”officielle” andel i artikuleringen af fortidsdiskursen, ved at se på hvordan den fremgår
af avisernes ledere. Dernæst ses der nærmere på opinionsartikler fra avisernes ledende skribenter.
Analysen af politikernes rolle på henholdsvis statsligt og regionalt niveau, og af avisernes
rolle, afsluttes hver især ved at indplacere resultatet i analysemodellen. Analysen munder ud i et
opsamlende underkapitel hvor resultaterne sættes i relation til tre-inddelingen af hegemoni-
begrebet, med efterfølgende diskussion af de mulige årsager til fortidsdiskursens tilstedeværelse i
spansk politik.
Politikernes rolle – statsligt niveau
Perspektivisk fortidsdiskurs – franquisme
Den første del af fortidsdiskursen der skal præsenteres, centrerer sig om franquismen. Termen
dækker over det politiske system som Franco etablerede efter borgerkrigen, og baserer sig
grundlæggende på en autoritær og konservativ ledelsesstil, centreret omkring katolicisme, spansk
nationalisme og centralisme. Franquismediskursen er helt tydeligt den der mest eksplicit kommer til
udtryk i valgkampen. Samtidig står det klart at politikerne gør brug af den i forskellig grad: hos
enkelte udgør den et konsekvent retorisk middel, mens den hos andre kun træder frem i tilfælde af
anspændte situationer.
Det første eksempel stammer fra lederen af det galiciske nationalistparti Bloque Nacionalista
Galego (BNG), Xosé Manuel Beiras. Følgende uddrag illustrerer hans meget radikale retorik:
”ayer en Viveiro, un feudo de PP, [Beiras] decidió entrar a saco para denunciar lo
que él considera como una forma peculiar de fascismo. ‘En España no hay fascismo
porque existe una Constitución democrática’, afirmó, ‘pero la forma en que el PP
29

ejerce el poder, desde un punto de vista socio-político, es fascista’. (…) Aznar es
’calcadito’ al Chaplin en El gran dictador, un ’pequeñito Franquito’ y un ’alfeñique
incompetente’. Al ministro del Interior, Jaime Mayor Oreja, lo definó como el ‘nazi
más peligroso de Europa’.” 58 (min indsættelse)
Som det fremgår, virker det umiddelbart paradoksalt at PP og partiets leder, José María Aznar,
karakteriseres som fascistisk ud fra et ”socio-politisk perspektiv”, på samme tid som det påpeges at
der ikke findes fascisme i Spanien pga. den demokratiske forfatning. Det sproglige paradoks synes
imidlertid at have en stilistisk funktion, der træder klarere frem så snart Beiras foretager
sammenligningen mellem Aznar og Franco: for det første drages der herigennem en parallel mellem
franquisme og fascisme, fordi Aznar allerede er stemplet som fascist gennem stemplingen af PP
som fascistisk. Herved simplificeres franquismen som styreform og stilles på lige fod med det 20.
århundredes mest grusomme statsideologi – understreget i karakteriseringen af indenrigsministeren
som nazist. For det andet får han gennem brugen af diminutiverne pequeñito og Franquito
insinueret at Aznar og PP har en skjult dagsorden, der går ud på at genetablere det franquistiske
styre ad demokratiske veje. En fuldbyrdelse af dette projekt er imidlertid ikke mulig pga. den
demokratiske forfatning. Samtidig har den dobbelte brug af suffikset ”-ito” ved både pequeño og
Franco også en latterliggørende funktion: Aznar vil så gerne være en ny Franco, men takket være
forfatningen, forbliver han blot en ”meget lille Mini-Franco”. Det latterliggørende aspekt
understreges yderligere af sammenligningen af Aznar med hovedrollen i Charles Chaplins satiriske
film om ”den store diktator”, og prædikatet ”alfeñique incompetente”.
Beiras må imidlertid betegnes som en af valgkampens mere anonyme personligheder,
eftersom hans vælgermøder kun dækkes i få, kortere reportager af avisen El País. Man får således
lidt det indtryk at hans radikale retorik snarere skyldes et ønske om at blive hørt end nogen egentlig
frygt for en skjult politisk dagsorden hos PP.
Beiras, som repræsentant for et af de små regionale nationalistpartier, er dog ikke den eneste der er
så eksplicit i sine sammenligninger af PP og franquismen. Også præsidentkandidaten for det
venstreorienterede parti Izquierda Unida (IU) – Francisco Frutos – gør sig i løbet af valgkampagnen
bemærket med radikale udtalelser. Frutos’ indflydelse på den samlede politiske diskurs under
valgkampagnen er samtidig mere markant end Beiras’, forstået på den måde at hans tilstedeværelse
i valgkampen, i modsætning til Beiras’, generelt betragtet afføder mere respons fra hans politiske
modstandere. Det skyldes hovedsagligt at det lille parti, inden valgkampen blev skudt i gang, indgik
en aftale med det store oppositionsparti – PSOE – om et fælles regeringsgrundlag i tilfælde af
valgsejr. 59 Følgende er et uddrag fra en reportage fra et af IU-politikerens vælgermøder:
58 El País – Hermida, Xosé: 06-03-00 (ID003)
59 El País – Díez, Anabel & Cué, Carlos E.: 03-02-00 (ID086)
30

”La preocupación básica de Izquierda Unida es la movilizacíon de su electorado.
Sobre todo porque están convencidos de que el voto del PP, de la ’derecha’,
está totalmente movilizado. Tanto, que su candidato, Francisco Frutos comparó la
situación con la de 1936, cuando, tras la unión de la izquierda en el Frente Popular
para arrebatar el poder a la CEDA, la derecha movilizó todos sus votos, pese a lo
cual perdió las elecciones. ‘En el momento en que han visto que la izquierda
podía ganar se han movilizado como en el 36’, dijo.” 60
Hvor ahistorisk Frutos’ parallel end må forekomme, ændrer det ikke ved at den må anses for at være
et forsøg på at så tvivl om PP’s demokratiske kvaliteter. Det skyldes ikke så meget selve situationen
i foråret 1936, hvor den venstreorienterede koalition Frente Popular vandt valget på trods af de
højreorienteredes mobilisering af deres vælgere, men mere det der står usagt i Frutos udtalelser: at
de højreorienterede kort efter valgnederlaget tyede til brugen af militær magt – forsøget på
militærkuppet den 18. juli 1936, der ledte til den 3 år lange borgerkrig. Og spørgsmålet er i det hele
taget om denne hentydning forbliver ved det usagte, for kort efter i artiklen citeres Frutos for at
have sagt at PP har ”militariseret” stemmerne.
Det kan diskuteres hvorvidt citatet afspejler en franquismediskurs eller en diskurs der
fokuserer på den 2. republik eller borgerkrigen. Det der synes afgørende er at Frutos tager
udgangspunkt i hvad han anser for PP’s højreorienterede – underforstået franquistiske – tendenser
til at omgå de demokratiske spilleregler, hvis disse besværliggør partiets politiske målsætninger.
Referencerne til borgerkrigen og republikken forekommer i den henseende at fungere som en
eksemplificering af denne mentalitet, men de udgør ikke kernen i Frutos argumentation. Dette er i
øvrigt en generel tendens hos de politikere der benytter sig af den 18. juli 1936 som referencepunkt.
Mens Frutos hører til blandt dem der aktivt bruger franquismediskursen, gælder dette i noget
mindre grad for den socialistiske præsidentkandidat Joaquín Almunia, hvis paralleller mellem PP og
franquismen er langt mere implicitte. På et enkelt tidspunkt i valgkampen synes han dog at miste
besindelsen.
Forhistorien til dette skyldes et opgør med formanden for arbejdsgiverforeningen, CEOE –
José María Cuevas – som under et vælgermøde beskylder Almunia for at lyve om hans intentioner
om at skabe en konkurrencedomstol der er mere uafhængig af regeringen, for på den måde at styrke
den fri konkurrence i samfundet. 61 Cuevas’ formulering: ”Déjese de milongas, señor Almunia. Si
realmente quiere gobernar díganos que coño piensa hacer con el Tribunal de Defensa de la
Competencia” 62 , bliver opfattet af PSOE og IU som om Cuevas er imod den fri konkurrence, og at
60 El País – Cué, Carlos E.: 07-03-00 (ID006)
61 El País – Tobarra, Sebastián: 01-03-00 (ID048)
62 Ibid.
31

han ønsker en monopolfremmende økonomisk politik, med tætte bånd mellem regeringen og den
økonomiske magtelite.
Dette afspejles i reaktionerne fra Almunia den følgende dag, hvor han betegner Cuevas som
”viejo verticalista” 63 , med henvisning til den vertikale syndikatstruktur under franquismen, hvor de
faglige organisationer stort set fuldstændigt var underlagt regimets bestemmelser. 64 Parallellen til
franquismen forbliver dog ikke ved dette, da Almunia efterfølgende etablerer en forbindelse mellem
Cuevas og præsidenten José María Aznar:
”’Queremos que haya más operadores en el mercado que ahora está en manos de
unos pocos oligopolios, y también deslindar el funcionamiento de la economía de
mercado de los amigos de Aznar, que son de la misma categoría profesional que
Cuevas.’” 65
Begrebet los amigos de Aznar udgør en tilbagevendende anklage fra PSOE og IU mod PP under
hele valgkampen, og henviser til bestyrelsesformændene for de offentlige erhverv der er blevet
privatiseret under Aznars regeringstid. Denne ”oligarkisering” af den økonomiske magt i
samfundet, mener Almunia, er resultatet af et konspiratorisk giftermål mellem den konservative
regering og den økonomiske magtelite. Ved først at drage en forbindelse mellem Cuevas og
franquismen, for efterfølgende indirekte at indregne Cuevas blandt los amigos de Aznar, får
Almunia antydet, uden at nævne det direkte, at den regeringspolitik som Aznar har ført fra 1996 til
2000, har visse ligheder med franquismen. Herudover bevirker den diskursivt etablerede relation
mellem franquismen og los amigos de Aznar at franquismen konstant ligger implicit i konteksten,
hver gang der henvises til ”Aznars venner” i den resterende del af valgkampagnen.
Relationen til fortiden understreges samme dag i mere udtalt grad – endnu en gang af Franscisco
Frutos, der sammenligner Cuevas med Antonio Tejero Molina; en af de ledende personer i
militærkupforsøget den 23. februar 1981:
”’Ese ’coño’ de ayer’, replicó [Frutos] sin tensar la voz, ‘me sonó al ‘coño’ que se
pronunció hace ya 20 años el 23-F en el Congreso de los de los Diputados, el
‘¡siéntese, coño!’ de Tejero. El señor Cuevas debería tener un poco más de recato’.” 66
(min indsættelse)
Umiddelbart virker sammenligningen mellem de to situationer og de to personer fuldstændig
ulogisk. Den mest nærliggende tolkning synes at være at Frutos opfatter Cuevas’ eder som et udtryk
for desperation over ikke at kunne kontrollere de demokratiske kræfter efter eget
63
El Mundo – Lobo, José L.: 02-03-00 (ID102)
64
Payne, 2000:263
65
El País – Díez, Anabel & Cué, Carlos E.: 02-03-00 (ID019)
66
El Mundo – Inda, Eduardo: 02-03-00 (ID104)
32

forgodtbefindende, ligesom Tejero indledningsvist havde besvær med at få kontrol over kongressen
i 1981. 67 Sammenligningen har dog også et andet aspekt, eftersom Frutos, i en reportage i El País
fra samme vælgermøde, er citeret for i samme åndedrag at sige følgende: ”¿Que harían si IU tuviera
la mayoría y aplicáramos nuestro programa?”. 68 Frutos hentyder til at hvis reaktionen fra Cuevas var
så voldsom over for PSOE og IU’s relativt beskedne fælles regeringsprogram, hvad ville der så ikke
ske hvis det var IU – det mest venstreorienterede parti – der fik de fleste stemmer, og dermed bedre
kunne gennemføre deres eget program? Når man medtænker at Frutos lige har henledt tilhørernes
tanker på militærkuppet i 1981, synes der ikke at være tvivl om hvad han frygter – eller nok snarere
insinuerer at frygte: at landet derved kunne risikere et nyt militærkupforsøg.
Som det tidligere eksempel med IU-politikeren, er der ingen tvivl om at det scenario han
forsøger at konstruere, synes fuldstændig utænkeligt i Spanien i 2000. Pga. hans gennemslagskraft i
medierne har det dog en livgivende kraft til franquismediskursens fortsatte artikulering, og bidrager
til at polarisere det politiske klima på et diskursivt plan. Det er i den henseende paradoksalt at han i
ovenstående citat beder Cuevas om at ”tener un poco más recato”, når hans egen retorik i den grad
må karakteriseres som umådeholden.
Det er dog ikke kun de tre ovenfornævnte politikere som bruger franquismen til at miskreditere
PP’s politik. Den tidligere socialistiske præsident Felipe González citeres f.eks. i El Mundo for at
hævde at ”en los últimos cuatro años se ha propiciado ’la mayor concentración de poder económico,
financiero y mediático de la Historia. Ni con Franco se concentró tanto poder’.” 69 Dette synspunkt
sekunderes i store træk af den socialistiske præsident for regionen Extremedura, Juan Carlos
Rodríguez Ibarra, der, i en sammenligning af PP’s regeringstid med franquismen i 60’erne, hæfter
sig ved den mediemæssige magtkoncentration: ”Me persiguen [los poderes mediáticos] por ser de
izquierdas” (min indsættelse). 70
Også politikere uden tilknytning til PSOE og IU bidrager i mere eller mindre udtalt grad til
sammenligningen af PP og franquismen. En af de mere markante er lederen af det baskiske
nationalistparti Partido Nacionalista Vasco (PNV), Xabier Arzalluz, hvis retorik der dog først skal
kigges nærmere på i den del af analysen der beskæftiger sig med Baskerlandet. Kritikken lyder
imidlertid også fra hovedkandidaten fra det catalanske nationalistparti Convergencia i Unió (CiU),
Xavier Trias, der dog i lidt mere overbærende grad blot konstaterer at PP stadig lider under nogle
67 Pierson, 1999:179
68 El País – Díez, Anabel & Cué, Carlos E.: 02-03-00 (ID019)
69 El Mundo – Garea, Fernando: 28-02-00 (ID107)
70 El Mundo – Lobo, José L.: 06-03-00 (ID108)
33

”autoritære tics”, som de, eftersom der er tale om et højreorienteret parti, ikke kan gøre for dukker
op til overfladen i ny og næ. 71
Perspektivisk fortidsdiskurs – felipisme
Franquismediskursen går på ingen måde uudfordret igennem valgkampen, men finder sin modpol i
en diskurs der centrerer sig omkring negative aspekter af socialisternes næsten 14 år lange
regeringsperiode under Felipe González. I modsætning til franquismediskursen, som artikuleres af
en bred vifte af politikere fra forskellige partier, så er Aznar stort set alene om at henvise til
González-regeringens forvaltningsmetoder. Han sekunderes dog i særlig grad af en række
opinionsartikler i El Mundo, som først bliver analyseret i forbindelse med avisens rolle. Det er også
i nogle af disse artikler at dette fortidsperspektiv tilegner sig prædikatet felipisme, eftersom Aznar
på intet tidspunkt i løbet af valgkampen anvender denne term.
Aznar tager udgangspunkt i tesen om at PSOE ikke har fornyet sig, og at partiet repræsenteres af de
samme personer som førte det spanske demokrati ud i hvad Aznar synes at fortolke som
demokratiets første større krise efter transitionens svære år:
”El líder del PP ve al PSOE (…) como ’un partido que se cae en pedazos y con la
única ambición del poder para volver al pasado’. Además, le acusó de no haberse
renovado: ’Después de cuatro años ahi están las mismas caras y personas, con las
mismas políticas que llevaron a España al paro y la corrupción y sin que se aprecie
ninguna señal de regeneración’.” 72
Herigennem ses en klar pendant til franquismediskursen: mens politikerne fra oppositionen forsøger
at skabe et billede af PP som en politisk gruppering, der ikke rigtig har formået at rive sig løs af sin
autoritære fortid og blive et ”rendyrket” demokratisk parti, tegner Aznar et billede af PSOE som et
parti, der, hvis det opnår magten, vil vende tilbage til at udnytte demokratiet i stedet for at udbygge
det. Aznars påstand går med andre ord ikke ud på at PSOE’s politik blot var forfejlet, og som sådan
kan tilgives, men at partiet indtog en aktiv position i udnyttelsen af demokratiet. En position som,
insinuerer Aznar, det er PSOE’s eneste målsætning at generobre.
Mens franquismediskursen hos den socialistiske præsidentkandidat, Almunia, ikke
forekommer at være en del af en a priori fastlagt valgkampsstrategi, virker Aznars næsten
maskinagtige repetition særdeles velovervejet og planlagt ned til mindste detalje. Centreret omkring
ordene arbejdsløshed og korruption 73 gentager han gang på gang over for sine tilhørere at en
stemme på socialisterne vil betyde en tilbagevenden til ”los años tristes, negros y tenebrosos” og
71 El País – Garriga, Josep: 07-03-00 (ID005)
72 El País – Casquiero, Javier: 10-03-00 (ID033)
73 Se f.eks. El País – Casquiero, Javier: 10-03-00 (ID033) & El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 02-03-00 (ID124)
34

”los escándalos diarios”. 74 Der refereres konstant til fortiden som noget negativt, og eftersom PSOE
associeres med et eksplicit ønske om at genetablere denne fortid, indtager partiet åbenlyst en
forkastelig rolle i Aznars sproglige konstruktion. Over for dette modstiller han sit eget parti som
”autor de los mejores cuatros años de ’progreso, estabilidad y prosperidad de España’” 75 , og sin
regering som ”un Gobierno honrado, que trabaja y que ofrece estabilidad y progreso” 76 Som det ses
får begreberne fortid og nutid en iboende argumentationskraft, forstået på den måde at så snart
noget forbindes med fortiden, så associeres det konsekvent med noget negativt. Modsat
symboliserer alt hvad der forbindes med nutiden – dvs. de fire år PP har haft magten – udelukkende
noget positivt.
Sammenfattende kan Aznars valgkampstrategi siges at basere sig på den sproglige
konstruktion af en kontrastrelation, centreret omkring de to store partier PSOE og PP. Den ene side,
hvor PSOE befinder sig, er repræsenteret ved fortid, mørke, tilbageskridt, ustabilitet, mens den
anden side, hvor PP er at finde, symboliseres af nutid, lys, fremskridt, stabilitet. Det er vigtigt at
understrege at den fortid som konstruktionen henviser til, kun omfatter socialisternes
regeringsperiode. Når Aznar således advarer mod faren for at landet kan vende tilbage til fortiden
som i det følgende:
”El presidente y candidato del PP a la Presidencia del Gobierno señaló que ‘en
ningún caso’ España debe ‘mirar hacia atrás’, porque el único riesgo que se
presenta al futuro del país, afirmó, es el de volver a las ‘políticas del pasado’”. 77
er der intet der tyder på at han dermed også inkluderer franquismen. Tidshorisonten for hans diskurs
starter med demokratiets begyndelse, og hvad der ligger før, forbliver uomtalt.
Som fremført ovenfor står Aznar relativt alene blandt politikerne i denne miskreditering af PSOE,
og selv blandt hans egne partifæller synes der ikke at være den store vilje til at bidrage til
artikuleringen af denne del af partilederens valgkampsdiskurs. Der forekommer dog nogle få
undtagelser fra denne generelle tendens, og i det følgende skal der ses på to af disse.
Det første eksempel stammer fra en reportage i El Mundo fra et vælgermøde på de baleariske
øer, hvor journalisten opsummerer tre PP-politikeres taler på følgende måde:
”En tromba, con entusisamso, se lanzaron Josep Piqué, Javier Arenas y Rafael
Hernando. Su mensaje fue recordar que los socialistas tuvieron escándalos que,
en su opinón, no son equiparables a los que intentan buscar ahora al Gobierno
del PP”. 78
74
El País – Casquiero, Javier: 10-03-00 (ID033)
75
Ibid.
76
El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 02-03-00 (ID124)
77
El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 06-03-00 (ID173)
78
El Mundo – Garea, Fernando: 27-02-00 (ID120)
35

Som det ses, er hentydningerne til skandalerne under González-regeringen direkte motiveret af
diverse PSOE-politikeres anklager mod Aznar-regeringen, ud fra den morale at man skal feje for
egen dør før man fejer for andres. Det er dog svært at vurdere om denne moralske pegefinger udgør
en konsekvent del af disse politikeres diskurs i løbet af valgkampen. De to store aviser El País og El
Mundo levner nemlig ikke meget plads til at repræsentere andre politikere fra det konservative parti
end Aznar, og den baskiske avis fokuserer på sin side primært på de udtalelser fra PP-politikere som
relaterer til problemerne i denne region.
Det andet eksempel stammer fra et vælgermøde i Catalonien, hvor den catalanske præsident,
Jordi Pujol (CiU), beslutter sig for at give Almunia svar på tiltale i forbindelse med et
”valgmanifest”, som den socialistiske præsidentkandidat har offentliggjort dagen forinden, og hvor
han i hårde vendinger kritiserer Aznar-regeringen. 79 Pujol henviser her til en af de større skandaler
der rystede González-regeringen, og som endte med at hovedpersonen, Luis Roldán – tidligere chef
for den spanske civilgarde – la Guardia Civil – blev idømt 28 års fængsel for bedrageri mod den
spanske stat 80 :
”Pujol le replicó que ’con los dineros que hizo desaparecer Roldán también
se hubiesen podido dar muy buenas pensiones’ y añadió: ‘El PSOE tuvo una
trayectoria bastante complicada con la administración de los fondos públicos,
quizás si los hubiesen administrado bien, también se hubiesen podido dar
buenas pensiones’”. 81
Som i tilfældet med de tre PP-politikere ovenfor, synes Pujols bemærkninger at skulle tolkes som
en løftet pegefinger over for Almunia. I modsætning til PSOE-politikeren deltager Pujol dog ikke
selv i kampen om præsidentposten i Madrid, og man kan betragte ham som en udenforstående med
en velmenende intention om at moderere den politiske tone i valgkampen. På den anden side kan
det lige så vel være et udtryk for en intenderet politisk strategi: at skabe et billede af CiU som et
parti der forstår at holde takt og tone, og som ikke lader sig friste af demagogiens retoriske midler.
Denne sidstnævnte tolkning er også den mest sandsynlige, hvilket kommer til at stå mere klart
nedenfor, når de første kernesymboler i den diskursive ramme bliver fastlagt.
Som det ses er felipismediskursens artikulering ret begrænset blandt politikerne. En del af
forklaringen ligger med stor sandsynlighed i at PSOE i 2000 var en del af oppositionen, og at partiet
derfor ikke skulle stå til ansvar for en foregående regeringsperiode.
79 El País – Almunia, Joaquín: 25-02-00 (ID007)
80 El País – Irujo, José María: 27-02-98 (ID087)
81 El Mundo – Sangenis, María Josep: 26-02-00 (ID118)
36

Diskursiv ramme – kampen om det demokratiske sindelag
Efter i det foregående at have fremanalyseret to af de perspektiviske diskurser, som udgør en del af
den samlede fortidsdiskurs der præger spansk politik, er det nu tid til at undersøge hvad det er for
nogle kernesymboler, der forbinder dem i den diskursive ramme. I lyset af den foregående analyse
af franquisme- og felipismediskursen, bør det stå nogenlunde klart at de to perspektiviske diskurser
er negativt ladede. Samtidig har de analyserede eksempler ladet skinne igennem at den positive
modpol udgøres af nogle demokratiske værdier. Men hvilke? Det er dette der skal undersøges
nærmere i det følgende.
For at give et svar på ovenstående spørgsmål skal der i første omgang ses nærmere på hvad det
egentlig er at PP anklages for. Der tegner sig nemlig en klar tendens til at franquismediskursen
primært artikuleres i forbindelse med to temaer: økonomisk magtkoncentration og mediekontrol.
Disse fusioneres ret hurtigt i valgkampen i en overordnet anklage, der forbinder PP og dets ledende
personligheder med udpræget magtmisbrug og antidemokratisk mentalitet.
Som allerede nævnt hører PSOE-kandidaten Almunia ikke til de politikere, der eksplicit
sammenligner Aznar-regeringens forvaltning af magten med franquismen. Han må til gengæld siges
at være hovedkilden til den del af diskursen, der forsøger at skabe et billede af det konservative
parti som værende grundlæggende antidemokratisk. Allerede på valgkampens første dag fastlægger
han denne linie i det tidligere omtalte ”valgmanifest”, hvori han anklager Aznar for i løbet af sin
regeringsperiode at have gennemført:
”una kafkiana concentración de poder en la economía y en los medios de
comunicación que, de cuajar, puede aniquilar las reglas de la democracia. (…)
Si en términos prácticos esta operación puede desequilibrar la competición
democrática y oligopolizar la economía de forma inaceptable, para los
ciudadanos significa convertirse en rehenes de esta oligarquia y estos
monopolios”. 82
Det er bemærkelsesværdigt at det der blandt politikere verden over ofte bliver bortforklaret som en
globalisering af den økonomiske sfære, hvis kolossale kræfter ikke kan styres af de nationale
regeringer, her hævdes at være Aznar-regeringens direkte ansvar. Ligeså bemærkelsesværdigt er
den ihærdighed hvormed Almunia forbinder denne udviklingstendens med demokratiets forfald.
Med henvisningen til Franz Kafkas litterære univers, hvor angst, undertrykkelse og personlig
undergang ofte hører til hovedpersonernes skæbne, får hans anklage næsten et apokalyptisk præg:
hvis Aznar fortsætter som præsident, risikerer man at demokratiet synker i grus, mens befolkningen,
i egenskab af gidsler, må se til som hjælpeløse ofre.
82 El País – Almunia, Joaquín: 25-02-00 (ID007)
37

Almunia er dog nødt til at udbygge denne anklage og forklare, hvori Aznars meddelagtighed
består. Det gør han med følgende resumé over privatiseringen af en række offentlige erhverv under
Aznar-regeringen: ”antes de privatizarlas, Aznar colocó al frente de empresas públicas, patrimonio,
de todos los ciudadanos, a amigos suyos, y ahí siguen, dirigiéndolas una vez privatizadas”. 83 Det
helt centrale sætningsled i citatet er det direkte objekt amigos suyos. Pga. af dets omhyggelige
gentagelse fra Almunias side gennem hele valgkampen, får begrebet en symbolsk karakter – forstået
på den måde at dets artikulering straks henleder tankerne på fortællingen om Aznars
vennekapitalisme, og som det helt fundamentale i forbindelse med fortidsdiskursen: hans
antidemokratiske sindelag.
Som sagt er det dog ikke kun hvad angår den økonomiske magtkoncentration at kritikken hagler
ned over det konservative parti og dets leder. Der synes også at herske den udprægede opfattelse,
blandt politikerne fra alle de andre partier, at PP bruger de offentlige medier til politiske formål.
Midt i valgkampen anklager de f.eks. under fælles flag den statslige TV-kanal RTVE for at tildele
PP alt for meget plads i nyhedsudsendelserne i forhold til de resterende partier, og beskylder direkte
stationens ledelse for at ”seguir los dictados del Gobierno”. 84 Beskyldningen følges samtidig op af
en klar fordømmelse af hvad partierne opfatter som ”un atentado sin precedentes a la democracia”. 85
Hvad der gør anklagen yderst radikal, er netop det indskudte sin precedentes. En mulig tolkning,
hvis man tænker i det spanske demokratis historiske baner, og det lægger brugen af sin precedentes
netop op til, er at selv militærkupforsøget i 1981 ikke kommer op på niveau med den ”manipulación
institucionalizada” 86 , som partierne mener at PP gør sig skyldig i. Hvorvidt denne tankeforbindelse
har været intenderet, er tvivlsomt, men selv om den blot er et udtryk for min association,
understreger den alvoren i anklagen: demokratiet er i alvorlig fare med PP på magtens trone.
Det virker også som om anklagerne har en selvforstærkende kraft, for et par dage senere
hævder den catalanske præsident Jordi Pujol at tale på alles vegne, da han udtaler sig på følgende
måde i forbindelse med offentliggørelsen af en opinionsundersøgelse fra det statslige analyseinstitut
Centro de Investigaciones Sociológicos:
”’Todos coinciden’ en que la encuesta del Centro de Investigaciones Sociológicos
(CIS) hecha pública el viernes ‘estaba maquilada a la baja para el PP’”. 87
Argumentationen går på at regeringen, i undersøgelsen, har fået gjort deres forspring i valgkampen
mindre end det egentlig er, for at undgå at nogle af dets vælgere bliver hjemme fordi de anser valget
83 Ibid.
84 El País – Cifuentes, Pedro: 03-03-00 (ID027)
85 Ibid.
86 Ibid.
38

for vundet på forhånd. Ad denne vej tilføjes instituttet på den liste af statslige medier, som anklages
for at være i lommen på regeringen. Med brugen af todos coinciden formår Pujol desuden at
fremstille dette som en alment accepteret opfattelse af hvordan PP-regeringen forvalter magten.
Anklagen, som ikke følges op af nogle konkrete indicier, synes at følge sin egen logik: hvis
regeringen har udnyttet den statslige TV-kanal, har den sikkert også udnyttet andre statslige
institutioner til egne formål.
Det spørgsmål der efterhånden trænger sig på er, hvad denne kritik af PP’s antidemokratiske
sindelag overhovedet har at gøre med fortidsdiskursen i spansk politik. Kan det ikke med god ret
hævdes at de ovenstående citater snarere repræsenterer en demokratidiskurs uden relation til
fortiden, og at det blot er undertegnede der etablerer en diskursiv forbindelse mellem denne og
fortidsdiskursen? Hvis man f.eks. analyserer Almunias ”valgmanifest” som autonom tekst uden
tilknytning til dens diskursive og sociale kontekst – jf. Faircloughs diskursive og sociale praksis –
er svaret umiddelbart bekræftende. Faircloughs teori, som dette speciale bygger på, er dog netop at
de enkelte tekster indgår i en større diskursiv struktur – altså at de ikke bør analyseres uafhængigt af
hinanden.
Man behøver blot at kaste et blik på nogle af de artikler der allerede er blevet analyseret i
forbindelse med franquismediskursen, for at danne sig et indblik i hvor nært ovenstående kritik af
PP er forbundet med fortiden. Bl.a. fremgik det ret klart i citatet på side 33 fra Felipe González,
hvor han hævdede at der under Aznars fireårige regeringsperiode var sket en større
magtkoncentration, end der på noget tidspunkt havde eksisteret under Francos diktatur. Hermed
synes det underforstået at Aznar faktisk forekommer González at være værre end Franco. Også det
efterfølgende eksempel på samme side, med Juan Carlos Rodríguez Ibarras kritik af PP’s udnyttelse
af medierne, tager udgangspunkt i en eksplicit sammenligning af Aznars regeringsperiode med
1960’ernes franquistiske Spanien.
Men kritikken går længere end de blotte sammenligninger, eftersom det påpeges fra flere
sider at de konservative simpelthen ikke kan slippe deres franquistiske træk – at dette
antidemokratiske sindelag ligger dybt rodfæstet i deres natur. Dette synspunkt finder sit mest
radikale udtryk hos den tidligere citerede galiciske politiker Manuel Beiras 88 , men er f.eks. også
underforstået i en passage fra et manifest – underskrevet af diverse kulturelle personligheder – som
offentliggøres midt i valgkampen, under tilstedeværelse af Almunia og Frutos:
”’Desde 1996 nos hemos encontrado de nuevo con las viejas actitudes de la derecha
histórica, convencida de su derecho a usar lo público al servicio de sus intereses
87 El Mundo – U.f.: 05-03-00 (ID143)
88 Se side 29-30
39

privados’”. 89
Som det fremgår, vedbliver de ”gamle holdninger”, ifølge manifestets argumentation, at dominere
inden for det konservative partis egne rækker.
Meget taler således for at bekymringen for demokratiet, som kommer til udtryk gennem
holdningen til PP, er nært forbundet med franquismediskursen, men eksisterer der en lignende
relation mellem demokrati og felipismediskurs?
Hvis man ser på den kontrastrelation som Aznar etablerer mellem PSOE og PP, er det tydeligt
at han opfatter PSOE’s daværende måde at håndtere magten på som primært negativ. Men at han
forbinder partiet med noget decideret antidemokratisk, synes der ikke umiddelbart at være nogle
særlige tegn på. Han gør dog omvendt meget ud af at understrege at PSOE ikke evner at forvalte
demokratiet, hvilket bl.a. ses i et større interview med Aznar i El Mundo fra begyndelsen af
valgkampen, hvor følgende passage er taget fra:
”Pregunta. – Cuando estaba en la oposición reclamó el inicio de una ‘segunda
transición’. ¿El concepto sigue siendo válido?
Respuesta. – esa es una expresión de mejora y de perfeccionamiento (…). Cuando
nosotros llegamos al Gobierno vivimos a continuar la Historia de España y la de
nuestra democracia. Lo que queremos es mejorarla, normalizar la vida política. 90
(min fremhævning)
Som det ses argumenterede Aznar, før han kom til magten i 1996, for at landet skulle gennemgå
endnu en transition, der gik ud på at forbedre demokratiet og normalisere det politiske liv. Med
kontrastrelationen in mente, hvor PP symboliseres af nutid, lys, fremskridt og stabilitet, synes Aznar
at hævde at have gennemført dette projekt. Omvendt ville en ny PSOE-regering, set fra Aznars
perspektiv, indebære en regression til et ustabilt demokrati med udpræget risiko for korruption og
arbejdsløshed. Selv om han sjældent siger det direkte, ligger der ofte i hans udtalelser en
underforstået anklage mod PSOE der går ud på at de, hvis de får magten, vil udnytte den til egen
fordel. Dette ses eksempelvis i den tidligere citerede passage 91 , hvor han hævder at socialisternes
eneste ambition med magten er at vende tilbage til fortiden. Herved får han insinueret at partiet
deltog aktivt i korruptionen – og altså bevidst lod hånt om demokratiets udvikling.
Selv om de udtalelser der fokuserer på demokratiet, således ikke altid indeholder direkte
henvisninger til fortiden – det være sig franquismen eller ”felipismen” – så ligger den alligevel
meget ofte som et underforstået referencepunkt, og fungerer på den måde som et underbyggende
argument.
89 El País – Cué, Carlos E.: 03-03-00 (ID025)
90 El Mundo – Ramírez, Pedro J. et.al.: 27-02-00 (ID117)
91 Se side 34
40

Det bør derfor stå klart at demokratiet udgør det helt centrale kernesymbol i den diskursive ramme:
hovedårsagen til at de to perspektiviske fortidsdiskurser overhovedet artikuleres, skyldes at de
fungerer som argumentative redskaber, som politikerne kan bruge til at så tvivl om hinandens
demokratiske sindelag. Som det skal ses i det følgende, handler det dog ikke alene om at
repræsentere en demokratisk mentalitet. Det er nemlig karakteristisk at det demokrati der idealiseres
af politikerne, er kendetegnet ved et særligt sæt af værdier. Disse værdier, skal der argumenteres
for, stammer fra den politiske kultur der blev dyrket under den spanske transition. Det er de værdier
der blev omtalt i forbindelse med anvendelsen af analysemodellen på den spanske transition 92 . Hvad
der hævdes, er at dette demokratiske ”værdisæt” har en specifik spansk karakter, og har relation til
den spanske nations fortid. Det betyder ikke at det spanske demokrati ikke på samme tid er
repræsenteret ved nogle mere universelle demokratiske værdier som eksempelvis folkesuverænitet
og universel stemmeret. Det der springer i øjnene, er dog netop at de værdier der artikuleres oftest
og mest ihærdigt, er de der har relation til transitionen.
Et af de områder hvor denne tendens skinner markant igennem, er hvad der kan karakteriseres
som den ideologiske kamp om at tilhøre midten i spansk politik. Denne tradition kan føres tilbage
til den spanske transition, hvor eksempelvis partiet Unión de Centro Democrático i 1977 førte
valgkamp under sloganet ”The Center is Democracy”. 93 Tendensen ses i det føromtalte interview
med Aznar, hvor han betegner PSOE’s og IU’s fælles valgprogram på følgende vis.
”Es la primera vez que alguien pretende ser alternativa decentrándose y
radicalizándose. A mí eso me parece una vergüenza. La vida política y social
española requiere fuertes posiciones desde el centro político, capaz de apostar
por los equilibrios, por el progreso, por la pluralidad. La radicalización es un
error y la estrategia del perdedor.” 94
Hvad der er særligt interessant ved citatet, er at Aznar specificerer at netop det spanske politiske og
sociale liv nødvendiggør en stærk centerpolitik, som kan holde de ekstreme, decentrerende kræfter i
skak. At han opfatter sig selv og PP som dette centrum, er åbenlyst, ligesom at IU og PSOE tilhører
de kræfter der ønsker at bringe det spanske demokrati ud af sin ligevægt. Det er oplagt at spørge,
om udtalelserne repræsenterer en indre frygt for at landet skal komme ud i en ny national konflikt.
Hvis man ser på en kommentar, som Aznar kommer med angående eksistensen af en
venstreorienteret koalition i det regionale parlament på de Baleariske øer, synes den i hvert fald at
understrege at fortidens uenigheder optager en fast plads i hans sind. Han ser en parallel mellem
denne koalition og PSOE’s og IU’s fælles regeringsprogram til det nationale parlament, og
karakteriserer det som ”una expresión de lo que es mirar para atrás, volver atrás y el regreso” og
92 Se side 21
93 Edles, 1998:54
94 El Mundo – Ramírez, Pedro J. et.al.: 27-02-00 (ID117)
41

tilføjer: ”tiene el peligro de que obliguen a España a poner en práctica políticas del pasado”. 95 Som
det tidligere er blevet nævnt, stopper Aznars referencer til fortiden tidsmæssigt ved transitionen,
men her virker det som om han for en gangs skyld tænker længere tilbage. Hvor implicit den
historiske reference end er, er der meget der taler for at han har venstrekoalitionen Folkefronten fra
1936 i tankerne. Grunden til dette er at en sådan koalition ikke er forekommet tidligere i det
nuværende spanske demokrati, og, af logiske årsager, heller ikke under det franquistiske diktatur.
Omvendt er det lidt sværere at tolke hvad han lægger i den anden sætning. Skal den forstås som en
trussel; at det kan være nødvendigt at tage mere autoritære midler i brug mod denne
venstreorienterede fare for demokratiet? Eller skal den forstås som bekymring; at det kan føre til en
konflikt, hvis politiske konsekvenser ikke kan overskues? Noget tyder på at Aznar netop ønsker at
tilhøreren skal føle denne usikkerhed: at en stemme på PSOE eller IU bringer det spanske
demokrati tilbage på en usikker kurs, mens PP står for stabilitet og ligevægt.
Aznar er dog ikke alene om at idealisere midten i spansk politik. Selv om PSOE og IU går til
valgkamp under fællesprædikatet Izquierda plural, omtaler de konsekvent PP og dets ledende
personer som derecha og derechas 96 , og forsøger dermed at skubbe partiet væk fra midten. Modsat
PP gør de ikke selv eksplicit krav på at tilhøre midten, hvilket til dels kan forklares med IU’s
modvilje mod at støde sine mest venstreorienterede vælgere fra sig. For dog ikke at blive forvekslet
med en yderliggående venstrekoalition, eller give associationer til Folkefronten og det tilspidsede
politiske klima i 1936, fungerer adjektivet plural som et billede på koalitionens samarbejdsvillige
sindelag. Ad denne omvej tilstræber de at give et indtryk af sig selv som en enhed der ønsker at
skabe brede kompromisser – altså hvad der grundlæggende kan karakteriseres som essensen af
midterpolitik. Adjektivet plural, og dets substantiviske pendant pluralidad, var også et af de ord,
der ofte blev brugt under transitionen, hvilket ses ved at det indgår i Edles’ ”kulturelle landkort” 97 .
Udover dets lidt særegne konnotationer i koalitionens navn, repræsenterer det også tolerance over
for det spanske samfunds kulturelle mangfoldighed, samt respekt for politiske modstanderes
synspunkter. I det hele taget er det et ord som optræder særdeles ofte i løbet af valgkampen i
forskellige forbindelser, og det er tydeligt at mange af politikerne gør meget for at blive associeret
med det. Det forklarer ligeledes hvorfor Aznar i citatet ovenfor 98 også gør krav på at repræsentere
dette ord. Det er dog PSOE og IU der anvender termen hyppigst, mens PP primært læner sig op ad
centrista/centrismo for at fremhæve deres moderate egenskaber.
Det er imidlertid ikke kun de nationale partier, som fokuserer på moderation. Det ses f.eks. i
en artikel fra El Mundo hvor præsidentkandidaten Xavier Trias fra CiU, der ofte har støttet PP i
95 El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 27-02-00 (ID121)
96 Se f.eks. El País – Almunia, Joaquín: 25-02-00 (ID007)
97 Edles, 1998:44 (figur 4.2)
98 Se side 41
42

parlamentet, betegner CiU’s rolle som ”’moderador’ de los ’tics derechistas’ del PP”. 99 Samme
tendens så man hos den catalanske præsident, Jordi Pujol, i et tidligere omtalt eksempel, hvor han
giver indtryk af at ville lægge en dæmper på den hårde tone mellem PP og PSOE. 100
Med ovenstående diskussion in mente er det er nu muligt at indplacere resultatet af de hidtil
analyserede tekster i analysemodellen, der kommer til at fremstå således:
Figur 4: Politikernes artikulering af fortidsdiskursen (eksl. Baskerlandet)
Som det fremgår, fylder franquismen noget mere i det samlede billede end felipismen, illustreret
ved størrelsesforholdet mellem de to kasser. Desuden er felipisme sat i gåseøjne for at markere at de
politikere der gør brug af González-regeringens forvaltning af magten i deres argumentation, ikke
tildeler den dette prædikat.
Begge perspektiviske diskurser bruges som negativt ladede argumenter, der på den ene side
skal demonstrere den politiske modstanders antidemokratiske mentalitet, og på den anden side
understrege deres eget demokratiske sindelag. Her kommer kernesymbolerne ind som de positive
elementer i den diskursive ramme. Først og fremmest er der selve demokratiet, der må siges at
udgøre det helt overordnede positive symbol. Dette symbol er på sin side forbundet med to værdier
99 El Mundo – Manchon, Manel: 27-02-00 (ID148)
100 Se side 36
43

centrismo og pluralidad 101 , som i kraft af deres konstante artikulering i valgkampen også må siges at
få karakter af symboler. De symboliserer en moderat politisk mentalitet, som begge partier ønsker
skal repræsentere dem udadtil. Centrismo og pluralidad gør sig i øvrigt bemærket ved at have
relation til den spanske transitions politiske kultur.
Efter nu at have afsluttet første del af analysen, fortsættes der med den del der beskæftiger sig med
Baskerlandet, hvorefter det er muligt at se politikernes rolle i sin totalitet.
Politikernes rolle – regionalt niveau
Perspektivisk fortidsdiskurs – franquisme
Som omtalt i indledningen til analysekapitlet fremtræder fortidsdiskursen lidt anderledes, så snart
den artikuleres i forbindelse med den politiske diskussion af de problemer der vedrører
Baskerlandet: mere specifikt spørgsmålet om graden af baskisk selvstændighed og den fortsatte
aktive tilstedeværelse af den baskiske terrororganisation ETA. Mens fortidsdiskursen på det
statslige niveau præges af to fortidsperspektiver – franquisme og felipisme – er den i diskussionen
om Baskerlandet fokuseret på franquismen.
Den helt centrale politiker i artikuleringen af franquismediskursen i spørgsmål vedrørende
Baskerlandet er formanden for det moderate baskiske nationalistparti Partido Nacionalista Vasco
(PNV), Xabier Arzalluz, der næsten dagligt i valgkampen citeres for referencer til franquismen. Han
er i øvrigt også en af de meget få baskiske politikere der citeres regelmæssigt i de to store nationale
aviser, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt, eftersom han ikke selv opstiller til valget.
Følgende uddrag er taget fra en reportage fra PNV’s sidste vælgermøde, hvor han opsummerer sit
indtryk af PP og partiets måde at regere på:
”[Arzalluz] observa ’signos de neofranquismo’ en la actitud política que está
manteniendo el Gobierno del Partido Popular. Para Arzalluz, los miembros del
Gobierno ‘siguen siendo los mismos de la nomenclatura franquista’ que sólo
entienden de ‘autoridad e imposición’ (…) ‘Van a conseguir lo que antes
conseguieron con el levantamiento militar del 18 de julio’, señaló Arzalluz,
utilizando para ello el ejemplo de la medida adoptada por la Diputación
alavesa, en manos del PP, al suprimir el modelo de enseñanza D, en euskara,
en la parte inicial de la enseñanza infantil” 102 . (min indsættelse)
Arzalluz’ argumentation følger i store træk den som Beiras baserede sig på i et tidligere eksempel:
PP har de samme aspirationer som franquismen i sin tid havde, men nu forsøger de at opnå den
totale magt ved at misbruge demokratiet, i stedet for at anvende fysisk magt som ved
militærkupforsøget den 18. juli 1936. Der er dog den forskel, at mens Beiras lader til at tro på at
101 Jeg har i selve analysemodellen undladt at oversætte kernesymbolerne, på nær demokrati, ud fra den opfattelse at en
oversættelse vil betyde en reducering af de mangfoldige konnotationer som nogle af ordene har på spansk.
44

forfatningen i sidste ende forhindrer denne neofranquisme i at få fodfæste, så synes Arzalluz at
mene at PP allerede er godt i gang med at etablere grundstenene til en ensretning af det spanske
samfund. Det ses af det eksempel han giver, hvor det PP-dominerede amtsråd i Álava har besluttet
at afskaffe undervisningen i baskisk for børn under 6 år.
I det hele taget lægger han ikke skjul på at han anser de konservative politikere i PP for
direkte arvtagere til franquismen, og at de i realiteten er klar til at tage hårdere metoder i brug, hvis
ikke de får gennemtrumfet deres vilje. Således forsikrer han i starten af valgkampen: ”a veces [PP]
dan miedo y parece que van a volver al 18 de julio, enseñandonos su verdadera cara” 103 (min
indsættelse). Dette radikale synspunkt akkompagneres løbende af mere moderate udtalelser, som på
den ene side hævder at PP bruger medierne til at føre hetz mod den baskiske nationalisme, og på
den anden side påpeger ”autoritære” og ”højreorienterede” træk hos partiet og dets ledende
personligheder. F.eks. sammenligner han PP’s brug af medierne med ”la prensa del movimiento” 104
– med henvisning til det organ der styrede censur og propaganda under Franco. Et eksempel på den
anden tendens ses i det følgende uddrag:
”[Arzalluz] se confesó ‘preocupado’ a causa de que ’se les ve [a PP] cada vez
más la cara del facha, una mentalidad no democrática que responde al régimen
anterior’, acusando al gobierno de confundir ‘el Estado de Derecho, con un
Estado de derechas’” 105 . (mine indsættelser)
Som Beiras insisterer han, gennem brugen af udtrykket facha der er talesprog for fascist, på at
etablere synonymi mellem franquismen – el régimen anterior – og fascisme. Herved får han
understreget at selv om franquismen definerede sig selv som autoritært regime, så havde den, ifølge
PNV-formandens udsagn, en grundlæggende fascistisk karakter, og er derfor sammenlignelig med
eksempelvis nazismen. Denne latente tolkning overføres i samme åndedrag på det konservative
partis politiske metoder, som han med det spanske ordspil – Estado de Derecho vs. Estado de
derechas – hævder forveksler retsstaten med en højreorienteret stat, der ikke respekterer
demokratiet.
Arzalluz er dog langtfra alene blandt de baskiske politikere om at benytte sig af franquismen til at
kritisere PP. Partifællen og PNV’s hovedkandidat til det spanske parlament, Iñaki Anasagasti,
refererer også indimellem til franquismen, som han mener stadig præger de konservatives
tænkemåde:
102 El Mundo – Gorostidi, Iñaki: 11-03-00 (ID113)
103 Deia – Buján, Laura: 29-02-00, s. 4.
104 Deia – Dávila, Cirilo: 11-03-00, s. 2.
105 Deia – García de Bikuña, N.: 28-02-00, s. 4.
45

”’la democracia se lleva en las venas, se ejercita, y estos hijos de la dictadura
franquista poco están haciendo por ella, intentando presentar un País en blanco
y negro. ¡Pues no! Este País nuestro está lleno de color’”. 106
Anasagasti benytter sig her af en ganske interessant metafor: demokratiet gøres til en del af den
menneskelige organisme; det er noget man har i blodet, og som man nedarver fra sine forældre i det
omfang disse også ”havde det i blodet”. Over for dette står los hijos de la dictadura franquista –
dvs. de ledende personer i PP – som på grund af deres fædres tilknytning til Franco ikke har arvet
de demokratiske værdier, og derfor heller ikke forstår at praktisere dem. De negative sider ved de
konservative politikere understreges yderligere af at de kun kan se tingene i sort og hvidt. De evner
ikke at se landets farverige nuancer – et billede på dets kulturelle forskelle, en evne som kun de
”biologiske” demokrater er udstyret med.
Han sekunderes af en anden valgkandidat fra PNV, Juan José Otxoa de Eribe, der mener at PP
er forankret i fortiden, og at partiet kun ”’tiene la voluntad de arrasar y llegar al pensamiento único
franquista’”. 107 Han er derfor også særdeles skeptisk over for PP’s tidligere omtalte
selviscenesættelse som centerparti, hvilket karakteriseres på følgende måde:
”’Nos quieren vender un espectro que empieza en el centro y termina en la
izquierda, que en este país no hay derecha ni extrema derecha. Pues existe (…)
está incorporada en las filas del PP y se deja sentir en este momento’. El candidato
del PNV tachó de ’ideas fascistas’ las que ’subyacen en muchas decisiones de
algunas dirigentes del PP’”. 108
Også politikere fra andre partier end PNV benytter sig af franquismediskursen. F.eks. understreger
formanden for det moderate baskiske nationalistparti Eusko Alkartasuna (EA), Begoña Errazti, efter
at have kritiseret ETA’s visioner, at partiet på den anden side heller ikke ønsker ”’la España una
grande y libre de los herederos del franquismo’”. 109 Talsmanden for det radikale nationalistparti
Euskal Herritarrok (EH), Arnoldo Otegi, hævder på sin side at PP anvender den samme metode som
i 1936 for at nå magten for enhver pris 110 , uden dog at specificere om han tænker på Francos
kupforsøg, eller det særdeles polariserede politiske klima som ledte hen til det.
Som det fremgår af eksemplerne, bruges franquismediskursen mere aktivt blandt de baskiske
politikere end af politikerne fra de øvrige partier, med undtagelse af Beiras fra BNG. Det der
adskiller dem fra de øvrige, er ikke blot ekspliciteringen af henvisningerne, som generelt er meget
mere markante og åbenlyse hos de baskiske politikere, men også omfanget af deres gentagelse.
Hvor eksempelvis Almunia tilsyneladende kun henviser til Franco-tiden en enkelt gang, synes
106 Deia – Buján, Laura: 04-03-00, s. 4.
107 Deia – Ugarriza, Raquel: 08-03-00, s. 12.
108 Deia – Ugarriza, Raquel: 01-03-00, s. 4.
109 Deia – U.f.: 04-03-00, s. 10.
46

Arzalluz at gøre det næsten dagligt i løbet af valgkampen. Som følge heraf vokser det samlede
indtryk af franquismediskursens dominans blandt de perspektiviske diskurser også markant. Et
interessant spørgsmål i den henseende er om diskussionen af de baskiske problemer genererer
yderligere perspektiviske diskurser, eller om det bliver ved franquismen.
Perspektivisk diskurs – terrorisme
Som overskriften til dette afsnit lader forstå, eksisterer der en perspektivisk diskurs i den diskursive
ramme, der ikke refererer til en fortidig begivenhed eller epoke, men til terrorisme. For at forstå den
høje grad af polarisering af partierne i forbindelse med de baskiske spørgsmål, anser jeg det dog for
nødvendigt kort at opridse de umiddelbare årsager hertil, før der ses nærmere på
terrorismediskursen.
Forhistorien findes overordnet set i to begivenhedsforløb 111 . Det første begynder et par dage før
valgkampens officielle start, hvor den baskiske terrororganisation ETA myrder den socialistiske
politiker, Fernando Buesa, og dennes livvagt. 112 Ved den efterfølgende begravelse opstår der en
negativ stemning, som udmønter sig i tilråb mod den baskiske præsident, Juan José Ibarretxe, der
beskyldes for indirekte at være skyld i de voldsomme begivenheder i regionen. 113 Ved en
demonstration mod ETA et par dage efter begravelsen, krystalliserer den politiske uenighed sig ved
at demonstrationen splittes i to fraktioner: PP og PSOE på den ene side, og PNV og EA på den
anden side. 114 Den umiddelbare årsag er uenighed om demonstrationens ordlyd, men situationen
afspejler en dybere konflikt mellem de baskiske og de nationale partier, der går tilbage til 1998.
I 1998 skaber PNV i samarbejde med bl.a. IU og en række baskiske politiske og sociale
organisationer en aftale – Lizarra-aftalen 115 , som i sit udgangspunkt holder alle muligheder åbne
med henblik på en løsning af de baskiske problemer – herunder også øget baskisk selvstændighed
og dialog med ETA. Som følge heraf forlader PNV den hidtil gældende antiterrorpagt med PP og
PSOE – Ajuria Enea-pagten 116 – bl.a. fordi pagten efter 10 års eksistens ikke har fået bugt med
terrorismen. På trods af at Lizarra-aftalen medfører en ca. 15 måneder lang våbenhvile fra ETA,
underskrives aftalen aldrig af PP og PSOE. Disse ser den som et udtryk for at PNV er blevet mere
radikal, og har tilnærmet sig ETA’s og dets politiske gren, Euskal Herritarroks (EH) nationalistiske
visioner, og mener at aftalen bidrager til at legitimere ETA’s politiske metoder. Dette til trods for at
110
Deia – Dávila, Cirilo: 07-03-00, s. 12.
111
Dette skal ikke forstås som et generelt resumé af årsagerne til den baskiske konflikt, der har en lang og kompliceret
historie (Linz, 1986), men blot som et resumé af de begivenheder der forekommer mig at have haft direkte indflydelse
på politikernes retorik under valgkampen i 2000.
112
El País – Gorospe, Pedro: 23-02-00. (ID089)
113
El País – Guenaga, Aitor: 25-02-00. (ID008)
114
El País – Martínez, Isabel C.: 26-02-00. (ID090)
115
El Acuerdo de Lizarra-Garazi
47

aftalen kræver et stop for alle voldshandlinger som præmis for at indgå i dialog. Et par måneder før
valgkampen har ETA genoptaget terroraktionerne, men PNV vægrer sig ved at skrotte aftalen, som
man mener har skabt et solidt grundlag for en løsning.
Årsagerne til terrorismediskursen er, ifølge min opfattelse, tæt forbundet med ovenstående
begivenheder, og manifesterer sig på to måder.
For det første kommer den implicit til udtryk i de baskiske politikeres brug af
franquismediskursen. Faktisk synes den omfattende brug af franquismediskursen blandt baskerne
primært at skyldes deres indtryk af at regeringen, i samarbejde med de nationale spanske medier,
kører en hetz mod baskisk nationalisme og forsøger at gøre nationalisme lig med terrorisme. Det er
blandt andet det der får Arzalluz til at beskrive den spanske presse som prensa del movimiento i
citatet ovenfor, men i andre situationer kommenterer han også direkte dette forhold:
”Arzalluz afirmó que el PNV ’no se va a asustar por esta nueva táctica de Aznar
contra el PNV, de igualar nacionalismo y terrorismo y de echarnos a la sociedad
española encima’”. 117
Synonymiseringen af den moderate baskiske nationalisme med terrorismen kritiseres også af andre
baskiske politikere, heriblandt Iñaki Anasagasti 118 , og som det fremgik i analysen af
franquismediskursen, synes de fleste baskiske politikere efter alt at dømme at føle sig forfulgt som
man blev det under Franco.
For det andet understreges terrorismediskursens gennemslagskraft i adskillige konkrete
eksempler på at især PP-politikerne aktivt forsøger at skabe denne synonymi. Det afspejler sig bl.a.
i det følgende uddrag fra et interview i El Mundo med den spanske indenrigsminister, Jaime Mayor
Oreja, der sammen med Aznar er en af de hårdeste kritikere af PNV’s politiske kurs:
”[pregunta:] La fotografía en el País Vasco no parece muy alentadora.
[Respuesta:] Vamos a lo que diseño el frente de Estella 119 , al escenario de una
sociedad más dividida por una estrategia compartido entre el partido de Gobierno
[PNV] y ETA. Vamos a una situación en la que ETA muestra su fuerza a través de
sus bombas y el PNV y la parte del frente del Estella que le corresponde demostrar
su fuerza en las urnas.“ 120 (mine indsættelser)
Som det fremgår, påstår Oreja eksistensen af en fælles strategi mellem PNV og ETA – en strategi
som ifølge PP har til målsætning at opnå baskisk selvstændighed. Der er to sproglige aspekter ved
citatet som skal påpeges.
116 El Pacto de Ajuria Enea
117 Deia – Buján, Laura: 29-02-00, s. 4.
118 Deia – Buján, Laura: 04-03-00, s. 4.
119 Estella er det spanske navn for den baskiske by Lizarra, hvor aftalen blev underskrevet
120 El Mundo – Garea, Fernando & Gorostidi, Iñaki: 08-03-00. (ID164)
48

For det første betegner indenrigsministeren Lizarra-aftalen som en front. Herved fratager han
aftalens intention om dialog sin positive værdi, og forsøger i stedet at give et indtryk af den som en
yderliggående, ekstremistisk pagt, der har det konspiratoriske formål at splitte det spanske
demokrati for at skabe en baskisk nation. Gennem synonymien opnår han at legitimere PP’s hårde
linie over for PNV: for hvis der eksisterer en konspiration mellem den moderate baskiske
nationalisme og terrororganisationen ETA, er spanierne nødt til at sætte hårdt mod hårdt, hvis de vil
forsvare deres demokrati.
For det andet har synonymiseringen den yderligere effekt at PNV associeres med en
antidemokratisk mentalitet. Dette understreges på implicit vis i citatet gennem en sofistikeret
erstatningsmanøvre. Traditionelt har rollen i baskisk politik som ETA’s politiske gren været spillet
af partiet Euskal Herritarrok 121 . Når de spanske partier tidligere agiterede for en fælles pagt mellem
”de demokratiske partier” mod ETA, indbefattede denne rubricering også PNV. EH stod derimod
udenfor fordi det kategorisk nægtede at fordømme ETA’s voldshandlinger, og repræsenterede af
den årsag et antidemokratisk sindelag. I det ovenstående citat er EH imidlertid gledet ud af billedet,
og dets rolle overtaget af PNV. Eftersom PNV er den største politiske repræsentant for den
moderate baskisk nationalisme er det indlysende at denne erstatningsmanøvre indebærer en
kriminalisering af nationalistiske synspunkter: baskisk nationalisme gøres, per se, til en trussel mod
demokratiet, hvorved den relativt store andel af baskerne der stemmer på de moderate baskiske
nationalistpartier, PNV og EA, implicit gøres til antidemokrater.
Som det står klart, drejer den diskursive kamp sig også for Baskerlandets vedkommende om
demokratiet som det centrale kernesymbol. Begge sider – centreret omkring de to ledende
opponenter i konflikten, PP og PNV – forsøger konstant at fremmane et billede af modstanderen
som antidemokratisk. I modsætning til kampen mellem PP og PSOE er der dog den forskel at den
ene af de perspektiviske diskurser ikke drager på en fortidig begivenhed, men på terrorisme. Dette
er en illustration af hvor kompleks den samlede diskursive struktur – dvs. fortidsdiskursen i sin
helhed – kan være. Den umiddelbare årsag til at PP ikke anvender fortiden som retorisk middel mod
PNV, skal sandsynligvis findes i at netop PNV har en relativ uplettet fortid, og at partiet traditionelt
er gået ind for en fredelig og demokratisk løsning på regionens problemer. Herudover har partiet, og
baskerne generelt, historisk set spillet offerrollen – frem for alt symboliseret i Picassos’ Guernica,
der skildrer tyskernes bombning af den baskiske by under den spanske borgerkrig. 122 PP er derfor
nødt til at søge andre veje hvis de vil undergrave PNV’s troværdighed som demokratisk parti, og
her åbner Lizarra-aftalen op for den mulighed at forbinde partiet med terror.
121 Tidligere Herri Batasuna
122 Se Deia – U.f.: 29-02-00, s. 5 for et eksempel på hvordan dette udnyttes af EA.
49

Diskursiv ramme – spaltningen af demokratiet som kernesymbol
Mens der mellem de andre politiske partier på det statslige niveau forekom at være relativ enighed
om indholdet af demokratiet, synes symbolet på det regionale niveau at være truet af en splittelse.
Det handler ikke kun om at udvise demokratisk sindelag, men også om at definere hvad det
”rigtige” demokrati er.
Dette står især klart hos de konservative politikere, frem for alt Aznar, der gør sig følgende
betragtninger angående PNV’s underskrivelse af Lizarra-aftalen:
”reprochó a este partido que ’se ponga medallas por ser los únicos que se han
movido. Y sí, se han movido para romper con la Constitución, para enterrar el
Estatuto (…) para romper con todo lo que no es el entorno de ETA’”. 123
Citatet eksemplificerer essensen i Aznars anklager: underskrivelsen af Lizarra-aftalen indebærer
automatisk at PNV har ”brudt med den spanske forfatning” – symbolet på den spanske nations
fredelige sameksistens efter transitionens gennemførelse. Herudover anklages de for at have
”begravet” el Estatuto – den baskiske særlov, der giver regionen en række autonome beføjelser.
Han formår på denne facon at associere Lizarra-aftalen med døden, mens forfatningen og særloven
”sakraliseres”, med hvilket menes at de to dokumenter får karakter af relikvier, der bør respekteres
med en nærmest religiøs ærbødighed.
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege at det konservative parti fremfører den spanske
forfatning som et urørligt dokument, som det har kostet et stort arbejde at få konstrueret. På
spørgsmålet om hvorvidt forfatningen en dag vil indbefatte baskernes ret til, ved folkeafstemning,
selv at bestemme regionens fremtid, svarer Aznar således følgende: ”Este no es un derecho más, y
la Constitución ya recoge lo que tiene que recoger”. 124 Kernesymbolet – demokratiet – er for Aznar
lig med forfatningen og regionernes respektive særlove. Hvad der ligger uden for denne
konstitutionelle ramme, er, som logisk følge heraf, udemokratisk.
Selv om konflikten omkring demokratiets indhold primært kører mellem PP og PNV, blander
PSOE sig direkte i diskussionen et par gange i løbet af valgkampen. Under et vælgermøde i
Baskerlandet fastslår Almunia at betingelsen for et samarbejde med PNV er at det foregår inden for
forfatningens og særlovens rammer: ”no tiene cabida el derecho a la Autodeterminación, ni forzar a
ningún territorio a integrarse en la Comunidad Autónoma Vasca sin que lo quiera”. 125 Han læner sig
dermed op ad Aznars sakralisering af forfatningen, men virker dog lidt mere åben over for en
reform af særloven, så længe dette ikke overskrider forfatningens beføjelser. 126 Dette understreges
ved at han anvender regionens juridiske term i forfatningen – Comunidad Autónoma Vasca – i
123 Deia – Buján, Laura: 05-03-00, s. 8.
124 El Mundo – Ramirez, Pedro J. et.al.: 27-02-00. (ID117)
125 Deia – Buján, Laura: 09-03-00, s. 8.
50

stedet for País Vasco, der giver associationer til regionens nationale særegenhed. Partiet lægger
heller ikke skjul på sin misfornøjelse hvad angår Lizarra-aftalen, men tager ikke det samme skridt
som PP ved at gøre den moderate baskisk nationalisme synonym med terrorvirksomhed. Partiet
mener at PNV og PP har en lige stor andel i polariseringen af det politiske klima i regionen, og
præsenterer sig selv som den politiske option der kan få lagt låg på konflikten ved at mægle mellem
de to yderpunkter. Derved understreges kampen om kernesymbolet centrismo, eftersom PSOE
bruger konflikten til at underminere PPs selviscenesættelse som centerparti og, i kraft af
mæglerrollen, forsøger at overtage denne position.
Hvad angår de baskiske nationalisters vinkel på sagen, bør der skelnes klart mellem de
radikale nationalister fra EH, og de mere moderate fra partierne PNV og EA. EH’s politiske analyse
af situationen, der lægger sig tæt op af ETA’s, baserer sig grundlæggende på den antagelse at der
ikke eksisterer demokrati i Baskerlandet, og at den spanske forfatning blot er endnu et eksempel på
hvordan centralmagten i Madrid forsøger at undertrykke det basiske folks ret til at skabe deres egen
nation. Talsmanden for partiet, Arnaldo Otegi, kritiserer derfor PNV og EA for at deltage i det
spanske parlamentsvalg, fordi:
”supone ’legitimar un ordenamiento jurídico [forfatningen & særloven] que permite
todo tipo de tropelías contra todo aquello que huela a construcción nacional’”. 127
(min indsættelse)
I samme åndedrag defineres Baskerlandet som “un país que demanda paz y democracia” 128 , hvorved
Otegi får understreget at der ud fra hans synspunkt ikke eksisterer demokrati i landet, og at
betingelsen for at det kan ske, er at baskerne slipper ud af forfatningens og særlovens lænker.
PNV er på sin side mere åben over for de muligheder der ligger i den baskiske særlov, selv
om de mener at de statslige partier – især PP – bevidst forsøger at modarbejde ethvert tiltag til
udvidelse af de autonome beføjelser. Dette lægger Iñaki Anasagasti heller ikke skjul på i det
følgende:
”nosotros seguimos con el Estatuto y reivindicando su cumplimiento íntegro,
cosa que todos los que se llenan la boca hablando del Estatuto y la Constitución
no cumplen. Hemos hecho énfasis ahora quizás en un perfil más nacionalista,
pero sabemos que la correlación de fuerzas es la que es y lo que queramos
hacer quremos hacer con los votos, la palabra y la persuasión”. 129
Den “mere nationalistiske profil”, som Anasagasti omtaler, henviser til kravet om
autodeterminación – dvs. til kravet om at baskerne bør have ret til, ved folkeafstemning, at afgøre
126
Ibid.
127
Deia – García de Bikuña, N.: 03-03-00, s. 23
128
Ibid.
129
El País – Rivas, Javier. 06-03-00. (ID028)
51

om landet skal være selvstændigt eller ej. Kravet om denne rettighed understreges af Begoña
Lasagabaster fra EA. Hun ser konsensus som idealet, men i de tilfælde hvor en sådan enighed ikke
kan opnås, må der en afstemning til, så spørgsmålet på demokratisk vis kan afgøres af majoriteten.
Hun argumenterer i den henseende med en spidsfindig parallel for den baskiske ret til
autodeterminación:
”Si hablamos del 51% para aprobar la Constitución, lo mismo para el derecho de
autodeterminación. Me parecía que no sería leal requerir más mayorías para que
los vascos se autodeterminen que para otro tipo de cuestiones.” 130
Gennem parallellen retter hun en særdeles hård kritik mod de demokratiske idealer som er
indbefattet i forfatningen. Samtidig sætter hun spørgsmålstegn ved om den overhovedet kan siges at
være demokratisk, hvis den ikke tillader baskerne at bestemme deres egen fremtid.
Spørgsmålet om baskisk selvstændighed og diskussionen om demokrati er dog langt mere
komplekst end ovenstående afspejler, og gennemgangen af politikernes synspunkter skal alene ses i
lyset af specialets undersøgelsesobjekt – fortidsdiskursen. Her er det til gengæld vigtigt at pointere
at demokratiet, som på det nationale niveau, står i centrum som kernesymbol i den diskursive
ramme, blot med den forskel at tolkningen af symbolet trækker i to forskellige retninger: en baskisk
der agiterer for selvbestemmelsesretten, og en spansk der tenderer mod en sakralisering af den
spanske forfatning og den baskiske særlov.
Det forhindrer imidlertid ikke at såvel de baskiske som spanske politikere er fælles om at idealisere
en særlig gruppe af demokratiske værdier. Disse værdier, skal der argumenteres for, har ligesom
pluralidad og centrismo også en tydelig relation til den spanske transition.
Der er overordnet set tre demokratiske værdier, som i særlig grad præger debatten på det
regionale plan. Det drejer sig om consenso, convivencia og diálogo, der alle tre regelmæssigt
forekommer i politikernes udtalelser.
Konsensus-begrebet refererer i den baskiske kontekst primært til Ajuria Enea-pagten, der
indtil 1998 udgjorde det fælles grundlag for PP, PSOE og PNV i kampen mod terrorismen.
Samtidig synes begrebet at repræsentere en nærmest utopisk tilstand, hvor hele det politiske
spektrum kan samles i harmonisk enighed, en tilstand som til tider forekommer at udgøre en
målsætning i sig selv. Det overordnede argument mod PNV er at partiet, med underskrivelsen af
Lizarra-aftalen, har ødelagt hele fundamentet for denne konsensuspolitik, og nu befinder sig på den
yderste grænse af hvad det spanske demokrati kan tåle. Over for disse anklager forsvarer
130 El País – Intxausti, Aurora: 29-02-00. (ID077)
52

eksempelvis talsmanden for PNV, Joseba Egibar, den baskiske præsidents politiske dispositioner
med følgende kommentarer:
”’si por algo se ha destacado Ibarretxe desde el minuto uno, es por esa apuesta
inequívoca por las vías políticas y democráticas, que pretenden alcanzar entre
todos zonas de consenso que nos lleven a una paz auténtica’”. 131 (min markering)
PNV’s argument består i at en konsensus-politik, der ikke indbefatter EH og ETA, aldrig kan få
bugt med terrorismen – eksemplificeret i de 10 år Ajuria Enea eksisterede uden at føre til en
løsning. PP og PSOE fastholder på deres side at man aldrig kan nå til enighed med en organisation
der anvender terror som politisk afpresningsmetode. Almunia argumenterer derfor for at ”rehacer el
consenso” mellem PP, PSOE og PNV, og anklager de to andre partier for at have hver deres andel
af skylden for at ”’El consenso entre las fuerzas democráticas (…) ha dejado de existir’”. 132 Aznar
synes på sin side at have opgivet enhver form for enighed med PNV, og antyder at PSOE’s mangel
på kontanthed over for PNV har sat forholdet mellem socialisterne og de konservative på spil:
”’Ojalá haya consenso, pero si no lo hay será porque algunos [PSOE] no han sido capaces de decir a
los que han cambiado de posición [PNV] que se han equivocado’” (mine indsættelser). 133 Selv om
Aznar således understreger de positive aspekter ved konsensuspolitikken med ojalá haya consenso,
er han faktisk en af de meget få politikere der sætter spørgsmålstegn ved den realistiske mulighed
for en sådan.
Dette forhold skyldes efter alt at dømme at han betragter den spanske forfatning som den
største konsensus i spansk historie, som et dokument der garanterer den interne fred i landet.
Herved ses den klare forbindelse der eksisterer mellem consenso og convivencia. Det sidstnævnte
ord konnoterer netop fredelig sameksistens – en tilstand der, ifølge Aznar, opretholdes bedst muligt
ved at den nationale konsensus er så veldefineret som muligt. Enhver intention om at reformere den
spanske forfatning bør derfor bekæmpes hårdt, ”’porque eso es socavar el marco de convivencia de
todos’”. 134 Ordets gennemslagskraft som argument understreges også af den catalanske præsident,
Jordi Pujol, der sammenligner ”el ’drama’ que vive el País Vasco con el ’camino de paz, cohesión
social y convivencia’ en Cataluña’”. 135 Med udgangspunkt i denne sammenligning påpeger han at
Catalonien har bidraget aktivt til at stabilisere det spanske demokrati, og at det derfor er rimeligt at
regionen nu kræver noget igen fra den spanske stat – mere konkret, en udvidelse af Cataloniens
autonome beføjelser. Hos de baskiske politikere udgør convivencia en målsætning som politikerne
131 Deia – Ugarriza, Raquel: 27-02-00, s. 6.
132 El Mundo – Lobo, José L.: 08-03-00. (ID165)
133 El País – Casquiero, Javier: 08-03-00. (ID009)
134 El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 27-02-00. (ID121)
135 El País – Garriga, Josep: 25-02-00 (ID039)
53

ør arbejde hen imod. Begoña Lasagabaster plæderer f.eks. for at ”’lógicamente hay que escuchar y
dialogar’ porque, en su opinón, ’no hay otro remedio ni otra fórmula de convivencia’”. 136
Dette leder videre til den demokratiske værdi, der artikuleres oftest under hele valgkampen –
dialog. Samtidig er det også den mest interessante, fordi der hersker en tydelig ambivalens omkring
den i forbindelse med de baskiske spørgsmål. Hvad angår de baskiske politikere, fungerer ordet
dialog som det altafgørende argument for at underskrive Lizarra-aftalen. Arzalluz påpeger f.eks. at
”’lo único que dice [Lizarra-aftalen] es que nos sentemos a dialogar poniendo los problemas sobre
el mesa’” (min indsættelse). 137 I samhørighed med dette udtaler den baskiske præsident, Ibarretxe, at
han til hver en tid vil holde dørene åbne for en dialog med Aznar, men betinger det med at den
spanske præsident skal ”’comenzar a moverse’ y a terminar con lo que denominó ’su inmovilismo
ciego’”. 138 Aznar opfatter på sin side Lizarra-aftalens fortsatte eksistens som den grundlæggende
forhindring for at kunne indlede en dialog 139 , men påpeger på et andet tidspunkt med indirekte
henvisning til transitionen: ”’En España sabemos que nos han ido bien las cosas cuando hemos
sabido dialogar’”. 140 Som den lille mosaik af citater viser, er der en åbenlys disharmoni mellem de
to partiers opbakning til dialogen som redskab for at opnå konsensus og fredelig sameksistens
(convivencia), og deres ultimatum til hinanden for at indlede den. Derved opstår den paradoksale
situation at dialogen synes at udgøre en grundlæggende del af det problem, som den opfattes som
løsningsmodel for.
En sandsynlig forklaring på dette paradoks mener jeg skal findes i Aguilars meget omfattende
betragtninger om konsensus i forbindelse med den spanske transition. Hun argumenterer gennem
mere end 50 sider 141 for at der under den spanske transition skete en ”institutionalisering af
konsensusbegrebet” 142 , forstået på den måde at konsensus blev opfattet som en ”magisk formular” 143
til at løse de problemer, landet stod over for på dette tidspunkt. Som det fremgik af den korte
gennemgang af Edles’ analyse af den spanske transition, stod konsensusbegrebet i en tæt relation
med en række andre værdier, heriblandt centrismo, pluralidad, convivencia og diálogo. I lyset af
den hyppighed hvormed dette værdisystem stadig artikuleres i spansk politik i 2000, vil jeg mene at
disse ord også er indbefattet i denne ”institutionalisering”, og afspejler en specifik spansk måde at
anskue demokratiet på, der kan føres tilbage til transitionens politiske kultur.
136 Deia – U.f.: 02-03-00, s. 10.
137 Deia – Basurto, José: 08-03-00, s. 5.
138 El País – U.f.: 06-03-00. (ID082)
139 El Mundo – Gurruchaga, Carmen: 05-03-00 (ID167)
140 Deia – U.f.: 09-03-00, s. 9.
141 Aguilar, 2000:210-264
142 Aguilar, 2000:210
143 Aguilar, 2000:211
54

Omvendt må det tilføjes at politikerne yderst sjældent henviser direkte til transitionen,
ligesom de indirekte referencer til den som belærende eksempel også er fåtallige. Ovenstående
eksempel, hvor Aznar foretager en sådan henvisning, hører derfor til undtagelserne. Dette kan give
næring til det argument at den hyppige forekomst af de demokratiske værdier snarere er den logiske
konsekvens af en tilspidset politisk situation, og kun i begrænset omfang kan forklares som en arv
fra transitionens politiske kultur. Jeg hælder mod den forklaring at det sandsynligvis er den
tilspidsede poltiske situation der har aktiveret den overdrevne brug af dem, men at denne brug ikke
er tilfældig, fordi værdisystemet ligger latent i den spanske politiske kultur.
At værdierne har relation til fortiden understreges endvidere af at de alle forholder sig til det
centrale kernesymbol (demokratiet) i den diskursive ramme. Et kernesymbol som på sin side udgør
midtpunktet for de to perspektiviske fortidsdiskurser, samt terrorismediskursen. Derfor mener jeg
heller ikke at de demokratiske værdier kan ses adskilt fra den samlede fortidsdiskurs, og i kraft af
deres konstante artikulering tilegner de sig også karakter af symboler. Analysemodellen kommer
derfor til at tage sig således ud når analyseresultaterne på det regionale niveau flettes sammen med
det nationale niveau:
Figur 5: Politikernes artikulering af fortidsdiskursen (inkl. Baskerlandet)
Som det fremgår, er størrelsen på den kasse der repræsenterer franquismediskursen vokset.
Hensigten med dette er at illustrere at denne perspektiviske diskurs’ gennemslagskraft i særlig høj
55

grad skyldes de baskiske politikeres konstante brug af den. Felipismediskursen forbliver den
samme, eftersom den ikke artikuleres i forbindelse med de baskiske spørgsmål. Herudover er den
diskursive ramme blevet udbygget med endnu en perspektivisk diskurs, der dog ikke henviser til en
fortidig begivenhed eller epoke, men til terrorisme. Denne væsensforskellighed er illustreret ved
lade diskursen indramme af en cirkel i stedet for en firkant.
Blandt kernesymbolerne er der tilføjet seks yderligere symboler – Constitución, Estatuto,
autodeterminación, consenso, convivencia og diálogo. De første tre har både en positiv og negativ
værdi, og de er indlemmet som kernesymboler på grund af den hyppighed hvormed de bruges til at
symbolisere en henholdsvis baskisk og spansk forståelse af demokratiet. Demokratiet udgør stadig
det centrale kernesymbol, som der er fælles opbakning til som styreform. De tre sidste symboler har
positive værdier og har relation til transitionens politiske kultur. De konnoterer en slags
demokratisk idealtilstand som udgør målsætningen for politikerne, en idealtilstand som dog ikke
synes at praktiseres i den daglige politiske praksis.
Avisernes rolle
Ledere
Det der umiddelbart springer mest i øjnene ved gennemlæsning af de tre avisers ledere, er at de kun
i begrænset grad synes at bidrage aktivt til fortidsdiskursens artikulering. De er gennemgående
præget af et mere behersket toneleje end det der eksisterer blandt politikerne, men når aspekter af
fortidsdiskursen artikuleres, sker det alligevel ud fra en tydelig ideologisk positionering.
I El País artikuleres franquismediskursen kun eksplicit en enkelt gang i løbet af valgkampen. Det
sker i forbindelse med den allerede omtalte polemik mellem Almunia og Cuevas 144 , hvor
førstnævnte påpeger franquistiske træk hos arbejdsgiverforeningens formand. Dette synspunkt
understreges dagen efter i avisens leder:
”Cuevas parece añorar el modelo premoderno, tan perfeccionado por el franquismo
- en cuyo sindicato vertical veló sus primeras armas - , del contacto directo, la
presión recíproca y el tacto de codos entre Gobierno y empresarios”. 145
Før denne kritik af Cuevas indtræffer, er der i lederen blevet etableret en klar analogi mellem
Cuevas’ og PP’s holdninger: flere ledende PP-politikere har forsvaret Cuevas’ bemærkninger,
hvorved ”længslen efter det præmoderne” – konkretiseret i franquismen – indirekte også kommer til
at gælde dem. Et vigtigt aspekt i forhold til en diskussion af avisens rolle er at lederen blot gentager
Almunias brug af franquismediskursen. Artiklen kan således ikke siges at benytte sig kreativt af
144 Se side 31-32
145 El País – Leder: 02-03-00. (ID056)
56

diskursen, men omvendt forholder den sig heller ikke kritisk til Almunias retorik, og må som sådan
siges at fungere som en passiv formidler af franquismediskursen.
Franquismen viser sit ansigt igen i en leder på selve valgdagen 146 , om end på en mere indirekte
måde. Artiklen er særlig interessant i kraft af sin strukturelle opbygning, der synes at fungere som
underliggende argument. Den indledes med nogle betragtninger om de førstegangsvælgere, der er
kommet til siden Francos død og det sidste militærkupforsøg i 1981. Herved drages der et klart skel
mellem den franquistiske fortid og det nuværende demokrati, som lederen efterfølgende hævder har
stabiliseret sig. Herefter går artiklen imidlertid over til at analysere PP’s regeringsperiode fra 1996
til 2000, og når frem til at de korruptionsskandaler og former for magtmisbrug som kendetegnede
de sidste år PSOE’s regeringsperiode,
”parecen ahora un juego de niños comparadas con la determinación con la que
sus sucesores no sólo han seguido sirviéndose de los medios de titularidad pública,
sino que han utilizado las privatizaciones de las empresas estatales para ocupar
hasta la asfixia de los medios privados”.
Efterfølgende slår den fast at demokratiet ikke er i fare, men – og dette ”men” forekommer
signifikant – PP’s metoder kan ikke undgå at få en negativ indflydelse på tiltroen til demokratiet.
Afslutningsvis konkluderer lederen at PP ”pone de relieve un talante antidemocrático”, og at det
derfor vil være fornuftigt at stemme på Almunia fra PSOE, som ”es alguien que inspira confianza y
no provoca rechazos viscerales”.
Det er nu oplagt at spørge, hvilken funktion den indledningsvise henvisning til Francos død
og militærkupforsøget i 1981 egentlig har i lederen. For mig at se har den en, om end meget
indirekte, advarende funktion. Denne tolkning mener jeg styrkes af at PP’s metoder anses for langt
mere antidemokratiske, end de skandaler der rystede landet de sidste år af PSOE’s regeringstid, og
som opfattes som simpel ”barneleg”, altså noget uskyldigt. Herved forsøger artiklen også at
underminere den felipismediskurs, hvis artikulering Aznar har været en af hovedpersonerne bag.
Hvad angår Aznar-regeringen, er der altså, ifølge lederen, tale om et tilbageskridt for demokratiet,
der er værre end det González-regeringen bragte landet ud i, og hvis der ikke bliver rettet op på det
hurtigst muligt, kan man risikere at den demokratiske styreform degenererer til noget der minder
om franquismen: ”Cuatro años de Gobierno del PP no han borrado su tendencia al abuso de
poder” 147 , som lederen formulerer det, og støtter på denne måde op omkring de politikere, der
hævder at PP har svært ved at fjerne sig fra de autoritære aspekter af den konservative ideologi.
146 El País – Leder: 12-03-00. (ID011)
147 Ibid.
57

Dette finder sit direkte modsvar i El Mundo, der også på selve valgdagen publicerer en leder som
tager stilling til demokratiets tilstand, men med positivt fortegn. 148 Efter en indledningsvis
opremsning af de konflikter der har præget Spanien i det 20. århundredes første 75 år, hylder
lederen:
”las virtudes del casi cuarto de siglo de libertad y respeto a las urnas vivido
por España desde la Transición hasta las puertas del siglo XXI. La nuestra es
ya una sociedad moderna, que ha conjurado los riesgos de confrontación
civil y que goza de democracia asentada y comúnmente aceptada.”
Hvad der er slående, er at artiklen på den ene side udstråler en markant historisk bevidsthed, men på
den anden side forekommer blind over for politikernes demagogiske brug af fortiden under
valgkampen. Faktisk betegner den debatten som ”bastante menos crispada y más explicativa de
propuestas y programas que cualquiera de las anteriores”, og påpeger at det kun er i Baskerlandet,
”donde el pasado sigue representando una pesada losa que el presente carga sobre sus espaldas”.
Dette står i kontrast til den fortidsdiskurs og hårde tone, som det er blevet påvist, præger
valgkampen, og det synes at afspejle en indirekte støtte til Aznars plæderen for at undgå enhver
form for tilbageblik: det handler om at se fremad, for det går jo godt for demokratiet.
Denne støtte er mere tydelig i lederen dagen før 149 , hvor den betegner et regeringsskifte som
unødvendigt og uhensigtsmæssigt. Det skyldes bl.a. en opfattelse af at PSOE ”dista de haber
culminado su proceso de regeneración y podría caer en la tentación de recuperar las prácticas
viciadas del felipismo, cuyos rescoldos están aún muy vivos”. Som det fremgår, er avisen her med
til at sætte prædikat på den kritik af PSOE som Aznar har kørt en stor del af sin valgkamp på.
Felipisme bliver synonymt med en politik der bevidst prøver at udnytte demokratiets svage sider, og
som gennem udpræget korruption forsøger at berige den politiske elite. Indtrykket af uskyldig
barneleg, som lederen i El País ovenfor ønsker at give socialisternes regeringsperiode, lider herved
et alvorligt knæk: der var tale om et koldt og kynisk beregnende barn, og dets mentalitet stadig er
fremherskende hos det socialistiske parti.
Hvad angår terrorismediskursen, er denne næsten fraværende i El Mundo’s ledere, hvilket er
en smule overraskende i kraft af den kritik de baskiske politikere retter mod blandt andet denne
avis. Faktum er dog at selv om PNV’s politiske dispositioner kritiseres i et par ledere, så bidrager
avisen ikke i disse til at sætte lighedstegn mellem baskisk nationalisme og terrorisme. Faktisk
forholder en af lederne sig en smule kritisk til Jaime Mayor Orejas brug af denne diskurs, der
betegnes som ”un modo tajante y tal vez excesivamente simplificador”. 150 Som det ses af det
148 El Mundo – Leder: 12-03-00. (ID182)
149 El Mundo – Leder: 11-03-00. (ID139)
150 El Mundo – Leder: 26-02-00. (ID193)
58

modererende tal vez, udelukker den dog ikke at politikerens udtalelser kan indeholde en vis grad af
sandhed.
Det fører til lederne i Deia, som er karakteriseret ved fraværet af den franquismediskurs der ellers i
stor grad præger de baskiske politikeres retorik. Dette forekommer især bemærkelsesværdigt, fordi
avislederne støtter op omkring kritikken af den hetz som de nationale medier og partier fører mod
baskisk nationalisme. Den baskiske præsident opfattes f.eks. som ”objeto estos días de una
considerada campaña política y mediática de descalificaciones, una verdadera ’cacería’” 151 , men
uden at der foretages en parallel til forfølgelsen af de nationalistiske minoriteter i landet under
franquismen. I stedet støtter avisens ledere primært PNV’s argumentation for en ”diálogo sin
exclusiones entre todas las fuerzas” 152 (min understregning) over for PP og PSOE, som “han elegido
el camino de crispación”. 153
Opinionsartikler
Mens lederne på sin side generelt er præget af en moderat retorik, er en del af opinionsartiklerne
særdeles radikale i deres udtryksformer.
Hos El País synes rollen som franquismediskursens førsteskribent at være tilfaldet Juan José Millás.
Et af hans mere sofistikerede debatindlæg er en kommentar til oppositionspartiernes tidligere
omtalte anklage om at den statslige tv-kanal RTVE i al for høj grad tilgodeser PP’s synspunkter i
nyhedsudsendelserne 154 . Et uddrag fra artiklen lyder som følger:
”Otra cosa es que el Telediario sea un No-do en vez de un informativo, pero eso tiene
mal arreglo: es un tropismo de cualquier institución que viva de la caridad gubermental.
Así las cosas, lo único que se puede constatar es que la aspiración moral de Aznar es el
No-do.” 155
No-do står for Noticiarios y Documentales Cinematográficos, og det var en forkortelse for en række
små nyhedsklip og dokumentariske produktioner med propagandamæssigt indhold, som under
Franco blev vist i landets biografer for at gennemtvinge en politisk socialisering af befolkningen i
overensstemmelse med regimets ønsker. 156 Hvis man nu med denne information in mente genlæser
ovenstående citat, fremgår det at Millás hævder at Aznars målsætning er at gøre den statslige TV-
kanals nyhedsudsendelser til sit personlige propagandamedie. Samtidig skaber han implicit en
151
Deia – Leder: 25-02-00, s. 18.
152
Deia – Leder: 28-02-00, s. 14.
153
Ibid.
154
Se side 38
155
El País – Millás, Juan José: 28-02-00 (ID013)
156
Aguilar, 2000:49-58
59

forbindelse mellem Aznars og Francos måde at føre politik på, og derved også mellem de to
personer i det hele taget.
Avisen bidrager også i nogle opinionsartikler til den del af fortidsdiskursen der vedrører
Baskerlandet. I en artikel af Emilio Lamo de Espinosa tager skribenten tilløb til at sætte lighedstegn
mellem moderat baskisk nationalisme og terrorisme, men giver herudover sin vision af partiets
fremtid, hvis ikke det melder sig ud af Lizarra-aftalen:
”De otro modo el nacionalismo vasco, todo él, se hará responsable de la sangre
que se vierta y se dará plena razón a quienes piensan que el nacionalismo vasco,
todo él, está dispuesto a aceptar el asesinato y es, todo el, fascismo.” 157
Som det fremgår, truer citatet med at bryde den konsekvens der præger den samlede fortidsdiskurs,
fordi PNV her er udsat for en sammenligning, der indirekte er forbeholdt PP gennem sidestillingen
af franquisme med fascisme, som nogle af de tidligere eksempler har vist. Denne hårde linie mod
PNV følges op af en lige så hård linie mod PP hos en anden debattør, som, gennem kontinuerlige
referencer til kernesymbolet konsensus, hævder at PP har været skyld i at denne idealtilstand
mellem partierne ift. ETA er ophørt. 158
Blandt opinionsartiklerne i El mundo er der ingen opbakning til franquismediskursen, men dette
opvejes til gengæld af en udpræget brug af felipismediskursen. Mens franquismediskursen i El País
er mest fremtrædende hos en enkelt opinionsskribent, optræder felipismediskursen hos et mere
bredt udsnit af debattører i El Mundo.
Det første der springer i øjnene er at selv avisens chefredaktør, Pedro J. Ramírez, ikke lægger
fingre imellem, når han besvarer PSOE’s kritik af PP’s antidemokratiske mentalitet:
”el gran riesgo para Espana ante la votación del domingo proviene del hecho
de que el PSOE no ha podido, no ha sabido o no ha querido aprovechar las
oportunidades de renovación política y regeneración ética que estos cuatro
años de oposición le han proporcionado”. 159
Herved støtter han direkte Aznars opfattelse af at PSOE ikke har gennemgået nogen form for
fornyelse, og at partiet blot ønsker at genvinde magten for magtens egen skyld. Dette understreges
også i en artikel af Antonio Burgos, hvor Felipe González sammenlignes med en herremand der er
sur over at man har besat hans hus – med reference til præsidentpaladset Moncloa i Madrid, hvor
Aznar skildres som BZ’er i magtens hus. 160 Et interessant aspekt af eksemplet er at der vendes op og
ned på hvad der normalt betegnes som partiernes ideologiske position: González, socialisten, er
157 El País – Lamo de Espinosa, Emilio: 28-02-00 (ID057)
158 El País – Pérez Royo, Javier: 10-03-00 (ID063)
159 El Mundo – Ramírez, Pedro J.: 05-03-00 (ID138)
160 El Mundo – Burgos, Antonio: 28-02-00 (ID129)
60

levet til en højreorienteret herremand, mens Aznar, den konservative, indtager rollen som
venstreorienteret BZ’er, der gør oprør mod den herskende magts normer. I andre artikler fokuseres
der mere indgående på konkrete skandaler fra ”felipismen”, ligesom man heller ikke lader stå usagt
at Almunia fungerede som minister under González-regeringen. 161
Forfatteren til den sidstnævnte artikel, Federico Jiménez Losantos, tegner sig også for den
mest voldsomme kritik af PNV i opinionsartiklerne i El Mundo. Som Lamo de Espinosa fra El País,
bygger han videre på sidestillingen mellem den moderate baskiske nationalisme og terrorismen og
forbinder den med fascisme. I modsætning til dennes betragtninger, der forbliver visioner, synes
Jiménez Losantos ikke at være i tvivl om at endemålet for Lizarra-aftalen er oprettelsen af en
racistisk totalitær stat med baskisk fortegn. Han undlader derfor heller ikke at drage en klar parallel
til den tyske nazisme og konkluderer: ”La esperanza para el País Vasco es que, a diferencia de
Alemania, la izquierda y la derecha democráticas están unidas y dispuestas a resisistir, acaso a
luchar”. 162
Hvad angår Deia, må det igen, som for ledernes vedkommende, karakteriseres som tankevækkende
at den voldsomme kritik, som især Jiménez Losantos er en af eksponenterne for, ikke afføder en
mere ubehersket respons i den baskiske avis. Det ses bl.a. i en artikel af Xabier Lapitz, hvor han
minutiøst gennemgår diverse eksempler på den spanske presses hetz mod den moderate baskiske
nationalisme. 163 Dette giver dog ikke anledning til brug af franquismediskursen, hvilket ellers ligger
lige for – ikke mindst i betragtning af de baskiske politikeres udbredte anvendelse af den.
Kun en enkelt gang viger Lapitz fra denne tendens. Det sker i forbindelse med en artikel om
et billede af Aznar og Manuel Fraga Iribarne 164 – sidstnævnte tidligere minister under Franco, og
stifter af det parti der endte med at skifte navn til Partido Popular. Som titlen på den korte artikel
lader forstå – A la derecha de Fraga – sidder Aznar på billedet til højre for Fraga. Artiklen indledes
herefter med en kort gennemgang af nogle af Fragas hårdhændede politiske tiltag under
franquismen, og afsluttes med en kommentar om Aznars hyldest til Fragas politiske løbebane.
Artiklen tillader mindst to tolkninger: Enten opfattes Aznar som Fragas højre hånd, hvilket
indebærer at Fraga forstås som PP’s egentlige politiske leder. Eller også kan det forstås derhen at
Aznar grundlæggende er mere højreorienteret end sin politiske forgænger. Hvad der til gengæld
forekommer klart, er at Aznar endnu engang forbindes diskursivt med Franco.
Ellers er den generelle tendens hos Deia’s debattører, som i avisens ledere, en uforbeholden
støtte til dialogen som det eneste middel til at opnå fred. Som Iñaki Atxutegi konstaterer, efter at
161 El Mundo – Jiménez Losantos, Federico: 29-02-00 (ID131)
162 El Mundo – Jiménez Losantos, Federico: 28-02-00 (ID155)
163 Deia – Lapitz, Xabier: 26-02-00, s. 5
164 Deia – Lapitz, Xabier: 03-03-00, s. 11
61

have kritiseret den spanske presses mediehetz mod Lizarra-aftalen: ”El problema de la violencia se
resolverá en un mesa de diálogo”. 165 Han gør det således ikke til et spørgsmål om det vil ske, men
snarere til et spørgsmål om hvornår, og bidrager dermed til at understrege dialogens karakter af
vidundermiddel, og dens funktion som et af kernesymbolerne i den diskursive ramme.
Analysemodellen tager sig derfor således ud, hvis man indlemmer de tre avisers artikulering af
fortidsdiskursen:
Figur 5: Fortidsdiskursen i spansk politik anno 2000 (Inkl. avisernes bidrag)
Det eneste indtryk der kan siges at have forandret sig markant, er omfanget af felipismediskursen,
hvilket skyldes den regelmæssighed, hvormed den artikuleres i opinionsartiklerne i El Mundo. Den
når dog ikke det samme omfang som franquismediskursen, da den slet ikke er så udtalt hos
politikerne som sidstnævnte. Desuden har den fået tildelt prædikatet felipisme, hvorfor gåseøjnene
omkring diskursen er fjernet.
Terrorismediskursen er også blevet en smule større i kraft af opinonsartiklerne i El País og El
Mundo. Den forbindes herudover et par gange med fascisme, uden at dette dog kan siges at være en
udpræget tendens. At indsætte en fascismediskurs som yderligere tilføjelse til modellen, vil jeg
derfor mene ville bevirke en forringelse af modellens forklaringskraft: der skal være tale om en stor
grad af repetition før en sproglig konstruktion kan siges at få karakter af diskurs. Herudover er der
165 Deia – Atxutegi, Iñaki: 01-03-00, s. 19
62

et problem i at fascismen også forbindes med franquismen, så hvis man skulle illustrere dette, ville
det være nødvendigt at lade begge de to perspektiviske diskurser henvise til dette fælles perspektiv.
Her synes det dog nødvendigt at trække en grænse for modellens rummelighed, så den ikke bliver
alt for intetsigende.
Hvad angår kernesymbolerne, sker der ikke nogen tilføjelser. Generelt synes der hos aviserne,
ud over det centrale kernesymbol – demokratiet, primært at være fokus på dialog og konsensus,
mens de resterende kernesymboler artikuleres i mindre omfang.
Det leder hen mod den afsluttende diskussion: hvad kan der siges om årsagerne til fortidsdiskursens
artikulering, og hvordan kan resultaterne af analysen siges at forholde sig til den treinddeling af
hegemoni, som blev fastlagt i det teoretiske kapitel?
Opsummering og diskussion af analyseresultater
Fortidsdiskurs og hegemoni
I det teoretiske kapitel blev der argumenteret for at man kunne tale om hegemoni på mindst tre
niveauer i forbindelse med fortidsdiskurser: 1) På et overordnet plan i forhold til den øvrige
diskursive praksis – her den der vedrører spansk politik. 2) Inden for den diskursive ramme i
relationen mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne. 3) Styrkeforholdet mellem de
perspektiviske diskurser.
Hvis man begynder på det tredje niveau, ses det tydeligt at det er franquismediskursen der har størst
gennemslagskraft. PP må siges at være underlagt hvad man kan kalde et diskursivt stormangreb fra
stort set hele den resterende del af det politiske spektrum i spansk politik: faktisk er der ikke et
eneste af de øvrige partier, med mulighed for at opnå pladser i parlamentet, som ikke på en eller
anden måde bidrager til diskursens artikulering. Det være sig gennem et eksplicit fokus på
franquismen, eller på hvad der opfattes som de antidemokratiske aspekter af PP’s politik.
Herudover er der blevet fremanalyseret flere tegn på at man mener, at dette antidemokratiske
sindelag skyldes en nedarvet mentalitet, som kan føres tilbage til franquismen. Hvor meget partiet
end forsøger at frigøre sig af denne fortid ved at bakke op om demokratiske idealer, rykker det
tilsyneladende ikke ved en fast overbevisning hos de øvrige politikere om at denne forvandling ikke
er indtruffet fuldstændigt.
Kan man derved sige at der er tale om hegemoni blandt de perspektiviske diskurser? Ser man
udelukkende på fortidsdiskursens artikulering blandt politikerne, synes svaret at være bekræftende.
Aznar står relativt alene om at artikulere felipismediskursen – den antagonistiske pendant til
franquismediskursen på statsligt niveau – og PP får heller ikke den store opbakning fra de øvrige
63

partier i artikuleringen af terrordiskursen, der udgør den antagonistiske diskurs på regionalt niveau.
Dette styrkeforhold nivelleres dog til en vis grad af mediernes indflydelse. El mundo går således,
primært gennem opinionsartikler, ind og støtter op om felipismediskursen, og bidrager samtidig,
sammen med et par opinionsartikler i El País, til styrkelsen af terrordiskursen. I det samlede billede
er franquismediskursen, på trods af dominans, derfor underlagt et diskursivt modangreb, der gør at
argumentet for en hegemonisk relation på dette niveau skal ses med visse forbehold.
På det mellemste niveau virker det til gengæld mere reelt at tale om hegemoni. Det der netop
kendetegner relationen mellem de perspektiviske diskurser og kernesymbolerne i den diskursive
ramme, er at de førstnævnte alle fungerer som negative modpoler til det centrale, positivt ladede
kernesymbol – demokrati. Ud fra dette kan man aflæse en generel opbakning til demokratiet, dvs.
den demokratiske styreform må siges at have etableret sig som hegemonisk diskurs i spansk politik,
og har skubbet mere autoritære styreformer i baggrunden som negative. Dette forekommer dog ikke
samtidigt at afspejle sig i en sikker tiltro til demokratiets stabilitet: demokratiet synes mao. ikke at
hvile i sig selv, når politikerne konstant forsøger at fremmane billedet af en antidemokratisk
mentalitet hos deres modstandere, for derigennem at understrege deres egen uforbeholdne
opbakning til demokratiet.
Usikkerheden omkring demokratiet afspejler sig også i det tovtrækkeri omkring det centrale
kernesymbol, som foregår mellem de statslige partier – især PP og PSOE – og de baskiske partier.
Hegemoniet dækker således kun demokratiet set i forhold til andre styreformer, men ikke det
indholdsmæssige aspekt af kernesymbolet. Denne indre splittelse af det centrale kernesymbol
forsøges på sin side holdt i skak fra statslig side gennem en sakralisering af forfatningen og den
baskiske særlov, samt agitation for de demokratiske værdier der beviste deres funktion som
løsningsredskaber under den spanske transition. Dette tiltag synes i et vist omfang at fungere, men
de baskiske politikere kan dog ikke siges at acceptere dette fuldt ud, og forsøger diskursivt at
modarbejde de statslige partiers intentioner. Der må derfor siges at foregå en antagonistisk kamp
om en definition af demokratiet, en kamp der endnu ikke kan siges at have manifesteret sig i en
entydig hegemonisk relation. Hvis man tager partiernes størrelse og støtten fra opinionsartiklerne i
El País og El Mundo – aviser med langt større udbredelse end Deia – i betragtning, må det dog
konkluderes at det er de statslige partier der har det diskursive overtag i denne kamp.
Heller ikke på det øverste niveau kan man tale om hegemoni uden visse forbehold. På den ene side
skal man ikke læse ret mange artikler med relation til valgkampen, før man bliver opmærksom på at
referencer til fortiden præger den samlede politiske diskurs. Især franquismen fungerer som det helt
centrale historiske referencepunkt, hvilket det store antal eksempler i analysen afspejler. Man kan
64

dog stille det spørgsmål, om indtrykket af en udpræget brug af fortiden bl.a. skyldes at den
artikuleres i forbindelse med en demagogisk heksejagt på politiske modstandere. Dvs. at den
forekommer udpræget i kraft af den eksorbitante sprogbrug den er forbundet med, eksemplificeret i
det mange gange omtalte Beiras-citat 166 . Dette argument holder hvis man ser kvantitativt på
spørgsmålet. Som omtalt kan fortidsdiskursen spores i ca. 300 artikler ud af ca. 1600 med relation
til valget. Det kræver således ikke det store arbejde at finde eksempler hvor fortiden ikke indgår.
Omvendt kan man sige at fortiden indgår som argument i ret så vigtige politiske spørgsmål som
demokratiets indholdsmæssige udformning, mediekontrol og økonomisk magtkoncentration. Den
præger med andre ord større problemstillinger i den politiske debat, som der bør være overordnet
enighed om for at demokratiet skal kunne fungere optimalt. Ud fra denne kvalitative synsvinkel
synes fortiden at spille en central rolle inden for den samlede politiske diskurs, men at karakterisere
den samlede fortidsdiskrus som hegemonisk er nok trods alt at tillægge den for stor betydning.
Det leder til spørgsmålet om hvorfor fortiden stadig fylder så meget i spansk politik. For at give et
svar på dette, må man bevæge sig videre fra analysen af den diskursive praksis til den sociale
praksis.
Fortidsdiskursen i et socio-politisk perspektiv
En af de mest umiddelbare forklaringer på fortidsdiskursens artikulering er den som allerede er
blevet antydet flere gange i analysen: at politikerne bruger den som retorisk middel i en hård
valgkamp præget af demagogi. Det forekommer mig dog at være en stærkt forenklende forklaring at
basere tilstedeværelsen af fortidsdiskursen alene på dette.
Som påpeget udgør en stor del af franquismediskursen et aspekt af en mere omfattende kritik mod
PP’s forvaltning af magten, nærmere betegnet hvad angår skabelsen af de betingelser der skal sikre
de statslige mediers uafhængighed, samt den fri konkurrence mellem landets virksomheder. At
svare på hvorvidt PP bevidst har udnyttet sin magtposition, ligger uden for dette speciales
problemstilling, og kræver en helt anden type undersøgelse. Men brugen af fortidsdiskursen synes
at afspejle en reel bekymring hos de resterende partier. Der kan selvfølgelig argumenteres for at der
blot er tale om sund skepsis, og at fortidsdiskursen blot er et udtryk for at man forsøger at værne om
demokratiet. I lyset af den aggressive tone som indimellem præger politikernes udtalelser, vil jeg
dog mene at den også er et udtryk for en udpræget mistillid og mangel på ideologisk tolerance
politikerne imellem.
166 Se side 29-30
65

Denne mistillid aflæses også i de baskiske politikeres brug af franquismen: meget tyder på at
de føler sig decideret forulempet af PP’s hårde linie over for Lizarra-aftalen, og den diskurs der
forsøger at sætte lighedstegn mellem den moderate baskiske nationalisme og terrorisme.
Terrorismediskursen er på sin side ikke opstået ud af ingenting, men har taget form over en længere
periode. Den repræsenterer således også det diskursive resultat af en skuffelse over, at de baskiske
politikere i 1998 meldte sig ud af Ajuria Enea-pagten og gik deres egne veje med Lizarra-aftalen,
hvis intentioner om at indgå i dialog med alle parter om alt ikke konvergerer med de statslige
partiers tiltro til forfatningen som juridisk referencepunkt i alle statslige spørgsmål. Herudover
aktiveres denne del af fortidsdiskursen yderligere i forbindelse med ETA’s terroraktion, og de
begivenheder der følger umiddelbart efter i forbindelse med begravelsen af Fernando Buesa og
demonstrationen mod ETA. 167
Heller ikke felipismediskursen kan ensidigt forklares som demagogi, men synes også at
afspejle en mangel på tillid til PSOE i det tilfælde at de skulle komme til magten. Som det centrale
kernesymbol lader forstå, drejer det sig helt basalt om en vedvarende bekymring for demokratiets
tilstand, på samme tid som det afspejler en fundamental vilje til at få demokratiet til at fungere.
Selv om mediernes rolle ikke er undersøgt til bunds, kan det ikke udelukkes at de også har en
stor del af ansvaret for fortidsdiskursens artikulering. Ud over den helt åbenlyse støtte til
felipismediskursen i El Mundo, kan man også mene at aviserne er med til i et vist omfang at
fremprovokere nogle af politikernes voldsomme reaktioner, og at de bevidst kører på at piske en
stemning op, bl.a. med henblik på øget salgstal. Hvorvidt dette er tilfældet kræver dog en mere
indgående undersøgelse af avisernes rolle.
Ud over disse forklaringer synes diskursens artikulering også at bunde i dybereliggende årsager. I
lyset af det indtryk fortidsdiskursens samlede struktur efterlader, synes en stor del af de spanske
politikeres tankegang i 2000 at være præget af nationens fortid – hvad dele af den traditionelle
erindringsforskning ville betegne som kollektiv erindring. Som franquisme- og felipismediskursen
lader skinne igennem, er det især disse to epoker der har en fast plads i de spanske politikeres
historiske bevidsthed: de repræsenterer alt det som demokratiet ikke bør være: diktatur, intolerance,
korruption etc. For at undgå en regression til en sådan tilstand, plæderer man for de demokratiske
værdier som viste sig nyttige under den spanske transition – consenso, convivencia, diálogo,
pluralidad og centrismo, men uden reelt at praktisere den politiske kultur, de er et udtryk for.
Politikerne synes med andre ord at være forankret i en tiltro til transitionens demokratiske værdisæt
som en magisk formular til at løse demokratiets problemer, og må derfor, set som samlet gruppe,
167 Omtalt side 47
66

siges at manifestere en udtalt historisk bevidsthed, uden at denne kan karakteriseres som en
homogen og kollektiv størrelse.
Netop det centrale kernesymbol – demokratiet – forekommer at udgøre en af de mest
grundlæggende årsager til at fortiden stadig præger spansk politik. Som omtalt ovenfor er
demokratiet og transitionen nærmest uløseligt forbundet fordi det for en stor del af politikerne
repræsenterer den model der har løst Spaniens historiske problemer en gang for alle. Som relationen
mellem centralregeringen og Baskerlandet lader skinne igennem, bygger denne sakralisering af
transition og forfatning dog delvis på en illusion. Fortidsdiskursen bidrager her til at klarlægge at et
af de mest fundamentale problemer i den spanske nations historie – statsstrukturen, og mere
specifikt relationen mellem Spanien og de regioner der har et nationalt særpræg – ikke synes at have
fundet sin endelige løsningsmodel endnu.
At fortiden stadig præger spansk politik må derfor siges at have en række årsager, der rækker ud
over selve valgkampen. Hvad angår selve artikuleringen af fortidsdiskursen, kan det dog være svært
at generalisere og fremkomme med betragtninger der dækker spansk politik generelt. Valgkampen i
2000 synes at afspejle at fortiden ikke har sluppet sit tag i spansk politik på et diskursivt plan. Hvad
der i den henseende må betegnes som vigtigt, er at den diskursive praksis ikke har fået radikale
følger for den sociale, herunder den politiske, praksis. På trods af en til tider ret så voldsom retorik
politikerne imellem, har det ikke udmøntet sig i en fysisk konflikt. I den henseende har demokratiet
slået dybe rødder i det spanske samfund.
67

5. Diskussion
Specialet skal ikke afsluttes uden nogle kritiske betragtninger omkring dets teoretiske grundlag,
samt den analysemodel der blev udarbejdet på basis af teorien.
Problematisering af Fairclough: det dialektiske udgangspunkt
At jeg har valgt Faircloughs kritiske diskursanalyse som teoretisk udgangspunkt, skal ikke forstås
derhen at jeg mener at det er den eneste teori der egner sig til at forklare og analysere fortidens
indflydelse på nutiden. Teorien er dog også forbundet med nogle problemer, som forekommer mig
at have sine rødder i dens iboende ambition om at fremstå som universel teori: den ønsker at
forklare alle aspekter af sprogets funktion i samfundet, men i den analytiske praksis viser dette sig
at være besværligt. Det kommer bl.a. til udtryk når man skal undersøge forholdet mellem diskursiv
og social praksis.
På trods af en eksplicit forståelse af relationen mellem diskursiv og social praksis som
dialektisk, har Fairclough i sine konkrete analyser en tendens til at underordne det diskursive det
sociale. 168 Teksterne, eller de sproglige manifestationer som jeg har valgt at betegne dem, bliver i
hans analyser ofte reduceret til produkter af sociale faktorer, mens der sker en nedtoning af de
sproglige manifestationers gensidige påvirkning af det sociale. Herved fjernes en stor del af
opmærksomheden fra den dynamik som eksisterer mellem de sproglige manifestationer, og som
bevirker at den diskursive praksis kan siges at virke tilbage på den sociale. Man risikerer derfor
meget nemt at stå i den situation, som jeg bl.a. har kritiseret begrebet kollektiv erindring for at
bringe sig selv i: at selve kampen om det sproglige udtryk synes afgjort på forhånd, og at de
sproglige manifestationer blot afspejler en hegemonisk relation i den sociale praksis.
Jeg har forsøgt at løse dette problem ved, i modsætning til Faircloughs tendens til
enkelttekstsanalyse 169 , at analysere en stor mængde tekstmateriale fra forskellige kilder – men
centreret omkring det samme spørgsmål: hvordan de bruger fortiden. Jeg har derved kunnet
analysere dynamikken og kampen imellem de sproglige manifestationer, og hvordan de hænger
sammen i en større diskursiv struktur – den diskursive ramme. Herudover har jeg også tilstræbt at
give nogle socio-politiske forklaringer på fortidsdiskursen – dvs. den sociale praksis’ indvirkning på
den diskursive praksis. Spørgsmålet er dog om analysen på noget tidspunkt har kunnet sige noget
om hvorvidt den diskursive praksis har påvirket den sociale praksis, og her må der svares
afkræftende.
Årsagen ligger frem for alt i at specialets problemformulering er formuleret med henblik på
en synkron frem for en diakron undersøgelse. Man kunne derfor arbejde videre på basis af de
168 Jørgensen & Phillips, 1999:101-2
68

esultater som specialet har genereret, og f.eks. se på om den hårde kritik af PP’s forvaltning af
magten senere hen har resulteret i en lovgivning, der forsøger at begrænse regeringens muligheder
for at udnytte de statslige medier til politiske formål. Her vil jeg dog mene at man bør benytte sig af
en teori og metode, der er mere målrettet mod en undersøgelse af forandringer i den sociale praksis,
hvilket jeg ikke mener Faircloughs kritiske diskursanalyse formår, til trods for de gode intentioner.
En sådan teori bør også undersøge hvorvidt en fortidsdiskurs ikke bevirker en forandring i den
sociale praksis. Derigennem kan man nå til en afklaring af om den blotte tilstedeværelse af
fortidsdiskurser overhovedet har nogen større social effekt.
Problematisering af specialets egen teori og metode
Det leder videre til den del af specialets teori og metode, som jeg selv har stået for udformningen af:
de fire centrale begreber fortidsdiskurs, diskursiv ramme, perspektivisk diskurs og kernesymbol,
samt den analysemodel, som begreberne indgår i.
Hvad angår analysemodellen overordent, er der blevet argumenteret for at den er velegnet til
at illustrere en fortidsdiskurs’ indre dynamiske karakter – specielt muligheden for både at kunne
vise konflikt og konsensus på de to laveste niveauer i forhold til hegemonibegrebet, ud fra den
grafiske relation mellem perspektiver og kernesymboler. Den har dog den svaghed at den har svært
ved at illustrere temporalitet – dvs. hvordan en fortidsdiskurs ændrer sig med tiden. Det fremgik, da
den blev afprøvet på den spanske transition, ved at det var svært at påvise hvordan de to
franquismediskurser langsomt mistede kraften i forhold til de øvrige perspektiver i fortidsdiskursen.
Problemet er nært forbundet med den kritik der ovenfor blevet rettet mod Faircloughs begrænsede
fokus på hvordan den diskursive praksis virker tilbage på den sociale, og derigennem skaber
forandring i tidsmæssig forstand. Det er dog ikke decideret afgørende set ud fra specialets
problemformulering, der som omtalt har en synkron karakter. Skal modellen imidlertid bruges i
diakrone analyser, bør dette aspekt undersøges nærmere for at kunne afgøre, hvorvidt den kan
”rumme” denne yderligere dimension eller ej.
Ser man generelt på begrebet fortidsdiskurs og dets fordele og ulemper i en sammenligning
med kollektiv erindring, har jeg allerede opsummeret en række af fordelene. En kritik mod begrebet
kunne være at det i udgangspunktet risikerer at tilsidesætte menneskets historiske bevidsthed som
årsagsforklaring, og reducerer fortidens indflydelse på nutiden til et spørgsmål om fortidsbrug
forårsaget af ideologiske og regionale forskelle. Jeg mener dog at begrebet, sådan som jeg har
defineret det, kan rumme en bred vifte af årsagsforklaringer. Dette synes jeg blandt andet fremgik
ved at jeg også fandt tegn på at det demokratiske værdisystem fra transitionen stadig var aflæselig i
den diskursive praksis i 2000. Det jeg finder positivt ved begrebet, er at det for mig at se ikke
169 Ibid.
69

implicit modarbejder specifikke årsagsforklaringer. Denne tiltro til begrebets muligheder skal ikke
forstås derhen at jeg mener at det ikke kan underkastes kritik. Det har blot været svært at se nogle
specifikke problemer i forbindelse med det konkrete materiale jeg selv har anvendt det på.
Inden for selve den diskursive ramme synes der til gengæld at være flere spørgsmål at tage fat
i, og der skal her diskuteres et par stykker.
Først er der spørgsmålet om hvad der skal inkluderes i den diskursive ramme, og hvad der
skal holdes udenfor: hvornår kan man sige at der er tale om forekomsten af en perspektivisk
diskurs? Et krav, som jeg har forsøgt at holde mig til, er at den udsagnskæde den er formet af, skal
repeteres i et vist omfang, og helst af flere forskellige personer, samt have et rimeligt homogent
udtryk for at kunne tilegne sig prædikatet diskurs. Det er således ikke nok at en lille gruppering af
udtalelser forholder sig til den diskursive rammes kernesymboler. Jeg har f.eks. undladt at inddrage
artikler med referencer til den spanske borgerkrig, fordi de var så fåtallige og så vage at det ikke
gav mening at karakterisere det som en perspektivisk fortidsdiskurs. Det betyder ikke at det
nødvendigvis bør defineres kvantitativt hvor meget en diskurs skal repeteres, og af hvor mange,
men der synes i begrebsdefinitionen at mangle en overordnet retningslinie for hvor en eventuel
grænse må siges at ligge. Dette er også et spørgsmål som er vigtigt at få besvaret angående den
indbyrdes relation mellem de perspektiviske diskurser, fordi overvejelserne omkring hegemoni let
kan ende med at basere sig på meget generelle og skønsmæssige vurderinger. Jeg har dog ikke set
mig i stand til at løse dette problem endeligt. Det samme problem opstår i øvrigt i forbindelse med
kernesymbolerne: hvor meget skal der til før et begreb kan siges at få en symbolsk karakter?
Et andet problem som er opstået i løbet af specialeskrivningens proces, er hvordan man kan
opretholde skellet mellem kernesymbol og perspektivisk diskurs. Man kan f.eks. hævde at den
spanske forfatning lige såvel kan betragtes som en perspektivisk diskurs, som den kan ses som et
kernesymbol, fordi den bruges specifikt af PP og PSOE til at give et partikulært indtryk af hvordan
det spanske demokrati fungerer mest optimalt. For at undgå denne problematik kunne man eventuelt
analysere forholdet mellem forfatning, særlov og selvbestemmelsesret som et særskilt fænomen –
dvs. som en diskursiv struktur, der ligger uden for selve fortidsdiskursen, men som alligevel har en
tæt relation til den. Det synes dog ikke at løse det forhold at begrebsdefinitionen af de to dele i den
diskursive ramme ikke er tegnet skarpt nok op.
Den kritik som er fremlagt i det ovenstående, skal ikke opfattes som den eneste der kan rettes mod
Faircloughs teori eller min udbygning af visse dele af den. En tanke der har strejfet mig
regelmæssigt i forbindelse med specialeskrivningen, er at en afprøvning af specialets teoretiske
fundament og metodiske fremgang på andre problemstillinger, der ser på forholdet mellem fortid og
nutid, med stor sandsynlighed vil afsløre flere problemer. Jeg betragter derfor på ingen måde
70

hverken analysemodel, eller den teori der har ligget til grund for den, som universel eller
færdigudarbejdet. I forhold til specialets egen problemstilling mener jeg dog generelt set at have
argumenteret for og påvist at diskursanalyse, med nogle tilpasninger, med fordel kan anvendes til at
besvare problemstillinger inden for den erindringshistoriske genre.
71

6. Konklusion
I specialets indledning blev problemformuleringen defineret som følger: kan spansk politik anno
2000 siges at være præget af en fortidsdiskurs, og i så fald; i hvilket omfang, hvilke historiske
begivenheder og epoker centrerer den sig omkring, og hvordan bruges den af forskellige politiske
interessegrupper. Indlejret i dette lå spørgsmålet om hvorvidt diskursanalyse egner sig til at
analysere problemstillinger, der traditionelt har været underlagt erindringshistoriske undersøgelser.
Med udgangspunkt i en analyse af en række artikler fra de to spanske aviser El País og El
Mundo, samt den baskiske avis Deia, anvendte specialet Faircloughs kritiske diskursanalyse og
Laclau & Mouffes hegemoni-begreb til at diskutere ovennævnte problemstilling. Denne diskussion
kan opsummeres i følgende betragtninger:
Selv om det kan være problematisk at generalisere på basis af en undersøgelse af artikler fra
ca. tre ugers valgkamp, er der meget der tyder på at spansk politik stadig – næsten 25 år efter
Francos død – var præget af fortiden. Dette kunne aflæses gennem brugen af diskursanalysen, som
påviste eksistensen af en fortidsdiskurs. Det er ikke det samme som at sige at spansk politik
domineredes af fortiden på daværende tidspunkt, men at fortiden kvalitativt set fyldte en del i den
politiske debat, fordi den blev brugt argumentativt i større politiske problemstillinger.
Den overordnede fortidsdiskurs var præget af to perspektiviske fortidsdiskurser, der
henholdsvis centrerede sig om franquisme og ”felipisme”, hvor sidstnævnte prædikat dækkede over
den socialistisk ledede regering under Felipe González fra 1983-1996. Herudover indeholdt
fortidsdiskursen en perspektivisk diskurs uden relation til fortiden – en terrorismediskurs. Denne
blev medtaget fordi den forholdte sig til det samme centrale kernesymbol som de to
fortidsperspektiver – demokratiet – og derfor blev opfattet som en del af fortidsdiskursens samlede
diskursive struktur. Det stod samtidig klart at de tre perspektiviske diskurser under valgkampen blev
brugt af politikerne til at påpege et antidemokratisk sindelag hos politiske modstandere, en tendens
som især El Mundo og El País’ officielle redaktionelle linie bidrog til at tydeliggøre. Franquismen
blev således brugt mod PP, felipismen mod PSOE, mens terrorismediskursen blev brugt mod PNV
og baskisk nationalisme generelt. Samtidig var der en generel tendens hos politikerne til at
understrege deres eget partis prodemokratiske sindelag gennem et demokratisk værdisæt, som der
blev argumenteret for stammede fra den spanske transition. Dette værdisæt bestod, ud over det
centrale kernesymbol demokrati, af centrismo, pluralidad, consenso, convivencia og diálogo. En
yderligere vigtig pointe var at alle partierne syntes at bakke op om demokratiet som styreform, men
at dette centrale kernesymbol var underlagt et indholdsmæssigt tovtrækkeri mellem de baskiske
partier på den ene side og statslige partier på den anden. De baskiske politikere agiterede for retten
til selv at bestemme regionens fremtid – autodeterminación, mens PSOE,og især PP, støttede deres
72

holdning til de baskiske spørgsmål på hvad der blev kaldt en sakralisering af den spanske forfatning
og den baskiske særlov.
Diskussionen af analyseresultaterne mundede ud i den betragtning at fortidsdiskursens
tilstedeværelse ikke alene kunne forklares som et resultat af en demagogisk valgkampsstrategi fra
politikernes side, men også havde andre årsager. Blandt de væsentligste forklaringer var for det
første tolkningen af fortidsdiskursen som et udtryk for en udpræget mistillid politikerne imellem.
Herudover vurderedes konflikten mellem de statslige partier og de moderate baskiske nationalister,
som opstod i kølvandet på Lizarra-aftalens underskrivelse, også at have bidraget til en
udtryksmæssig eskalering af fortidsdiskursen. Konklusionen synes derfor at være at selv om det
spanske demokrati ofte bliver omtalt som et mirakel, så viser en diskursiv undersøgelse af fortidens
indflydelse på spansk politik at miraklet, på et politisk plan, ikke er helt så idyllisk som den omtalte
leder i specialets indledning forsøger at fremstille det.
Hvad angår det teoretiske og metodiske grundlag, så viste Faircloughs kritiske diskursanalyse sig, i
kombination med Laclau & Mouffes hegemonibegreb, og efter en lettere tilpasning, at være
velegnet til at besvare specialets problemformulering. Samtidig formåede begrebet fortidsdiskurs at
løse op for nogle af de problemer der er forbundet med det traditionelle erindringshistoriske begreb
kollektiv erindring. Især hvad angik et samtidigt fokus på både konflikt og konsensus, forekom
fortidsdiskurs at have et bedre forklaringspotentiale end kollektiv erindring.
Det betød ikke at der ikke opstod problemer i forbindelse med brugen af den kritiske
diskursanalyse, og specialets tilpasning af den til undersøgelser af fortidsdiskurser, i besvarelsen af
opgaven, eller at tilgangen ikke kan kritiseres for visse mangler og fejl. Dog synes såvel
teorigrundlaget som metoden, gennem en yderligere bearbejdning og bedre definition af de
begreber der udgør den, at kunne udvikle sig til et ganske nyttigt analyseredskab inden for den
erindringshistoriske genre.
73

Bibliografi
Monografier, tidsskriftsartikler m.m.
Aguila, Rafael del & Montoro, Ricardo: El discurso político de la transición española. Madrid,
1984.
Aguilar, Paloma: “Collective Memory of the Spanish Civil War: The Case of the Political
Amnesty in the Spanish Transition to Democracy”. Democratization. London, 1997. Årg. 1997,
bind 4, s. 88-109.
Aguilar, Paloma: “The Memory of the Civil War in the Transition to Democracy: The pecularity of
the Basque Case”. West European Politics. Chippenham, 1998. Årg. 14, bind 4, s. 5-25.
Aguilar, Paloma: ”Justice, Politics and Memory in the Spanish Transition” i Barahona de Brito,
Alexandra et al.: The Politics of Memory – Transitional Justice in Democratizing Societies.
Oxford University Press, 2001. S. 92-118.
Aguilar, Paloma & Humlebæk, Carsten: ”Collective Memory and National Identity in the
Spanish Democracy: The Legacies of Francoism and the Civil War”. History & Memory. U.s.,
2002. Årg. 14, bind 1-2, s. 121-164.
Aguilar Fernández, Paloma: Memory and amnesia: the role of the Spanish Civil War in the
transition to democracy. Berghan, 2002. (oversat fra spansk af Mark Oakley)
Asociación para la Investigación de Medios de Comunicación: Febrero a noviembre de 2000 –
Resumen general. http://www.aimc.es/02egm/resumegm300.pdf (hentet 09-01-05)
Balcells, Albert: Cataluña Contemporánea II (1930-1936). Madrid, 1974.
Balcells, Albert: El nacionalismo catalan. Madrid, 1991.
Confino, Alon: “Collective Memory and Cultural History: Problems of Method”. American
Historical Review. Washinton, 1997. Årg. 102, bind 5, s. 1396-1403.
Cortázar, Fernando García de & Azcona, José Manuel: El nacionalismo vasco. Madrid, 1991.
Edles, Laura Desfor: Symbol and Ritual in the New Spain: The Transition to democracy after
Franco. Cambridge University Press, 1998.
El Acuerdo de Lizarra-Garazi: Lizarra/Estella, 1998. http://www.lizarra-garazi.org/01texto.htm
(hentet 14-11-04)
El Pacto de Ajuria Enea: Gasteiz/Vitoria, 1988.
http://www.el-mundo.es/eta/docpactoajuriaenea.html (hentet 09-05-05)
Fairclough, Norman: Analysing Discourse: Textual Analysis for Social Research. Routledge,
2003.
Fairclough, Norman: Critical Discourse Analysis:The Critical Study of Language.Longman,
1995a.
Fairclough, Norman: Discourse and Social Change. Polity Press, 1992.
Fairclough, Norman: Language and Power. Longman, 1989.
Fairclough, Norman: Media Discourse. Arnold, 1995b.
Frandsen, Heidi Høy: Grundfortælling og diskurs om den spanske transition. Syddansk
Uninversitet, 2004.
Fusi, Juan Pablo: El País Vasco: pluralismo y nacionalidad. Alianza, 1990. (2. udg.; 1. udg. 1984)
Gedi, Noa & Elam Yigal: “Collective Memory – What is ist?”. History and Memory. U.s., 1996.
Årg. 8, bind 1, s. 30-50.
Guillermo, López García: Comunicación electoral y formación de la opinión pública: las
elecciones generales de 2000 en la prensa española. Universitat de València, 2004.
Iggers, George G.: Historiography in the Twentieth Century. Wesleyan University Press, 1997.
Jáuregui, Fernando & Menéndez, Manuel Angel: Lo que nos queda de Franco – símbolos,
personajes, leyes y costumbres, veinte años después. Ediciones Temas de Hoy, 1995.
Jelin, Elizabeth: Los trabajos de la memoria. Madrid, 2002.
Jørgensen, Marianne W. & Phillips, Louise: Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde
74

universitetsforlag, 1999.
Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal: Hegemony & Socialist Strategy – Towards a Radical
Democratic Politics. Verso, 1993.
Linz, Juan J.: Conflicto en Euskadi. Madrid, 1986.
Lugilde Pardo, Anxo et al.: La gaviota ya vuela sola – Crónica de las elecciones generales del 12-
M. La voz de Galicia, 2000.
Lund, Jørn et al.: Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendal, 2004 (CD-ROM-version)
Ministerio del Interior: Elecciones a Cortes Generales, 2000. Madrid, 2000.
Moral, Félix: Veinticinco años después: la memoria del franquismo y de la transición a la
democracia en los españoles del año 2000. Madrid, 2001.
Morán, Gregorio: El precio de la transición. Barcelona, 1992. 2. udg.
Payne, Stanley G.: Spain’s First Democracy. Wisconsin, 1993.
Payne, Stanley G.: The Franco Regime – 1936-1975. Phoenix Press, 2000.
Pierson, Peter: The History of Spain. Greenwood Press, 1999.
Ramon Resina, Joan (red.): Disremembering the Dictatorship. The Politics of Memory in the
Spanish Tansition to Democracy. Amsterdam, 2000.
Reglá, Juan: Historia de Cataluña. Madrid, 1983 (5. udg., 1. Udg. 1974).
Vilar, Pierre: Historia de España. Barcelona, 1999.
Avisartikler.
ID-nummeret ved de to aviser El País og El Mundo henviser til artiklens filnavn på den vedlagte
CD-ROM. Sidereferencer med ”*” ved Deia henviser til sidetal i avisens almindelige sektion. Ved
referencer uden dette tegn, henviser sidetallet til midtersektionen “cuadernillo central”. Bibliografi
over samtlige artikler der har udgjordt det analytiske tekstkorpus, findes i specialets appendiks.
El País
Almunia, Joaquín – 25-02-00: “Opciones de futuro para todos”. Hentet 22-03-05. (ID007)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000225elpepinac_44&type=Tes&ed=diario
Casquiero, Javier – 08-03-00: ”Aznar reclama al PSOE que precise su actitud frente a ETA y el
radicalismo del PNV”. Hentet 22-03-05. (ID009)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000308elpepinac_8&type=Tes&ed=diario
Casquiero, Javier – 10-03-00: ”Aznar pide el voto ’para convertir a España en cuatro años en el
mejor país de Europa’”. Hentet 26-03-05. (ID033)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000310elpepinac_37&type=Tes&ed=diario
Cifuentes, Pedro – 03-03-00: “Los partidos denuncian a TVE por ‘atentar contra la democracia’”.
Hentet 23-03-05. (ID027)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000303elpepinac_25&type=Tes&ed=diario
Cué, Carlos E. – 03-03-00: “Intelectuales y artistas convocan al voto progresista para quitar el
poder a Aznar”. Hentet 23-03-05. (ID025)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000303elpepinac_1&type=Tes&ed=diario
Cué, Carlos E. – 07-03-00: “Frutos afirma que la derecha se está movilizando como en 1936”.
Hentet 22-03-05. (ID006)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000307elpepinac_9&type=Tes&ed=diario
Díez, Anabel & Cué, Carlos E. – 03-02-00: “PSOE e IU pactan un acuerdo de gobierno”. Hentet
08-06-05. (ID086)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000203elpepinac_9&type=Tes&ed=diario
Díez, Anabel & Cué, Carlos E. – 02-03-00: “PSOE e IU arremeten contra el ‘verticalista’ Cuevas
y afirman que sus críticas les benefician”. Hentet 23-03-05. (ID019)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000302elpepinac_6&type=Tes&ed=diario
75

Díez, Anabel & Mauri, Luis – 01-03-96: ”Felipe González pide en Barcelona la ayuda de la
izquierda para hacer realidad el ‘no pasarán’”. Hentet 02-03-05. (ID002)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=19960301elpepinac_28&type=Tes&ed=diario
Garriga, Josep – 25-02-00: “Pujol abre la campaña comparando la situación en Euskadi con la
cohesión social de Cataluña”. Hentet 26-03-05. (ID039)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000225elpepinac_6&type=Tes&ed=diario
Garriga, Josep – 07-03-00: ”CiU exige la reducción en 400.000 milliones del déficit fiscal catalán
a cambio de su apoyo”. Hentet 22-03-05. (ID005)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000307elpepinac_23&type=Tes&ed=diario
Gorospe, Pedro – 23-02-00: ”ETA asesina en Vitoria al dirigente socialista Fernando Buesa y a su
escolta de la Ertzaintza”. Hentet 24-05-05. (ID089)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000223elpepinac_37&type=Tes&ed=diario
Guenaga, Aitor – 25-02-00: ”El PNV acusa al PP y al Gobierno de organizar la protesta contra
Ibarretxe en el funeral de Buesa”. Hentet 22-03-05. (ID008)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000225elpepinac_3&type=Tes&ed=diario
Hermida, Xosé – 06-03-00: ”Beiras promete hacer que el PP ’desaparezca del mapa’”. Hentet 22-
03-05. (ID003)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000306elpepinac_29&type=Tes&ed=diario
Intxausti, Aurora – 29-02-00: ”El PP quiere fracturar a la sociedad vasca”. Hentet 26-03-05.
(ID077)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000229elpepinac_17&type=Tes&ed=diario
Irujo, José María – 27-02-98: “Roldán, condenado a 28 años de cárcel”. Hentet 21-04-05. (ID087)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=19980227elpepinac_1&type=Tes&ed=diario
Lamo de Espinosa, Emilio – 28-02-00: ”Arzalluz y las dos Euskadis”. Hentet 26-03-05. (ID057)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000228elpepinac_15&type=Tes&ed=diario
Leder – 22-11-00: ”Un buen trabajo”. Hentet 02-03-05. (ID001)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20001122elpepiopi_3&type=Tes&ed=diario
Leder – 02-03-00: ”Incompetencia”. Hentet 26-03-05. (ID056)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000302elpepiopi_4&type=Tes&ed=diario
Leder – 12-03-00: ”Llenar las urnas”. Hentet 23-03-05. (ID011)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000312elpepiopi_1&type=Tes&ed=diario
Martínez, Isabel C. – 26-02-00: „Nacionalistas y no nacionalistas participarán por separado en la
manifestación de Vitoria contra ETA”. Hentet 24-05-05. (ID090)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000226elpepinac_15&type=Tes&ed=diario
Millás, Juan José – 28-02-00: ”El giro copernicano”. Hentet 23-03-05. (ID013)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000228elpepinac_7&type=Tes&ed=diario
Pérez Royo, Javier – 10-03-00: ”¿Rehacer el consenso antiterrorista?“. Hentet 26-03-05. (ID063)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000310elpepinac_16&type=Tes&ed=diario
Rivas, Javier – 06-03-00: “Si el partido socialista ganase sería mucho mejor para todos”. Hentet
23-03-05. (ID028)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000306elpepinac_47&type=Tes&ed=diario
Tobarra, Sebastián – 01-03-00: “Almunia discute con Cuevas al defender un Tribunal de la
Competencia más independiente”. Hentet 26-03-05. (ID048)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000301elpepinac_7&type=Tes&ed=diario
Uden forfatter – 06-03-00: “Ibarretxe condiciona el diálogo con Aznar a que salga de su
‘inmovilismo ciego’”. Hentet 27-03-05. (ID082)
http://www.elpais.es/solotexto/articulo.html?xref=20000306elpepinac_32&type=Tes&ed=diario
El Mundo
Burgos, Antonio – 28-02-00: “El okupa”. Hentet 14-04-05. (ID129)
76

http://www.elmundo.es/2000/02/28/opinion/28N0003.html
Garea, Fernando – 27-02-00: “González e Ibarra rompen el discurso de Almunia al criticar la
política contra ETA”. Hentet 14-04-05. (ID120)
http://www.elmundo.es/2000/02/27/espana/27N0075.html
Garea, Fernando – 28-02-00: “PSOE e IU, contra la ’revolución fiscal’ de Aznar”. Hentet 14-04-
05. (ID107)
http://www.elmundo.es/2000/02/28/espana/28N0094.html
Garea, Fernando & Gorostidi, Iñaki – 08-03-00: “’Hay un reparto de papeles entre el PNV y
ETA’”. Hentet 02-05-05. (ID164)
http://www.elmundo.es/2000/03/08/espana/08N0046.html
Gorostidi, Iñaki – 11-03-00: ”Arzalluz detecta en el Gobierno ’signos de neofranquismo’”. Hentet
14-04-05. (ID113)
http://www.elmundo.es/2000/03/11/espana/11N0059.html
Gurruchaga, Carmen – 27-02-00: “Aznar descalifica el pacto de gobierno del PSOE en Baleares”.
Hentet 14-04-05. (ID121)
http://www.elmundo.es/2000/02/27/espana/27N0129.html
Gurruchaga, Carmen – 02-03-00: ”Aznar pide 4 años más para que no vuelvan el paro y la
corrupción”. Hentet 14-04-05. (ID124)
http://www.elmundo.es/2000/03/02/espana/02N0036.html
Gurruchaga, Carmen – 05-03-00: “Aznar promete que no pactará con el PNV si continúa en
Estella”. Hentet 02-05-05. (ID167)
http://www.elmundo.es/2000/03/05/espana/05N0067.html
Gurruchaga, Carmen – 06-03-00: “Aznar critica al PSOE por tratar con demagogia asuntos
importantes de Estado”. Hentet 02-05-05. (ID173)
http://www.elmundo.es/2000/03/06/espana/06N0063.html
Inda, Eduardo – 02-03-00: ”Frutos compara el exabrupto de Cuevas ante Almunia con el de
Tejero el 23-F”. Hentet 14-04-05. (ID104)
http://www.elmundo.es/2000/03/02/espana/02N0040.html
Jiménez Losantos, Federico – 28-02-00: “Voluntarios”. Hentet 30-04-05. (ID155)
http://www.elmundo.es/2000/02/28/opinion/28N0001.html
Jiménez Losantos, Federico – 29-02-00: ”Ruleta rusa”. Hentet 14-04-05. (ID131)
http://www.elmundo.es/2000/02/29/opinion/29N0025.html
Leder – 26-02-00: ”Vitoria: más allá de los lemas”. Hentet 13-05-05. (ID193)
http://www.elmundo.es/2000/02/26/opinion/26N0019.html
Leder – 11-03-00: “Una elección sin drama: una continuidad conveniente”. Hentet 14-04-05.
(ID139)
http://www.elmundo.es/2000/03/11/opinion/11N0017.html
Leder – 12-03-00: “El siglo XX se cierra en España con democracia”. Hentet 02-05-05. (ID182)
http://www.elmundo.es/2000/03/12/opinion/12N0022.html
Lobo, José Luis – 02-03-00: ”Almunia califica al presidente de la CEOE de ’viejo verticalista’”.
Hentet 14-04-05. (ID102)
http://www.elmundo.es/2000/03/02/espana/02N0035.html
Lobo, José Luis – 06-03-00: “Almunia exigirá un impuesto a las empresas privatizadas por Aznar”.
Hentet 14-04-05. (ID108)
http://www.elmundo.es/2000/03/06/espana/06N0070.html
Lobo, José Luis - 08-03-00: “El PSOE promete una subida de pensiones menor a la del PP”. Hentet
02-05-05. (ID165)
http://www.elmundo.es/2000/03/08/espana/08N0033.html
Manchon, Manel – 27-02-00: “Trias: Las ’stock options’ prueban que el PP es ’de derechas’”.
Hentet 30-04-05. (ID148)
http://www.elmundo.es/2000/02/27/espana/27N0133.html
Ramírez, Pedro J. - 05-03-00: “De cómo mirar a las ballenas”. Hentet 14-04-05. (ID138)
77

http://www.elmundo.es/2000/03/05/opinion/05N0013.html
Ramírez, Pedro J. et al. – 27-02-00: ”Entrevista con José María Aznar”. Hentet 14-04-05. (ID117)
http://www.elmundo.es/2000/02/27/espana/27N0082.html
Sangenis, María Josep – 26-02-00: “Pujol recuerda al líder del PSOE el dinero de Roldán”. Hentet
14-04-05. (ID118)
http://www.elmundo.es/2000/02/26/espana/26N0126.html
U.f. – 05-03-00: „Pujol cree que el CIS maquiló los resultados”. Hentet 30-04-05. (ID143)
http://www.elmundo.es/2000/03/05/espana/05N0082.html
Deia
Atxutegi, Iñaki – 01-03-00, side 19*: ”Aguantado el chaparrón”.
Basurto, José – 08-03-00, side 5: “No quieren abordar el problema vasco”.
Buján, Laura – 29-02-00, side 4: “’Para Aznar y Mayor Oreja, hoy po hoy, el enemigo a batir ya
no es ETA sino el PNV’”.
Buján, Laura – 04-03-00, side 4: “La clave de todos los ataques que sufre el PNV está en que el
Gobierno español nos tiene miedo”.
Buján, Laura – 05-03-00, side 8: ”El PNV se ha movido para romper sólo con todo lo que no es el
entorno de ETA”.
Buján, Laura – 09-03-00, side 8: “Almunia pide al PNV ‘un comprmiso con el Estatuto’ previo a
cualquier posible pacto”.
Dávila, Cirilo – 07-03-00, side 12: “La campaña electoral seguirá en los tribunales”.
Dávila, Cirilo – 11-03-00, side 2: ”Arzalluz le dice a Aznar que ’ un presidente de Gobierno que no
dialoga no vale para gobernar’”.
García de Bikuña, N. – 28-02-00, side 4: ”Arzalluz afirma que EH no se presenta porque no
hubiera mantenido sus resultados tras el atentado”.
García de Bikuña, N. – 03-03-00, side 23*: “Arnaldo Otegi enmarca la detención de Olarra dentro
del ‘programa electoral del PP’”.
Lapitz, Xabier – 26-02-00, side 5: “Españoles sí, racismo no”.
Lapitz, Xabier – 03-03-00, side 11: ”A la derecha de Fraga”.
Leder – 25-02-00, side 18*: “La manipulación emocional”.
Leder – 28-02-00, side 14*: ”La lección del Lehendakari”.
U.f. – 29-02-00, side 5: ”El ’Guernica’ simboliza las deudas del Estado, dice EA”.
U.f. – 02-03-00, side 10: ”Lasagabaster solicita ’cordura’ a los partidos y que ’se deje decidir a los
vascos’”
U.f. – 04-03-00, side 10: “Begoña Errazti afirma que ‘ni ETA, ni los otros’ impedirán el camino
hacia la libertad”.
U.f. – 09-03-00, side 9: “Aznar dice que la ‘lluvia de balas’ no alterá el rumbo de la sociedad
española”
Ugarriza, Raquel – 27-02-00, side 6: ”Egibar dice que la división en dos bloques refleja la
‘pluralidad de esta sociedad’”.
Ugarriza, Raquel – 01-03-00, side 4: ”Otxoa de Eribe dice que ’toda la extrema derecha está en el
PP’”.
Ugarriza, Raquel – 08-03-00, side 12: ”EH está en una estructura dictatorial”.
78

Resumen del texto
Título: Discurso del pasado en la política española – Las Elecciones Generales del 2000
La tesina pone en tela de juicio el cuento del ”milagro español” – la casi maravillosa metamorfosis
de España durante la transición – proceso histórico consistente en el cambio desde un régimen
autoritario y franquista gobernado por Francisco Franco Bahamonde a una sociedad moderna y
democrática, que ha cortado con un pasado de guerra civil, opresión y otros recuerdos traumáticos.
Suponiendo que la democracia española se ha consolidado institucionalmente, se pregunta si eso se
refleja en un plano lingüístico también, o si el pasado se puede apreciar todavía en el lenguaje de los
políticos de la España de hoy.
Después de una evaluación crítica del concepto memoria colectiva con el que habitualmente
se analizan planteamientos de esta índole, se propone como alternativa abordar el asunto a base del
Análisis Crítico del Discurso de Norman Fairclough. A través de la elaboración y definición de un
nuevo concepto – discurso del pasado – se investiga en qué medida la política española, en el año
de 2000, está influida por tal discurso, cuáles son las épocas y los acontecimientos históricos de
enfoque y cómo se utiliza el discurso por los diversos grupos políticos de la sociedad.
El estudio tiene como ámbito de investigación la campaña electoral de las Elecciones
Generales del 2000 al parlamento español. Basado en un corpus de casi 300 artículos de dos diarios
madrileños, El País y El Mundo, y un diario vasco, Deia, el análisis está dividido en tres partes. La
primera analiza cómo se articula el discurso del pasado entre los políticos de los partidos estatales,
entre los cuales se destacan el Partido Popular y el Partido Socialista Obrero Español. En la segunda
se examina la articulación del discurso entre los políticos de partidos estatales y políticos de
partidos vascos, sobre todo del Partido Nacionalista Vasco. Teniendo en cuenta la influencia que
tienen los medios de comunicación en la vida política, la tercera parte enfoca el papel de los diarios
y estudia la intensidad de su aportación al discurso.
El discurso del pasado se comprende como una estructura discursiva compleja. Está
compuesto por tres discursos particulares con valor negativo: uno franquista, uno felipista –
concepto que se emplea para juzgar el mandato del socialista Felipe González como Presidente del
Gobierno de 1983 a 1996 – y un discurso terrorista que no tiene vinculación con el pasado en sí
mismo pero que, aun así, está integrado en la estructura global del discurso del pasado. Estos tres
discursos particulares son utilizados por los políticos, y en cierta medida están respaldados por los
diarios, para descalificar al adversario político y para vincularlo con una mentalidad
antidemocrática.
El centro de la estructura discursiva está formado por un núcleo de símbolos con valor
positivo que constituye un campo de pugna para los políticos. El símbolo primario es la democracia,
79

mientras que los demás comprenden un grupo de valores democráticos que provienen de la época
de la transición. Puede percibirse así como una pugna por una mentalidad democrática.
Aunque los resultados del análisis puedan interpretarse como pura estrategia demagógica y
electoral, la tesina percibe tal interpretación como una falta de matización. Se llega a la conclusión
de que la existencia del discurso del pasado se debe a un abanico de causas, entre las que se
destacan un alto grado de desconfianza entre los políticos y una discordancia grave entre los
partidos estatales y vascos en cuanto a la estructura estatal. De ninguna manera se infiere de esto
que la democracia española esté en peligro, pero se subraya la observación que la democracia, al
menos en un plano político, no se presenta tan armoniosa como el cuento del milagro lo quisiera.
80