Én gang roer - altid roer - Risskov Roklub

Oplevelser
En kanin tænker tilbage
af Helle Pia Sørensen
Mange gange har jeg siddet ved Vosnæs
pynt og kigget ud over vandet. Pludselig
hører man i det fjerne en stille lyd: ”klik
klik - klik klik” og lytter man godt efter,
kan man høre hyggesnak og ind imellem
lidt smågrinen. Ganske sagte glider der
så en robåd forbi med fem mennesker,
der ser veltilfredse ud med højt humør
og røde kinder.
Det vil jeg også, har jeg tit tænkt, og da en
kollega så fortalte historier fra sit liv som
roer, blev jeg enig med mig selv om, at nu
skulle det være.
Som sagt så gjort. Jeg meldte mig ind
i roklubben og ventede nu spændt på, at det
skulle blive den 30. april, så jeg kunne sætte
mig i båden for første gang.
Dagen oprandt og med stor spænding
kørte jeg til Risskov. Hvem ville jeg møde?
Hvem skulle instruere? Hvor mange kaniner
var vi? Og hvordan blev jeg modtaget?
Jeg vil med det samme sige, at jeg mødte de
sødeste mennesker og følte mig straks velkommen.
Hvem ville ikke gøre det, hvis de
mødte ind til kaffe og morgenmad og hygge
i klublokalet og vejret oven i købet viste sig
fra den pæne side.
Det viste sig, at vi var fire kaniner, og
hurtigt blev vi fordelt i to både med hver sin
instruktør. Spændingen blev udløst, og pludselig
fandt jeg mig selv siddende i en robåd
i det skønneste vejr med roligt vand og skoven
som kulisse. Både jeg og min medkanin
syntes, det var helt fantastisk. Lige præcis
som jeg havde drømt om og forestillet mig.
Helt stille var det. Den eneste lyd var det
lille ”klik” fra åren, når vi trak os stille frem i
vandet.
Efter en times tid ytrede instruktøren
pludselig mange forskellige, og for mig ganske
nye, kommandoer. ”Det med at bytte
plads i båden, det venter vi lige lidt med”.
Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere
og kroppen sitre en lille smule.
Hvad var det lige, han sagde? Bytte
plads i båden - jamen altså, vi er jo ude på
vandet! Hvad havde jeg dog meldt mig til?
Var det nu også rigtigt gjort?
- 9 -
Mange tanker fløj gennem mit hoved, mens
vi roede stille ind til broen, kom i land og gik
i klubhuset og spiste en dejlig frokost, som
kaninmor havde lavet til os.
At bytte plads i båden blev der ikke
talt mere om og efter frokost var vi ude med
en anden instruktør. ”Godt”, tænkte jeg lige
så stille, ”hun taler ikke om at bytte plads”.
Men vil I tænke jer: Efter en lille halv
time begyndte hun også! Nå, jamen så måtte
jeg jo prøve det også, jeg skulle jo helst
ikke fremstå som en kylling (jeg var jo trods
alt kanin), men helt tryg ved det, var jeg ved
gud ikke. Jeg prøvede flere metoder, og til
sidst fik jeg da også flyttet plads.
Jeg vil dog sige, at gennem den første
tid som kanin var det mit store problem. Jeg
var ikke bange for at vælte, men jeg var en
klovn, for at sige det rent ud, til det flytteri.
Lige indtil en dag, hvor jeg kom ud at ro med
en gammel, altså ud i roning, garvet roer og
min instruktør. Da blev jeg kostet rundt i båden
og fik nogle nye fif, der pludselig gjorde
det hele meget lettere. Elegant bliver jeg nok
aldrig til at hoppe rundt i båden, men jeg får
flyttet plads og det er vel det vigtigste.
Jeg er nu friroet og har været på nogle
dejlige ture, der helt har levet op til mine
forventninger om det at være roer. Jeg har
været på kaninlangtur til Ugelbølle strand,
jeg har været på tur til Moesgård strand,
hvor vi så ”Sculptures by the Sea”, jeg har
været på tur med overnatning i Odder Roklub
ved Saxild strand og mange andre dejlige
ture både med og uden madpakke. Det
gennemgående ved alle turene har været
godt selskab og hygge i båden.
Det er en vidunderlig måde at få rørt
kroppen på, og jeg er sikker på, at der venter
mange gode oplevelser i robåden fremover,
og at roning vil være en stor del af mit liv i
mange år frem.
Tak til jer alle for at gøre min kanintid til den
bedste tid.