Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
diføt⋅<strong>nyt</strong><br />
Arthur C. Clarke:<br />
udfordrer videnskaben<br />
KOLD FUSION lever:<br />
Rapport fra den<br />
7. internationale<br />
konference i Canada<br />
Hans Nieper død<br />
Essay om Ord og Virkelighed<br />
Stirlingmotoren slår igennem<br />
Bog<strong>nyt</strong>:<br />
spændende titler<br />
NR. 54.3 / JANUAR 1999 KR. 25,-<br />
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK
2<br />
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK<br />
er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse<br />
om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med<br />
naturen og dens metoder, at ud<strong>nyt</strong>te dens energier på bedst<br />
mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer<br />
og at reducere allerede forekommende indgreb i<br />
økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets<br />
vilkår forbedres.<br />
www.<strong>difoet</strong>.<strong>dk</strong><br />
Foreningens bestyrelse<br />
Anders Heerfordt - Formand<br />
Agerkær 17, 2., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05<br />
Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar<br />
Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14<br />
Mogens Larsen - Kasserer<br />
Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre<br />
Christian Heerup<br />
Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd<br />
Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds<br />
Agertoften 27, 2750 Ballerup<br />
Jan Koed - Redaktør<br />
Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C<br />
Allan Göttsche - Suppleant<br />
Boholmsvej 7, 3250 Gilleleje<br />
DIFØT Århus<br />
Ib Bang - Formand<br />
Joh. P. Sørensensvej 12, Tebstrup, 8660 Skanderborg<br />
Girokonto<br />
939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk<br />
Medlemskab<br />
Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages<br />
som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte<br />
1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent:<br />
250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr.<br />
Forsiden<br />
Selv om den etablerede videnskab<br />
har afskrevet kold<br />
fusion som værende et udslag<br />
af vidtløftige forskeres<br />
fri fantasi, udføres der<br />
seriøs forskning blandt<br />
hundredevis af videnskabsmænd<br />
verden over.<br />
Billedet viser et »klassisk«<br />
forsøg, hvor damp frigives<br />
fra en hvidglødende wolfram-katode.<br />
Konstruktion:<br />
Ohmori-Mizuno.<br />
16. årgang nr. 54.3, jan. 1999<br />
Redaktør: Jan Koed<br />
Redaktionens adresse<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong><br />
Carl Bernhards Vej 15, st.tv.<br />
1817 Frederiksberg C<br />
tel/fax 33 22 37 28<br />
email: jan-koed@inet.uni2.<strong>dk</strong><br />
Udgivelse<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> udgives af Dansk<br />
Institut for Økologisk Teknik<br />
og udsendes til foreningens<br />
medlemmer.<br />
Hvor ikke andre er nævnt, er<br />
udenlandske manuskripter<br />
oversat af redaktøren.<br />
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.<br />
Bladet u<strong>dk</strong>ommer med fire<br />
numre om året.<br />
Oplag: 300 eksemplarer<br />
Tryk: Vester Kopi, København<br />
ISSN 0900-1816<br />
Indhold<br />
Arthur C. Clarke<br />
udfordrer videnskaben 3<br />
Rapport fra ICCF-7<br />
Michael McKubres<br />
5<br />
afsluttende bemærkninger<br />
Ved dr.med.<br />
7<br />
Hans A. Niepers død<br />
Bevis for alternativ<br />
10<br />
teori om tyngdekraft 12<br />
Ordenes virkelighed 14<br />
Kort<strong>nyt</strong><br />
Gennembrud for<br />
19<br />
stirlingmotoren 22<br />
Bog<strong>nyt</strong> 24<br />
Forenings<strong>nyt</strong> 31
Essay:<br />
Arthur C. Clarke udfordrer videnskaben<br />
Af Eugene Mallove<br />
»Videnskabsmænd der forsker i ‘kold fusion’<br />
behøver ikke at henvende sig«. Ja,<br />
siderne i det amerikanske tidsskrift Science<br />
er lukket land for dem. Science, der<br />
udgives af den amerikanske forening til<br />
fremme af naturvidenskaben, har en fast<br />
regel (uskreven, men demonstreret i<br />
praksis mange gange), der går ud på at<br />
afvise en hvilken som helst artikel om<br />
kold fusion, der indeholder beviser for<br />
teoriens gyldighed. I juni 1990 offentliggjorde<br />
Science en artikel af journalisten<br />
Gary Taubes, der var en direkte fornærmelse<br />
af forskergruppen ved Texas A&M<br />
University. Artiklen mere end antydede,<br />
at tritium på bedragerisk vis var blevet<br />
tilført de elektrokemiske kold-fusionsceller<br />
af kolleger til den fremtrædende<br />
professor i kemi, John O’M. Bockris. Disse<br />
beskyldninger var grundløse og blev<br />
gendrevet, men de blev trykt og aldrig<br />
trukket tilbage af Science – eller af Taubes.<br />
Den negative holdning har ikke kunnet<br />
standse Sir Arthur C. Clarke, der siden<br />
1992 har været seriøst optaget af striden<br />
om den kolde fusion. Han var i stand<br />
til at trænge igennem barrieren hos Science.<br />
Clarke er så anerkendt blandt de fleste<br />
videnskabsmænd, at Science ikke vovede<br />
at forhindre ham i at fremsige sin<br />
mening om kold fusion, da bladet inviterede<br />
ham til at deltage i sin serie af Essays<br />
on Science and Society.<br />
Det første essay i serien i Science den 5.<br />
juni 1998 er Clarkes velskrevne »Præsidenter,<br />
eksperter og asteroider«. I den<br />
vidtfavnende artikel gør Clarke sin stil-<br />
Sir Arthur Clarke, dimitteret fra ‘King’s College’,<br />
London, er forfatter til talrige arbejder om videnskab<br />
og ‘science fiction’, herunder hans velkendte<br />
samarbejde med Stanley Kubrick om filmen<br />
‘2001: A Space Odyssey’. Han er nu rektor for<br />
‘International Space University’ og rektor for universitetet<br />
i Moratuwa, Sri Lanka, hvor han har<br />
boet i 30 år. Han er den anerkendte ophavsmand<br />
til ideen om geosynkrone kommunikationssatellitter,<br />
der har forenet verden – næsten.<br />
ling meget klar. Han kalder høfligt behandlingen<br />
af den kolde fusion for »måske<br />
en af de største skandaler i videnskabens<br />
historie«. Underforstået kritiserer<br />
han den velkendte negative indstilling<br />
til kold fusion hos Science. Det bliver<br />
interessant at se, om selveste Sir Arthur<br />
vil være i stand til at fremtvinge en ændret<br />
opfattelse af kold fusion hos Science.<br />
Clarke indleder sit essay med: »Gennem<br />
mere end et århundrede har naturvidenskaben<br />
og dens følgesvend teknologien<br />
været hoveddrivkræfterne i skabelsen<br />
af vores verden. De bestemmer<br />
karakteren af de fremtider, der er muli-<br />
3
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
ge. Menneskelig klogskab må afgøre,<br />
hvilken af dem, der er ønskværdig. Det<br />
er virkeligt oprørende så få af vore politikere,<br />
der har nogen videnskabelig eller<br />
teknisk baggrund.« (Amen!)<br />
Efter at have diskuteret forskellige temaer<br />
– over eksperternes fejltagelser<br />
(»Lord Kelvins proklamation, at røntgenstråler<br />
nødvendigvis må være en<br />
skrøne, og Ernest Rutherfords endnu<br />
mere berømte afvisning af atomenergien<br />
som ‘måneskin’«) til hvad der kan gøres<br />
ved truslen fra asteroide-nedslag – når<br />
Clarke frem til det utænkelige, støtte til<br />
den kolde fusion:<br />
»Endnu mere kontroversiel end truslen<br />
fra asteroide-nedslag er hvad jeg vil<br />
kalde en af de måske største skandaler i<br />
videnskabens historie, krumspringene<br />
omkring den kolde fusion. Som næsten<br />
alle andre blev jeg overrasket, da Pons og<br />
Fleischmann bekendtgjorde, at de havde<br />
opnået fusion i laboratoriet; og overraskelse<br />
forvandledes til skuffelse, da jeg<br />
erfarede, at de fleste af dem der forsøgte<br />
at bekræfte disse resultater var ude af<br />
stand til at reproducere dem. I første omgang<br />
undrede jeg mig over, hvordan to<br />
videnskabsmænd i verdensklasse kunne<br />
gå så galt i byen. Senere glemte jeg det<br />
hele i et års tid, indtil flere og flere beretninger<br />
dukkede op – fra mange lande –<br />
om unormal energiproduktion i forskellige<br />
apparater (nogle af dem havde tilsyneladende<br />
intet at gøre med fusion).<br />
Da jeg er enig i Carl Sagans princip, at<br />
‘ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære<br />
beviser’ (udtalt i forbindelse<br />
med UFO’er og gæster fra rummet), forblev<br />
jeg interesseret, men skeptisk.<br />
Nu er jeg næsten sikker på, at der produceres<br />
energi af adskillige apparater,<br />
hvoraf nogle er til salg med en tilbagebe-<br />
4<br />
talingsgaranti, og andre er dækket af patenter.<br />
Litteraturen om emnet er enorm,<br />
og min tro på at ‘ny energi’ er virkelighed<br />
er langsomt øget fra et procenttal i<br />
90’erne til nu 99%. Et medlem af Royal Society,<br />
også skeptiker til at begynde med,<br />
skriver: ‘Der er nu stærke beviser på kernereaktioner<br />
i fortættet stof ved lav temperatur.’<br />
Problemet er, tilføjer han, at<br />
‘der ikke er et teoretisk grundlag for disse<br />
påstande, eller snarere at der er alt for<br />
mange modstridende teorier.<br />
Men husk så på, at dampmaskinen<br />
eksisterede i lang tid, før Carnot kom<br />
med den eksakte forklaring på virkemåden.<br />
Udfordringen nu er at iagttage,<br />
hvilket af de konkurrerende apparater,<br />
der er det mest pålidelige. Mit bud er, at<br />
anvendelsen af teknologien i stor, industriel<br />
skala vil begynde omkring århundredskiftet<br />
– hvor man da vil kunne forestille<br />
sig afslutningen på den fossile<br />
atomalder, hvilket vil overflødiggøre bekymringerne<br />
om den globale opvarmning<br />
samtidig med at de olie- og kulforbrændende<br />
systemer udfases…<br />
Til slut endnu en af mine usikre forudsigelser:<br />
Pons og Fleischmann vil blive<br />
de eneste videnskabsmænd nogensinde,<br />
der vil vinde Nobelprisen og samtidig<br />
blive betragtet som ignoranter.«<br />
Denne artikel blev bragt i Infinite Energy 20,<br />
juni/juli 1998. Originaltitlen er Sir Arthur C.<br />
Clarke Challenges the Scientific Community<br />
with Provocative Essay in ‘Science’. Eugene<br />
Mallove er redaktør af Infinite Energy, det førende<br />
tidsskrift inden for kold fusion og andre alternative<br />
energiformer.
Kold fusion:<br />
Rapport fra ICCF-7<br />
Stephen Kaplan fra Oregon i USA deltog i den ‘syvende internationale<br />
konference om kold fusion’, ICCF-7, der blev afholdt i Canada i 1998. Selv<br />
kalder han sig lægmand. Her er hans førstehåndsindtryk af konferencen.<br />
Af Stephen Kaplan<br />
For på nærmeste hold at få mere at vide<br />
om den nye energirevolution deltog jeg i<br />
Seventh International Conference on Cold<br />
Fusion, som blev afholdt i Vancouver,<br />
British Columbia i dagene 19.-24. april<br />
1998. Mere end 200 videnskabsfolk fra<br />
hele verden, der beskæftiger sig med<br />
kold fusion, delte de spændende opdagelser<br />
af »afvigende overskudsvarme«<br />
og »afvigende nukleare transformationer«<br />
med hinanden. De demonstrerede<br />
endnu engang, at på trods af de mange<br />
dødsdomme, der er afsagt af en bred<br />
kreds af videnskabsmænd og videnskabsjournalister,<br />
så er dette forskningsområde<br />
særdeles aktivt og spændende.<br />
De fleste videnskabsmænd kom fra USA,<br />
men der var også store delegationer fra<br />
Japan, Italien, Rusland og Kina.<br />
For det første må jeg indrømme, at jeg<br />
til tider var lidt mere end almindeligt forvirret<br />
under konferencen. Jeg er hverken<br />
fysiker, kemiker eller ingeniør, men ligger<br />
nok alligevel lidt over gennemsnittet<br />
med hensyn til naturvidenskabelig dannelse.<br />
Hvis man lærer gennem osmose,<br />
så blev jeg faktisk mere fortrolig med<br />
området og dets succeser, vanskeligheder<br />
og perspektiver ved blot at være til<br />
stede blandt så mange fremragende videnskabsmænd.<br />
Efter nogen tid var jeg<br />
endog i stand til at fatte essensen af de videnskabelige<br />
eksperimenter, der var stil-<br />
let frem til alles beskuelse og undersøgelse<br />
i et rum ved siden af selve konferencesalen.<br />
Jeg har måske ikke forstået, hvordan<br />
man nåede frem til visse resultater,<br />
men jeg opfattede hurtigt den overordnede<br />
konklusion af de udstillede forsøg.<br />
Og jeg stillede en masse spørgsmål,<br />
hvoraf jeg faktisk forstod de fleste af<br />
svarene.<br />
Energiministeriet og størstedelen af<br />
det videnskabelige establishment har udråbt<br />
den kolde fusion til at være en død<br />
sild eller det rene sludder. Derfor var de<br />
tilstedeværende med denne holdning<br />
kun ude på at nedgøre og/eller chikanere<br />
forelæserne – sådan opfattede jeg det i<br />
hvert fald. En af disse kritikere, dr. Douglas<br />
Morrison, fortalte mig, at han kun<br />
kommer til disse konferencer, fordi han<br />
elsker at iagttage »patologisk videnskab«.<br />
Mig forekom det, at han på en<br />
langt mere givende måde kunne studere<br />
dette fænomen ved at iagttage sin egen<br />
opførsel i et spejl.<br />
Det gjorde et stort indtryk på mig at<br />
tale med regeringsansatte videnskabsmænd,<br />
som fortsætter med at arbejde<br />
med kold fusion på trods af manglende<br />
støtte fra deres afdelinger eller kontorer.<br />
Det drejer sig bl.a. om dr. Tom Claytor fra<br />
Los Alamos National Laboratory, hvis eksperimenter<br />
med lav-energi-kernereaktioner<br />
har ført til dannelsen af tritium, og<br />
dr. Mel Miles, en forsker ved den amerikanske<br />
flådes China Lake anlæg. Hans<br />
5
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
eksperimenter med kold fusion vurderes<br />
meget højt. Men da flåden ikke mere<br />
finansierer forskning i kold fusion, tog<br />
han orlov for at fortsætte sit arbejde i Japan.<br />
Dr. David Nagel, leder af divisionen<br />
for forskning i fortættet stof og stråling<br />
ved Naval Research Laboratory, deltog for<br />
egen regning på grund af hans overbevisning<br />
om betydningen af dette forskningsområde.<br />
Hans seneste artikel, The<br />
Status of »Cold Fusion«, er en omfattende<br />
teknisk gennemgang af området, og han<br />
anbefaler, at der tilføres forskningen<br />
flere midler, så man bliver i stand til at besvare<br />
et antal uløste spørgsmål fyldestgørende.<br />
Jeg forlod konferencen mere end nogensinde<br />
overbevist om, at dette forskningsområde<br />
er på vej mod en forståelse<br />
af både de teoretiske og praktiske aspekter<br />
af lavenergi-kerneprocesser, der en<br />
dag vil føre frem til skabelsen af praktisk<br />
anvendelige, ikke-forurenende og særdeles<br />
økonomiske apparater til frembringelse<br />
af energi. Den dag kan komme<br />
meget snart, fordi en af videnskabsmændene<br />
ved konferencen, dr. Les Case, fortalte<br />
om en af ham opfundet proces, der<br />
er yderst effektiv til at frembringe overskudsvarme<br />
og som tilmed er let at reproducere<br />
(dvs. hver gang den startes,<br />
producerer den den samme mængde<br />
energi). Ifølge Gene Mallove er denne<br />
proces et eksempel på det, alle har været<br />
på u<strong>dk</strong>ik efter. Han er meget begejstret<br />
over resultatet af en test, han foretog af<br />
Cases proces den 30. april 1998. Resultatet<br />
indikerer, at 1) den frembringer overskudsenergi,<br />
2) den kan udvikles til at<br />
være selvkørende og 3) den giver forventninger<br />
om at kunne skaleres op til at<br />
producere store mængder energi. (Forsøges<br />
omtales i næste diføt ⋅ <strong>nyt</strong> – red.).<br />
6<br />
Et andet af konferencens højdepunkter<br />
var for mig de oplysninger, dr. Mallove<br />
kom med om et andet af ham undersøgt<br />
apparat, der giver overskud af energi.<br />
Under betegnelsen Kinetic Furnace (kinetisk<br />
ovn) fungerer den på grundlag af<br />
en ultralydfremkaldt »kavitationsproces«<br />
og er meget tæt på en kommerciel<br />
anvendelse. Den er opfundet og patenteret<br />
af Eugene Perkins og Ralph E. Pope<br />
fra Kinetic Systems, Inc. fra Cumming, Georgia,<br />
og den producerer stabil overskudsvarme<br />
i kilowatt-klassen. Den er<br />
bekræftet ved neutrale forsøg af mindst<br />
to industriforetagender og af mindst tre<br />
uafhængige ingeniørfirmaer, der er specialister<br />
i at måle ydelsen af systemer til<br />
opvarmning og luftkøling. Dr. Mallove<br />
og andre medlemmer af personalet hos<br />
Infinite Energy har bekræftet overskudsvarmen<br />
i en foreløbig afprøvning<br />
på åstedet. Yderligere undersøgelser<br />
med anvendelsen af højteknologisk måleudstyr<br />
vil blive foretaget i nær fremtid.<br />
Alt i alt forlod jeg Vancouver med en<br />
optimistisk opfattelse af den kolde fusion<br />
og andre nye energiteknologier. Det<br />
vigtige er nu at få samlet de nødvendige<br />
investeringsmidler til at få sat øget fart i<br />
udviklingen af nye energiteknologier og<br />
få dem ud på markedet.<br />
Alle som ønsker at vide mere om investeringsmulighederne<br />
kan komme i kontakt<br />
med mig på tel 503-297-2424 eller<br />
email kap808@europa.com.<br />
Rapporten er gengivet fra Infinite Energy 19,<br />
1998.
Michael McKubres<br />
afsluttende bemærkninger<br />
Refereret af Jed Rothwell<br />
Det passer mig udmærket at stå på dette<br />
podie og ligne en politiker. Min stolthed<br />
forhindrer mig ikke i at bede om penge til<br />
kold fusion – at kræve penge til kold fusion.<br />
Min gennemgang vil ikke fokusere<br />
så meget på en præcis, videnskabelig<br />
evaluering, men snarere være en vurdering<br />
af det jeg har hørt i ugens løb. Jeg<br />
fornemmer en vis polarisering i øjeblikket.<br />
Hvis I forestiller jer et spektrum, der<br />
spænder fra grundforskning på den ene<br />
side til teknisk udvikling på den anden,<br />
har tiden med den kolde fusion – på den<br />
måde jeg har haft tilk<strong>nyt</strong>ning til den –<br />
været koncentreret på midten. Folk har<br />
forsøgt at fremstille små demonstrationsmodeller<br />
for på den måde at tiltrække<br />
teknologisk udvikling i stor skala. Så<br />
forsøg med at producere overskudsvarme<br />
i en mængde, der var værd at tale om,<br />
har været den dominerende tendens.<br />
Men ikke på denne konference.<br />
Jeg ser en polarisering mellem grupper,<br />
der udfører grundlæggende arbejde<br />
– for en stor del koncentreret om materialer<br />
– og grupper der forsøger at bryde<br />
igennem med en hurtig teknologisk udvikling,<br />
typisk af firmaer som ENECO,<br />
CETI og Blacklight Power. På en vis måde<br />
er denne polarisering en fordel. Det er<br />
selvfølgelig godt, i og med de to grupper<br />
fortsætter med at komme til de samme<br />
konferencer, så de gensidigt kan befrugte<br />
hinanden… måske ikke den mest udsøgte<br />
måde at udtrykke det på!<br />
Med hensyn til materialeaspektet ser<br />
jeg nogle overordentligt positive signa-<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
ler fra den kolde fusion. Mødet onsdag<br />
morgen, som jeg var så heldig at være leder<br />
af sammen med Francesco Scaramuzzi,<br />
begyndte med Celani og sluttede<br />
med De Ninno. Det var måske det bedst<br />
funderede møde ved en konference om<br />
kold fusion, jeg nogensinde har deltaget<br />
i, og jeg har været med ved samtlige konferencer<br />
og har deltaget i de fleste møder.<br />
Jeg var meget imponeret af den vedvarende<br />
høje kvalitet af de fremlagte<br />
rapporter: eksperimenternes logiske opbygning,<br />
overvejelserne, strukturen og<br />
de opnåede resultater.<br />
Der var en gang, hvor vi, der tilrettelagde<br />
og organiserede konferencerne,<br />
lagde de mindst interessante afhandlinger<br />
ud til materialemøderne. Folk der talte<br />
om materialer var i virkeligheden de<br />
folk, der forsøgte at skabe eksperimenter<br />
med overskudsvarme, men som ikke<br />
havde haft succes med at opnå resultater.<br />
Derfor talte de om materialer. Jeg har<br />
selv gjort det. Nu drejer de vigtigste møder<br />
sig om materialer. Folk har indset, at<br />
det er dér problemerne ligger, og de vender<br />
nu deres opmærksomhed og intellektuelle<br />
formåen henimod at løse disse<br />
problemer. For mig at se er det et meget<br />
stort fremskridt. I denne sammenhæng<br />
var jeg meget imponeret af – og det har<br />
jeg været gennem nogen tid – tyngden<br />
bag det italienske bidrag til området, og<br />
det forekommer mig yderst passende, at<br />
ICCF-8 skal afholdes i Italien.<br />
Med hensyn til den anden polaritet –<br />
den ingeniørmæssige udvikling – kan<br />
man vel først og fremmest sige, at det viser<br />
der er penge til rådighed. Der er optimisme.<br />
Og jeg håber også det betyder, at<br />
der er demonstrationsmodeller på vej.<br />
Det er altså godt nok.<br />
På nogle områder er denne polari-<br />
7
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
sering dårlig – eller uheldig. Det betyder,<br />
at materialespørgsmålet ikke er blevet<br />
løst, så vi derfor er tvunget til at arbejde<br />
med det. Vi har arbejdet på det gennem 9<br />
år. Det har taget nogen tid, tror jeg, at<br />
indse – eller at blive enige om – at der<br />
eksisterer en afgørende materialefremkaldt<br />
ikke-reproducerbarhed i systemet.<br />
Og det har ærgret mig, fordi jeg har sagt<br />
det i flere år. Endelig er verden efter al<br />
sandsynlighed kommet til en anden opfattelse,<br />
nemlig at det faktisk er tilfældet,<br />
og nu investeres der megen energi i det.<br />
Men problemerne stikker dybt. Problemerne<br />
med palladium, problemerne<br />
med den elektroniske kobling er i sandhed<br />
dybtgående, og for øjeblikket ser jeg<br />
ikke tegn på, at der sættes tilstrækkelige<br />
ressourcer ind på at løse disse problemer<br />
på kort sigt. Som jeg derfor startede med<br />
at sige: giv penge til kold fusion.<br />
Jeg tror, at polariseringen måske er<br />
uheldig på en anden måde: uden fundamental<br />
viden som vejleder i den teknologiske<br />
udviklingsproces, står det mig ikke<br />
klart, hvordan demonstrationsmodellen<br />
– maskinen, den varmeproducerende,<br />
der ud<strong>nyt</strong>ter dette fænomen – i øjeblikket<br />
vil kunne fremstilles inden for rammerne<br />
af de økonomiske midler, der stilles<br />
til rådighed, og med den forhåndenværende<br />
tålmodighed. Men som helhed<br />
er jeg tilfreds med balancen, sigtet og<br />
med holdningen.<br />
Noget jeg for første gang noterede<br />
mig ved denne konference er den betydelige<br />
deltagelse af folk, der er yngre end<br />
mig. Det er det afgørende, hvis dette forskningsområde<br />
skal overleve. Efterhånden<br />
som gennemsnitsalderen øges for<br />
hver ICCF, fordi fremskridtene ikke sker<br />
så hurtigt som de burde, ender det med<br />
vi dør før vi forstår fænomenet. Vore kri-<br />
8<br />
tikere vil gå af med sejren, ikke fordi de<br />
har ret, men fordi vi ikke længere vil<br />
være i stand til at stå op og tale i en mikrofon.<br />
Med hensyn til at få unge mennesker<br />
til at deltage i konferencen vil jeg<br />
rette en stor tak til professor Takahashi.<br />
Professor Dash arbejder sammen med<br />
unge mennesker. Jeg ser et overraskende<br />
stort og meget glædeligt antal deltagere<br />
af unge canadiere. Jeg anede ikke, at canadierne<br />
vidste noget som helst om kold<br />
fusion. Når det er sagt, mener jeg, at der<br />
stadig er mulighed for at lære noget af de<br />
gråhårede på dette område. Efter min<br />
mening blev to af de bedste artikler ved<br />
denne konference præsenteret af Ed<br />
Storms og Martin Fleischmann, som ikke<br />
hører til de yngste blandt os. De siger noget,<br />
vi er nødt til at lytte til. Der kan stadig<br />
ydes bidrag af de folk, der skabte og definerede<br />
dette forskningsområde.<br />
Efter min mening var den bedste rapport<br />
om varme – og måske den bedste<br />
rapport overhovedet ved denne konference<br />
– den som blev præsenteret af<br />
Mitch Swartz. Jeg har ikke været den<br />
største… det er ikke et det rigtige ord…<br />
jeg har ikke troet så meget på eksperimenterne<br />
med nikkel og letvand. Jeg har<br />
ikke selv været i stand til at udføre eksperimenterne<br />
med held, og jeg har altid<br />
følt, at kvaliteten af de kalorimetriske observationer<br />
i nikkel-letvandsstudierne<br />
har været lavere end kvaliteten af de kalorimetriske<br />
observationer i palladiumdeuterium-systemerne.<br />
Det er åbenbart<br />
et forhastet og fordomsfuldt synspunkt.<br />
Men MitchSwartz fremlagde et meget<br />
klart kalorimetrisk bevis, hvilket så sandelig<br />
vil få mig til at revidere min tro og<br />
min forståelse af nikkel-letvandssystemet<br />
og dets evne til at frembringe<br />
unormale varmemængder.
Endnu en afhandling vil jeg gerne<br />
nævne, fordi den kom som en overraskelse<br />
for mig både med hensyn til resultat<br />
og indfaldsvinkel. Det var Les Case,<br />
der havde be<strong>nyt</strong>tet deuterium i en standar<strong>dk</strong>atalysator<br />
med palladium på kul<br />
og havde observeret en konstant varmeudvikling.<br />
Før i tiden ville folk, der<br />
havde opnået sådanne resultater, ikke<br />
have fortalt dig, hvad de havde gjort. De<br />
ville have antydet, at de havde gjort det,<br />
og at de kendte svaret, og når du så<br />
spurgte dem, hvad de havde gjort, sagde<br />
de: »Det kan jeg ikke fortælle dig« – på<br />
grund af forhold omkring ophavsret eller<br />
drømme om en Nobelpris. Det har<br />
hidtil været en af de største hæmsko for<br />
udviklingen af kold fusion. Og jeg var<br />
meget imponeret af det som dr. Case<br />
havde gjort, og det at han var rede til at<br />
tale om det frit og detaljeret for at få<br />
vores kommentarer, samarbejde med os<br />
og demonstrere sine ideer. Der er jo en<br />
mulighed for, at målingerne er behæftede<br />
med fejl: så stil forsøget op, undersøg<br />
det, lad os samarbejde og diskutere resultatet.<br />
Der er en samarbejdets ånd blandt<br />
folk, der arbejder med kold fusion. Jeg<br />
har ikke brugt så megen tid, som jeg måske<br />
burde have gjort, på at forberede disse<br />
bemærkninger, fordi jeg betragter jer<br />
alle som venner. Og når man taler til venner,<br />
gør det ikke så meget hvad man siger,<br />
folk synes det lyder godt nok. Når<br />
man taler til sine fjender, er det lige meget<br />
hvad man siger, så vil det alligevel<br />
blive betragtet som noget vrøvl. En af de<br />
stærke sider ved vores fællesskab er den<br />
varme og venskabelige indstilling vi er<br />
omgivet af. Jeg har store forhåbninger til,<br />
at vi vil få heldet med os. Hvis man skulle<br />
formulere et projekt, en idé, hvis eneste<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
formål skulle være at bringe folk fra forskellige<br />
nationer til at samarbejde – skulle<br />
bringe folk fra forskellige forskningsgrene<br />
til at samarbejde, få dem til at lytte<br />
til hinanden og tale sammen, ville man<br />
ikke kunne finde noget bedre projekt<br />
end kold fusion. Måske har Fleischmann<br />
vidst det hele tiden blot for at sætte os i<br />
sving med at udvikle en elektrokemisk<br />
kerneproces af samme kaliber som projektet<br />
med at placere et menneske på månen…<br />
Endelig vil jeg gerne fremhæve, at<br />
Fred Jaeger og det lokale organisationsudvalg<br />
har gjort en stor indsats for at<br />
gennemføre denne konference. Jeg kender<br />
ikke Freds motto, The Best Ever, men<br />
organiseringen af konferencen var den<br />
bedste nogensinde. Jeg forventer, at vi<br />
vil opleve stadig bedre organiserede<br />
konferencer. Forhåbentlig vil The Best So<br />
Far være en mere nøjagtig beskrivelse.<br />
Derfor vil jeg bede om jeres helhjertede<br />
støtte til Francesco Scaramuzzi og hans<br />
organisering af ICCF-8 i Europa. Gå ud<br />
og bliv mange! Tak.<br />
Rapporten er gengivet fra Infinite Energy 20,<br />
1998.<br />
Som en mand der har viet hele sit liv til<br />
den mest klarhjernede videnskab, studiet<br />
af stoffet, kan jeg sige jer så meget<br />
om resultatet af min forskning i atomet:<br />
Der findes intet stof som sådan! Alt stof<br />
udspringer af og eksisterer kun i kraft af<br />
en kraft, der får atomets partikler til at vibrere<br />
og holder sammen på atomets<br />
minimale solsystem. Da der ikke eksisterer<br />
nogen anden, ydre kraft i universet,<br />
må vi antage, at der bag denne kraft<br />
eksisterer en bevidst og intelligent Hjerne.<br />
Denne hjerne er den grundlæggende<br />
støbeform for alt stof.<br />
Max Planck<br />
9
Nekrolog:<br />
Ved dr.med. Hans A. Niepers død<br />
Hans Nieper fotograferet i Stockholm, sept.<br />
1994, hvor han deltog i kongressen ‘Den nye<br />
Energi’, refereret i diføt <strong>nyt</strong> 37. Foto: Jan Koed<br />
Den 23. maj 1998 kunne dr. Hans Nieper<br />
fejre sin 70 års fødselsdag. Tre dage efter<br />
sin sidste offentlige fremtræden ved seminaret<br />
»Nye fremskridt i Teknik og Videnskab«<br />
døde han af sin anden blodprop<br />
i hjertet den 21. oktober 1998. For<br />
alle hans venner verden over er det et<br />
hårdt slag.<br />
Hans Nieper fødtes i 1928 som barn af<br />
et lægedynasti. Begge hans forældre var<br />
læger, hans oldefar var grundlæggeren<br />
af sygehuset i Ilten ved Hannover, hans<br />
bedstefar en kendt kirurg i Goslar. Dr.<br />
Nieper var beskæftiget som specialist<br />
ved Silbersee hospital og havde derudover<br />
en stor praksis. Han modtog patienter<br />
fra alle kontinenter og var anerkendt<br />
som en af de betydeligste læger inden for<br />
10<br />
kræftsygdomme, dissemineret sklerose<br />
og forebyggelse af blodpropper i hjertet.<br />
Sin studietid tilbragte han i Mainz,<br />
Freiburg og Neuenburg i årene 1946-52.<br />
Doktorgraden tog han med højeste udmærkelse<br />
i Hamburg i 1953 med opklaringen<br />
af den såkaldte boeckske syge<br />
som værende en autoimmunsygdom.<br />
Dengang blev et sådant sygdomsprincip<br />
anset for at være hjernespind. Når det i<br />
dag er et anerkendt faktum, er det delvis<br />
dr. Niepers fortjeneste.<br />
Efter et par år som klinisk og praktiserende<br />
læge, fortrinsvis i Hannover, var<br />
han i årene 1955-56 beskæftiget ved prof.<br />
Druckreys kræftforskningslaboratorium<br />
i Freiburg, som han igen forlod med bevidstheden<br />
om, at kræftbehandlingen<br />
(med giftige kræfthæmmende midler)<br />
dengang som i dag i det store og hele var<br />
på vildspor. Efter yderligere hospitalspraksis<br />
i Hameln var han i 2 år ansat ved<br />
Paul-Ehrlich-instituttet i Frankfurt. I<br />
denne periode kom dr. Nieper med ideer<br />
til eller udviklede i samarbejde med kemikeren<br />
dr. Franz Köhler en serie af nye,<br />
medicinske stoffer, herunder aspartat og<br />
senere det såkaldte orotat, der bidrog til<br />
dr. Niepers verdensomspændende ry.<br />
Sommeren 1960 tilbragte dr. Nieper i<br />
Sloan-Kettering-kræftforskningsinstituttet<br />
i New York med afstikkere til medicinalfirmaerne<br />
Lederle og Abott. Efter<br />
erfaringerne med sygdomsforløbet hos<br />
den kræftramte politiker John Foster<br />
Dulles blev der for første gang foretaget<br />
en undersøgelse af kroppens eget forsvar<br />
mod kræft.<br />
I slutningen af 1960 kom dr. Nieper til
Sine sidste ord udtalte han<br />
stille om natten kl. 2 til sin hustru:<br />
»Væk Daniel, ring efter<br />
ambulancen.«<br />
Kort efter var han død.<br />
Dr. Hans A. Nieper fra<br />
Hannover, en af de berømteste<br />
kræftlæger i verden. Han<br />
døde 70 år gammel af sin anden<br />
blodprop i hjertet.<br />
***<br />
Blandt dr. Niepers patienter<br />
var der mange verdensstjerner,<br />
adelige, politikere: Anthony<br />
Quinn, John Wayne,<br />
Yul Brynner, William Holden,<br />
prinsesse Caroline af Monaco.<br />
Han behandlede den<br />
syge ekspræsident Ronald<br />
Reagan. Nancy Sinatra<br />
sværmede for denne store,<br />
tyske læge: »Han er et utro-<br />
Aschaffenburg, i den navnkundige kardiolog<br />
prof. K. J. Blumbergers laboratorium,<br />
hvor han blev til 1964. I denne<br />
periode fandt indførelsen af kalium- og<br />
magnesiumaspartat i hjertebehandlingen<br />
sted, og man opdagede, at de såkaldte<br />
EAP salte beskytter cellemembranerne<br />
mod angreb fra immunlegemerne. Dr.<br />
Nieper blev anerkendt som at være ophavsmanden<br />
til det eneste middel, der<br />
på verdensplan officielt er udnævnt som<br />
værende et middel mod dissemineret<br />
sklerose.<br />
I begyndelsen af 1964 begyndte han<br />
sin praksis i Hannover. På baggrund af<br />
sin mangeårige forskning i ugiftige metoder<br />
til langtidskræftbehandling stille-<br />
Hjerteslag – society-lægen og<br />
kræftspecialisten dr. Nieper død<br />
ligt menneske, en anerkendt<br />
videnskabsmand, en fantastisk<br />
læge.«<br />
For dem alle var dr. Nieper<br />
næsten en mirakelmager,<br />
hans »Paracelsus-klinik ved<br />
Silbersee« et mekka for begrundet<br />
håb.<br />
Kræftlægen udviklede<br />
særlige diæter, egen kræftmedicin<br />
som fx ananasekstrakten<br />
»Anavit«.<br />
En af hans vigtigste læresætninger:<br />
»Kræft skal ikke<br />
behandles som en lokal sygdom.<br />
Kræft handler om hele<br />
kroppen, derfor skal man<br />
styrke hele kroppen.«<br />
Han var medstifter af Det<br />
tyske selskab for Onkologi<br />
(kræftforskning) – næste<br />
weekend skulle han modtage<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
en udmærkelse for sit livsværk.<br />
Men belastningen fra hans<br />
utrættelige kamp mod kræften<br />
gjorde hans hjerte sygt.<br />
»I de sidste 10 dage havde<br />
han problemer, men han ville<br />
ikke behandles længere.<br />
Han fortsatte i stedet med sin<br />
praksis, passede sine patienter,<br />
tog til en kongres i<br />
Zürich«, fortæller hans hustru<br />
Helga, gift med ham i 23<br />
år.<br />
Sammen med sønnen Daniel<br />
(21) steg hun ind i ambulancen<br />
– i døden trykkede<br />
hun blidt sin mands hånd.<br />
24.10.98<br />
de han op som kronvidne for magtfulde,<br />
amerikanske borgerretsbevægelser, der<br />
opponerede mod den »ortodokse« medicin<br />
og statslige regulativer.<br />
I 1971 indførte dr. Nieper betakaroten<br />
rutinemæssigt i den forebyggende<br />
kræftbehandling – i første omgang latterliggjort,<br />
men nu anerkendt i den videnskabelige<br />
verden som en af de mest<br />
effektive beskyttelsesforanstaltninger.<br />
1973-74 definerede dr. Nieper kroppens<br />
eget forsvar mod kræft som ikke »immun«,<br />
men »gen-reparativ«, hvad de<br />
indviede senere betragtede som værende<br />
den mest lovende vej til fremtidens<br />
kræftbehandling. Derfor opnåede han<br />
en status som »Promi-Arzt« – lægen for<br />
11
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
de »kendte« – så at den tyske avis Bild<br />
skrev en artikel om ham i anledning af<br />
hans død.<br />
Allerede i 1946 beskæftigede dr. Nieper<br />
sig kritisk med aspekter inden for fysikken.<br />
I 1953 udviklede han sin såkaldte<br />
afskærmningsteori i forbindelse med<br />
virkningerne af tyngdekraften, og han<br />
han genindførte den af Einstein »afskaffede«<br />
æter. I 1970 var han i stand til med<br />
støtte fra amerikanske videnskabsmænd<br />
at videreudvikle sine ideer om tyngdekraften.<br />
I 1972 foreslog dr. Ernst Stuhlinger fra<br />
NASA i et brev til Nieper at forklare afskærmningsfænomenet<br />
ved gjælp af det<br />
af G. Feinberg i 1966 postulerede »tachyonfelt«.<br />
I 1977 u<strong>dk</strong>astede dr. Nieper<br />
sammen med fysikerne dr. A. Alexander<br />
og prof. Dah Chen teorien om tachyonfeltets<br />
såkaldte perisolare pudefelt. Med<br />
denne teori som udgangspunkt forekommer<br />
det sandsynligt, at man fra dette<br />
tachyonfelt kan udvinde ubegrænsede<br />
mængder energi.<br />
Dr. Nieper var initiativtager og leder<br />
Af Albert Hauser<br />
Engang i DIFØT’s barndom, ca. 1984, læste<br />
jeg den nu afdøde dr. Hans Niepers<br />
bog, Revolution in Technik, Medizin, Gesellschaft.<br />
Dette, den tidligere formand for<br />
den tyske forening DVS’, hovedværk<br />
findes i vores bibliotek som »standardlitteratur«<br />
og indeholder blandt meget andet<br />
også hans ideer om tyngdekraft.<br />
Allerede tidligere var jeg faldet over<br />
en lille folder skrevet af Arne Gabs, Tøn-<br />
12<br />
af energitekniske kongresser, der tog sin<br />
begyndelse med det første arrangement<br />
den 27.-28. november 1980 i Hannover.<br />
Kongresserne tjente først og fremmest til<br />
at informere om og diskutere de praktiske<br />
muligheder for at omdanne tyngdefeltsenergien<br />
til elektrisk energi for dermed<br />
at kunne præsentere alternativer til<br />
atomenergien. Der var en stemning af<br />
opbrud, og der blev da også fremvist apparater,<br />
der skulle fungere med »fri energi«,<br />
men meget af det var endnu ikke<br />
færdigudviklet.<br />
I april 1981 blev Den tyske forening<br />
for Tyngdefeltsenergi (Deutsche Vereinigung<br />
für Schwerkraft-Feld-Energie, DVS)<br />
grundlagt med dr. Nieper i formandsstolen.<br />
Han blev på posten til den<br />
22. november 1997 og blev da afløst af<br />
prof. dr. Josef Gruber og derefter udnævnt<br />
til foreningens ærespræsident.<br />
Nekrologen er et redigeret sammendrag fra<br />
NET-Journal 11/12, nov./dec.1998.<br />
Bevis for alternativ teori om tyngdekraft<br />
der, og det besynderlige var, at Gabs’<br />
skrift stort set udtrykte de samme tanker<br />
som Nieper! Det nye i begge beskrivelser<br />
forklarede, at tyngde ikke som vi lærte i<br />
skolen var en tiltrækning mellem stofferne,<br />
men at den tværtimod var et tryk ude<br />
fra rummet, der pressede tingene mod<br />
hinanden!<br />
Jeg forsøgte nu at informere begge<br />
parter om, at der i nabolandet sad en person,<br />
der uafhængig af den anden havde<br />
fostret den samme tanke. Siden hen duk-
kede der flere lignende teorier op, såsom<br />
fra svejtseren Oliver Crane (Ludwig Sigrist),<br />
fra tysk-russeren dr. Oesterle, fra<br />
prof. Meyl, Tyskland osv.<br />
Jeg havde forlængst tilsluttet mig teorien,<br />
fordi den gamle officielle forklaring<br />
om, at jorden tiltrækker alting,<br />
forekom mig ulogisk, al den stund at jordens<br />
magnetiske poler ikke trækker mere<br />
i os (end resten af overfladen), og vi selv<br />
og mange andre ting ikke er magnetiske i<br />
almen forstand.<br />
Ved at læse i raum&zeit numrene<br />
91-93 faldt jeg over en interessant beskrivelse<br />
af tyskeren Eduard Krausz’ arbejder,<br />
der foruden teorien indeholder nogle<br />
forsøg, der bekræfter hans forestillinger.<br />
Læseren har sikkert allerede gættet,<br />
at dipl.-ing. E. Krausz’ forskning stort set<br />
dækker sig med ovennævnte ideer, og<br />
pudsigt nok nævner han sin afdøde samarbejdspartner<br />
ing. Hans Jäckel, som jeg<br />
havde læst om allerede i raum&zeit 65/93 .<br />
Jäckel kunne føle den stående gravitationsbølge<br />
på samme måde, som han<br />
kunne føle vandårer, og jeg fandt hans<br />
evne så interessant, at jeg i april ‘97 skrev<br />
et langt brev til ham, hvor jeg bl.a. spurgte<br />
om, hvad han mente om RQM ideerne.<br />
Jeg havde ikke hans adresse og måtte<br />
poste brevet via raum&zeit forlaget. Desværre<br />
fik jeg intet svar, og først om efteråret<br />
læste jeg tilfældigt i raum&zeit, at<br />
Jäckel, der var højt til års, netop var afgået<br />
ved døden om foråret.<br />
Hvorfor jeg på artiklen i ‘93 først reagerede<br />
i ‘97 må skyldes den omstændighed,<br />
at vi alle bombarderes dagligt med<br />
information, hvorved noget af det væsentlige<br />
desværre drukner i papirflommen.<br />
Ved sortering i biblioteket må jeg så<br />
senere været faldet aver Jäckels artikel.<br />
Jeg har nu skrevet et brev til Eduard<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Krausz og vedlagt det gamle brev til<br />
Jäckel samt min gamle artikel om Gabs i<br />
DVS meddelelsen 24, 1990 (en tysk oversættelse<br />
af min tale i Tønder 1990, se diføt<br />
⋅ <strong>nyt</strong> 20) og en kopi af RQM patentet.<br />
Jeg beskrev også min »primitive« afprøvning<br />
af det berømte finske Tampere-forsøg,<br />
hvor russeren dr. Eugene<br />
Po<strong>dk</strong>letnov ved afprøvningen af roterende,<br />
superledende skiver tilfældigt<br />
opdagede en tyngdeforstyrrelse af emner<br />
over skiven. Opdagelsen skabte en<br />
del røre, idet Po<strong>dk</strong>letnov kunne måle<br />
vægtreduktioner mellem 0,5% og 4% (se<br />
også diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 50), men universitetets<br />
ledelse i Tampere fik ham mobbet væk,<br />
og et USA institut tog imod ham med<br />
kyshånd. Siden er NASA, som også kan<br />
ses i diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 50, begyndt at interessere<br />
sig for denne opdagelse.<br />
Men nu har altså Eduard Krausz lavet<br />
et efter hans teori planlagt forsøg, der giver<br />
en vægtreduktion på foreløbig<br />
0,55%, men fordi han ved hvad han laver,<br />
vil procenten sikkert snart blive forbedret.<br />
Ifølge beskrivelsen i raum&zeit<br />
roterer han en titancylinder omkring et<br />
blylod på 728 g. Rotationen er på 85.000<br />
o/min og på tilhørende foto kan jeg se, at<br />
han anvender en trykluftdrevet turbine.<br />
I mit brev til ham spurgte jeg både til<br />
hans forklaring af det finske forsøg og<br />
forhørte mig om, hvorfor han anvender<br />
titan. Jeg beskrev også en idé, som Hans<br />
Lehner, direktøren for RQM, gerne vil<br />
have mig til at afprøve.<br />
Så med lidt held får jeg måske snart<br />
nogle tips om, hvordan vi i DIFØT kan<br />
lave nogle tyngdekraftforsøg.<br />
13
Essay:<br />
Ordenes virkelighed<br />
Af Ernst Rasmussen<br />
I årene 1963/64 rejste jeg – bogstavelig<br />
talt – på kryds og tværs gennem USA.<br />
Mit officielle job var, som pianist for et<br />
hold Flensted-Jensen gymnaster, at passe<br />
mit klaver til de mange opvisninger<br />
der kunne finde sted under de mest<br />
usædvanlige omstændigheder. Dog<br />
mest under meget betryggende forhold<br />
på de store kendte, amerikanske universiteter.<br />
Jeg var, i kraft af min særlige stilling,<br />
begunstiget med megen fritid og i<br />
disse perioder var min opmærksomhed<br />
rettet mod ganske andre ting end det<br />
musikalsk/gymnastiske.<br />
Sidste del af turen var henlagt til den i<br />
mange henseender særligt spændende<br />
stat Californien. Spændende især for en<br />
vordende okkultist. Hele området er jo,<br />
som mange ved, et sandt Eldorado for<br />
esoteriske bevægelser og mystiske fænomener<br />
– det meste, naturligvis, hjemmehørende<br />
under den mere kulørte afdeling,<br />
men også i visse tilfælde – som det<br />
jeg her skal komme ind på – som noget<br />
der nok fortjener en mere seriøs opmærksomhed.<br />
Jeg vil nu, i min erindring, bevæge<br />
mig mere end 30 år tilbage i tiden – til en<br />
sen aftenstund i auditoriet på University<br />
of San Diego i det sydlige Californien. Vi<br />
havde netop et par timer forinden optrådt<br />
med vores populære show og kunne<br />
nu enten slappe af eller se frem til,<br />
som vanligt var, at vores altid meget venlige<br />
værtsfolk havde lagt hovederne i<br />
blød for at vi også skulle få en uforglemmelig<br />
aften på netop dette sted.<br />
14<br />
Navnet kommer fra naturen.<br />
Proklos<br />
Og her kan jeg tilføje: i dette tilfælde<br />
lykkedes det virkelig. Man havde fundet<br />
på at invitere os sammen med et lille forskerteam<br />
der arbejdede med en undersøgelse<br />
af den oprindelige befolknings<br />
særlige sprog- og kommunikationsformer.<br />
Disse unge amerikanere fortalte nu<br />
med stor begejstring om, hvorledes det<br />
dels gennem direkte mundtlig overlevering,<br />
dels gennem studiet af gamle<br />
indianer-dokumenter var lykkedes dem<br />
at komme på sporet af en særlig kommunikationsmetode<br />
som de nu arbejdede<br />
på at gøre forståelig på moderne engelsk.<br />
Umiddelbart kunne det synes en umulig<br />
opgave at ville forklare lydmæsssige og<br />
sproglige kvaliteter som for længst måtte<br />
være gået tabt vha. vor tids sprog der<br />
ikke længere besad disse kvaliteter.<br />
På dette tidspunkt kunne jeg da også<br />
kun, med en blanding af undren og<br />
skepsis, lytte til hvad der her blev fortalt.<br />
I dag hvor jeg, på en måde, selv befinder<br />
mig i en noget lignende situation ser jeg<br />
noget anderledes på sagen. Og netop<br />
dette vil jeg gerne forsøge at gøre rede<br />
for i denne artikel. Men lad mig igen vende<br />
tilbage til den situation som satte det<br />
hele i gang.<br />
Dem der kender Carlos Catanedas<br />
meget læste og omdiskuterede »Don<br />
Juan-bøger« (der i øvrigt, i deres konkrete<br />
handlingsforløb, netop foregik i det<br />
område vi her befandt os i!) vil have et<br />
meget godt billede af mine oplevelser<br />
denne aften. Jeg blev på den mest nærgående<br />
måde – således som det også sker i<br />
bøgerne – konfronteret med det helt centrale<br />
og samtidig mystiske spørgsmål:
»Hvad er virkeligheden – i virkeligheden?!«<br />
Don Juan (den gamle mexicanske<br />
indianer der er hovedpersonen i Castanedas<br />
bog) påstår at »vi« – dvs. stort set<br />
hele den moderne verdens såkaldte »civiliserede«<br />
befolkning – snakker os væk<br />
fra den egentlige virkelighed i kraft af<br />
den måde vi taler på.<br />
Don Juan har heller ikke meget tilovers<br />
for vores skriftsprogs muligheder<br />
for at fastholde noget væsentligt. Egentlig<br />
mener han ikke at noget, i sin strengeste<br />
betydning, skal »fastholdes« i form af<br />
historie eller lign. Alt skal, som livet selv,<br />
have lov at flyde videre i en konstant<br />
skiftende strøm. Castaneda (som er antropolog)<br />
har derimod den holdning, at<br />
han vil forsøge at fastholde – også disse<br />
originale tanker – vha. sine skriftlige notater!<br />
Denne umulige situation er egentlig<br />
hele problematikken i en nøddeskal.<br />
Det er nu ikke fordi Don Juan gir indtryk<br />
af at være en særlig tavs person. Men<br />
spørgsmålet er: Hvordan skal vi nogensinde<br />
nå til en forståelse af det metasprog<br />
han betjener sig af vha. vort eget sprog?<br />
Jeg må her indføje endnu et tilbageblik<br />
på den sene aftenstund i auditoriet.<br />
En fra gruppen fortalte om hvordan<br />
de store høvdingemøder i sin tid var<br />
foregået. Han sammenlignede dem med<br />
et nutidigt møde i FN og sagde: Medens<br />
man i dag må kæmpe sig igennem uendelige<br />
rækker af argumentationer og<br />
misforståelser, der kan tage flere dage at<br />
komme igennem, så havde det engang<br />
været ganske anderledes. De store høvdingemøder<br />
havde sjældent en varighed<br />
af mere end 20 min. Det kunne ses af beskrivelserne<br />
hvorledes tingene var foregået,<br />
og man kunne forestille sig det omtrent<br />
således: En af deltagerne rejste sig<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
op og sagde noget ganske kort (måske<br />
2-3 min.). Så var der en længere tavshed<br />
(måske 10-15 min). Der kunne så (evt.)<br />
være en anden som kom med nogle få<br />
bemærkninger – og mødet var slut. Problemerne<br />
løst til alles tilfredshed!<br />
Hvad skete der nu egentlig her? Disse<br />
gamle naturfolk besad tilsyneladende<br />
evnen til at komme langt tættere på hinanden,<br />
og naturen, end vi er i stand til at<br />
gøre det i dag. Opstod der alligevel, af en<br />
eller anden grund, nogle disharmoniske<br />
forhold så krævedes der kun ganske få<br />
præcise bemærkninger til at genoprette<br />
harmonien. En anden af forskerne fortalte<br />
nu om tegnsprogets betydning og sagde<br />
til sidst: I de mundtlige overleveringer<br />
havde man sagt, at man i de helt<br />
gamle tider blot havde talt til sandet – og<br />
der dannede sig så figurer i det!<br />
Rejsen var snart slut. Vi skulle atter<br />
hjem til Danmark – og der skulle nu gå<br />
næsten 20 år inden jeg, i min bevidste<br />
hukommelse, vendte tilbage til denne<br />
usædvanlige oplevelse.<br />
Oplevelsen i San Diego var faktisk så<br />
væsentlig at jeg nu kunne betragte den<br />
som den vigtigste kim til det arbejde jeg<br />
nu var i gang med. Som højskolelærer<br />
var jeg på daværende tidspunkt dybt engageret<br />
i at udforme et omfattende og<br />
velegnet pædagogisk materiale der netop<br />
sigtede mod samme mål som forskerne<br />
i San Diego – at beskrive en sikker metode<br />
til at gøre det usynlige (eller »skjulte«)<br />
synligt vha. passende begrebsdannelser.<br />
Det skulle nu vise sig at jeg fik god<br />
brug for dette materiale i de i alt 18 år,<br />
hvor den vigtigste del af mit højskolearbejde<br />
bestod i undervisning i klassisk okkultisme.<br />
Når jeg blev nød til at anvende<br />
det belastede ord »okkultisme« (der net-<br />
15
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
op på en helt særlig måde henviser til<br />
»det skjulte«), så var det fordi jeg allerede<br />
dengang forstod at »ordene har en virkelighed«<br />
som man ikke uforskyldt kan<br />
løbe fra (ved at kalde den givne ting eller<br />
det givne fænomen for noget andet end<br />
det det er). Naturligvis måtte jeg så – som<br />
så mange før mig – kæmpe for at gøre det<br />
klart at netop dette ord, der i sin grundbetydning<br />
henviste til noget spirituelt og<br />
erkendelsesmæssigt, ikke samtidig kunne<br />
være en betegnelse for sort magi som<br />
man forsøgte at holde skjult, men derimod<br />
en erkendelsesvej der – i modsætning<br />
til alm. filosofi – angik oversanselige<br />
fænomener som jo, ifølge sagens natur,<br />
er skjulte.<br />
At hele dette vældige skatkammer af<br />
dyb indsigt, som er af den største betydning<br />
for vor tid og som principielt er tilgængeligt<br />
for alle, så alligevel stort set<br />
forbliver »skjult«, ja dette skyldes ihvertfald<br />
ikke (den sande) okkultists trang til<br />
at skjule tingene, men udelukkende det<br />
faktum at dem der skal »tage fra« er langt<br />
mere interesseret i »mystik« og underholdning<br />
end i virkelig forståelse.<br />
De ægte esoteriske studier har ikke<br />
blot et etisk grundlag, men også et etisk<br />
sigte og de kræver – i modsætning til<br />
hvad mange formoder – ikke tro og sværmeriske<br />
ideer, men sund fornuft og<br />
hårdt arbejde. Man bevæger sig her i et<br />
nærmest altomfattende grænseforskningsområde<br />
der ikke kan nøjes med den<br />
alm. videnskabs overfladiske »dokumentations«-krav<br />
(i forhold til materialistiske<br />
dogmer) eller såkaldte »konsensus«-ide<br />
(der blot består i autoriteternes<br />
underskrift), men derimod kræver en<br />
100% personlig forståelse der omfatter<br />
hele menneskelivet – og ikke kun den mekaniske<br />
del af dette.<br />
16<br />
I mit arbejde med disse ting stødte jeg<br />
nu ind i to områder der igen fik mine tanker<br />
til at vende tilbage til oplevelsen i Californien.<br />
Det ene var videnskabsdisciplinen<br />
cymatics (der angår fysisk synliggørelse<br />
af akustiske frekventiske<br />
strukturer) og det andet var genetisk<br />
sprogforskning som jeg var kommet på<br />
sporet af via en teori om eksistensen af et<br />
oprindeligt »ursprog«, hvoraf alle senere<br />
sprogformer blot var variationer.<br />
I den almindelige, pragmatiske eller<br />
historiske, sprogforskning taler man om<br />
at ordene i tidens løb »slides ned« og ændres<br />
totalt. Men der findes også en anden<br />
– mindre kendt, men ikke derfor mindre<br />
vigtig! – form for sprogforskning som går<br />
ud på at der eksisterer nogle, til alle tider,<br />
bestandige strukturelementer i sproget<br />
som til stadighed genskabes i nye former.<br />
På baggrund af dette er det ifølge<br />
sprogforskeren Arnold Wadler tilsyneladende<br />
muligt at rekonstruere en langt<br />
dybere og man kunne sige »oprindelig«<br />
eller »objektiv« betydning af ordene.<br />
Dette er egentlig en tanke der går<br />
langt tilbage i tiden. Heraklit og andre<br />
græske tænkere anså ikke blot alt det<br />
skabte, alle tingene, men også deres<br />
navne, altså de betegnende ord, for dimiurgiske<br />
(dimiurg = det græske begreb<br />
for verdensskaberen). For dem var<br />
»navnet« (betegnelsen) ikke kun en lyd<br />
(støj), en tilfældighed eller et produkt af<br />
den menneskelige fantasi, men et åndeligt<br />
lydbillede af tingenes inderste væsen,<br />
således som dette var foreskrevet af<br />
kosmiske naturlove. Urmennesket skabte<br />
de rette navne, de rette ord i og med<br />
det betragtede tingene. Det gennemskuede<br />
eller gennemtrængte tingenes inderste<br />
væsen med sin ånd.<br />
Til disse to »okkulte discipliner« føje-
de der sig så i årenes løb et tredje område<br />
af ren etisk art. Det som jeg ofte har kaldt:<br />
»Ærlighed overfor begrebsdannelsen«<br />
eller simpelthen: »Forpligtelsen til at kalde<br />
tingene det de er!« – Egentlig et tema<br />
som – på den ene eller anden måde – finder<br />
sin særlige variation i næsten alle<br />
mine artikler.<br />
På baggrund af disse tre områder (der<br />
samtidig vil blive brugt som argumentationsgrundlag)<br />
vil jeg her opstille en hypotese<br />
som man jo – for nu at bruge en<br />
gammel vens udtalelse – kunne formulere<br />
således: »Ordene er gode nok – man<br />
skal blot gengive dem deres oprindelige<br />
indhold!« Bemærkningen kan naturligvis<br />
opfattes på to måder: en mere overfladisk,<br />
men også i en dybere betydning.<br />
I de fleste tilfælde ved vi alle sammen<br />
meget vel hvad vi (i ærlighed overfor<br />
vores samvittighed) burde kalde de ting<br />
og de forhold som vi hele tiden konfronteres<br />
med. Når vi alligevel – i mange tilfælde<br />
– ikke gør det (og dermed lægger<br />
grunden til det stigende antal problemer<br />
vi omgiver os med), så skyldes dette at<br />
der hverken er penge eller popularitet at<br />
hente i dette at være ærlig og sige sandheden.<br />
Er det penge og popularitet man<br />
er ude efter så må man – for nu at karakterisere<br />
det med et ord, som i sig selv er<br />
uærligt eller usandt i denne forbindelse –<br />
være »velformuleret«. Det usande her<br />
består naturligvis i dette at man ikke bør<br />
betragtes som »velformuleret« blot fordi<br />
man er i stand til at iklæde det intetsigende<br />
eller det holdningsløse nogle »smukke«<br />
eller »positive« ord.<br />
Her må man lægge sig Lao-tse’s ord<br />
på sinde: »Sande ord er ikke smukke og<br />
smukke ord er ikke sande«. – Nuvel –<br />
Min hypotese har også en dybere betydning<br />
end den der loddes af vores mere el-<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
ler mindre rene samvittighed. Hensigten<br />
er også at vise at »ordene har en virkelighed<br />
i sig selv«. En virkelighed eller betydning<br />
som det formodentlig er vores<br />
egentlige opgave som menneske at afdække.<br />
Måske havde Proklos en forestilling<br />
om dette da han sagde: »Navnene<br />
kommer fra naturen.«<br />
At tankerne, og for så vidt også begreberne,<br />
allerede skulle findes som noget<br />
objektivt i verden og vores egentlige opgave<br />
består i at genskabe disse – er vel en<br />
af de mest »stygge kameler« man kan<br />
byde vor tids intellektuelle materialister<br />
at sluge. – Ikke desto mindre må denne<br />
kamel sluges! (eller bedre: gennemskues)<br />
før vi kan komme et afgørende skridt<br />
videre.<br />
Cymatics og tonoscopet er centrale stikord<br />
for det vi nu skal se nærmere på. Da<br />
disse ord dog næppe vækker genklang i<br />
manges bevidsthed vil jeg først orientere<br />
om en opdagelse der nok er mere kendt<br />
og som danner basis for tonoscopets<br />
konstruktion. Opdagelsen er gjort af den<br />
tyske fysiker Ernst Chladni der levede i<br />
1800-tallet og lagde navn til de smukke<br />
mønstre der kendes som Chladni-figurer.<br />
Nogle husker sikkert, fra fysikbøgerne,<br />
et mindre afsnit om akustik, der beskrev<br />
hvorledes man kunne frembringe<br />
forskellige interferensmønstre på en metalplade<br />
belagt med san<strong>dk</strong>orn blot ved at<br />
stryge denne metalplade med en violinbue<br />
indtil der fremkom en klar og præcis<br />
tone. I virkeligheden står vi her overfor<br />
en helt simpel, men yderst central, basisopdagelse<br />
med enorme perspektiver,<br />
der imidlertid – som det ofte er tilfældet<br />
med den slags »simple« ting – i sin store<br />
betydning forholder sig omvendt proportionalt<br />
til lærebogsforfatterens interesse<br />
for fænomenet.<br />
17
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Heldigvis finder vi i dette tilfælde en<br />
enkelt undtagelse fra denne regel. Den<br />
schweiziske forsker Hans Jenny blev opmærksom<br />
på nogle af de potentielle muligheder<br />
og indbyggede princippet i sit<br />
såkaldte tonoscop. Et ret så kompliceret<br />
apparat der gjorde det muligt – via mikrofoner<br />
og forstærkere – at tale eller<br />
Fig. 1 Fig. 2<br />
synge samtidig med at man direkte kunne<br />
iagttage de mønstre eller former som<br />
blev resultatet af netop disse ly<strong>dk</strong>valiteter.<br />
Illustrationerne her viser dels de alm.<br />
Chladni-klangfigurer (fig.1), dels hvorledes<br />
udtalen af den hellige lyd Om kommer<br />
til syne som den berømte mandala-figur<br />
der kaldes tantriske trekanter<br />
(fig. 2). Hans Jenny beskrev disse ting i et<br />
stort tobinds værk med titlen Cymatics.<br />
Det interessante er nu at ikkeorganisk<br />
stof, som bringes til vibration i<br />
tonoscopet, falder til ro i strukturer der er<br />
karakteristiske for organisk stof. Åndsvidenskaben<br />
kan give en forklaring på dette,<br />
men alm. naturvidenskab kan ikke.<br />
For nu at forfølge mit tema her må jeg<br />
18<br />
imidlertid gå endnu et skridt videre. Det<br />
beskrives hvorledes udtalen af gamle hebraiske<br />
ord medfører at der i tonoscopet<br />
dannes former der ligner de tilsvarende<br />
hebræiske bogstavtegn!<br />
Da jeg første gang læste om dette<br />
sprang min tanke igen tilbage til oplevelsen<br />
i San Diego: »Og når de talte til san-<br />
det – så dannede der sig figurer i det!«<br />
Hvad ville vi have set hvis disse gamle<br />
indianere havde haft mulighed for at tale<br />
ind i tonoscopet, tænkte jeg – dog, ved<br />
nærmere eftertanke: De behøvede jo slet<br />
ikke tonoscopet!<br />
Men hvad så i dag!? Er det muligt, på<br />
en eller anden måde, at genopdage (eller<br />
genskabe) denne særlige evne eller metode<br />
som nu åbenbart er gået tabt? Jeg<br />
tror faktisk at denne mulighed eksisterer<br />
og dette vil jeg vende tilbage til i en følgende<br />
artikel. Her vil jeg blot – som en<br />
slags foreløbig konklusion – slutte med<br />
disse bemærkninger:<br />
Alt tyder på at der eksisterer (eller i<br />
det mindste har eksisteret) en nøje
sammenhæng mellem en ide (tanke) udtalt<br />
med en særlig lyd (ord) der har forbindelse<br />
til en særlig struktur (formodentlig<br />
ikke blot i det fysiske, men også i<br />
det sjælelige område). Men hvad betyder<br />
dette nu egentlig? Ja i sin yderste<br />
konsekvens betyder det vel forvandling,<br />
måske skabelse, af stof simpelthen! Dette<br />
er imidlertid magikerens område – ikke<br />
okkultistens! Jeg vil derfor her begrænse<br />
mig til at nævne et eksempel af ren erkendelsesmæssig<br />
art.<br />
Hvis vi f.eks. læser de allerførste ord i<br />
Bibelen: »I begyndelsen skabte Gud himmelen<br />
og jorden. Og jorden var øde og<br />
tom og der var mørke over verdensdybet.«<br />
– Ja så bliver vi vel næppe i dag særlig<br />
chokeret over dette – vi kunne måske<br />
hæfte os ved et enkelt ord (»mørke«<br />
f.eks.) og tænke ved os selv: Tja, det har<br />
nok været et ret dystert sted! »Mørke« er<br />
for os et »gammelt« begreb som vi (evt.)<br />
har vænnet os til at sætte lig med »dystert«.<br />
Men da man – måske for mange<br />
tusinde år siden – udtalte dette, med ordenes<br />
oprindelige kraft, så må vi forestille<br />
os at ordet »mørke« frembragte noget<br />
helt <strong>nyt</strong> i bevidstheden. I dag hvor man,<br />
som det meget rigtigt er blevet sagt, »lever<br />
i flosklernes og klicheernes tid, hvor<br />
man må kæmpe med sproget for overhovedet<br />
at sige noget fornuftigt«, får vi<br />
uhyre sjældent denne oplevelse af ordenes<br />
oprindelige kraft og mulighed for at<br />
formidle tingenes egentlige væsen. Det<br />
som er så afgørende for virkelig at kunne<br />
forstå verden og os selv, og dermed ændre<br />
det der kan og skal ændres.<br />
Kort<strong>nyt</strong><br />
Teleportation<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
To danske fysikere var i årets løb med til<br />
at gøre en af de opdagelser, der af American<br />
Association for the Advancement of Science<br />
betegnes som de største i 1998.<br />
Det er Jens Lykke Sørensen og<br />
Eugene Polzik fra Århus Universitet, der<br />
sammen med et internationalt forskerteam<br />
har formået at teleportere en<br />
lysstråle fra den ene ende af et laboratorium<br />
til den anden.<br />
– Det er lykkedes for os at måle på en<br />
laserstråle, sende måleresultatet gennem<br />
et elektrisk kabel og så bruge måleresultatet<br />
til at genskabe laserstrålen, forklarer<br />
Jens Lykke Sørensen.<br />
I princippet ville man også kunne<br />
teleportere et menneske et andet sted<br />
hen, uden at personen selv flyttede sig –<br />
men det bliver et omfattende arbejde.<br />
– Vi ville sådan set godt kunne måle<br />
på et menneske, hvilken tilstand alle atomerne<br />
i kroppen var i, overføre informationerne<br />
til et andet sted og genskabe<br />
mennesket af nogle andre atomer. Men<br />
der er så mange atomer i mennesket, 3 10 ,<br />
at vi i hvert fald ikke endnu kan bearbejde<br />
så stor en informationsmængde, siger<br />
Jens Lykke Sørensen.<br />
Formålet med eksperimenterne inden<br />
for teleportation er at udvikle ultrahurtige<br />
kvantecomputere.<br />
Birgitte Hannibal<br />
Kilde: Politiken 4.1.99<br />
19
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Radioaktiv stråling neutraliseres<br />
RQM i Schweiz har nu sideløbende med<br />
forsøgene med energi-generatoren indledt<br />
en forsøgsrække, som de håber vil<br />
føre til hurtigere resultater. Det drejer sig<br />
om den afdøde opfinder Ludwig Sigrists<br />
(pseudonym Oliver Crane) påstande om<br />
at kunne reducere den farlige stråling fra<br />
radioaktive materialer, fx affaldet fra atomindustrien!Dette<br />
kan man læse om i hans<br />
allerede i 1992 udgivne bog Zentraler<br />
Oszillator und Raum-Quanten-Medium.<br />
Selv om ikke mange dengang kunne<br />
forstå, endsige skænke tiltro til denne<br />
mulighed, har jeg siden læst om lignende<br />
påstande fra anden og især russiske<br />
forskeres side. RQM oplyser nu, at der i<br />
dag i hele verden findes i alt fire institutioner,<br />
der arbejder med denne problemløsning:<br />
Barker, USA 1990 – CETI, USA<br />
1997 (kendt fra salg af forsøgsudstyr til<br />
påvisning af den kolde fusion) – Hal Fox,<br />
USA 1997 – CISE, Italien 1998.<br />
Fra RQM har jeg for nyligt modtaget<br />
et skrift, Technologien zur Reduktion von radioaktiver<br />
Strahlung, RQF/Weber. Skriftet<br />
indgår nu i DIFØT’s bibliotek.<br />
Ovennævnte Ludwig Sigrist forudsagde<br />
også muligheden for tilvejebringelse<br />
af uanede varmemængder og<br />
manipulation af tyngdekraften i alle ønskede<br />
retninger (UFO teknologi).<br />
RQM har stadig ikke kunne bringe<br />
deres forsøgsgenerator over 1 kW, men<br />
den ved mit besøg den 6. juni 1998 demonstrerede<br />
korttidseffekt på 9,44% (72<br />
W ind og 680 W ud i løbet af et kvarter)<br />
har de i mellemtiden stabiliseret til<br />
10,13% (58 W ind og 588 W ud i én og en<br />
kvart time).<br />
Albert Hauser<br />
20<br />
Vakuum-energi<br />
I sit decembernummer 15/98 tager det<br />
populærvidenskabelige tidsskrift Illustreret<br />
Videnskab et kontroversielt emne<br />
op. Rolf Haugaard Nielsen behandler i<br />
sin artikel Energi ud af ingenting emner<br />
som Casimir-effekten, den amerikanske<br />
fysiker Harold Puhoffs forsøg med at<br />
tappe energien ud af vakuumfeltet og<br />
NASA’s ideer om at ud<strong>nyt</strong>te fluktuationerne<br />
i vakuumet til fremdrift af rumskibe.<br />
Artiklen kan anbefales som en introduktion<br />
til emnet. I diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 52 fra juni<br />
1998 kan der hentes flere baggrundsinformationer.<br />
Det er glædeligt, at emner som i flere<br />
år har optaget DIFØT, efterhånden finder<br />
vej til et blad, der ellers ni<strong>dk</strong>ært<br />
håndhæver det alment accepterede naturvidenskabelige<br />
verdensbillede.<br />
Redaktøren<br />
Konference om bølgeenergi<br />
EU’s generaldirektorat for forskning og<br />
udvikling holdt i dagene 30.9.-2.10.1998<br />
den 3. europæiske konference om bølgeenergi<br />
i Patras, Grækenland. Også ud<strong>nyt</strong>telsen<br />
af tidevandsenergi og energien<br />
i havstrømme indgik blandt emnerne.<br />
På konferencen blev bl.a. det danske udviklingsprogram<br />
for bølgeenergi præsenteret.<br />
Det administreres af Energistyrelsen.<br />
Der er foreløbig afsat 20 mio. kr. til det<br />
danske program i 1998-99. Flere oplysninger<br />
fås hos Kim Nielsen, Rambøll, tel<br />
45 98 84 41, email kin@ramboll.<strong>dk</strong>.<br />
Kilde: Energi<strong>nyt</strong> 4/98
Solcelletaget nærmer sig<br />
Det energiproducerende tag bliver snart<br />
en realitet på Sundby Hospital på Amager.<br />
Her får en ny etage på børneafdelingen<br />
monteret et fuldt integreret solcelleanlæg.<br />
Der er tale om et udviklingsprojekt,<br />
hvor Dansk Eternit A/S i Aalborg og<br />
Atlantis Solar Systeme AG i Schweiz afprøver<br />
et eternitskifertag med solceller på de<br />
enkelte skifre.<br />
Løsninger med solceller monteret<br />
direkte på eternitskiferplader har allerede<br />
været anvendt i flere år forskellige steder<br />
i udlandet. Men her i landet har sådanne<br />
anlæg hidtil kun været udformet<br />
som kasseformede bygningselementer<br />
med indbyggede solceller.<br />
Solskifrene bliver monteret som almindelige<br />
skifre og først derefter bliver<br />
de forbundet af en elektriker. Solcellerne<br />
har form af tynde siliciumceller monteret<br />
på eternitskiferplader.<br />
Kilde: Politiken 7.12.98<br />
NESA renser luften<br />
El-selskabet NESA er i fuld gang med at<br />
fjerne næsten alle luftledninger fra<br />
hovedstadsområdet. I går var svejsere og<br />
kraner i gang i Høje-Taastrup ved Mølleholmen.<br />
Knap 35 år gamle el-ledninger<br />
og master blev pillet ned som en del af<br />
NESA’s storstilede hovedstadsprojekt.<br />
Projektet har været undervejs siden<br />
1992 og varer frem til 2003. Samlet pris:<br />
1,5 mia. kr. Det svarer til en merpris på en<br />
øre pr. kilowatt-time for alle NESA’s forbrugere<br />
i ti år.<br />
– Af andre storbyer er kun Berlin i<br />
gang med noget tilsvarende, siger tek-<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
nisk direktør Lars Lorensen, NESA, med<br />
en vis stolthed i stemmen.<br />
NESA begrunder projektet med æstetik.<br />
Mens højspændingsledninger før i tiden<br />
blev betragtet som et tegn på teknologiske<br />
fremskridt, så synes de færreste i<br />
dag, at masterne er kønne. Det, der i den<br />
sidste ende udløste hovedstadsprojektet,<br />
var imidlertid en ophedet debat om<br />
sammenhængen mellem magnetfelter<br />
og kræft.<br />
– Det er ikke bevist, at det er farligt, og<br />
det er ikke bevist, at det ikke er farligt.<br />
Forskerne kan ikke finde en sammenhæng<br />
mellem magnetfelter og kræft<br />
blandt voksne, men forskerne har peget<br />
på, at et barn ekstra hvert tiende år vil få<br />
lymfekræft i Danmark, opsummerer<br />
Lars Lorensen.<br />
Den problematik var overhovedet<br />
ikke på dagsordenen, da disse 132 kilovolt-ledninger<br />
blev rejst på en bar mark i<br />
Høje-Taastrup i 1954. Først senere er der<br />
blevet bygget boliger og en skole klos op<br />
ad masterne.<br />
– Vi må erkende, at højspændingsledninger<br />
ikke passer ind i byområder. Derfor<br />
nedlægger vi næsten alle luftledningerne<br />
i bymæssig bebyggelse, siger Lars<br />
Lorensen.<br />
For at erstatte luftledningerne må<br />
NESA grave en del kabler ned i jorden,<br />
og det har typisk berørt andre grundejere.<br />
For eksempel i Gladsaxe hvor der<br />
har været megen lokal debat om den sag<br />
– inklusive spørgsmålet om kræft.<br />
Jesper Tornbjerg<br />
Kilde: Politiken 28.11.98<br />
21
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Gennembrud for<br />
stirlingmotoren<br />
Af Henrik Carlsen<br />
Kombineret el- og varmeproduktion<br />
med biomasse som brændsel har hidtil<br />
været problematisk, når det drejer sig<br />
om små anlæg. På de store el-værksejede<br />
anlæg anvender man den kendte teknik<br />
med dampturbiner, men den løsning er<br />
for kostbar til små anlæg og derudover er<br />
el-virkningsgraden alt for lav.<br />
Med en stirlingmotor, der trækker en<br />
el-generator, kan man opnå en forholdsvis<br />
høj el-virkningsgrad og da teknikken<br />
er rimelig enkel, kan anlægsomkostningerne<br />
holdes på et fornuftigt niveau. Motoren<br />
er særligt velegnet til vanskelige<br />
brændsler, fordi forbrændingen ikke<br />
foregår inde i motorens cylindre, men<br />
udvendigt i en tilhørende kedel.<br />
Udviklingen af stirlingmotorer til flis<br />
startede allerede i 1990. Hos ELKRAFT<br />
kunne man se mulighederne i teknologien,<br />
og man indvilligede i at deltage i projektet<br />
og bære en væsentlig del af finansieringen.<br />
Siden er Energistyrelsen gået<br />
aktivt ind i udviklingen med støtte til det<br />
anlæg, som nu er ved at blive afprøvet.<br />
Resultatet af afprøvningen viser, at<br />
det kan lade sig gøre at køre mere end<br />
nogle få timer med flis som brændsel i en<br />
stirlingmotor. Hidtidige resultater fra<br />
udlandet har ellers ikke været lovende,<br />
fordi forsøgene har måttet afbrydes efter<br />
få timers drift på grund af tilstopning af<br />
motorens kedelsektion.<br />
Institut for Energiteknik på Danmarks<br />
Tekniske Universitet har stået for udviklingen<br />
af motoren i samarbejde med An-<br />
22<br />
saldo Vølund og Danstoker. Maskinfabrikken<br />
REKA har udviklet flisanlægget. Firmaet<br />
PlanEnergi har koordineret projektet<br />
og stået for kontakten til Energistyrelsen.<br />
Afprøvningen foregår hos gårdejer<br />
Poul Munk i Salling ved Løgstør.<br />
Den nye stirlingmotor<br />
Stirlingmotoren er konstrueret som en<br />
hermetisk enhed ligesom kompressoren<br />
i et køleskab. Alle motorens mekaniske<br />
dele er, sammen med generatoren, indbygget<br />
i et lukket hus, og den eneste forbindelse<br />
til omgivelserne er kablet til<br />
el-nettet.<br />
Princippet i motoren bygger på, at gas<br />
udvider sig, når det varmes op, og trækker<br />
sig sammen, når det afkøles. I den<br />
danske stirlingmotor anvendes helium,<br />
som varmes op til 650-700° C ved hjælp af<br />
en flisfyret kedel. Derved stiger trykket i<br />
cylinderen og stemplet presses nedad. I<br />
den næste fase afkøles gassen og<br />
stemplet føres tilbage til udgangspositionen.<br />
De høje temperaturer på motorens<br />
kedelflader medfører, at røggassen er<br />
meget varm og hvis den ledes direkte ud<br />
i skorstenen falder virkningsgraden<br />
markant. Derfor be<strong>nyt</strong>ter man røggasserne<br />
til at forvarme luften til forbrændingen.<br />
Ved anvendelse af træflis eller halm er<br />
der risiko for, at de høje temperaturer får<br />
asken til at smelte og sætte sig fast på de<br />
varmeoverførende flader. En vigtig del<br />
af de danske aktiviteter har derfor været<br />
koncentreret om at udvikle et effektivt<br />
forbrændningssystem.<br />
Motorens øvrige komponenter er tilpasset<br />
de kraftige rør i kedlen og det<br />
store indre volumen. Det medfører, at<br />
motorens fire cylindre har et stort cylin
Stirlingmotoren er placeret oven på en kedel, der<br />
automatisk fødes med træflis. Øverst ses<br />
el-generatoren, der har en effekt på 28 kW. Hele<br />
anlægget er automatiseret, så driften kan foregå<br />
uden opsyn.<br />
dervolumen og et lavt middeltryk på<br />
kun 40 bar.<br />
Stempelringe og -tætninger er fremstillet<br />
af smøringsfri materialer. En helt<br />
ny krumtapmekanisme sørger for, at slidet<br />
på stempelringene er lille. Olie i motoren<br />
er helt undgået ved at anvende<br />
fedtsmurte lejer. Lejerne er dimensioneret<br />
til en levetid på 50.000 timer. Der<br />
skal altså hverken skiftes olie eller tændrør,<br />
og behovet for service er derfor reduceret<br />
til et minimum.<br />
Forbrændingssystemet til motoren er<br />
beregnet til at anvende almindelig skovflis.<br />
Det har krævet en betydelig indsats<br />
at udvikle et styresystem, så temperaturen<br />
i motorens kedel kunne holdes på<br />
den ønskede temperatur. Det er afgørende<br />
for at kunne opnå en god el-ydelse.<br />
Hele anlægget er fuldt automatiseret,<br />
så driften kan foregå uden opsyn. Både<br />
opstart og nedlukning er også automa-<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
tisk. Det er dog nødvendigt med en manuel<br />
optænding, hvis anlægget ikke har<br />
været i drift i flere dage.<br />
Lovende resultater<br />
Efter flere ombygninger af anlægget<br />
kunne afprøvningen endelig sættes i<br />
gang i begyndelsen af juli. Siden har anlægget<br />
kørt 700 timer, hvilket var målet<br />
for projektets fase 2. Anlægsværten,<br />
gårdejer Poul Munk, har sørget for at<br />
sætte anlægget i drift igen, når en alarm<br />
fra overvågningssystemet har lukket anlægget<br />
ned, men ellers har anlægget kørt<br />
ubemandet. Alarmerne har typisk været<br />
utilstrækkeligt flow i radiatorsystemet,<br />
en defekt temperaturføler eller lignende.<br />
Målet var en el-effekt på 35 kW. I laboratoriet,<br />
hvor motoren er afprøvet<br />
med naturgas som brændsel, har motoren<br />
vist, at den også i praksis kan yde<br />
denne effekt. Når brændslet er flis har<br />
det imidlertid været nødvendigt at sænke<br />
temperaturen i stirlingmotorens kedel<br />
med ca. 50 grader og hæve fremløbstemperaturen<br />
i kølevandet fra 50° C til<br />
80° C. Det har betydet, at el-effekten ved<br />
maksimalt driftstryk i motoren på 40 bar<br />
kun er på omkring 28 kW i stedet for de<br />
Ønskede 35 kW. El-virkningsgraden er<br />
målt til 19% for flis med 40% vandindhold.<br />
Den flis, der er brugt under afprøvningen,<br />
har været af meget blandet kvalitet.<br />
Flis med og uden bark og fugtindhold<br />
på helt op til 60% er anvendt, så anlægget<br />
har vist sig at være meget tolerant<br />
over for fliskvaliteten.<br />
Anlægget kan lukkes ned i 8-10 timer<br />
og derefter startes op igen, uden at der er<br />
personale til stede. Det betyder, at anlæggets<br />
drift kan tilrettelægges efter<br />
varierende el-tariffer.<br />
23
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Som en del af afprøvningen i laboratoriet<br />
kørte motoren uafbrudt i mere end<br />
400 timer med en gennemsnitlig el-effekt<br />
på 32 kW. Motoren har dermed over<br />
1.000 timers drift bag sig.<br />
Hvad nu?<br />
Med støtte fra Energistyrelsen er holdet<br />
bag stirlingmotoren allerede nu i fuld<br />
gang med at ud<strong>nyt</strong>te erfaringerne fra<br />
den første motor til at bygge en ny revideret<br />
udgave, hvor en lang række forbedringer<br />
er taget med i konstruktionen.<br />
Først og fremmest er der lagt vægt på, at<br />
den reviderede motor får en el-effekt på<br />
35 kW som oprindeligt ønsket, også når<br />
den kører på flis.<br />
Det nye anlæg bliver udstyret med en<br />
modstrømsforgasser i stedet for fliskedlen.<br />
Forgasseren udvikles af Ansaldo Vølund<br />
R & D, og det nye anlæg ventes klar<br />
til de indledende afprøvninger i begyndelsen<br />
af 1999. Muligheden for at igangsætte<br />
endnu et <strong>nyt</strong> anlæg med en fliskedel<br />
fra REKA undersøges i øjeblikket.<br />
Interessen for den nye stirlingmotor<br />
er stor ikke kun i Danmark, men også i<br />
Tyskland, Østrig og Sverige er man meget<br />
interesseret i at få nogle anlæg til afprøvning.<br />
Der har også været besøg fra<br />
Brasilien og Sydøstasien – så hvem ved,<br />
måske kan markedet for stirlingmotorer<br />
udvikle sig på samme måde som for<br />
vindmøller.<br />
Henrik Carlsen er lektor på Institut for Energiteknik<br />
på Danmarks Tekniske Universitet. Artiklen<br />
er gengivet fra Dansk BioEnergi 40, aug. 1998.<br />
24<br />
Bog<strong>nyt</strong><br />
Wilhelm M. Bauer: Die Welt<br />
der Wirbel und Atome. Berlin,<br />
Werkstatt für Dezentrale<br />
Energieforschung. 2 bind.<br />
900 s.<br />
Bogen er skrevet af den nu afdøde østriger<br />
og dipl.fys. Wilhelm M. Bauer og udgivet<br />
af Werkstatt für Dezentrale Energieforschung,<br />
Berlin. Den bliver varmt anbefalet<br />
af den af mig ofte citerede dr. Otto<br />
Oesterle. Foruden det rent videnskabelige<br />
indhold med mange illustrationer<br />
rummer værket nogle rammende kommentarer<br />
til den vestlige verden og dens<br />
fysik, hvoraf jeg vil citere nogle kostprøver.<br />
Hvert bind er inddelt i et antal afsnit,<br />
der alle begynder med en indledning,<br />
hvoraf jeg har udvalgt de efter min mening<br />
mest typiske og tankevækkende.<br />
Numrene henviser til de tilsvarende afsnit<br />
i bogværket.<br />
Udgangspunktet<br />
Mange har erkendt, hvordan det er fat<br />
med kejserens nye klæder, våbenarsenalerne,<br />
den sociale markedsøkonomi, den<br />
borgerlige frihed, den vesterlandske kultur,<br />
den jomfruelige undfangelse og<br />
Guds almagt. Den slags erkendelser beholder<br />
man bedst for sig selv på grund af<br />
juridiske og praktiske Berufsverbote og<br />
andre chikanerier. Store tænkere kæmpede<br />
mod ufornuft, overtro og folkebedrag<br />
uden at kunne stoppe fx det religiøst<br />
motiverede folkemord.<br />
Med den moderne fysik, der i dag lig-
ner en trosbekendelse, forholder det sig<br />
på lignende måde. Mange har erkendt,<br />
at den står på et fundament i sumpen,<br />
men mange tier. En undtagelse er prominente<br />
videnskabsfolk som Mohorovicic,<br />
nobelpristagerne Soddy og Lenard, som<br />
er så fåtallige, at de kan ignoreres af videnskabshierarkiet<br />
samt en lille flok rebeller,<br />
som kan erkende den moderne fysiks<br />
grundfejltagelser, men ikke besidder<br />
den nødvendige udrustning til at<br />
komme ud af blindgyden. For at skræmme<br />
dem, gøre dem tavse og berøve dem<br />
deres finansielle eksistens praktiseres et<br />
bestemt ritual, som forfatteren kan bevidne<br />
af egen mangeårig og lidelsesrig<br />
erfaring.<br />
Mennesket er ikke frit, det ligger under<br />
for social og materiel tvang fra rengøringskonen<br />
til præsidenten, fra den<br />
revolutionære til den hellige fader (paven).<br />
Også mod bedre viden kan Clinton<br />
ikke indrømme, at israelerne er militante<br />
racister, der gør sig skyldige i rædselsgerninger<br />
og hvis ret til et fædreland går tilbage<br />
til en langt fjernere fortid og dermed<br />
er mere tvivlsom end Cubas på<br />
amerikansk jord, som amerikanerne jo<br />
ikke engang selv gør krav på. Kan paven<br />
bejae kommunismen, når han fordømmer<br />
kapitalismen? Kan (kunne) Bresjnev<br />
blive katolik?<br />
Også fysikere er mennesker, der ligger<br />
under for tvang. Den som arbejder i<br />
atomindustrien kan ikke offentligt udtale<br />
sig mod atomstrøm, og en fysikprofessor,<br />
der klistret til lærestolen udbreder<br />
sine løgnehistorier, må undvige saglig<br />
kritik.<br />
Når en hel kaste bliver utilgængelig<br />
for saglige argumenter, graver den sin<br />
egen grav. Præsterne bliver ikke længere<br />
troet, den degenererede adel måtte af-<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
danke, og studenterne vil lukke munden<br />
på degenererede katederdespoter.<br />
Den moderne fysik hviler på tre søjler:<br />
Relativitetsteorien, kvantemekanikken<br />
og kvantestatistikken.<br />
Man holder fast ved relativitetslæren,<br />
fordi eksperter som prof. Sexl i mangel af<br />
tilstrækkelig kendskab til den klassiske<br />
fysik kun kan udlede nogle erfaringskendsgerninger<br />
relativistisk, men ikke<br />
klassisk. Relativitetsteorien beror på<br />
påstanden om, at vakuumlyshastigheden<br />
ikke kan overskrides. Denne påstand<br />
er forkert, også med anvendelse af<br />
egnede manipulerede masseenheder og<br />
måleforeskrifter. Kun i nogle særtilfælde<br />
fører relativitetsteorien til brugbare resultater.<br />
Et elektrisk signals bevægelseshastighed<br />
er ved anvendelse af sølv- eller guldtråde<br />
større end vakuum-lyshastigheden.<br />
Også i alle medier med en optisk<br />
brydningskoefficient mindre end én,<br />
som fx fuksin (rød trifenylmetanfarvestof),<br />
er lyshastigheden større end i vakuum.<br />
Kvantemekanikken, hvis praktiske<br />
betydning overvurderes grænseløst, har<br />
en sandsynligheder udtrykkende fremstillingsmåde<br />
til genstand. Den kan anvendes<br />
på alt muligt og bliver derfor anset<br />
som en slags grundprincip, hvorved<br />
den klassiske mekanik kun udgør grænsetilfældet<br />
af sikkerheden. Hændelserne<br />
i atomkernen oplyser kvantemekanikken<br />
intet om, og først på grundlag af<br />
klassiske hvirvelforestillinger kan disse<br />
hændelser forstås og kvantitativ opklares.<br />
Det samme gælder for hændelserne i<br />
tyngdefeltet, i elektriske og magnetiske<br />
felter, for kemiske bindinger og strukturanalysen<br />
af krystaller, selv om der<br />
25
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
ofte påstås det modsatte eller kun utilstrækkelig<br />
computerkraft bliver gjort ansvarlig<br />
for kvantemekanikkens svigten.<br />
Den kvantemekaniske metode står og<br />
falder med usikkerhedsrelationen, hvis<br />
gyldighedsområde dog ikke er uindskrænket.<br />
Kvantestatistikken overtager varmelærens<br />
2. hovedsætning fra den klassiske<br />
statistik og dermed en fejlagtig entropilov.<br />
Det står i modsætning til kemisk reaktionskinetik,<br />
især ved cykliske forbindelser,<br />
til botaniske hændelser og elementære<br />
livsprocesser, til gummi-elasticiteten<br />
og den mekaniske opførsel af<br />
andre polymere. Ikke mindst fører den<br />
moderne fysiks fastholden ved almengyldigheden<br />
af den 2. hovedsætning til<br />
et kosmisk verdensbillede, der savner<br />
enhver videnskabelighed.<br />
Med den 2. hovedsætning påstår den<br />
moderne fysik, at et lukket systems entropi<br />
kun kan tiltage, at tilintetgørelse af<br />
entropien altså principielt er umulig.<br />
Derimod viser det foreliggende arbejde,<br />
at entropi-tilintetgørelse nødvendigvis<br />
altid optræder, når hvirvler under egnede<br />
betingelser spontant accelererer.<br />
Hvirvelsystemer danner basis ikke<br />
kun for strømningslæren, læren om<br />
strømningsmodstande, for turbulens og<br />
kavitation, for meteorologi og for store<br />
dele af astrofysikken, men også for den<br />
klassiske elektrodynamik og den klassiske<br />
lære om atomer, partikler og atomkerner.<br />
4. Hvirvelenergi<br />
Græsk mytologi, bibelsk skabelseslære,<br />
Baron Münchhausens løgnehistorier<br />
blegner overfor den moderne fysik, der<br />
er forpligtet på sandheden, forstår sig i<br />
dydig beskedenhed som ren beskriven-<br />
26<br />
de naturvidenskab og undslår sig afgivelsen<br />
af absolutte forklaringer som uvidenskabelighed<br />
– men med uudtømmelig<br />
fantasi sørger for nye attraktioner. Fra<br />
urbraget til varmedøden, fra sammentrykningen<br />
af gasskyer til sole og til deres<br />
forvandling i neutronstjerner og sorte<br />
huller, fra kernefusionen i Solen til de<br />
manglende solare neutrinoer, fra kvarken<br />
og vakuum-polarisationen til den almene<br />
feltteori og ikke mindst for at bortødsle<br />
en betragtelig del af skattekronerne<br />
i praktisk talt meningsløse storeksperimenter.<br />
Hvilke kræfter der holder atomkerner<br />
sammen, hvad der virkelig foregår i Solen,<br />
hvorfor kosmiske stråler kan være<br />
millionfold energirigere end strålerne i<br />
de største tekniske acceleratorer, vil man<br />
heller ikke med rumeksperimenter og<br />
fusionsforsøg kunne udforske, så længe<br />
man tager afsæt i falske forestillinger.<br />
Hvirvelfysikken er grundlaget for<br />
bl.a. den klassiske elektrodynamik, den<br />
klassiske kvantemekanik, den klassiske<br />
lære om opbygningen af atomer og kerner,<br />
den fysiske kemi og kosmologien.<br />
Også uden bekostelige eksperimenter<br />
kan hvirvelfysikken løse mange gåder.<br />
Med den herskende fortolkning af varmelærens<br />
2. hovedsætning er den rigtignok<br />
ikke forenelig. I bogen drøftes hvirvelenergien<br />
som en selvstændig, hidtil<br />
ukendt energiform med bindende virkning.<br />
9. Hvirvel-nukleon<br />
Den moderne fysik kan ikke besvare<br />
spørgsmål om fx naturen af elektriciteten,<br />
magnetismen, lyset eller tyngden.<br />
Forkrampet i ren modeltænkning bliver<br />
tåbeligheder til reglen: Punktformede<br />
elektroner, der besidder en egendre-
jeimpuls, strålingsløse accelererede<br />
elektroner i atomet osv. Der er ikke sat<br />
nogle grænser for partikel- hhv. astrofysikernes<br />
fantasier. Alle bestræbelser på at<br />
fremstille de fysiske lovmæssigheder på<br />
en overordnet måde, er strandet. Uden<br />
afgørende sagkundskab går man bl.a.<br />
ved fusionsforskningen frem efter probermetoden.<br />
Desværre er manglen på kundskaber<br />
ikke begrænset til den moderne fysik.<br />
Meteorologien anvender udelukkende<br />
klassiske metoder, men kan trods storcomputere,<br />
satellitter og et verdensomfattende<br />
efterretningsnet ikke bringe<br />
fornuftige forudsigelser i stand. De termodynamiske<br />
tilstandsændringer, der<br />
bestemmer vejret, er i det væsentlige<br />
hvirvelfænomener, som allerede fremgår<br />
af betegnelsen cyklon og anticyklon<br />
for lav- og højtryksområder (den nordlige<br />
halvkugle). Hvirvelfysikkens grundlæggende<br />
love (som behandles i bogens<br />
første afsnit) har dog hidtil ikke vundet<br />
indpas i meteorologien, fordi de er uforenelig<br />
med en dogmatisk udlægning af<br />
varmelærens 2. hovedsætning. Også for<br />
den klassiske forklaring af den elektriske<br />
ladning (afsnit 5) er hvirvellove bestemmende.<br />
Den epidemiske udbredelse af<br />
relativitetssyndromet kan tilskrives<br />
ukendskaben til disse love. Klassisk lader<br />
nukleonernes magnetiske momenter sig<br />
nemt udlede (afsnit 4), kvantemekanisk<br />
fungerer det ikke.<br />
Bind 1 består af 14 og bind 2 af 15 afsnit,<br />
hvoraf her kun er oversat et par af de indledende<br />
afsnit. Udvalget er tænkt som en<br />
appetitvækker til et mere indgående studium<br />
af dette unikke værk.<br />
Albert Hauser<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Claus Bech-Danielsen: Økologien<br />
tager form. Byøkologi,<br />
æstetik og arkitektur. København<br />
1998, Christian Ejlers’<br />
Forlag. 128 s. ISBN<br />
87-7241-8729. Kr. 248,-.<br />
Økologi og arkitektur synes ikke at have<br />
meget til fælles. Det har de fleste konstateret<br />
efter deres første møde med et af<br />
græsrøddernes pionerbyggerier: Økologiske<br />
huse er grimme! Alligevel har økologer<br />
og arkitekter en væsentlig bestræbelse<br />
til fælles – de insisterer på helheden.<br />
Claus Bech-Danielsen tager i sin bog<br />
afsæt i denne fælles bestræbelse. Han har<br />
selv som arkitekt og forsker beskæftiget<br />
sig med økologisk byggeri gennem flere<br />
år, og med denne bog bringer han det<br />
økologiske byggeri ud af sin isolation og<br />
beskriver det i sammenhæng med den<br />
nutidige formgivning.<br />
Økologien tager form er en ny type arkitekturbog,<br />
der fremstiller den filosofiske<br />
baggrund for udviklingen af en økologisk<br />
arkitektur, og i lyset heraf analyserer<br />
forfatteren en række igangværende<br />
miljøindsatser. Som noget væsentligt<br />
diskuterer han arkitektens rolle i forbindelse<br />
med udformningen af byøkologiske<br />
projekter.<br />
Claus Bech-Danielsen har gennem<br />
flere år både som arkitekt og som forsker<br />
arbejdet med økologisk formgivning. På<br />
sine rejser har han besøgt en lang række<br />
økologiske byggerier i hele Europa, fotografier<br />
fra disse rejser indgår som et centralt<br />
led i bogens omfattende billedmateriale.<br />
Bogen bygger på ph.d.-afhandlingen<br />
Byøkologi og æstetik. Ved afhandlingens<br />
27
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
bedømmelse på Kunstakademiets Arkitektskole<br />
i København skrev opponenterne:<br />
»Med den foreliggende afhandling har<br />
Claus Bech-Danielsen grebet ned i en<br />
yderst aktuel for ikke at sige presserende<br />
problemstilling. Hans ærinde er at gøre<br />
byøkologi til andet og mere end græsrodsbevægelse<br />
på den ene side og tekniske<br />
reguleringer på den anden.«<br />
Forlaget<br />
Henrik Grove: Økologi i parcelhuset.<br />
Århus 1998, Forlaget<br />
Modtryk. 160 s. Kr. 168,-.<br />
Denne bog er et hjælpemiddel til planlægning<br />
og projektering af et kommende<br />
byggeri. Den giver en generel beskrivelse<br />
af økologiske principper ved til- og<br />
ombygning af gamle huse og ved opførelse<br />
af nye, og den gennemgår detaljeret<br />
materialer og konstruktioner af<br />
vægge, lofter, tage, vinduer, isolering,<br />
masseovne, solceller, solfangere og meget<br />
mere.<br />
At bygge et hus og bo i et hus vil altid<br />
medføre en belastning af vores omgivelser.<br />
I Danmark bruges ca. 50% af det samlede<br />
årlige energiforbrug på drift, opførelse<br />
og nedrivning af bygninger. Vi<br />
kan ikke fjerne denne belastning, men vi<br />
kan gøre meget for at mindske den.<br />
Bogen er illustreret med fotos og konstruktionstegninger,<br />
som sammen med<br />
den grundige beskrivelse giver husejeren<br />
hjælp og inspiration til at give sig i<br />
kast med spændende projekter til gavn<br />
for miljøet og i mange tilfælde også privatøkonomien.<br />
Mester Tidende 6/98<br />
28<br />
Michael Riversong: Design<br />
Ecology. Californien 1996,<br />
Borderland Sciences Research<br />
Foundation. ISBN<br />
0-945685-17-3. $16,95.<br />
Hvis du endnu ikke har indarbejdet harmoniske<br />
designprincipper og strategier i<br />
dit liv, er det et must at studere denne<br />
omfattende håndbog, Design Ecology.<br />
Forfatteren Michael Riversong er en alsidig<br />
begavet musiker og komponist, han<br />
har en universitetsgrad i kinesisk og skriver<br />
om finere energier for tidsskrifter<br />
som Borderlands og Extraordinary Science.<br />
I sin praksis vedrørende økologisk formgivning,<br />
Quality Environmental Assessment<br />
(vurdering af miljøkvalitet), undersøger<br />
han boliger og kontorer og foretager<br />
»udrensninger« af dem.<br />
Riversongs designøkologi er en blanding<br />
af ideer og teknikker fra kinesisk<br />
feng shui og tysk bau-biologie. Han griber<br />
fat i det fysiske aspekt og bringer klarhed<br />
over, hvorfor og hvordan feng shui virker.<br />
Han bruger endog disse principper<br />
til at analysere byers funktionsmåde og<br />
hellige steder i Europa, Storbritannien<br />
og USA.<br />
Hvad bau-biologie eller designøkologi<br />
kan tilbyde i den store sammenhæng er<br />
dels en opmærksomhed omkring de<br />
geobiologiske og geomagnetiske aspekter,<br />
dels omkring energibesparelser og<br />
de sundheds- og sikkerhedsmæssige<br />
aspekter. I et af kapitlerne giver Riversong<br />
<strong>nyt</strong>tige tips vedrørende sammenhængende<br />
med det usynlige miljø, og i et<br />
andet forklarer han, hvordan man eliminerer<br />
de kroniske virkninger af giftige<br />
kemikalier i hjemmet.<br />
Riversong vier det afsluttende kapitel
til nyskabende løsninger, fx ved at be<strong>nyt</strong>te<br />
feng shui til at forandre de fine energier,<br />
at sammensætte en designøkologiværktøjskasse<br />
(fx elektromagnetiske<br />
feltmålere og andre apparater), at fremstille<br />
et medicinhjul i baghaven, at konstruere<br />
felt-modulatorer, der er i stand til<br />
at påvirke det lokale vejr, og at finde nye<br />
måder at måle ch’i-energien på.<br />
Nexus april/maj 97<br />
Hans Kronberger og Siegbert<br />
Lattacher: On the Track<br />
of Water’s Secret. From Viktor<br />
Schauberger to Johann Grander.<br />
Wien 1995, Uranus Verlags<br />
GmbH. 176 s. ISBN 3-901626-03-4.<br />
ATS 23,-.<br />
Fordi vand er en flydende krystal, er dets<br />
molekylære gitterstruktur i stand til at<br />
oplagre hukommelse. Men de fleste af os<br />
bruger og bader i »sygt« vand, der har en<br />
dårlig, kollektiv hukommelse! Hvis alt er<br />
vibrationer, følger heraf, at når giftige kemikalier<br />
kommer ind i vandforsyningen,<br />
vil deres frekvenser svinge og forblive<br />
»magnetiserede« i vandet på trods af alle<br />
tænkelige vandrensningsteknikker.<br />
Den østrigske opfinder og naturforsker<br />
Johann Grander har viet mange år<br />
af sit liv på at udvikle sin – tilfældige – opdagelse,<br />
baseret på iagttagelser af naturlige<br />
rytmer (ligesom hans forgænger,<br />
Viktor Schauberger, gjorde). Han fandt<br />
ud af, at man ved at bibringe vandet en<br />
spiralbevægelse og udsætte det for højfrekvente<br />
vibrationer (ca. 100.000 Hz)<br />
ved hjælp af magnetisme, kunne neutralisere<br />
alle spor af skadelige energier.<br />
Vandet bliver ikke blot omprogrammeret,<br />
men revitaliseret.<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
I deres beretning om Granders »store<br />
vision«, On the Track of Water’s Secret,<br />
fremlægger miljøjournalisten Hans<br />
Kronberger og vandforskeren Siegbert<br />
Lattacher forbløffende hændelsesbeskrivelser<br />
og fotografier, der bekræfter effektiviteten<br />
af Granders Living Water med<br />
sigte på at give mennesker, dyr og planter<br />
et sundt liv. Granders teknologier har<br />
også spændende muligheder i vandbehandling,<br />
medicin, industri og transport<br />
– hvor et forbrændingsapparat allerede<br />
har været testet med succes. Teknologier<br />
som disse fungerer på naturens betingelser<br />
og vil uden tvivl gavne vores liv og<br />
verden.<br />
Nexus april/maj 97<br />
Jonathan Goldman: Healing<br />
Sounds: The Power of Harmonics.<br />
1996, Element Books.<br />
188 s. ISBN 1-85230-848-6.<br />
Virkningen af lyd-healing bliver stadig<br />
mere anerkendt verden over på samme<br />
måde som at ældgamle hermetiske principper<br />
som »alt er vibrationer« omformuleres<br />
i en ny tidsalders sprog, hvor videnskab<br />
og spiritualitet finder hinanden.<br />
Lyd-healeren og musikeren Jonathan<br />
Goldman mener, at lyd har potentialet til<br />
at påvirke os på alle niveauer – det åndelige<br />
så vel som det fysiske, følelsesmæssige<br />
og mentale niveau. Derfor rummer<br />
lyd ikke kun helbredende muligheder,<br />
men også virkningsfulde, transformerende<br />
kræfter, der er i stand til at ændre<br />
bevidstheden. Det kan derfor ikke undre,<br />
at særlige sang- eller lyd-teknikker<br />
anvendes i de fleste eksisterende, gamle<br />
kulturer på Jorden, fra de shamanistiske<br />
aboriginals og sibiriske folk til tibetanske<br />
29
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
munke med deres dybe, messende stemmer.<br />
I denne reviderede udgave af Healing<br />
Sounds har Goldman skrevet en ny indledning<br />
for at berette om det udbytte,<br />
han havde af sine prøvetimer med besøgende<br />
munke fra det tibetanske Drepung<br />
Loseling kloster. Det var ved den<br />
lejlighed, han fik autorisation til at<br />
undervise i teknikken One Voice Chord<br />
(énstemmeakkord).<br />
Goldmans seneste fremskridt inden<br />
for harmonilæren har givet ham ny viden<br />
om, hvordan alt kan løses gennem<br />
de rette vibrationer. I vores evigt omskiftelige<br />
virkelighed ser Goldman lyden<br />
spille en nøglerolle i vores tilpasning til<br />
multidimensionale frekvensskift. Derfor<br />
opfordrer han folk til at samles for at skabe<br />
hellig lyd og »et formdannende resonansfelt<br />
gennem en forenet bevidsthed«.<br />
Han inkluderer en række forskellige<br />
healing-, sang- og overtoneøvelser, der<br />
er i stand til at rejse disse vibrationer!<br />
Nexus april/maj 97<br />
Jürgen Fischer (udg.): Orgon<br />
und DOR. Verlag Simon+Leutner.<br />
192 s. ISBN<br />
3-922389-72-4. DM 28,-.<br />
Orgon er den af Wilhelm Reich opdagede<br />
livsenergi, som han søgte at <strong>nyt</strong>tiggøre<br />
ved hjælp af sin orgon-akkumulator.<br />
DOR er dødbringende orgon, der opstår<br />
ved teknisk påvirkning som fx gennem<br />
atomkraftværker eller lysstofrør.<br />
Jürgen Fischer, der siden 1977 har<br />
fremstillet orgonomisk apparatur i nøje<br />
overensstemmelse med Wilhelm Reichs<br />
forskrifter, giver i denne bog en videregående<br />
behandling af videnskabsmand-<br />
30<br />
en og pioneren Wilhelm Reichs omstridte<br />
energikoncept. Tekster af Heiko Lassek,<br />
Myron Sharaf, James DeMeo og Eva<br />
Reich giver ligeledes interessante, nye<br />
oplysninger.<br />
Bogen indeholder dels en teoretisk<br />
gennemgang af orgon-energien og dens<br />
modspiller, den dødbringende orgon<br />
(DOR), dels en vejledning i at fremstille<br />
orgonomiske apparater og en klarlæggelse<br />
af deres praktiske, medicinske anvendelsesmuligheder.<br />
raum&zeit 79, jan./feb. 96<br />
Heiko Lassek: Orgon-<br />
Therapie. Heilen mit der reinen<br />
Lebensenergie. 1998,<br />
Scherz. 240 s. DM 39,90.<br />
Orgon er den kosmiske energi, som<br />
gennemstrømmer alle levende væsner<br />
og universet. Dette er den første omfattende<br />
indføring i Wilhelm Reichs revolutionære<br />
helbredelsesprogram, som anvender<br />
denne kraft i lægekunsten.<br />
Forlaget<br />
Katalog<br />
Det kan anbefales interesserede at rekvirere<br />
det illustrerede katalog fra<br />
postordreboghandlen Adventures Unlimited,<br />
One Adventure Place, P.O.Box 74,<br />
Kempton, Illinois 60946, USA, tel<br />
815-253-6390, fax 815-253-6300, email<br />
auphq@frontiernet.net,<br />
www.azstarnet.com/~aup<br />
Kataloget indeholder et væld af titler såvel<br />
inden for DIFØT’s kerneområder<br />
som teorier af særdeles uortodoks natur<br />
om alt mellem himmel og jord.<br />
-red
Forenings<strong>nyt</strong><br />
DIFØT Århus<br />
KOMMENDE MØDER<br />
Kunsten at selvudvikle<br />
– om selvudvikling i dagligdagen<br />
TORSDAG DEN 4. MARTS. Steen Andersen:<br />
Foredraget beskriver den egentlige<br />
betydning af selvudvikling og der gives<br />
redskaber til dem som ønsker succes i<br />
livet og/eller ændring i livsforløbet. Selvudvikling<br />
foregår hver dag og på alle<br />
tidspunkter og ingen kan frasige sig denne<br />
proces.<br />
I erkendelse af, at vi ikke kan ændre<br />
på vores omgivelser godtgøres det, at<br />
selvudvikling er en indre tankemæssig<br />
bearbejdning. Vi må derfor ændre os<br />
selv til en opfattelse, hvor vi både accepterer<br />
og anerkender vore omgivelser og<br />
Konsulentdatabase<br />
Vi forsøger i DIFØT Århus at skabe<br />
en konsulentdatabase, hvor interesserede<br />
vil kunne hente konsulentassistance<br />
til deres projekter.<br />
Interesserede brugere/konsulenter<br />
kan rekvirere materiale hos:<br />
Steen Andersen<br />
Vrøndingvej 72, Vrønding<br />
8700 Horsens<br />
tel 75 67 41 00<br />
den situation vi befinder os i, men hvor<br />
vi samtidig får styrke og overblik til videre<br />
at bearbejde vores situation og<br />
komme ud af et evt. dødvande.<br />
Som et fællesbillede af den fysiske og<br />
den tankemæssige adfærd er vores fremtoning<br />
det endelige resultat som vore<br />
omgivelser opfatter os på. Indlevelsesevne,<br />
koncentration og udstråling er<br />
nøgleord i denne henseende. Dette samspils<br />
betydning er hovedpunktet for opmærksomheden<br />
i selvudviklingen.<br />
Se evt. også http://www.<strong>nyt</strong>id.<strong>dk</strong>/steen/<br />
under introduktion og herefter kursus.<br />
Fri energi<br />
ONSDAG DEN 21. APRIL. Ole Nielsen<br />
fortæller.<br />
∞<br />
Møderne afholdes på:<br />
Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170<br />
8260 Viby J<br />
Mødetid: kl. 19.30.<br />
Datomedlemskab: 30 kr.<br />
Prøvenumre<br />
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Prøvenummeret indeholder et udpluk<br />
af tidligere artikler, der har<br />
været optaget i diføt ⋅ <strong>nyt</strong>. Artiklerne<br />
er udvalgt af Ib Bang ud fra et<br />
kvalificeret skøn mht. længde og<br />
emne. Prøvenummeret er gratis og<br />
på 20 sider. I forbindelse med afholdelse<br />
af arrangementer kan der hos<br />
Ib Bang (adresse side 2) rekvireres<br />
et antal til almindelig uddeling.<br />
SA<br />
31
diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 54.3<br />
Ny kasserer i Århus<br />
Da Bjarne Skaarup har valgt at trække<br />
sig ud af bestyrelsen i DIFØT Århus, er<br />
Ole Nielsen blevet valgt til ny kasserer.<br />
Da der ingen suppleant var, er bestyrelsen<br />
altså blevet reduceret til fire personer.<br />
DIFØT Århus’ bestyrelse takker Bjarne<br />
for hans indsats i den tid, han har<br />
været med.<br />
Ib Bang<br />
Videobånd<br />
To videobånd med optagelser fra møder<br />
i DIFØT Århus er tilgået biblioteket. Båndene<br />
indeholder tre foredrag af Ib Bang.<br />
Det første bånd: Kybernetisk ledelse<br />
samt Fremtidens samfund.<br />
Det andet bånd: Fremtidens teknik.<br />
32<br />
Mødekalender<br />
Tirsdag 16. feb. 99 kl. 19.30:<br />
Møde i København<br />
Erik Nielsen:<br />
Effektive mikroorganismer<br />
Torsdag 4. marts 99 kl. 19.30:<br />
Møde i Århus<br />
Steen Andersen:<br />
Kunsten at selvudvikle<br />
Tirsdag 16. marts 99 kl. 19.30:<br />
Møde i København<br />
Tirsdag 20. april 99 kl. 19.30:<br />
Møde i København<br />
Onsdag 21. april 99 kl. 19.30:<br />
Møde i Århus<br />
Ole Nielsen: Fri energi<br />
ON<br />
DIFØT København<br />
KOMMENDE MØDER<br />
Effektive mikroorganismer<br />
TIRSDAG DEN 16. FEBRUAR 1999 har<br />
Erik Nielsen indvilget i at tage tråden op<br />
fra sit tidligere foredrag, Belivende landbrug,<br />
som han holdt i foråret 1996. EN arbejder<br />
nu udelukkende med de såkaldte<br />
Effektive mikroorganismer, udviklet af den<br />
japanske hortonom-professor Teruo<br />
Higa. Organismerne har en lang række<br />
anvendelser i forbindelse med bl.a. affaldsbehandling,forureningsbekæmpelse,<br />
jordforbedring og forebyggelse af<br />
sygdomme hos dyr og mennesker. På<br />
trods af produkternes sejrsgang over<br />
store dele af verdenen betragtes de stadig<br />
med dyb modvilje af de danske veterinær-<br />
og sundhedsmyndigheder. For<br />
en yderligere introduktion til emnet<br />
henvises til diføt ⋅ <strong>nyt</strong> 45 og 47.<br />
∞<br />
Møderne i DIFØT København foregår i:<br />
Østerbrohuset, Århusgade 103<br />
2100 København Ø<br />
Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer<br />
og gæster 30 kr. I pausen kan der købes<br />
the, kaffe eller andre forfriskninger.<br />
Indstik<br />
Vedlagt dette nummer af bladet følger<br />
diføt ⋅ intern 24 og 25 med ajourført<br />
medlemsliste og tilmelding til tidsskriftlæsekredsen.<br />
diføt ⋅ intern u<strong>dk</strong>ommer<br />
efter behov og udsendes kun til<br />
medlemmer af DIFØT.<br />
-red