difoet-nyt 54.vp - heerfordt.dk

diføt⋅nyt 

Arthur C. Clarke: 

udfordrer videnskaben 

KOLD FUSION lever: 

Rapport fra den 

7. internationale 

konference i Canada 

Hans Nieper død 

Essay om Ord og Virkelighed 

Stirlingmotoren slår igennem 

Bognyt: 

spændende titler 

NR. 54.3 / JANUAR 1999 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand 

Agerkær 17, 2., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05 

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar 

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14 

Mogens Larsen - Kasserer 

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre 

Christian Heerup 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

Jan Koed - Redaktør 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Allan Göttsche - Suppleant 

Boholmsvej 7, 3250 Gilleleje 

DIFØT Århus 

Ib Bang - Formand 

Joh. P. Sørensensvej 12, Tebstrup, 8660 Skanderborg 

Girokonto 

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Medlemskab 

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages 

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent: 

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr. 

Forsiden 

Selv om den etablerede videnskab 

har afskrevet kold 

fusion som værende et udslag 

af vidtløftige forskeres 

fri fantasi, udføres der 

seriøs forskning blandt 

hundredevis af videnskabsmænd 

verden over. 

Billedet viser et »klassisk« 

forsøg, hvor damp frigives 

fra en hvidglødende wolfram-katode. 

Konstruktion: 

Ohmori-Mizuno. 

16. årgang nr. 54.3, jan. 1999 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt ⋅ nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel/fax 33 22 37 28 

email: jan-koed@inet.uni2.dk 

Udgivelse 

diføt ⋅ nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 300 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Arthur C. Clarke 

udfordrer videnskaben 3 

Rapport fra ICCF-7 

Michael McKubres 

5 

afsluttende bemærkninger 

Ved dr.med. 

7 

Hans A. Niepers død 

Bevis for alternativ 

10 

teori om tyngdekraft 12 

Ordenes virkelighed 14 

Kortnyt 

Gennembrud for 

19 

stirlingmotoren 22 

Bognyt 24 

Foreningsnyt 31

Essay: 

Arthur C. Clarke udfordrer videnskaben 

Af Eugene Mallove 

»Videnskabsmænd der forsker i ‘kold fusion’ 

behøver ikke at henvende sig«. Ja, 

siderne i det amerikanske tidsskrift Science 

er lukket land for dem. Science, der 

udgives af den amerikanske forening til 

fremme af naturvidenskaben, har en fast 

regel (uskreven, men demonstreret i 

praksis mange gange), der går ud på at 

afvise en hvilken som helst artikel om 

kold fusion, der indeholder beviser for 

teoriens gyldighed. I juni 1990 offentliggjorde 

Science en artikel af journalisten 

Gary Taubes, der var en direkte fornærmelse 

af forskergruppen ved Texas A&M 

University. Artiklen mere end antydede, 

at tritium på bedragerisk vis var blevet 

tilført de elektrokemiske kold-fusionsceller 

af kolleger til den fremtrædende 

professor i kemi, John O’M. Bockris. Disse 

beskyldninger var grundløse og blev 

gendrevet, men de blev trykt og aldrig 

trukket tilbage af Science – eller af Taubes. 

Den negative holdning har ikke kunnet 

standse Sir Arthur C. Clarke, der siden 

1992 har været seriøst optaget af striden 

om den kolde fusion. Han var i stand 

til at trænge igennem barrieren hos Science. 

Clarke er så anerkendt blandt de fleste 

videnskabsmænd, at Science ikke vovede 

at forhindre ham i at fremsige sin 

mening om kold fusion, da bladet inviterede 

ham til at deltage i sin serie af Essays 

on Science and Society. 

Det første essay i serien i Science den 5. 

juni 1998 er Clarkes velskrevne »Præsidenter, 

eksperter og asteroider«. I den 

vidtfavnende artikel gør Clarke sin stil- 

Sir Arthur Clarke, dimitteret fra ‘King’s College’, 

London, er forfatter til talrige arbejder om videnskab 

og ‘science fiction’, herunder hans velkendte 

samarbejde med Stanley Kubrick om filmen 

‘2001: A Space Odyssey’. Han er nu rektor for 

‘International Space University’ og rektor for universitetet 

i Moratuwa, Sri Lanka, hvor han har 

boet i 30 år. Han er den anerkendte ophavsmand 

til ideen om geosynkrone kommunikationssatellitter, 

der har forenet verden – næsten. 

ling meget klar. Han kalder høfligt behandlingen 

af den kolde fusion for »måske 

en af de største skandaler i videnskabens 

historie«. Underforstået kritiserer 

han den velkendte negative indstilling 

til kold fusion hos Science. Det bliver 

interessant at se, om selveste Sir Arthur 

vil være i stand til at fremtvinge en ændret 

opfattelse af kold fusion hos Science. 

Clarke indleder sit essay med: »Gennem 

mere end et århundrede har naturvidenskaben 

og dens følgesvend teknologien 

været hoveddrivkræfterne i skabelsen 

af vores verden. De bestemmer 

karakteren af de fremtider, der er muli- 

3

diføt ⋅ nyt 54.3 

ge. Menneskelig klogskab må afgøre, 

hvilken af dem, der er ønskværdig. Det 

er virkeligt oprørende så få af vore politikere, 

der har nogen videnskabelig eller 

teknisk baggrund.« (Amen!) 

Efter at have diskuteret forskellige temaer 

– over eksperternes fejltagelser 

(»Lord Kelvins proklamation, at røntgenstråler 

nødvendigvis må være en 

skrøne, og Ernest Rutherfords endnu 

mere berømte afvisning af atomenergien 

som ‘måneskin’«) til hvad der kan gøres 

ved truslen fra asteroide-nedslag – når 

Clarke frem til det utænkelige, støtte til 

den kolde fusion: 

»Endnu mere kontroversiel end truslen 

fra asteroide-nedslag er hvad jeg vil 

kalde en af de måske største skandaler i 

videnskabens historie, krumspringene 

omkring den kolde fusion. Som næsten 

alle andre blev jeg overrasket, da Pons og 

Fleischmann bekendtgjorde, at de havde 

opnået fusion i laboratoriet; og overraskelse 

forvandledes til skuffelse, da jeg 

erfarede, at de fleste af dem der forsøgte 

at bekræfte disse resultater var ude af 

stand til at reproducere dem. I første omgang 

undrede jeg mig over, hvordan to 

videnskabsmænd i verdensklasse kunne 

gå så galt i byen. Senere glemte jeg det 

hele i et års tid, indtil flere og flere beretninger 

dukkede op – fra mange lande – 

om unormal energiproduktion i forskellige 

apparater (nogle af dem havde tilsyneladende 

intet at gøre med fusion). 

Da jeg er enig i Carl Sagans princip, at 

‘ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære 

beviser’ (udtalt i forbindelse 

med UFO’er og gæster fra rummet), forblev 

jeg interesseret, men skeptisk. 

Nu er jeg næsten sikker på, at der produceres 

energi af adskillige apparater, 

hvoraf nogle er til salg med en tilbagebe- 

4 

talingsgaranti, og andre er dækket af patenter. 

Litteraturen om emnet er enorm, 

og min tro på at ‘ny energi’ er virkelighed 

er langsomt øget fra et procenttal i 

90’erne til nu 99%. Et medlem af Royal Society, 

også skeptiker til at begynde med, 

skriver: ‘Der er nu stærke beviser på kernereaktioner 

i fortættet stof ved lav temperatur.’ 

Problemet er, tilføjer han, at 

‘der ikke er et teoretisk grundlag for disse 

påstande, eller snarere at der er alt for 

mange modstridende teorier. 

Men husk så på, at dampmaskinen 

eksisterede i lang tid, før Carnot kom 

med den eksakte forklaring på virkemåden. 

Udfordringen nu er at iagttage, 

hvilket af de konkurrerende apparater, 

der er det mest pålidelige. Mit bud er, at 

anvendelsen af teknologien i stor, industriel 

skala vil begynde omkring århundredskiftet 

– hvor man da vil kunne forestille 

sig afslutningen på den fossile 

atomalder, hvilket vil overflødiggøre bekymringerne 

om den globale opvarmning 

samtidig med at de olie- og kulforbrændende 

systemer udfases… 

Til slut endnu en af mine usikre forudsigelser: 

Pons og Fleischmann vil blive 

de eneste videnskabsmænd nogensinde, 

der vil vinde Nobelprisen og samtidig 

blive betragtet som ignoranter.« 

Denne artikel blev bragt i Infinite Energy 20, 

juni/juli 1998. Originaltitlen er Sir Arthur C. 

Clarke Challenges the Scientific Community 

with Provocative Essay in ‘Science’. Eugene 

Mallove er redaktør af Infinite Energy, det førende 

tidsskrift inden for kold fusion og andre alternative 

energiformer.

Kold fusion: 

Rapport fra ICCF-7 

Stephen Kaplan fra Oregon i USA deltog i den ‘syvende internationale 

konference om kold fusion’, ICCF-7, der blev afholdt i Canada i 1998. Selv 

kalder han sig lægmand. Her er hans førstehåndsindtryk af konferencen. 

Af Stephen Kaplan 

For på nærmeste hold at få mere at vide 

om den nye energirevolution deltog jeg i 

Seventh International Conference on Cold 

Fusion, som blev afholdt i Vancouver, 

British Columbia i dagene 19.-24. april 

1998. Mere end 200 videnskabsfolk fra 

hele verden, der beskæftiger sig med 

kold fusion, delte de spændende opdagelser 

af »afvigende overskudsvarme« 

og »afvigende nukleare transformationer« 

med hinanden. De demonstrerede 

endnu engang, at på trods af de mange 

dødsdomme, der er afsagt af en bred 

kreds af videnskabsmænd og videnskabsjournalister, 

så er dette forskningsområde 

særdeles aktivt og spændende. 

De fleste videnskabsmænd kom fra USA, 

men der var også store delegationer fra 

Japan, Italien, Rusland og Kina. 

For det første må jeg indrømme, at jeg 

til tider var lidt mere end almindeligt forvirret 

under konferencen. Jeg er hverken 

fysiker, kemiker eller ingeniør, men ligger 

nok alligevel lidt over gennemsnittet 

med hensyn til naturvidenskabelig dannelse. 

Hvis man lærer gennem osmose, 

så blev jeg faktisk mere fortrolig med 

området og dets succeser, vanskeligheder 

og perspektiver ved blot at være til 

stede blandt så mange fremragende videnskabsmænd. 

Efter nogen tid var jeg 

endog i stand til at fatte essensen af de videnskabelige 

eksperimenter, der var stil- 

let frem til alles beskuelse og undersøgelse 

i et rum ved siden af selve konferencesalen. 

Jeg har måske ikke forstået, hvordan 

man nåede frem til visse resultater, 

men jeg opfattede hurtigt den overordnede 

konklusion af de udstillede forsøg. 

Og jeg stillede en masse spørgsmål, 

hvoraf jeg faktisk forstod de fleste af 

svarene. 

Energiministeriet og størstedelen af 

det videnskabelige establishment har udråbt 

den kolde fusion til at være en død 

sild eller det rene sludder. Derfor var de 

tilstedeværende med denne holdning 

kun ude på at nedgøre og/eller chikanere 

forelæserne – sådan opfattede jeg det i 

hvert fald. En af disse kritikere, dr. Douglas 

Morrison, fortalte mig, at han kun 

kommer til disse konferencer, fordi han 

elsker at iagttage »patologisk videnskab«. 

Mig forekom det, at han på en 

langt mere givende måde kunne studere 

dette fænomen ved at iagttage sin egen 

opførsel i et spejl. 

Det gjorde et stort indtryk på mig at 

tale med regeringsansatte videnskabsmænd, 

som fortsætter med at arbejde 

med kold fusion på trods af manglende 

støtte fra deres afdelinger eller kontorer. 

Det drejer sig bl.a. om dr. Tom Claytor fra 

Los Alamos National Laboratory, hvis eksperimenter 

med lav-energi-kernereaktioner 

har ført til dannelsen af tritium, og 

dr. Mel Miles, en forsker ved den amerikanske 

flådes China Lake anlæg. Hans 

5


eksperimenter med kold fusion vurderes 

meget højt. Men da flåden ikke mere 

finansierer forskning i kold fusion, tog 

han orlov for at fortsætte sit arbejde i Japan. 

Dr. David Nagel, leder af divisionen 

for forskning i fortættet stof og stråling 

ved Naval Research Laboratory, deltog for 

egen regning på grund af hans overbevisning 

om betydningen af dette forskningsområde. 

Hans seneste artikel, The 

Status of »Cold Fusion«, er en omfattende 

teknisk gennemgang af området, og han 

anbefaler, at der tilføres forskningen 

flere midler, så man bliver i stand til at besvare 

et antal uløste spørgsmål fyldestgørende. 

Jeg forlod konferencen mere end nogensinde 

overbevist om, at dette forskningsområde 

er på vej mod en forståelse 

af både de teoretiske og praktiske aspekter 

af lavenergi-kerneprocesser, der en 

dag vil føre frem til skabelsen af praktisk 

anvendelige, ikke-forurenende og særdeles 

økonomiske apparater til frembringelse 

af energi. Den dag kan komme 

meget snart, fordi en af videnskabsmændene 

ved konferencen, dr. Les Case, fortalte 

om en af ham opfundet proces, der 

er yderst effektiv til at frembringe overskudsvarme 

og som tilmed er let at reproducere 

(dvs. hver gang den startes, 

producerer den den samme mængde 

energi). Ifølge Gene Mallove er denne 

proces et eksempel på det, alle har været 

på udkik efter. Han er meget begejstret 

over resultatet af en test, han foretog af 

Cases proces den 30. april 1998. Resultatet 

indikerer, at 1) den frembringer overskudsenergi, 

2) den kan udvikles til at 

være selvkørende og 3) den giver forventninger 

om at kunne skaleres op til at 

producere store mængder energi. (Forsøges 

omtales i næste diføt ⋅ nyt – red.). 

6 

Et andet af konferencens højdepunkter 

var for mig de oplysninger, dr. Mallove 

kom med om et andet af ham undersøgt 

apparat, der giver overskud af energi. 

Under betegnelsen Kinetic Furnace (kinetisk 

ovn) fungerer den på grundlag af 

en ultralydfremkaldt »kavitationsproces« 

og er meget tæt på en kommerciel 

anvendelse. Den er opfundet og patenteret 

af Eugene Perkins og Ralph E. Pope 

fra Kinetic Systems, Inc. fra Cumming, Georgia, 

og den producerer stabil overskudsvarme 

i kilowatt-klassen. Den er 

bekræftet ved neutrale forsøg af mindst 

to industriforetagender og af mindst tre 

uafhængige ingeniørfirmaer, der er specialister 

i at måle ydelsen af systemer til 

opvarmning og luftkøling. Dr. Mallove 

og andre medlemmer af personalet hos 

Infinite Energy har bekræftet overskudsvarmen 

i en foreløbig afprøvning 

på åstedet. Yderligere undersøgelser 

med anvendelsen af højteknologisk måleudstyr 

vil blive foretaget i nær fremtid. 

Alt i alt forlod jeg Vancouver med en 

optimistisk opfattelse af den kolde fusion 

og andre nye energiteknologier. Det 

vigtige er nu at få samlet de nødvendige 

investeringsmidler til at få sat øget fart i 

udviklingen af nye energiteknologier og 

få dem ud på markedet. 

Alle som ønsker at vide mere om investeringsmulighederne 

kan komme i kontakt 

med mig på tel 503-297-2424 eller 

email kap808@europa.com. 

Rapporten er gengivet fra Infinite Energy 19, 

1998.

Michael McKubres 

afsluttende bemærkninger 

Refereret af Jed Rothwell 

Det passer mig udmærket at stå på dette 

podie og ligne en politiker. Min stolthed 

forhindrer mig ikke i at bede om penge til 

kold fusion – at kræve penge til kold fusion. 

Min gennemgang vil ikke fokusere 

så meget på en præcis, videnskabelig 

evaluering, men snarere være en vurdering 

af det jeg har hørt i ugens løb. Jeg 

fornemmer en vis polarisering i øjeblikket. 

Hvis I forestiller jer et spektrum, der 

spænder fra grundforskning på den ene 

side til teknisk udvikling på den anden, 

har tiden med den kolde fusion – på den 

måde jeg har haft tilknytning til den – 

været koncentreret på midten. Folk har 

forsøgt at fremstille små demonstrationsmodeller 

for på den måde at tiltrække 

teknologisk udvikling i stor skala. Så 

forsøg med at producere overskudsvarme 

i en mængde, der var værd at tale om, 

har været den dominerende tendens. 

Men ikke på denne konference. 

Jeg ser en polarisering mellem grupper, 

der udfører grundlæggende arbejde 

– for en stor del koncentreret om materialer 

– og grupper der forsøger at bryde 

igennem med en hurtig teknologisk udvikling, 

typisk af firmaer som ENECO, 

CETI og Blacklight Power. På en vis måde 

er denne polarisering en fordel. Det er 

selvfølgelig godt, i og med de to grupper 

fortsætter med at komme til de samme 

konferencer, så de gensidigt kan befrugte 

hinanden… måske ikke den mest udsøgte 

måde at udtrykke det på! 

Med hensyn til materialeaspektet ser 

jeg nogle overordentligt positive signa- 


ler fra den kolde fusion. Mødet onsdag 

morgen, som jeg var så heldig at være leder 

af sammen med Francesco Scaramuzzi, 

begyndte med Celani og sluttede 

med De Ninno. Det var måske det bedst 

funderede møde ved en konference om 

kold fusion, jeg nogensinde har deltaget 

i, og jeg har været med ved samtlige konferencer 

og har deltaget i de fleste møder. 

Jeg var meget imponeret af den vedvarende 

høje kvalitet af de fremlagte 

rapporter: eksperimenternes logiske opbygning, 

overvejelserne, strukturen og 

de opnåede resultater. 

Der var en gang, hvor vi, der tilrettelagde 

og organiserede konferencerne, 

lagde de mindst interessante afhandlinger 

ud til materialemøderne. Folk der talte 

om materialer var i virkeligheden de 

folk, der forsøgte at skabe eksperimenter 

med overskudsvarme, men som ikke 

havde haft succes med at opnå resultater. 

Derfor talte de om materialer. Jeg har 

selv gjort det. Nu drejer de vigtigste møder 

sig om materialer. Folk har indset, at 

det er dér problemerne ligger, og de vender 

nu deres opmærksomhed og intellektuelle 

formåen henimod at løse disse 

problemer. For mig at se er det et meget 

stort fremskridt. I denne sammenhæng 

var jeg meget imponeret af – og det har 

jeg været gennem nogen tid – tyngden 

bag det italienske bidrag til området, og 

det forekommer mig yderst passende, at 

ICCF-8 skal afholdes i Italien. 

Med hensyn til den anden polaritet – 

den ingeniørmæssige udvikling – kan 

man vel først og fremmest sige, at det viser 

der er penge til rådighed. Der er optimisme. 

Og jeg håber også det betyder, at 

der er demonstrationsmodeller på vej. 

Det er altså godt nok. 

På nogle områder er denne polari- 

7


sering dårlig – eller uheldig. Det betyder, 

at materialespørgsmålet ikke er blevet 

løst, så vi derfor er tvunget til at arbejde 

med det. Vi har arbejdet på det gennem 9 

år. Det har taget nogen tid, tror jeg, at 

indse – eller at blive enige om – at der 

eksisterer en afgørende materialefremkaldt 

ikke-reproducerbarhed i systemet. 

Og det har ærgret mig, fordi jeg har sagt 

det i flere år. Endelig er verden efter al 

sandsynlighed kommet til en anden opfattelse, 

nemlig at det faktisk er tilfældet, 

og nu investeres der megen energi i det. 

Men problemerne stikker dybt. Problemerne 

med palladium, problemerne 

med den elektroniske kobling er i sandhed 

dybtgående, og for øjeblikket ser jeg 

ikke tegn på, at der sættes tilstrækkelige 

ressourcer ind på at løse disse problemer 

på kort sigt. Som jeg derfor startede med 

at sige: giv penge til kold fusion. 

Jeg tror, at polariseringen måske er 

uheldig på en anden måde: uden fundamental 

viden som vejleder i den teknologiske 

udviklingsproces, står det mig ikke 

klart, hvordan demonstrationsmodellen 

– maskinen, den varmeproducerende, 

der udnytter dette fænomen – i øjeblikket 

vil kunne fremstilles inden for rammerne 

af de økonomiske midler, der stilles 

til rådighed, og med den forhåndenværende 

tålmodighed. Men som helhed 

er jeg tilfreds med balancen, sigtet og 

med holdningen. 

Noget jeg for første gang noterede 

mig ved denne konference er den betydelige 

deltagelse af folk, der er yngre end 

mig. Det er det afgørende, hvis dette forskningsområde 

skal overleve. Efterhånden 

som gennemsnitsalderen øges for 

hver ICCF, fordi fremskridtene ikke sker 

så hurtigt som de burde, ender det med 

vi dør før vi forstår fænomenet. Vore kri- 

8 

tikere vil gå af med sejren, ikke fordi de 

har ret, men fordi vi ikke længere vil 

være i stand til at stå op og tale i en mikrofon. 

Med hensyn til at få unge mennesker 

til at deltage i konferencen vil jeg 

rette en stor tak til professor Takahashi. 

Professor Dash arbejder sammen med 

unge mennesker. Jeg ser et overraskende 

stort og meget glædeligt antal deltagere 

af unge canadiere. Jeg anede ikke, at canadierne 

vidste noget som helst om kold 

fusion. Når det er sagt, mener jeg, at der 

stadig er mulighed for at lære noget af de 

gråhårede på dette område. Efter min 

mening blev to af de bedste artikler ved 

denne konference præsenteret af Ed 

Storms og Martin Fleischmann, som ikke 

hører til de yngste blandt os. De siger noget, 

vi er nødt til at lytte til. Der kan stadig 

ydes bidrag af de folk, der skabte og definerede 

dette forskningsområde. 

Efter min mening var den bedste rapport 

om varme – og måske den bedste 

rapport overhovedet ved denne konference 

– den som blev præsenteret af 

Mitch Swartz. Jeg har ikke været den 

største… det er ikke et det rigtige ord… 

jeg har ikke troet så meget på eksperimenterne 

med nikkel og letvand. Jeg har 

ikke selv været i stand til at udføre eksperimenterne 

med held, og jeg har altid 

følt, at kvaliteten af de kalorimetriske observationer 

i nikkel-letvandsstudierne 

har været lavere end kvaliteten af de kalorimetriske 

observationer i palladiumdeuterium-systemerne. 

Det er åbenbart 

et forhastet og fordomsfuldt synspunkt. 

Men MitchSwartz fremlagde et meget 

klart kalorimetrisk bevis, hvilket så sandelig 

vil få mig til at revidere min tro og 

min forståelse af nikkel-letvandssystemet 

og dets evne til at frembringe 

unormale varmemængder.

Endnu en afhandling vil jeg gerne 

nævne, fordi den kom som en overraskelse 

for mig både med hensyn til resultat 

og indfaldsvinkel. Det var Les Case, 

der havde benyttet deuterium i en standardkatalysator 

med palladium på kul 

og havde observeret en konstant varmeudvikling. 

Før i tiden ville folk, der 

havde opnået sådanne resultater, ikke 

have fortalt dig, hvad de havde gjort. De 

ville have antydet, at de havde gjort det, 

og at de kendte svaret, og når du så 

spurgte dem, hvad de havde gjort, sagde 

de: »Det kan jeg ikke fortælle dig« – på 

grund af forhold omkring ophavsret eller 

drømme om en Nobelpris. Det har 

hidtil været en af de største hæmsko for 

udviklingen af kold fusion. Og jeg var 

meget imponeret af det som dr. Case 

havde gjort, og det at han var rede til at 

tale om det frit og detaljeret for at få 

vores kommentarer, samarbejde med os 

og demonstrere sine ideer. Der er jo en 

mulighed for, at målingerne er behæftede 

med fejl: så stil forsøget op, undersøg 

det, lad os samarbejde og diskutere resultatet. 

Der er en samarbejdets ånd blandt 

folk, der arbejder med kold fusion. Jeg 

har ikke brugt så megen tid, som jeg måske 

burde have gjort, på at forberede disse 

bemærkninger, fordi jeg betragter jer 

alle som venner. Og når man taler til venner, 

gør det ikke så meget hvad man siger, 

folk synes det lyder godt nok. Når 

man taler til sine fjender, er det lige meget 

hvad man siger, så vil det alligevel 

blive betragtet som noget vrøvl. En af de 

stærke sider ved vores fællesskab er den 

varme og venskabelige indstilling vi er 

omgivet af. Jeg har store forhåbninger til, 

at vi vil få heldet med os. Hvis man skulle 

formulere et projekt, en idé, hvis eneste 


formål skulle være at bringe folk fra forskellige 

nationer til at samarbejde – skulle 

bringe folk fra forskellige forskningsgrene 

til at samarbejde, få dem til at lytte 

til hinanden og tale sammen, ville man 

ikke kunne finde noget bedre projekt 

end kold fusion. Måske har Fleischmann 

vidst det hele tiden blot for at sætte os i 

sving med at udvikle en elektrokemisk 

kerneproces af samme kaliber som projektet 

med at placere et menneske på månen… 

Endelig vil jeg gerne fremhæve, at 

Fred Jaeger og det lokale organisationsudvalg 

har gjort en stor indsats for at 

gennemføre denne konference. Jeg kender 

ikke Freds motto, The Best Ever, men 

organiseringen af konferencen var den 

bedste nogensinde. Jeg forventer, at vi 

vil opleve stadig bedre organiserede 

konferencer. Forhåbentlig vil The Best So 

Far være en mere nøjagtig beskrivelse. 

Derfor vil jeg bede om jeres helhjertede 

støtte til Francesco Scaramuzzi og hans 

organisering af ICCF-8 i Europa. Gå ud 

og bliv mange! Tak. 

Rapporten er gengivet fra Infinite Energy 20, 

1998. 

Som en mand der har viet hele sit liv til 

den mest klarhjernede videnskab, studiet 

af stoffet, kan jeg sige jer så meget 

om resultatet af min forskning i atomet: 

Der findes intet stof som sådan! Alt stof 

udspringer af og eksisterer kun i kraft af 

en kraft, der får atomets partikler til at vibrere 

og holder sammen på atomets 

minimale solsystem. Da der ikke eksisterer 

nogen anden, ydre kraft i universet, 

må vi antage, at der bag denne kraft 

eksisterer en bevidst og intelligent Hjerne. 

Denne hjerne er den grundlæggende 

støbeform for alt stof. 

Max Planck 

9

Nekrolog: 

Ved dr.med. Hans A. Niepers død 

Hans Nieper fotograferet i Stockholm, sept. 

1994, hvor han deltog i kongressen ‘Den nye 

Energi’, refereret i diføt nyt 37. Foto: Jan Koed 

Den 23. maj 1998 kunne dr. Hans Nieper 

fejre sin 70 års fødselsdag. Tre dage efter 

sin sidste offentlige fremtræden ved seminaret 

»Nye fremskridt i Teknik og Videnskab« 

døde han af sin anden blodprop 

i hjertet den 21. oktober 1998. For 

alle hans venner verden over er det et 

hårdt slag. 

Hans Nieper fødtes i 1928 som barn af 

et lægedynasti. Begge hans forældre var 

læger, hans oldefar var grundlæggeren 

af sygehuset i Ilten ved Hannover, hans 

bedstefar en kendt kirurg i Goslar. Dr. 

Nieper var beskæftiget som specialist 

ved Silbersee hospital og havde derudover 

en stor praksis. Han modtog patienter 

fra alle kontinenter og var anerkendt 

som en af de betydeligste læger inden for 

10 

kræftsygdomme, dissemineret sklerose 

og forebyggelse af blodpropper i hjertet. 

Sin studietid tilbragte han i Mainz, 

Freiburg og Neuenburg i årene 1946-52. 

Doktorgraden tog han med højeste udmærkelse 

i Hamburg i 1953 med opklaringen 

af den såkaldte boeckske syge 

som værende en autoimmunsygdom. 

Dengang blev et sådant sygdomsprincip 

anset for at være hjernespind. Når det i 

dag er et anerkendt faktum, er det delvis 

dr. Niepers fortjeneste. 

Efter et par år som klinisk og praktiserende 

læge, fortrinsvis i Hannover, var 

han i årene 1955-56 beskæftiget ved prof. 

Druckreys kræftforskningslaboratorium 

i Freiburg, som han igen forlod med bevidstheden 

om, at kræftbehandlingen 

(med giftige kræfthæmmende midler) 

dengang som i dag i det store og hele var 

på vildspor. Efter yderligere hospitalspraksis 

i Hameln var han i 2 år ansat ved 

Paul-Ehrlich-instituttet i Frankfurt. I 

denne periode kom dr. Nieper med ideer 

til eller udviklede i samarbejde med kemikeren 

dr. Franz Köhler en serie af nye, 

medicinske stoffer, herunder aspartat og 

senere det såkaldte orotat, der bidrog til 

dr. Niepers verdensomspændende ry. 

Sommeren 1960 tilbragte dr. Nieper i 

Sloan-Kettering-kræftforskningsinstituttet 

i New York med afstikkere til medicinalfirmaerne 

Lederle og Abott. Efter 

erfaringerne med sygdomsforløbet hos 

den kræftramte politiker John Foster 

Dulles blev der for første gang foretaget 

en undersøgelse af kroppens eget forsvar 

mod kræft. 

I slutningen af 1960 kom dr. Nieper til

Sine sidste ord udtalte han 

stille om natten kl. 2 til sin hustru: 

»Væk Daniel, ring efter 

ambulancen.« 

Kort efter var han død. 

Dr. Hans A. Nieper fra 

Hannover, en af de berømteste 

kræftlæger i verden. Han 

døde 70 år gammel af sin anden 

blodprop i hjertet. 

*** 

Blandt dr. Niepers patienter 

var der mange verdensstjerner, 

adelige, politikere: Anthony 

Quinn, John Wayne, 

Yul Brynner, William Holden, 

prinsesse Caroline af Monaco. 

Han behandlede den 

syge ekspræsident Ronald 

Reagan. Nancy Sinatra 

sværmede for denne store, 

tyske læge: »Han er et utro- 

Aschaffenburg, i den navnkundige kardiolog 

prof. K. J. Blumbergers laboratorium, 

hvor han blev til 1964. I denne 

periode fandt indførelsen af kalium- og 

magnesiumaspartat i hjertebehandlingen 

sted, og man opdagede, at de såkaldte 

EAP salte beskytter cellemembranerne 

mod angreb fra immunlegemerne. Dr. 

Nieper blev anerkendt som at være ophavsmanden 

til det eneste middel, der 

på verdensplan officielt er udnævnt som 

værende et middel mod dissemineret 

sklerose. 

I begyndelsen af 1964 begyndte han 

sin praksis i Hannover. På baggrund af 

sin mangeårige forskning i ugiftige metoder 

til langtidskræftbehandling stille- 

Hjerteslag – society-lægen og 

kræftspecialisten dr. Nieper død 

ligt menneske, en anerkendt 

videnskabsmand, en fantastisk 

læge.« 

For dem alle var dr. Nieper 

næsten en mirakelmager, 

hans »Paracelsus-klinik ved 

Silbersee« et mekka for begrundet 

håb. 

Kræftlægen udviklede 

særlige diæter, egen kræftmedicin 

som fx ananasekstrakten 

»Anavit«. 

En af hans vigtigste læresætninger: 

»Kræft skal ikke 

behandles som en lokal sygdom. 

Kræft handler om hele 

kroppen, derfor skal man 

styrke hele kroppen.« 

Han var medstifter af Det 

tyske selskab for Onkologi 

(kræftforskning) – næste 

weekend skulle han modtage 


en udmærkelse for sit livsværk. 

Men belastningen fra hans 

utrættelige kamp mod kræften 

gjorde hans hjerte sygt. 

»I de sidste 10 dage havde 

han problemer, men han ville 

ikke behandles længere. 

Han fortsatte i stedet med sin 

praksis, passede sine patienter, 

tog til en kongres i 

Zürich«, fortæller hans hustru 

Helga, gift med ham i 23 

år. 

Sammen med sønnen Daniel 

(21) steg hun ind i ambulancen 

– i døden trykkede 

hun blidt sin mands hånd. 

24.10.98 

de han op som kronvidne for magtfulde, 

amerikanske borgerretsbevægelser, der 

opponerede mod den »ortodokse« medicin 

og statslige regulativer. 

I 1971 indførte dr. Nieper betakaroten 

rutinemæssigt i den forebyggende 

kræftbehandling – i første omgang latterliggjort, 

men nu anerkendt i den videnskabelige 

verden som en af de mest 

effektive beskyttelsesforanstaltninger. 

1973-74 definerede dr. Nieper kroppens 

eget forsvar mod kræft som ikke »immun«, 

men »gen-reparativ«, hvad de 

indviede senere betragtede som værende 

den mest lovende vej til fremtidens 

kræftbehandling. Derfor opnåede han 

en status som »Promi-Arzt« – lægen for 

11


de »kendte« – så at den tyske avis Bild 

skrev en artikel om ham i anledning af 

hans død. 

Allerede i 1946 beskæftigede dr. Nieper 

sig kritisk med aspekter inden for fysikken. 

I 1953 udviklede han sin såkaldte 

afskærmningsteori i forbindelse med 

virkningerne af tyngdekraften, og han 

han genindførte den af Einstein »afskaffede« 

æter. I 1970 var han i stand til med 

støtte fra amerikanske videnskabsmænd 

at videreudvikle sine ideer om tyngdekraften. 

I 1972 foreslog dr. Ernst Stuhlinger fra 

NASA i et brev til Nieper at forklare afskærmningsfænomenet 

ved gjælp af det 

af G. Feinberg i 1966 postulerede »tachyonfelt«. 

I 1977 udkastede dr. Nieper 

sammen med fysikerne dr. A. Alexander 

og prof. Dah Chen teorien om tachyonfeltets 

såkaldte perisolare pudefelt. Med 

denne teori som udgangspunkt forekommer 

det sandsynligt, at man fra dette 

tachyonfelt kan udvinde ubegrænsede 

mængder energi. 

Dr. Nieper var initiativtager og leder 

Af Albert Hauser 

Engang i DIFØT’s barndom, ca. 1984, læste 

jeg den nu afdøde dr. Hans Niepers 

bog, Revolution in Technik, Medizin, Gesellschaft. 

Dette, den tidligere formand for 

den tyske forening DVS’, hovedværk 

findes i vores bibliotek som »standardlitteratur« 

og indeholder blandt meget andet 

også hans ideer om tyngdekraft. 

Allerede tidligere var jeg faldet over 

en lille folder skrevet af Arne Gabs, Tøn- 

12 

af energitekniske kongresser, der tog sin 

begyndelse med det første arrangement 

den 27.-28. november 1980 i Hannover. 

Kongresserne tjente først og fremmest til 

at informere om og diskutere de praktiske 

muligheder for at omdanne tyngdefeltsenergien 

til elektrisk energi for dermed 

at kunne præsentere alternativer til 

atomenergien. Der var en stemning af 

opbrud, og der blev da også fremvist apparater, 

der skulle fungere med »fri energi«, 

men meget af det var endnu ikke 

færdigudviklet. 

I april 1981 blev Den tyske forening 

for Tyngdefeltsenergi (Deutsche Vereinigung 

für Schwerkraft-Feld-Energie, DVS) 

grundlagt med dr. Nieper i formandsstolen. 

Han blev på posten til den 

22. november 1997 og blev da afløst af 

prof. dr. Josef Gruber og derefter udnævnt 

til foreningens ærespræsident. 

Nekrologen er et redigeret sammendrag fra 

NET-Journal 11/12, nov./dec.1998. 

Bevis for alternativ teori om tyngdekraft 

der, og det besynderlige var, at Gabs’ 

skrift stort set udtrykte de samme tanker 

som Nieper! Det nye i begge beskrivelser 

forklarede, at tyngde ikke som vi lærte i 

skolen var en tiltrækning mellem stofferne, 

men at den tværtimod var et tryk ude 

fra rummet, der pressede tingene mod 

hinanden! 

Jeg forsøgte nu at informere begge 

parter om, at der i nabolandet sad en person, 

der uafhængig af den anden havde 

fostret den samme tanke. Siden hen duk-

kede der flere lignende teorier op, såsom 

fra svejtseren Oliver Crane (Ludwig Sigrist), 

fra tysk-russeren dr. Oesterle, fra 

prof. Meyl, Tyskland osv. 

Jeg havde forlængst tilsluttet mig teorien, 

fordi den gamle officielle forklaring 

om, at jorden tiltrækker alting, 

forekom mig ulogisk, al den stund at jordens 

magnetiske poler ikke trækker mere 

i os (end resten af overfladen), og vi selv 

og mange andre ting ikke er magnetiske i 

almen forstand. 

Ved at læse i raum&zeit numrene 

91-93 faldt jeg over en interessant beskrivelse 

af tyskeren Eduard Krausz’ arbejder, 

der foruden teorien indeholder nogle 

forsøg, der bekræfter hans forestillinger. 

Læseren har sikkert allerede gættet, 

at dipl.-ing. E. Krausz’ forskning stort set 

dækker sig med ovennævnte ideer, og 

pudsigt nok nævner han sin afdøde samarbejdspartner 

ing. Hans Jäckel, som jeg 

havde læst om allerede i raum&zeit 65/93 . 

Jäckel kunne føle den stående gravitationsbølge 

på samme måde, som han 

kunne føle vandårer, og jeg fandt hans 

evne så interessant, at jeg i april ‘97 skrev 

et langt brev til ham, hvor jeg bl.a. spurgte 

om, hvad han mente om RQM ideerne. 

Jeg havde ikke hans adresse og måtte 

poste brevet via raum&zeit forlaget. Desværre 

fik jeg intet svar, og først om efteråret 

læste jeg tilfældigt i raum&zeit, at 

Jäckel, der var højt til års, netop var afgået 

ved døden om foråret. 

Hvorfor jeg på artiklen i ‘93 først reagerede 

i ‘97 må skyldes den omstændighed, 

at vi alle bombarderes dagligt med 

information, hvorved noget af det væsentlige 

desværre drukner i papirflommen. 

Ved sortering i biblioteket må jeg så 

senere været faldet aver Jäckels artikel. 

Jeg har nu skrevet et brev til Eduard 


Krausz og vedlagt det gamle brev til 

Jäckel samt min gamle artikel om Gabs i 

DVS meddelelsen 24, 1990 (en tysk oversættelse 

af min tale i Tønder 1990, se diføt 

⋅ nyt 20) og en kopi af RQM patentet. 

Jeg beskrev også min »primitive« afprøvning 

af det berømte finske Tampere-forsøg, 

hvor russeren dr. Eugene 

Podkletnov ved afprøvningen af roterende, 

superledende skiver tilfældigt 

opdagede en tyngdeforstyrrelse af emner 

over skiven. Opdagelsen skabte en 

del røre, idet Podkletnov kunne måle 

vægtreduktioner mellem 0,5% og 4% (se 

også diføt ⋅ nyt 50), men universitetets 

ledelse i Tampere fik ham mobbet væk, 

og et USA institut tog imod ham med 

kyshånd. Siden er NASA, som også kan 

ses i diføt ⋅ nyt 50, begyndt at interessere 

sig for denne opdagelse. 

Men nu har altså Eduard Krausz lavet 

et efter hans teori planlagt forsøg, der giver 

en vægtreduktion på foreløbig 

0,55%, men fordi han ved hvad han laver, 

vil procenten sikkert snart blive forbedret. 

Ifølge beskrivelsen i raum&zeit 

roterer han en titancylinder omkring et 

blylod på 728 g. Rotationen er på 85.000 

o/min og på tilhørende foto kan jeg se, at 

han anvender en trykluftdrevet turbine. 

I mit brev til ham spurgte jeg både til 

hans forklaring af det finske forsøg og 

forhørte mig om, hvorfor han anvender 

titan. Jeg beskrev også en idé, som Hans 

Lehner, direktøren for RQM, gerne vil 

have mig til at afprøve. 

Så med lidt held får jeg måske snart 

nogle tips om, hvordan vi i DIFØT kan 

lave nogle tyngdekraftforsøg. 

13

Essay: 

Ordenes virkelighed 

Af Ernst Rasmussen 

I årene 1963/64 rejste jeg – bogstavelig 

talt – på kryds og tværs gennem USA. 

Mit officielle job var, som pianist for et 

hold Flensted-Jensen gymnaster, at passe 

mit klaver til de mange opvisninger 

der kunne finde sted under de mest 

usædvanlige omstændigheder. Dog 

mest under meget betryggende forhold 

på de store kendte, amerikanske universiteter. 

Jeg var, i kraft af min særlige stilling, 

begunstiget med megen fritid og i 

disse perioder var min opmærksomhed 

rettet mod ganske andre ting end det 

musikalsk/gymnastiske. 

Sidste del af turen var henlagt til den i 

mange henseender særligt spændende 

stat Californien. Spændende især for en 

vordende okkultist. Hele området er jo, 

som mange ved, et sandt Eldorado for 

esoteriske bevægelser og mystiske fænomener 

– det meste, naturligvis, hjemmehørende 

under den mere kulørte afdeling, 

men også i visse tilfælde – som det 

jeg her skal komme ind på – som noget 

der nok fortjener en mere seriøs opmærksomhed. 

Jeg vil nu, i min erindring, bevæge 

mig mere end 30 år tilbage i tiden – til en 

sen aftenstund i auditoriet på University 

of San Diego i det sydlige Californien. Vi 

havde netop et par timer forinden optrådt 

med vores populære show og kunne 

nu enten slappe af eller se frem til, 

som vanligt var, at vores altid meget venlige 

værtsfolk havde lagt hovederne i 

blød for at vi også skulle få en uforglemmelig 

aften på netop dette sted. 

14 

Navnet kommer fra naturen. 

Proklos 

Og her kan jeg tilføje: i dette tilfælde 

lykkedes det virkelig. Man havde fundet 

på at invitere os sammen med et lille forskerteam 

der arbejdede med en undersøgelse 

af den oprindelige befolknings 

særlige sprog- og kommunikationsformer. 

Disse unge amerikanere fortalte nu 

med stor begejstring om, hvorledes det 

dels gennem direkte mundtlig overlevering, 

dels gennem studiet af gamle 

indianer-dokumenter var lykkedes dem 

at komme på sporet af en særlig kommunikationsmetode 

som de nu arbejdede 

på at gøre forståelig på moderne engelsk. 

Umiddelbart kunne det synes en umulig 

opgave at ville forklare lydmæsssige og 

sproglige kvaliteter som for længst måtte 

være gået tabt vha. vor tids sprog der 

ikke længere besad disse kvaliteter. 

På dette tidspunkt kunne jeg da også 

kun, med en blanding af undren og 

skepsis, lytte til hvad der her blev fortalt. 

I dag hvor jeg, på en måde, selv befinder 

mig i en noget lignende situation ser jeg 

noget anderledes på sagen. Og netop 

dette vil jeg gerne forsøge at gøre rede 

for i denne artikel. Men lad mig igen vende 

tilbage til den situation som satte det 

hele i gang. 

Dem der kender Carlos Catanedas 

meget læste og omdiskuterede »Don 

Juan-bøger« (der i øvrigt, i deres konkrete 

handlingsforløb, netop foregik i det 

område vi her befandt os i!) vil have et 

meget godt billede af mine oplevelser 

denne aften. Jeg blev på den mest nærgående 

måde – således som det også sker i 

bøgerne – konfronteret med det helt centrale 

og samtidig mystiske spørgsmål:

»Hvad er virkeligheden – i virkeligheden?!« 

Don Juan (den gamle mexicanske 

indianer der er hovedpersonen i Castanedas 

bog) påstår at »vi« – dvs. stort set 

hele den moderne verdens såkaldte »civiliserede« 

befolkning – snakker os væk 

fra den egentlige virkelighed i kraft af 

den måde vi taler på. 

Don Juan har heller ikke meget tilovers 

for vores skriftsprogs muligheder 

for at fastholde noget væsentligt. Egentlig 

mener han ikke at noget, i sin strengeste 

betydning, skal »fastholdes« i form af 

historie eller lign. Alt skal, som livet selv, 

have lov at flyde videre i en konstant 

skiftende strøm. Castaneda (som er antropolog) 

har derimod den holdning, at 

han vil forsøge at fastholde – også disse 

originale tanker – vha. sine skriftlige notater! 

Denne umulige situation er egentlig 

hele problematikken i en nøddeskal. 

Det er nu ikke fordi Don Juan gir indtryk 

af at være en særlig tavs person. Men 

spørgsmålet er: Hvordan skal vi nogensinde 

nå til en forståelse af det metasprog 

han betjener sig af vha. vort eget sprog? 

Jeg må her indføje endnu et tilbageblik 

på den sene aftenstund i auditoriet. 

En fra gruppen fortalte om hvordan 

de store høvdingemøder i sin tid var 

foregået. Han sammenlignede dem med 

et nutidigt møde i FN og sagde: Medens 

man i dag må kæmpe sig igennem uendelige 

rækker af argumentationer og 

misforståelser, der kan tage flere dage at 

komme igennem, så havde det engang 

været ganske anderledes. De store høvdingemøder 

havde sjældent en varighed 

af mere end 20 min. Det kunne ses af beskrivelserne 

hvorledes tingene var foregået, 

og man kunne forestille sig det omtrent 

således: En af deltagerne rejste sig 


op og sagde noget ganske kort (måske 

2-3 min.). Så var der en længere tavshed 

(måske 10-15 min). Der kunne så (evt.) 

være en anden som kom med nogle få 

bemærkninger – og mødet var slut. Problemerne 

løst til alles tilfredshed! 

Hvad skete der nu egentlig her? Disse 

gamle naturfolk besad tilsyneladende 

evnen til at komme langt tættere på hinanden, 

og naturen, end vi er i stand til at 

gøre det i dag. Opstod der alligevel, af en 

eller anden grund, nogle disharmoniske 

forhold så krævedes der kun ganske få 

præcise bemærkninger til at genoprette 

harmonien. En anden af forskerne fortalte 

nu om tegnsprogets betydning og sagde 

til sidst: I de mundtlige overleveringer 

havde man sagt, at man i de helt 

gamle tider blot havde talt til sandet – og 

der dannede sig så figurer i det! 

Rejsen var snart slut. Vi skulle atter 

hjem til Danmark – og der skulle nu gå 

næsten 20 år inden jeg, i min bevidste 

hukommelse, vendte tilbage til denne 

usædvanlige oplevelse. 

Oplevelsen i San Diego var faktisk så 

væsentlig at jeg nu kunne betragte den 

som den vigtigste kim til det arbejde jeg 

nu var i gang med. Som højskolelærer 

var jeg på daværende tidspunkt dybt engageret 

i at udforme et omfattende og 

velegnet pædagogisk materiale der netop 

sigtede mod samme mål som forskerne 

i San Diego – at beskrive en sikker metode 

til at gøre det usynlige (eller »skjulte«) 

synligt vha. passende begrebsdannelser. 

Det skulle nu vise sig at jeg fik god 

brug for dette materiale i de i alt 18 år, 

hvor den vigtigste del af mit højskolearbejde 

bestod i undervisning i klassisk okkultisme. 

Når jeg blev nød til at anvende 

det belastede ord »okkultisme« (der net- 

15


op på en helt særlig måde henviser til 

»det skjulte«), så var det fordi jeg allerede 

dengang forstod at »ordene har en virkelighed« 

som man ikke uforskyldt kan 

løbe fra (ved at kalde den givne ting eller 

det givne fænomen for noget andet end 

det det er). Naturligvis måtte jeg så – som 

så mange før mig – kæmpe for at gøre det 

klart at netop dette ord, der i sin grundbetydning 

henviste til noget spirituelt og 

erkendelsesmæssigt, ikke samtidig kunne 

være en betegnelse for sort magi som 

man forsøgte at holde skjult, men derimod 

en erkendelsesvej der – i modsætning 

til alm. filosofi – angik oversanselige 

fænomener som jo, ifølge sagens natur, 

er skjulte. 

At hele dette vældige skatkammer af 

dyb indsigt, som er af den største betydning 

for vor tid og som principielt er tilgængeligt 

for alle, så alligevel stort set 

forbliver »skjult«, ja dette skyldes ihvertfald 

ikke (den sande) okkultists trang til 

at skjule tingene, men udelukkende det 

faktum at dem der skal »tage fra« er langt 

mere interesseret i »mystik« og underholdning 

end i virkelig forståelse. 

De ægte esoteriske studier har ikke 

blot et etisk grundlag, men også et etisk 

sigte og de kræver – i modsætning til 

hvad mange formoder – ikke tro og sværmeriske 

ideer, men sund fornuft og 

hårdt arbejde. Man bevæger sig her i et 

nærmest altomfattende grænseforskningsområde 

der ikke kan nøjes med den 

alm. videnskabs overfladiske »dokumentations«-krav 

(i forhold til materialistiske 

dogmer) eller såkaldte »konsensus«-ide 

(der blot består i autoriteternes 

underskrift), men derimod kræver en 

100% personlig forståelse der omfatter 

hele menneskelivet – og ikke kun den mekaniske 

del af dette. 

16 

I mit arbejde med disse ting stødte jeg 

nu ind i to områder der igen fik mine tanker 

til at vende tilbage til oplevelsen i Californien. 

Det ene var videnskabsdisciplinen 

cymatics (der angår fysisk synliggørelse 

af akustiske frekventiske 

strukturer) og det andet var genetisk 

sprogforskning som jeg var kommet på 

sporet af via en teori om eksistensen af et 

oprindeligt »ursprog«, hvoraf alle senere 

sprogformer blot var variationer. 

I den almindelige, pragmatiske eller 

historiske, sprogforskning taler man om 

at ordene i tidens løb »slides ned« og ændres 

totalt. Men der findes også en anden 

– mindre kendt, men ikke derfor mindre 

vigtig! – form for sprogforskning som går 

ud på at der eksisterer nogle, til alle tider, 

bestandige strukturelementer i sproget 

som til stadighed genskabes i nye former. 

På baggrund af dette er det ifølge 

sprogforskeren Arnold Wadler tilsyneladende 

muligt at rekonstruere en langt 

dybere og man kunne sige »oprindelig« 

eller »objektiv« betydning af ordene. 

Dette er egentlig en tanke der går 

langt tilbage i tiden. Heraklit og andre 

græske tænkere anså ikke blot alt det 

skabte, alle tingene, men også deres 

navne, altså de betegnende ord, for dimiurgiske 

(dimiurg = det græske begreb 

for verdensskaberen). For dem var 

»navnet« (betegnelsen) ikke kun en lyd 

(støj), en tilfældighed eller et produkt af 

den menneskelige fantasi, men et åndeligt 

lydbillede af tingenes inderste væsen, 

således som dette var foreskrevet af 

kosmiske naturlove. Urmennesket skabte 

de rette navne, de rette ord i og med 

det betragtede tingene. Det gennemskuede 

eller gennemtrængte tingenes inderste 

væsen med sin ånd. 

Til disse to »okkulte discipliner« føje-

de der sig så i årenes løb et tredje område 

af ren etisk art. Det som jeg ofte har kaldt: 

»Ærlighed overfor begrebsdannelsen« 

eller simpelthen: »Forpligtelsen til at kalde 

tingene det de er!« – Egentlig et tema 

som – på den ene eller anden måde – finder 

sin særlige variation i næsten alle 

mine artikler. 

På baggrund af disse tre områder (der 

samtidig vil blive brugt som argumentationsgrundlag) 

vil jeg her opstille en hypotese 

som man jo – for nu at bruge en 

gammel vens udtalelse – kunne formulere 

således: »Ordene er gode nok – man 

skal blot gengive dem deres oprindelige 

indhold!« Bemærkningen kan naturligvis 

opfattes på to måder: en mere overfladisk, 

men også i en dybere betydning. 

I de fleste tilfælde ved vi alle sammen 

meget vel hvad vi (i ærlighed overfor 

vores samvittighed) burde kalde de ting 

og de forhold som vi hele tiden konfronteres 

med. Når vi alligevel – i mange tilfælde 

– ikke gør det (og dermed lægger 

grunden til det stigende antal problemer 

vi omgiver os med), så skyldes dette at 

der hverken er penge eller popularitet at 

hente i dette at være ærlig og sige sandheden. 

Er det penge og popularitet man 

er ude efter så må man – for nu at karakterisere 

det med et ord, som i sig selv er 

uærligt eller usandt i denne forbindelse – 

være »velformuleret«. Det usande her 

består naturligvis i dette at man ikke bør 

betragtes som »velformuleret« blot fordi 

man er i stand til at iklæde det intetsigende 

eller det holdningsløse nogle »smukke« 

eller »positive« ord. 

Her må man lægge sig Lao-tse’s ord 

på sinde: »Sande ord er ikke smukke og 

smukke ord er ikke sande«. – Nuvel – 

Min hypotese har også en dybere betydning 

end den der loddes af vores mere el- 


ler mindre rene samvittighed. Hensigten 

er også at vise at »ordene har en virkelighed 

i sig selv«. En virkelighed eller betydning 

som det formodentlig er vores 

egentlige opgave som menneske at afdække. 

Måske havde Proklos en forestilling 

om dette da han sagde: »Navnene 

kommer fra naturen.« 

At tankerne, og for så vidt også begreberne, 

allerede skulle findes som noget 

objektivt i verden og vores egentlige opgave 

består i at genskabe disse – er vel en 

af de mest »stygge kameler« man kan 

byde vor tids intellektuelle materialister 

at sluge. – Ikke desto mindre må denne 

kamel sluges! (eller bedre: gennemskues) 

før vi kan komme et afgørende skridt 

videre. 

Cymatics og tonoscopet er centrale stikord 

for det vi nu skal se nærmere på. Da 

disse ord dog næppe vækker genklang i 

manges bevidsthed vil jeg først orientere 

om en opdagelse der nok er mere kendt 

og som danner basis for tonoscopets 

konstruktion. Opdagelsen er gjort af den 

tyske fysiker Ernst Chladni der levede i 

1800-tallet og lagde navn til de smukke 

mønstre der kendes som Chladni-figurer. 

Nogle husker sikkert, fra fysikbøgerne, 

et mindre afsnit om akustik, der beskrev 

hvorledes man kunne frembringe 

forskellige interferensmønstre på en metalplade 

belagt med sandkorn blot ved at 

stryge denne metalplade med en violinbue 

indtil der fremkom en klar og præcis 

tone. I virkeligheden står vi her overfor 

en helt simpel, men yderst central, basisopdagelse 

med enorme perspektiver, 

der imidlertid – som det ofte er tilfældet 

med den slags »simple« ting – i sin store 

betydning forholder sig omvendt proportionalt 

til lærebogsforfatterens interesse 

for fænomenet. 

17


Heldigvis finder vi i dette tilfælde en 

enkelt undtagelse fra denne regel. Den 

schweiziske forsker Hans Jenny blev opmærksom 

på nogle af de potentielle muligheder 

og indbyggede princippet i sit 

såkaldte tonoscop. Et ret så kompliceret 

apparat der gjorde det muligt – via mikrofoner 

og forstærkere – at tale eller 

Fig. 1 Fig. 2 

synge samtidig med at man direkte kunne 

iagttage de mønstre eller former som 

blev resultatet af netop disse lydkvaliteter. 

Illustrationerne her viser dels de alm. 

Chladni-klangfigurer (fig.1), dels hvorledes 

udtalen af den hellige lyd Om kommer 

til syne som den berømte mandala-figur 

der kaldes tantriske trekanter 

(fig. 2). Hans Jenny beskrev disse ting i et 

stort tobinds værk med titlen Cymatics. 

Det interessante er nu at ikkeorganisk 

stof, som bringes til vibration i 

tonoscopet, falder til ro i strukturer der er 

karakteristiske for organisk stof. Åndsvidenskaben 

kan give en forklaring på dette, 

men alm. naturvidenskab kan ikke. 

For nu at forfølge mit tema her må jeg 

18 

imidlertid gå endnu et skridt videre. Det 

beskrives hvorledes udtalen af gamle hebraiske 

ord medfører at der i tonoscopet 

dannes former der ligner de tilsvarende 

hebræiske bogstavtegn! 

Da jeg første gang læste om dette 

sprang min tanke igen tilbage til oplevelsen 

i San Diego: »Og når de talte til san- 

det – så dannede der sig figurer i det!« 

Hvad ville vi have set hvis disse gamle 

indianere havde haft mulighed for at tale 

ind i tonoscopet, tænkte jeg – dog, ved 

nærmere eftertanke: De behøvede jo slet 

ikke tonoscopet! 

Men hvad så i dag!? Er det muligt, på 

en eller anden måde, at genopdage (eller 

genskabe) denne særlige evne eller metode 

som nu åbenbart er gået tabt? Jeg 

tror faktisk at denne mulighed eksisterer 

og dette vil jeg vende tilbage til i en følgende 

artikel. Her vil jeg blot – som en 

slags foreløbig konklusion – slutte med 

disse bemærkninger: 

Alt tyder på at der eksisterer (eller i 

det mindste har eksisteret) en nøje

sammenhæng mellem en ide (tanke) udtalt 

med en særlig lyd (ord) der har forbindelse 

til en særlig struktur (formodentlig 

ikke blot i det fysiske, men også i 

det sjælelige område). Men hvad betyder 

dette nu egentlig? Ja i sin yderste 

konsekvens betyder det vel forvandling, 

måske skabelse, af stof simpelthen! Dette 

er imidlertid magikerens område – ikke 

okkultistens! Jeg vil derfor her begrænse 

mig til at nævne et eksempel af ren erkendelsesmæssig 

art. 

Hvis vi f.eks. læser de allerførste ord i 

Bibelen: »I begyndelsen skabte Gud himmelen 

og jorden. Og jorden var øde og 

tom og der var mørke over verdensdybet.« 

– Ja så bliver vi vel næppe i dag særlig 

chokeret over dette – vi kunne måske 

hæfte os ved et enkelt ord (»mørke« 

f.eks.) og tænke ved os selv: Tja, det har 

nok været et ret dystert sted! »Mørke« er 

for os et »gammelt« begreb som vi (evt.) 

har vænnet os til at sætte lig med »dystert«. 

Men da man – måske for mange 

tusinde år siden – udtalte dette, med ordenes 

oprindelige kraft, så må vi forestille 

os at ordet »mørke« frembragte noget 

helt nyt i bevidstheden. I dag hvor man, 

som det meget rigtigt er blevet sagt, »lever 

i flosklernes og klicheernes tid, hvor 

man må kæmpe med sproget for overhovedet 

at sige noget fornuftigt«, får vi 

uhyre sjældent denne oplevelse af ordenes 

oprindelige kraft og mulighed for at 

formidle tingenes egentlige væsen. Det 

som er så afgørende for virkelig at kunne 

forstå verden og os selv, og dermed ændre 

det der kan og skal ændres. 

Kortnyt 

Teleportation 


To danske fysikere var i årets løb med til 

at gøre en af de opdagelser, der af American 

Association for the Advancement of Science 

betegnes som de største i 1998. 

Det er Jens Lykke Sørensen og 

Eugene Polzik fra Århus Universitet, der 

sammen med et internationalt forskerteam 

har formået at teleportere en 

lysstråle fra den ene ende af et laboratorium 

til den anden. 

– Det er lykkedes for os at måle på en 

laserstråle, sende måleresultatet gennem 

et elektrisk kabel og så bruge måleresultatet 

til at genskabe laserstrålen, forklarer 

Jens Lykke Sørensen. 

I princippet ville man også kunne 

teleportere et menneske et andet sted 

hen, uden at personen selv flyttede sig – 

men det bliver et omfattende arbejde. 

– Vi ville sådan set godt kunne måle 

på et menneske, hvilken tilstand alle atomerne 

i kroppen var i, overføre informationerne 

til et andet sted og genskabe 

mennesket af nogle andre atomer. Men 

der er så mange atomer i mennesket, 3 10 , 

at vi i hvert fald ikke endnu kan bearbejde 

så stor en informationsmængde, siger 

Jens Lykke Sørensen. 

Formålet med eksperimenterne inden 

for teleportation er at udvikle ultrahurtige 

kvantecomputere. 

Birgitte Hannibal 

Kilde: Politiken 4.1.99 

19


Radioaktiv stråling neutraliseres 

RQM i Schweiz har nu sideløbende med 

forsøgene med energi-generatoren indledt 

en forsøgsrække, som de håber vil 

føre til hurtigere resultater. Det drejer sig 

om den afdøde opfinder Ludwig Sigrists 

(pseudonym Oliver Crane) påstande om 

at kunne reducere den farlige stråling fra 

radioaktive materialer, fx affaldet fra atomindustrien!Dette 

kan man læse om i hans 

allerede i 1992 udgivne bog Zentraler 

Oszillator und Raum-Quanten-Medium. 

Selv om ikke mange dengang kunne 

forstå, endsige skænke tiltro til denne 

mulighed, har jeg siden læst om lignende 

påstande fra anden og især russiske 

forskeres side. RQM oplyser nu, at der i 

dag i hele verden findes i alt fire institutioner, 

der arbejder med denne problemløsning: 

Barker, USA 1990 – CETI, USA 

1997 (kendt fra salg af forsøgsudstyr til 

påvisning af den kolde fusion) – Hal Fox, 

USA 1997 – CISE, Italien 1998. 

Fra RQM har jeg for nyligt modtaget 

et skrift, Technologien zur Reduktion von radioaktiver 

Strahlung, RQF/Weber. Skriftet 

indgår nu i DIFØT’s bibliotek. 

Ovennævnte Ludwig Sigrist forudsagde 

også muligheden for tilvejebringelse 

af uanede varmemængder og 

manipulation af tyngdekraften i alle ønskede 

retninger (UFO teknologi). 

RQM har stadig ikke kunne bringe 

deres forsøgsgenerator over 1 kW, men 

den ved mit besøg den 6. juni 1998 demonstrerede 

korttidseffekt på 9,44% (72 

W ind og 680 W ud i løbet af et kvarter) 

har de i mellemtiden stabiliseret til 

10,13% (58 W ind og 588 W ud i én og en 

kvart time). 

Albert Hauser 

20 

Vakuum-energi 

I sit decembernummer 15/98 tager det 

populærvidenskabelige tidsskrift Illustreret 

Videnskab et kontroversielt emne 

op. Rolf Haugaard Nielsen behandler i 

sin artikel Energi ud af ingenting emner 

som Casimir-effekten, den amerikanske 

fysiker Harold Puhoffs forsøg med at 

tappe energien ud af vakuumfeltet og 

NASA’s ideer om at udnytte fluktuationerne 

i vakuumet til fremdrift af rumskibe. 

Artiklen kan anbefales som en introduktion 

til emnet. I diføt ⋅ nyt 52 fra juni 

1998 kan der hentes flere baggrundsinformationer. 

Det er glædeligt, at emner som i flere 

år har optaget DIFØT, efterhånden finder 

vej til et blad, der ellers nidkært 

håndhæver det alment accepterede naturvidenskabelige 

verdensbillede. 

Redaktøren 

Konference om bølgeenergi 

EU’s generaldirektorat for forskning og 

udvikling holdt i dagene 30.9.-2.10.1998 

den 3. europæiske konference om bølgeenergi 

i Patras, Grækenland. Også udnyttelsen 

af tidevandsenergi og energien 

i havstrømme indgik blandt emnerne. 

På konferencen blev bl.a. det danske udviklingsprogram 

for bølgeenergi præsenteret. 

Det administreres af Energistyrelsen. 

Der er foreløbig afsat 20 mio. kr. til det 

danske program i 1998-99. Flere oplysninger 

fås hos Kim Nielsen, Rambøll, tel 

45 98 84 41, email kin@ramboll.dk. 

Kilde: Energinyt 4/98

Solcelletaget nærmer sig 

Det energiproducerende tag bliver snart 

en realitet på Sundby Hospital på Amager. 

Her får en ny etage på børneafdelingen 

monteret et fuldt integreret solcelleanlæg. 

Der er tale om et udviklingsprojekt, 

hvor Dansk Eternit A/S i Aalborg og 

Atlantis Solar Systeme AG i Schweiz afprøver 

et eternitskifertag med solceller på de 

enkelte skifre. 

Løsninger med solceller monteret 

direkte på eternitskiferplader har allerede 

været anvendt i flere år forskellige steder 

i udlandet. Men her i landet har sådanne 

anlæg hidtil kun været udformet 

som kasseformede bygningselementer 

med indbyggede solceller. 

Solskifrene bliver monteret som almindelige 

skifre og først derefter bliver 

de forbundet af en elektriker. Solcellerne 

har form af tynde siliciumceller monteret 

på eternitskiferplader. 


NESA renser luften 

El-selskabet NESA er i fuld gang med at 

fjerne næsten alle luftledninger fra 

hovedstadsområdet. I går var svejsere og 

kraner i gang i Høje-Taastrup ved Mølleholmen. 

Knap 35 år gamle el-ledninger 

og master blev pillet ned som en del af 

NESA’s storstilede hovedstadsprojekt. 

Projektet har været undervejs siden 

1992 og varer frem til 2003. Samlet pris: 

1,5 mia. kr. Det svarer til en merpris på en 

øre pr. kilowatt-time for alle NESA’s forbrugere 

i ti år. 

– Af andre storbyer er kun Berlin i 

gang med noget tilsvarende, siger tek- 


nisk direktør Lars Lorensen, NESA, med 

en vis stolthed i stemmen. 

NESA begrunder projektet med æstetik. 

Mens højspændingsledninger før i tiden 

blev betragtet som et tegn på teknologiske 

fremskridt, så synes de færreste i 

dag, at masterne er kønne. Det, der i den 

sidste ende udløste hovedstadsprojektet, 

var imidlertid en ophedet debat om 

sammenhængen mellem magnetfelter 

og kræft. 

– Det er ikke bevist, at det er farligt, og 

det er ikke bevist, at det ikke er farligt. 

Forskerne kan ikke finde en sammenhæng 

mellem magnetfelter og kræft 

blandt voksne, men forskerne har peget 

på, at et barn ekstra hvert tiende år vil få 

lymfekræft i Danmark, opsummerer 

Lars Lorensen. 

Den problematik var overhovedet 

ikke på dagsordenen, da disse 132 kilovolt-ledninger 

blev rejst på en bar mark i 

Høje-Taastrup i 1954. Først senere er der 

blevet bygget boliger og en skole klos op 

ad masterne. 

– Vi må erkende, at højspændingsledninger 

ikke passer ind i byområder. Derfor 

nedlægger vi næsten alle luftledningerne 

i bymæssig bebyggelse, siger Lars 

Lorensen. 

For at erstatte luftledningerne må 

NESA grave en del kabler ned i jorden, 

og det har typisk berørt andre grundejere. 

For eksempel i Gladsaxe hvor der 

har været megen lokal debat om den sag 

– inklusive spørgsmålet om kræft. 

Jesper Tornbjerg 


21


Gennembrud for 

stirlingmotoren 

Af Henrik Carlsen 

Kombineret el- og varmeproduktion 

med biomasse som brændsel har hidtil 

været problematisk, når det drejer sig 

om små anlæg. På de store el-værksejede 

anlæg anvender man den kendte teknik 

med dampturbiner, men den løsning er 

for kostbar til små anlæg og derudover er 

el-virkningsgraden alt for lav. 

Med en stirlingmotor, der trækker en 

el-generator, kan man opnå en forholdsvis 

høj el-virkningsgrad og da teknikken 

er rimelig enkel, kan anlægsomkostningerne 

holdes på et fornuftigt niveau. Motoren 

er særligt velegnet til vanskelige 

brændsler, fordi forbrændingen ikke 

foregår inde i motorens cylindre, men 

udvendigt i en tilhørende kedel. 

Udviklingen af stirlingmotorer til flis 

startede allerede i 1990. Hos ELKRAFT 

kunne man se mulighederne i teknologien, 

og man indvilligede i at deltage i projektet 

og bære en væsentlig del af finansieringen. 

Siden er Energistyrelsen gået 

aktivt ind i udviklingen med støtte til det 

anlæg, som nu er ved at blive afprøvet. 

Resultatet af afprøvningen viser, at 

det kan lade sig gøre at køre mere end 

nogle få timer med flis som brændsel i en 

stirlingmotor. Hidtidige resultater fra 

udlandet har ellers ikke været lovende, 

fordi forsøgene har måttet afbrydes efter 

få timers drift på grund af tilstopning af 

motorens kedelsektion. 

Institut for Energiteknik på Danmarks 

Tekniske Universitet har stået for udviklingen 

af motoren i samarbejde med An- 

22 

saldo Vølund og Danstoker. Maskinfabrikken 

REKA har udviklet flisanlægget. Firmaet 

PlanEnergi har koordineret projektet 

og stået for kontakten til Energistyrelsen. 

Afprøvningen foregår hos gårdejer 

Poul Munk i Salling ved Løgstør. 

Den nye stirlingmotor 

Stirlingmotoren er konstrueret som en 

hermetisk enhed ligesom kompressoren 

i et køleskab. Alle motorens mekaniske 

dele er, sammen med generatoren, indbygget 

i et lukket hus, og den eneste forbindelse 

til omgivelserne er kablet til 

el-nettet. 

Princippet i motoren bygger på, at gas 

udvider sig, når det varmes op, og trækker 

sig sammen, når det afkøles. I den 

danske stirlingmotor anvendes helium, 

som varmes op til 650-700° C ved hjælp af 

en flisfyret kedel. Derved stiger trykket i 

cylinderen og stemplet presses nedad. I 

den næste fase afkøles gassen og 

stemplet føres tilbage til udgangspositionen. 

De høje temperaturer på motorens 

kedelflader medfører, at røggassen er 

meget varm og hvis den ledes direkte ud 

i skorstenen falder virkningsgraden 

markant. Derfor benytter man røggasserne 

til at forvarme luften til forbrændingen. 

Ved anvendelse af træflis eller halm er 

der risiko for, at de høje temperaturer får 

asken til at smelte og sætte sig fast på de 

varmeoverførende flader. En vigtig del 

af de danske aktiviteter har derfor været 

koncentreret om at udvikle et effektivt 

forbrændningssystem. 

Motorens øvrige komponenter er tilpasset 

de kraftige rør i kedlen og det 

store indre volumen. Det medfører, at 

motorens fire cylindre har et stort cylin

Stirlingmotoren er placeret oven på en kedel, der 

automatisk fødes med træflis. Øverst ses 

el-generatoren, der har en effekt på 28 kW. Hele 

anlægget er automatiseret, så driften kan foregå 

uden opsyn. 

dervolumen og et lavt middeltryk på 

kun 40 bar. 

Stempelringe og -tætninger er fremstillet 

af smøringsfri materialer. En helt 

ny krumtapmekanisme sørger for, at slidet 

på stempelringene er lille. Olie i motoren 

er helt undgået ved at anvende 

fedtsmurte lejer. Lejerne er dimensioneret 

til en levetid på 50.000 timer. Der 

skal altså hverken skiftes olie eller tændrør, 

og behovet for service er derfor reduceret 

til et minimum. 

Forbrændingssystemet til motoren er 

beregnet til at anvende almindelig skovflis. 

Det har krævet en betydelig indsats 

at udvikle et styresystem, så temperaturen 

i motorens kedel kunne holdes på 

den ønskede temperatur. Det er afgørende 

for at kunne opnå en god el-ydelse. 

Hele anlægget er fuldt automatiseret, 

så driften kan foregå uden opsyn. Både 

opstart og nedlukning er også automa- 


tisk. Det er dog nødvendigt med en manuel 

optænding, hvis anlægget ikke har 

været i drift i flere dage. 

Lovende resultater 

Efter flere ombygninger af anlægget 

kunne afprøvningen endelig sættes i 

gang i begyndelsen af juli. Siden har anlægget 

kørt 700 timer, hvilket var målet 

for projektets fase 2. Anlægsværten, 

gårdejer Poul Munk, har sørget for at 

sætte anlægget i drift igen, når en alarm 

fra overvågningssystemet har lukket anlægget 

ned, men ellers har anlægget kørt 

ubemandet. Alarmerne har typisk været 

utilstrækkeligt flow i radiatorsystemet, 

en defekt temperaturføler eller lignende. 

Målet var en el-effekt på 35 kW. I laboratoriet, 

hvor motoren er afprøvet 

med naturgas som brændsel, har motoren 

vist, at den også i praksis kan yde 

denne effekt. Når brændslet er flis har 

det imidlertid været nødvendigt at sænke 

temperaturen i stirlingmotorens kedel 

med ca. 50 grader og hæve fremløbstemperaturen 

i kølevandet fra 50° C til 

80° C. Det har betydet, at el-effekten ved 

maksimalt driftstryk i motoren på 40 bar 

kun er på omkring 28 kW i stedet for de 

Ønskede 35 kW. El-virkningsgraden er 

målt til 19% for flis med 40% vandindhold. 

Den flis, der er brugt under afprøvningen, 

har været af meget blandet kvalitet. 

Flis med og uden bark og fugtindhold 

på helt op til 60% er anvendt, så anlægget 

har vist sig at være meget tolerant 

over for fliskvaliteten. 

Anlægget kan lukkes ned i 8-10 timer 

og derefter startes op igen, uden at der er 

personale til stede. Det betyder, at anlæggets 

drift kan tilrettelægges efter 

varierende el-tariffer. 

23


Som en del af afprøvningen i laboratoriet 

kørte motoren uafbrudt i mere end 

400 timer med en gennemsnitlig el-effekt 

på 32 kW. Motoren har dermed over 

1.000 timers drift bag sig. 

Hvad nu? 

Med støtte fra Energistyrelsen er holdet 

bag stirlingmotoren allerede nu i fuld 

gang med at udnytte erfaringerne fra 

den første motor til at bygge en ny revideret 

udgave, hvor en lang række forbedringer 

er taget med i konstruktionen. 

Først og fremmest er der lagt vægt på, at 

den reviderede motor får en el-effekt på 

35 kW som oprindeligt ønsket, også når 

den kører på flis. 

Det nye anlæg bliver udstyret med en 

modstrømsforgasser i stedet for fliskedlen. 

Forgasseren udvikles af Ansaldo Vølund 

R & D, og det nye anlæg ventes klar 

til de indledende afprøvninger i begyndelsen 

af 1999. Muligheden for at igangsætte 

endnu et nyt anlæg med en fliskedel 

fra REKA undersøges i øjeblikket. 

Interessen for den nye stirlingmotor 

er stor ikke kun i Danmark, men også i 

Tyskland, Østrig og Sverige er man meget 

interesseret i at få nogle anlæg til afprøvning. 

Der har også været besøg fra 

Brasilien og Sydøstasien – så hvem ved, 

måske kan markedet for stirlingmotorer 

udvikle sig på samme måde som for 

vindmøller. 

Henrik Carlsen er lektor på Institut for Energiteknik 

på Danmarks Tekniske Universitet. Artiklen 

er gengivet fra Dansk BioEnergi 40, aug. 1998. 

24 

Bognyt 

Wilhelm M. Bauer: Die Welt 

der Wirbel und Atome. Berlin, 

Werkstatt für Dezentrale 

Energieforschung. 2 bind. 

900 s. 

Bogen er skrevet af den nu afdøde østriger 

og dipl.fys. Wilhelm M. Bauer og udgivet 

af Werkstatt für Dezentrale Energieforschung, 

Berlin. Den bliver varmt anbefalet 

af den af mig ofte citerede dr. Otto 

Oesterle. Foruden det rent videnskabelige 

indhold med mange illustrationer 

rummer værket nogle rammende kommentarer 

til den vestlige verden og dens 

fysik, hvoraf jeg vil citere nogle kostprøver. 

Hvert bind er inddelt i et antal afsnit, 

der alle begynder med en indledning, 

hvoraf jeg har udvalgt de efter min mening 

mest typiske og tankevækkende. 

Numrene henviser til de tilsvarende afsnit 

i bogværket. 

Udgangspunktet 

Mange har erkendt, hvordan det er fat 

med kejserens nye klæder, våbenarsenalerne, 

den sociale markedsøkonomi, den 

borgerlige frihed, den vesterlandske kultur, 

den jomfruelige undfangelse og 

Guds almagt. Den slags erkendelser beholder 

man bedst for sig selv på grund af 

juridiske og praktiske Berufsverbote og 

andre chikanerier. Store tænkere kæmpede 

mod ufornuft, overtro og folkebedrag 

uden at kunne stoppe fx det religiøst 

motiverede folkemord. 

Med den moderne fysik, der i dag lig-

ner en trosbekendelse, forholder det sig 

på lignende måde. Mange har erkendt, 

at den står på et fundament i sumpen, 

men mange tier. En undtagelse er prominente 

videnskabsfolk som Mohorovicic, 

nobelpristagerne Soddy og Lenard, som 

er så fåtallige, at de kan ignoreres af videnskabshierarkiet 

samt en lille flok rebeller, 

som kan erkende den moderne fysiks 

grundfejltagelser, men ikke besidder 

den nødvendige udrustning til at 

komme ud af blindgyden. For at skræmme 

dem, gøre dem tavse og berøve dem 

deres finansielle eksistens praktiseres et 

bestemt ritual, som forfatteren kan bevidne 

af egen mangeårig og lidelsesrig 

erfaring. 

Mennesket er ikke frit, det ligger under 

for social og materiel tvang fra rengøringskonen 

til præsidenten, fra den 

revolutionære til den hellige fader (paven). 

Også mod bedre viden kan Clinton 

ikke indrømme, at israelerne er militante 

racister, der gør sig skyldige i rædselsgerninger 

og hvis ret til et fædreland går tilbage 

til en langt fjernere fortid og dermed 

er mere tvivlsom end Cubas på 

amerikansk jord, som amerikanerne jo 

ikke engang selv gør krav på. Kan paven 

bejae kommunismen, når han fordømmer 

kapitalismen? Kan (kunne) Bresjnev 

blive katolik? 

Også fysikere er mennesker, der ligger 

under for tvang. Den som arbejder i 

atomindustrien kan ikke offentligt udtale 

sig mod atomstrøm, og en fysikprofessor, 

der klistret til lærestolen udbreder 

sine løgnehistorier, må undvige saglig 

kritik. 

Når en hel kaste bliver utilgængelig 

for saglige argumenter, graver den sin 

egen grav. Præsterne bliver ikke længere 

troet, den degenererede adel måtte af- 


danke, og studenterne vil lukke munden 

på degenererede katederdespoter. 

Den moderne fysik hviler på tre søjler: 

Relativitetsteorien, kvantemekanikken 

og kvantestatistikken. 

Man holder fast ved relativitetslæren, 

fordi eksperter som prof. Sexl i mangel af 

tilstrækkelig kendskab til den klassiske 

fysik kun kan udlede nogle erfaringskendsgerninger 

relativistisk, men ikke 

klassisk. Relativitetsteorien beror på 

påstanden om, at vakuumlyshastigheden 

ikke kan overskrides. Denne påstand 

er forkert, også med anvendelse af 

egnede manipulerede masseenheder og 

måleforeskrifter. Kun i nogle særtilfælde 

fører relativitetsteorien til brugbare resultater. 

Et elektrisk signals bevægelseshastighed 

er ved anvendelse af sølv- eller guldtråde 

større end vakuum-lyshastigheden. 

Også i alle medier med en optisk 

brydningskoefficient mindre end én, 

som fx fuksin (rød trifenylmetanfarvestof), 

er lyshastigheden større end i vakuum. 

Kvantemekanikken, hvis praktiske 

betydning overvurderes grænseløst, har 

en sandsynligheder udtrykkende fremstillingsmåde 

til genstand. Den kan anvendes 

på alt muligt og bliver derfor anset 

som en slags grundprincip, hvorved 

den klassiske mekanik kun udgør grænsetilfældet 

af sikkerheden. Hændelserne 

i atomkernen oplyser kvantemekanikken 

intet om, og først på grundlag af 

klassiske hvirvelforestillinger kan disse 

hændelser forstås og kvantitativ opklares. 

Det samme gælder for hændelserne i 

tyngdefeltet, i elektriske og magnetiske 

felter, for kemiske bindinger og strukturanalysen 

af krystaller, selv om der 

25


ofte påstås det modsatte eller kun utilstrækkelig 

computerkraft bliver gjort ansvarlig 

for kvantemekanikkens svigten. 

Den kvantemekaniske metode står og 

falder med usikkerhedsrelationen, hvis 

gyldighedsområde dog ikke er uindskrænket. 

Kvantestatistikken overtager varmelærens 

2. hovedsætning fra den klassiske 

statistik og dermed en fejlagtig entropilov. 

Det står i modsætning til kemisk reaktionskinetik, 

især ved cykliske forbindelser, 

til botaniske hændelser og elementære 

livsprocesser, til gummi-elasticiteten 

og den mekaniske opførsel af 

andre polymere. Ikke mindst fører den 

moderne fysiks fastholden ved almengyldigheden 

af den 2. hovedsætning til 

et kosmisk verdensbillede, der savner 

enhver videnskabelighed. 

Med den 2. hovedsætning påstår den 

moderne fysik, at et lukket systems entropi 

kun kan tiltage, at tilintetgørelse af 

entropien altså principielt er umulig. 

Derimod viser det foreliggende arbejde, 

at entropi-tilintetgørelse nødvendigvis 

altid optræder, når hvirvler under egnede 

betingelser spontant accelererer. 

Hvirvelsystemer danner basis ikke 

kun for strømningslæren, læren om 

strømningsmodstande, for turbulens og 

kavitation, for meteorologi og for store 

dele af astrofysikken, men også for den 

klassiske elektrodynamik og den klassiske 

lære om atomer, partikler og atomkerner. 

4. Hvirvelenergi 

Græsk mytologi, bibelsk skabelseslære, 

Baron Münchhausens løgnehistorier 

blegner overfor den moderne fysik, der 

er forpligtet på sandheden, forstår sig i 

dydig beskedenhed som ren beskriven- 

26 

de naturvidenskab og undslår sig afgivelsen 

af absolutte forklaringer som uvidenskabelighed 

– men med uudtømmelig 

fantasi sørger for nye attraktioner. Fra 

urbraget til varmedøden, fra sammentrykningen 

af gasskyer til sole og til deres 

forvandling i neutronstjerner og sorte 

huller, fra kernefusionen i Solen til de 

manglende solare neutrinoer, fra kvarken 

og vakuum-polarisationen til den almene 

feltteori og ikke mindst for at bortødsle 

en betragtelig del af skattekronerne 

i praktisk talt meningsløse storeksperimenter. 

Hvilke kræfter der holder atomkerner 

sammen, hvad der virkelig foregår i Solen, 

hvorfor kosmiske stråler kan være 

millionfold energirigere end strålerne i 

de største tekniske acceleratorer, vil man 

heller ikke med rumeksperimenter og 

fusionsforsøg kunne udforske, så længe 

man tager afsæt i falske forestillinger. 

Hvirvelfysikken er grundlaget for 

bl.a. den klassiske elektrodynamik, den 

klassiske kvantemekanik, den klassiske 

lære om opbygningen af atomer og kerner, 

den fysiske kemi og kosmologien. 

Også uden bekostelige eksperimenter 

kan hvirvelfysikken løse mange gåder. 

Med den herskende fortolkning af varmelærens 

2. hovedsætning er den rigtignok 

ikke forenelig. I bogen drøftes hvirvelenergien 

som en selvstændig, hidtil 

ukendt energiform med bindende virkning. 

9. Hvirvel-nukleon 

Den moderne fysik kan ikke besvare 

spørgsmål om fx naturen af elektriciteten, 

magnetismen, lyset eller tyngden. 

Forkrampet i ren modeltænkning bliver 

tåbeligheder til reglen: Punktformede 

elektroner, der besidder en egendre-

jeimpuls, strålingsløse accelererede 

elektroner i atomet osv. Der er ikke sat 

nogle grænser for partikel- hhv. astrofysikernes 

fantasier. Alle bestræbelser på at 

fremstille de fysiske lovmæssigheder på 

en overordnet måde, er strandet. Uden 

afgørende sagkundskab går man bl.a. 

ved fusionsforskningen frem efter probermetoden. 

Desværre er manglen på kundskaber 

ikke begrænset til den moderne fysik. 

Meteorologien anvender udelukkende 

klassiske metoder, men kan trods storcomputere, 

satellitter og et verdensomfattende 

efterretningsnet ikke bringe 

fornuftige forudsigelser i stand. De termodynamiske 

tilstandsændringer, der 

bestemmer vejret, er i det væsentlige 

hvirvelfænomener, som allerede fremgår 

af betegnelsen cyklon og anticyklon 

for lav- og højtryksområder (den nordlige 

halvkugle). Hvirvelfysikkens grundlæggende 

love (som behandles i bogens 

første afsnit) har dog hidtil ikke vundet 

indpas i meteorologien, fordi de er uforenelig 

med en dogmatisk udlægning af 

varmelærens 2. hovedsætning. Også for 

den klassiske forklaring af den elektriske 

ladning (afsnit 5) er hvirvellove bestemmende. 

Den epidemiske udbredelse af 

relativitetssyndromet kan tilskrives 

ukendskaben til disse love. Klassisk lader 

nukleonernes magnetiske momenter sig 

nemt udlede (afsnit 4), kvantemekanisk 

fungerer det ikke. 

Bind 1 består af 14 og bind 2 af 15 afsnit, 

hvoraf her kun er oversat et par af de indledende 

afsnit. Udvalget er tænkt som en 

appetitvækker til et mere indgående studium 

af dette unikke værk. 

Albert Hauser 


Claus Bech-Danielsen: Økologien 

tager form. Byøkologi, 

æstetik og arkitektur. København 

1998, Christian Ejlers’ 

Forlag. 128 s. ISBN 

87-7241-8729. Kr. 248,-. 

Økologi og arkitektur synes ikke at have 

meget til fælles. Det har de fleste konstateret 

efter deres første møde med et af 

græsrøddernes pionerbyggerier: Økologiske 

huse er grimme! Alligevel har økologer 

og arkitekter en væsentlig bestræbelse 

til fælles – de insisterer på helheden. 

Claus Bech-Danielsen tager i sin bog 

afsæt i denne fælles bestræbelse. Han har 

selv som arkitekt og forsker beskæftiget 

sig med økologisk byggeri gennem flere 

år, og med denne bog bringer han det 

økologiske byggeri ud af sin isolation og 

beskriver det i sammenhæng med den 

nutidige formgivning. 

Økologien tager form er en ny type arkitekturbog, 

der fremstiller den filosofiske 

baggrund for udviklingen af en økologisk 

arkitektur, og i lyset heraf analyserer 

forfatteren en række igangværende 

miljøindsatser. Som noget væsentligt 

diskuterer han arkitektens rolle i forbindelse 

med udformningen af byøkologiske 

projekter. 

Claus Bech-Danielsen har gennem 

flere år både som arkitekt og som forsker 

arbejdet med økologisk formgivning. På 

sine rejser har han besøgt en lang række 

økologiske byggerier i hele Europa, fotografier 

fra disse rejser indgår som et centralt 

led i bogens omfattende billedmateriale. 

Bogen bygger på ph.d.-afhandlingen 

Byøkologi og æstetik. Ved afhandlingens 

27


bedømmelse på Kunstakademiets Arkitektskole 

i København skrev opponenterne: 

»Med den foreliggende afhandling har 

Claus Bech-Danielsen grebet ned i en 

yderst aktuel for ikke at sige presserende 

problemstilling. Hans ærinde er at gøre 

byøkologi til andet og mere end græsrodsbevægelse 

på den ene side og tekniske 

reguleringer på den anden.« 

Forlaget 

Henrik Grove: Økologi i parcelhuset. 

Århus 1998, Forlaget 

Modtryk. 160 s. Kr. 168,-. 

Denne bog er et hjælpemiddel til planlægning 

og projektering af et kommende 

byggeri. Den giver en generel beskrivelse 

af økologiske principper ved til- og 

ombygning af gamle huse og ved opførelse 

af nye, og den gennemgår detaljeret 

materialer og konstruktioner af 

vægge, lofter, tage, vinduer, isolering, 

masseovne, solceller, solfangere og meget 

mere. 

At bygge et hus og bo i et hus vil altid 

medføre en belastning af vores omgivelser. 

I Danmark bruges ca. 50% af det samlede 

årlige energiforbrug på drift, opførelse 

og nedrivning af bygninger. Vi 

kan ikke fjerne denne belastning, men vi 

kan gøre meget for at mindske den. 

Bogen er illustreret med fotos og konstruktionstegninger, 

som sammen med 

den grundige beskrivelse giver husejeren 

hjælp og inspiration til at give sig i 

kast med spændende projekter til gavn 

for miljøet og i mange tilfælde også privatøkonomien. 

Mester Tidende 6/98 

28 

Michael Riversong: Design 

Ecology. Californien 1996, 

Borderland Sciences Research 

Foundation. ISBN 

0-945685-17-3. $16,95. 

Hvis du endnu ikke har indarbejdet harmoniske 

designprincipper og strategier i 

dit liv, er det et must at studere denne 

omfattende håndbog, Design Ecology. 

Forfatteren Michael Riversong er en alsidig 

begavet musiker og komponist, han 

har en universitetsgrad i kinesisk og skriver 

om finere energier for tidsskrifter 

som Borderlands og Extraordinary Science. 

I sin praksis vedrørende økologisk formgivning, 

Quality Environmental Assessment 

(vurdering af miljøkvalitet), undersøger 

han boliger og kontorer og foretager 

»udrensninger« af dem. 

Riversongs designøkologi er en blanding 

af ideer og teknikker fra kinesisk 

feng shui og tysk bau-biologie. Han griber 

fat i det fysiske aspekt og bringer klarhed 

over, hvorfor og hvordan feng shui virker. 

Han bruger endog disse principper 

til at analysere byers funktionsmåde og 

hellige steder i Europa, Storbritannien 

og USA. 

Hvad bau-biologie eller designøkologi 

kan tilbyde i den store sammenhæng er 

dels en opmærksomhed omkring de 

geobiologiske og geomagnetiske aspekter, 

dels omkring energibesparelser og 

de sundheds- og sikkerhedsmæssige 

aspekter. I et af kapitlerne giver Riversong 

nyttige tips vedrørende sammenhængende 

med det usynlige miljø, og i et 

andet forklarer han, hvordan man eliminerer 

de kroniske virkninger af giftige 

kemikalier i hjemmet. 

Riversong vier det afsluttende kapitel

til nyskabende løsninger, fx ved at benytte 

feng shui til at forandre de fine energier, 

at sammensætte en designøkologiværktøjskasse 

(fx elektromagnetiske 

feltmålere og andre apparater), at fremstille 

et medicinhjul i baghaven, at konstruere 

felt-modulatorer, der er i stand til 

at påvirke det lokale vejr, og at finde nye 

måder at måle ch’i-energien på. 

Nexus april/maj 97 

Hans Kronberger og Siegbert 

Lattacher: On the Track 

of Water’s Secret. From Viktor 

Schauberger to Johann Grander. 

Wien 1995, Uranus Verlags 

GmbH. 176 s. ISBN 3-901626-03-4. 

ATS 23,-. 

Fordi vand er en flydende krystal, er dets 

molekylære gitterstruktur i stand til at 

oplagre hukommelse. Men de fleste af os 

bruger og bader i »sygt« vand, der har en 

dårlig, kollektiv hukommelse! Hvis alt er 

vibrationer, følger heraf, at når giftige kemikalier 

kommer ind i vandforsyningen, 

vil deres frekvenser svinge og forblive 

»magnetiserede« i vandet på trods af alle 

tænkelige vandrensningsteknikker. 

Den østrigske opfinder og naturforsker 

Johann Grander har viet mange år 

af sit liv på at udvikle sin – tilfældige – opdagelse, 

baseret på iagttagelser af naturlige 

rytmer (ligesom hans forgænger, 

Viktor Schauberger, gjorde). Han fandt 

ud af, at man ved at bibringe vandet en 

spiralbevægelse og udsætte det for højfrekvente 

vibrationer (ca. 100.000 Hz) 

ved hjælp af magnetisme, kunne neutralisere 

alle spor af skadelige energier. 

Vandet bliver ikke blot omprogrammeret, 

men revitaliseret. 


I deres beretning om Granders »store 

vision«, On the Track of Water’s Secret, 

fremlægger miljøjournalisten Hans 

Kronberger og vandforskeren Siegbert 

Lattacher forbløffende hændelsesbeskrivelser 

og fotografier, der bekræfter effektiviteten 

af Granders Living Water med 

sigte på at give mennesker, dyr og planter 

et sundt liv. Granders teknologier har 

også spændende muligheder i vandbehandling, 

medicin, industri og transport 

– hvor et forbrændingsapparat allerede 

har været testet med succes. Teknologier 

som disse fungerer på naturens betingelser 

og vil uden tvivl gavne vores liv og 

verden. 


Jonathan Goldman: Healing 

Sounds: The Power of Harmonics. 

1996, Element Books. 

188 s. ISBN 1-85230-848-6. 

Virkningen af lyd-healing bliver stadig 

mere anerkendt verden over på samme 

måde som at ældgamle hermetiske principper 

som »alt er vibrationer« omformuleres 

i en ny tidsalders sprog, hvor videnskab 

og spiritualitet finder hinanden. 

Lyd-healeren og musikeren Jonathan 

Goldman mener, at lyd har potentialet til 

at påvirke os på alle niveauer – det åndelige 

så vel som det fysiske, følelsesmæssige 

og mentale niveau. Derfor rummer 

lyd ikke kun helbredende muligheder, 

men også virkningsfulde, transformerende 

kræfter, der er i stand til at ændre 

bevidstheden. Det kan derfor ikke undre, 

at særlige sang- eller lyd-teknikker 

anvendes i de fleste eksisterende, gamle 

kulturer på Jorden, fra de shamanistiske 

aboriginals og sibiriske folk til tibetanske 

29


munke med deres dybe, messende stemmer. 

I denne reviderede udgave af Healing 

Sounds har Goldman skrevet en ny indledning 

for at berette om det udbytte, 

han havde af sine prøvetimer med besøgende 

munke fra det tibetanske Drepung 

Loseling kloster. Det var ved den 

lejlighed, han fik autorisation til at 

undervise i teknikken One Voice Chord 

(énstemmeakkord). 

Goldmans seneste fremskridt inden 

for harmonilæren har givet ham ny viden 

om, hvordan alt kan løses gennem 

de rette vibrationer. I vores evigt omskiftelige 

virkelighed ser Goldman lyden 

spille en nøglerolle i vores tilpasning til 

multidimensionale frekvensskift. Derfor 

opfordrer han folk til at samles for at skabe 

hellig lyd og »et formdannende resonansfelt 

gennem en forenet bevidsthed«. 

Han inkluderer en række forskellige 

healing-, sang- og overtoneøvelser, der 

er i stand til at rejse disse vibrationer! 


Jürgen Fischer (udg.): Orgon 

und DOR. Verlag Simon+Leutner. 

192 s. ISBN 

3-922389-72-4. DM 28,-. 

Orgon er den af Wilhelm Reich opdagede 

livsenergi, som han søgte at nyttiggøre 

ved hjælp af sin orgon-akkumulator. 

DOR er dødbringende orgon, der opstår 

ved teknisk påvirkning som fx gennem 

atomkraftværker eller lysstofrør. 

Jürgen Fischer, der siden 1977 har 

fremstillet orgonomisk apparatur i nøje 

overensstemmelse med Wilhelm Reichs 

forskrifter, giver i denne bog en videregående 

behandling af videnskabsmand- 

30 

en og pioneren Wilhelm Reichs omstridte 

energikoncept. Tekster af Heiko Lassek, 

Myron Sharaf, James DeMeo og Eva 

Reich giver ligeledes interessante, nye 

oplysninger. 

Bogen indeholder dels en teoretisk 

gennemgang af orgon-energien og dens 

modspiller, den dødbringende orgon 

(DOR), dels en vejledning i at fremstille 

orgonomiske apparater og en klarlæggelse 

af deres praktiske, medicinske anvendelsesmuligheder. 

raum&zeit 79, jan./feb. 96 

Heiko Lassek: Orgon- 

Therapie. Heilen mit der reinen 

Lebensenergie. 1998, 

Scherz. 240 s. DM 39,90. 

Orgon er den kosmiske energi, som 

gennemstrømmer alle levende væsner 

og universet. Dette er den første omfattende 

indføring i Wilhelm Reichs revolutionære 

helbredelsesprogram, som anvender 

denne kraft i lægekunsten. 

Forlaget 

Katalog 

Det kan anbefales interesserede at rekvirere 

det illustrerede katalog fra 

postordreboghandlen Adventures Unlimited, 

One Adventure Place, P.O.Box 74, 

Kempton, Illinois 60946, USA, tel 

815-253-6390, fax 815-253-6300, email 

auphq@frontiernet.net, 

www.azstarnet.com/~aup 

Kataloget indeholder et væld af titler såvel 

inden for DIFØT’s kerneområder 

som teorier af særdeles uortodoks natur 

om alt mellem himmel og jord. 

-red

Foreningsnyt 

DIFØT Århus 

KOMMENDE MØDER 

Kunsten at selvudvikle 

– om selvudvikling i dagligdagen 

TORSDAG DEN 4. MARTS. Steen Andersen: 

Foredraget beskriver den egentlige 

betydning af selvudvikling og der gives 

redskaber til dem som ønsker succes i 

livet og/eller ændring i livsforløbet. Selvudvikling 

foregår hver dag og på alle 

tidspunkter og ingen kan frasige sig denne 

proces. 

I erkendelse af, at vi ikke kan ændre 

på vores omgivelser godtgøres det, at 

selvudvikling er en indre tankemæssig 

bearbejdning. Vi må derfor ændre os 

selv til en opfattelse, hvor vi både accepterer 

og anerkender vore omgivelser og 

Konsulentdatabase 

Vi forsøger i DIFØT Århus at skabe 

en konsulentdatabase, hvor interesserede 

vil kunne hente konsulentassistance 

til deres projekter. 

Interesserede brugere/konsulenter 

kan rekvirere materiale hos: 

Steen Andersen 

Vrøndingvej 72, Vrønding 

8700 Horsens 

tel 75 67 41 00 

den situation vi befinder os i, men hvor 

vi samtidig får styrke og overblik til videre 

at bearbejde vores situation og 

komme ud af et evt. dødvande. 

Som et fællesbillede af den fysiske og 

den tankemæssige adfærd er vores fremtoning 

det endelige resultat som vore 

omgivelser opfatter os på. Indlevelsesevne, 

koncentration og udstråling er 

nøgleord i denne henseende. Dette samspils 

betydning er hovedpunktet for opmærksomheden 

i selvudviklingen. 

Se evt. også http://www.nytid.dk/steen/ 

under introduktion og herefter kursus. 

Fri energi 

ONSDAG DEN 21. APRIL. Ole Nielsen 

fortæller. 

∞ 

Møderne afholdes på: 

Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170 

8260 Viby J 

Mødetid: kl. 19.30. 

Datomedlemskab: 30 kr. 

Prøvenumre 


Prøvenummeret indeholder et udpluk 

af tidligere artikler, der har 

været optaget i diføt ⋅ nyt. Artiklerne 

er udvalgt af Ib Bang ud fra et 

kvalificeret skøn mht. længde og 

emne. Prøvenummeret er gratis og 

på 20 sider. I forbindelse med afholdelse 

af arrangementer kan der hos 

Ib Bang (adresse side 2) rekvireres 

et antal til almindelig uddeling. 

SA 

31


Ny kasserer i Århus 

Da Bjarne Skaarup har valgt at trække 

sig ud af bestyrelsen i DIFØT Århus, er 

Ole Nielsen blevet valgt til ny kasserer. 

Da der ingen suppleant var, er bestyrelsen 

altså blevet reduceret til fire personer. 

DIFØT Århus’ bestyrelse takker Bjarne 

for hans indsats i den tid, han har 

været med. 

Ib Bang 

Videobånd 

To videobånd med optagelser fra møder 

i DIFØT Århus er tilgået biblioteket. Båndene 

indeholder tre foredrag af Ib Bang. 

Det første bånd: Kybernetisk ledelse 

samt Fremtidens samfund. 

Det andet bånd: Fremtidens teknik. 

32 

Mødekalender 

Tirsdag 16. feb. 99 kl. 19.30: 

Møde i København 

Erik Nielsen: 

Effektive mikroorganismer 

Torsdag 4. marts 99 kl. 19.30: 

Møde i Århus 

Steen Andersen: 

Kunsten at selvudvikle 

Tirsdag 16. marts 99 kl. 19.30: 


Tirsdag 20. april 99 kl. 19.30: 


Onsdag 21. april 99 kl. 19.30: 

Møde i Århus 

Ole Nielsen: Fri energi 

ON 

DIFØT København 

KOMMENDE MØDER 

Effektive mikroorganismer 

TIRSDAG DEN 16. FEBRUAR 1999 har 

Erik Nielsen indvilget i at tage tråden op 

fra sit tidligere foredrag, Belivende landbrug, 

som han holdt i foråret 1996. EN arbejder 

nu udelukkende med de såkaldte 

Effektive mikroorganismer, udviklet af den 

japanske hortonom-professor Teruo 

Higa. Organismerne har en lang række 

anvendelser i forbindelse med bl.a. affaldsbehandling,forureningsbekæmpelse, 

jordforbedring og forebyggelse af 

sygdomme hos dyr og mennesker. På 

trods af produkternes sejrsgang over 

store dele af verdenen betragtes de stadig 

med dyb modvilje af de danske veterinær- 

og sundhedsmyndigheder. For 

en yderligere introduktion til emnet 

henvises til diføt ⋅ nyt 45 og 47. 

∞ 

Møderne i DIFØT København foregår i: 

Østerbrohuset, Århusgade 103 

2100 København Ø 

Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer 

og gæster 30 kr. I pausen kan der købes 

the, kaffe eller andre forfriskninger. 

Indstik 

Vedlagt dette nummer af bladet følger 

diføt ⋅ intern 24 og 25 med ajourført 

medlemsliste og tilmelding til tidsskriftlæsekredsen. 

diføt ⋅ intern udkommer 

efter behov og udsendes kun til 

medlemmer af DIFØT. 

-red

difoet-nyt 54.vp - heerfordt.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?