Årg 2011, nr. 4 - Kirkeligt Centrum

Kirkeligt 

Centrum 

Nr. 4 - 87. årgang 4. kvartal 2011k 

KC ønsker alle læsere en glædelig jul 

og et godt nytår 2012

2 

Tidsskriftet udkommer 4 gange årligt. 

Abonnement tegnes ved indbetaling af kr. 

100 på Kirkeligt Centrums bank-konto 

reg.nr. 9261, kontonr. 0000 194 662. 

Flytning og vedvarende adresseforandringer 

bedes meddelt kasserer Leif Jensen, 

Henrik Gernersvej 11, 8800 Viborg, tlf. 

8661 5567.-mail: 

leif_gernersvej11@yahoo.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Lektor, cand. theol. Henning Nørhøj 

Leragervej 1, 4690 Haslev 

Tlf- 56 36 30 68 

h.noerhoej@mail.dk 

Bladudvalg: 

Henning Nørhøj 

Flemming Kramp 

Karen Vibeke Klausen 

Søren Chr. Lund 

Elizabeth Knox-Seith 

KC´s bestyrelse: 

Kirkeligt Centrum 

- en folkekirkelig bevægelse i midten af dansk kirkeliv og talerør 

for det, der forener og samler omkring kirke og gudstjenesteliv 

Artikler i dette blad er ikke nødvendigvis identisk med KC’s synspunkter 

Formand: Henning Nørhøj 

l.n.norhoj@gmail.com 

Næsteformand: Kaj Bollmann 

e-mail: KB@KM.DK 

Kasserer: Leif Jensen 

e-mail: leif_gernersvej11@yahoo.dk 

Sekretær: Søren Christian Lund 

soeren.chr.lund@mail.dk 

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: 

Karen Vibeke Klausen 

skottehuse@hotmail.com 

Elizabeth Knox-Seith 

knox-seith@mail.dk 

Poul Møller Petersen 

poul.m.petersen@mail.com 

Elisabeth Straaby 

Elisabeth.Straaby@cdnet.dk 

Forside: Adventsstjernen er tændt 

Lay-out og tryk: 

Nico Reklame, Bygaden 15, 

6740 Bramming 

nico_reklame@mac.com 

Indholdsfortegnelse: 

Indledende artikel 

Henning Nørhøj. . . . . . . . . . . . . . . . . s. 3 

Kirkens fremtid 

Henning Nørhøj og Kaj Bollmann . . s. 3 

Erklæring fra Kirkelig Centrum . s 8 

Kirken i det multireligiøse samfund 

Viggo Mortensen . . . . . . . . . . . . . . . s. 10 

Erfaringer fra den Svenske Kirke 

Karen Stubkjær . . . . . . . . . . . . . . . . s. 15 

Kirkens rolle i kristesituationer 

Elizabeth Knox-Seith . . . . . . . . . . . s. 18 

Beretning fra bestyrelsen . . . . . . . s. 22 

Ref. fra generalforsamling 2011. . s. 26 

Bogsiden 

Henning Nørhøj. . . . . . . . . . . . . . . . s. 28 

Den kirkelige Andedam 

Flemming Kramp . . . . . . . . . . . . . . s. 30 

Folkekirketræthed 

Jens Ole Christensen . . . . . . . . . . . . s. 31 

Deadline for næste nr. 31. januar 

Kirkeligt Centrum, oktober kvartal 2011

Kirkeligt Centrums blad i ekstra oplag 

Dette nummer af Kirkeligt Centrums blad sendes både i en lidt udvidet 

udgave og i et betydeligt større oplag end sædvanligt, idet det udsendes til 

alle landets provstier. I landsbestyrelsen vil vi gøre menigheder og præster 

opmærksom på vores tanker omkring folkekirkens fremtid. Der er ingen 

tvivl om, at folkekirken om få år er i et friere forhold til staten, end det er 

tilfældet nu. Nogle ser med ængstelse på denne situation. For kan vores 

folkekirke holde til det? Og mister vi ikke en frihed, som er garanteret af 

den nuværende ordning? Spørgsmålene er mange. I kirkeligt Centrum vil 

vi pege på, at der også er nye muligheder for folkekirken. Og frem for alt 

vil vi arbejde for, at Folkekirken fortsat holder sammen som kirke med 

den mangfoldighed, der er nødvendig for at vi kan være kirke i det nutidige 

danske samfund. Vi opfordrer hermed til, at man støtter op omkring 

vores anliggende i Kirkeligt Centrum. Det gøres konkret ved at holde 

vores blad og deltage i vores arrangementer. 

Med venlig hilsen 

Henning Nørhøj 

Landsformand 

Kirkens fremtid 

v/ Henning Nørhøj og Kaj Bollmann 

Med dette nummer af Kirkeligt 

Centrums blad har vi sat fokus på 

folkekirkens fremtid. Det er længe 

siden, der har været en sådan optagethed 

af folkekirkens situation og 

fremtid, som tilfældet er nu. Fra 

kirkedagenes første gyldne tid i 

1970erne var der tale om en optagethed 

af kirkens globale fremtid 

og muligheder. Spørgsmålene om et 

mulig samlet engagement fra kirkernes 

side i mission, nødhjælp og 

som en samlet stemme imod de rige 

landes udnyttelse af de fattige var 

nogle af de temaer, som optog sin- 

Kirkeligt Centrum, oktober kvartal 2011 

dene. Nu er vi optaget af folkekirkens 

fremtid. Grundene er mange. 

Igennem de seneste årtier er aktiviteterne 

i sognegårdene steget betydeligt. 

Sognegårde bygges, udvides 

og fyldes med højskoleforedrag, 

menighedsundervisning m. m. 

Samtidig holder vi fast ved, at kirkesognets 

centrum netop er kirkerummet 

og dens gudstjeneste. Men 

søndagens gudstjeneste har det ikke 

godt alle steder. I rigtig mange sogne 

kommer der kun få til højmessen. 

Sognepræst Karen Stubkjær 

skriver: ”Alt for længe og alt for 

3

mange steder har menigheden lignet 

en flok mennesker, der var ude 

at køre bus, og som i øvrigt ikke 

kom hinanden ved.” Skal højmesen 

stadig være centrum? Eller skal vi 

opprioritere de stadig mere populære 

anledningsgudstjenester? Der 

er ingen tvivl om, at vi kan lære af 

den inspiration, der kommer fra den 

svenske kirke, hvor præsterne 

Martin og Frederik Modéus understreger 

menighedens delagtighed i 

gudstjenesten. 

Og menighedens delagtighed skal 

netop stå sin prøve ved det kommende 

menighedsrådsvalg i 2012. 

Formand for Grundtvigsk Forum, 

Torsten Johannessen udtrykte i sin 

beretning på årsmødet i oktober, at 

”der er gode grunde til at frygte det 

værste – en katastrofal mangel på 

interesse og store vanskeligheder 

med at få besat pladserne i menighedsrådene.” 

Sammen med Grundtvigsk 

Forum, Indre Mission, FDF 

og KFUM-spejderne er vi i Kirkeligt 

Centrum gået med i et initiativ, 

der bakkes stærkt op af Landsforeningen 

af Menighedsråd. Det går 

slet og ret ud på at styrke interessen 

for valget. Den 1. marts 2012 inviterer 

vi de kirkelige interesserede til 

et møde 25 steder rundt i landet, 

hvor vi skal drøfte sogn og kirke. 

I sin artikel om kirken i det multikulturelle 

samfund, skriver professor 

Viggo Mortensen: ”Der er en 

voksende forståelse for, at noget må 

gøres for at formidle evangeliet til 

4 

nye grupper, på nye måder og i nye 

former. Med andre ord: Tiden råber 

på mission”. Men Viggo Mortensen 

fortsætter: ”Folkekirkens decentrale 

struktur og statsadministrative 

opbygning forhindrer, at der tages 

centrale initiativer til det allervigtigste: 

Kirkens fornyelse”. 

Spørgsmålet om en kirkeforfatning. 

Hvad man ikke skulle tro var 

muligt, er nu ved at ske: Såvel 

Grundtvigsk Forum som Indre Mission 

har åbnet for tankerne om en 

kirkeforfatning. Begge mener, at 

der ikke kan være tale om en 

adskillelse af kirke og stat. Men 

Grundtvigsk Forums formand 

udtrykker det forsigtigt med, at der 

under alle omstændigheder er brug 

for et udredningsarbejde, der belyser 

folkekirkens situation og muligheder. 

Der skal identificeres nogle 

ledelseslag i organisationen, siger 

Torsten Johannessen, ”som har 

både ret og pligt til at tage de initiativer, 

der skal til for at møde udfordringerne 

konstruktivt.” 

Ved Indre Missions store jubilæumsårsmøde 

i 8.- 9. oktober i Fredericia 

kom formanden Hans-Ole 

Bækgaard ind på muligheden for et 

vielsesritual for homoseksuelle: 

”Hvis ritualet skal komme, er det 

vigtigt, at det bliver under en kirkeforfatning 

og et kirkeråd, der selv 

tager stilling til, hvad der foregår 


omkring sagen i kirkens eget liv og 

skal Kirkeministeren i de næste par 

år være optaget af de nye ting i 

regeringsgrundlaget, så håber jeg, 

at det bliver spørgsmålet om kirkeforfatning 

og ikke ritualsagen”. 

Med andre ord melder IM sig nu 

også på banen som tilhænger af en 

mere selvstændig folkekirke under 

en kirkeforfatning. Ja, vi lever i 

spændende tider – ikke mindst med 

den nyudnævnte Manu Sareen (R) 

som kirkeminister, der netop er gået 

til valg på at ville skille kirke og 

stat. Men noget så radikalt bliver 

ikke aktuelt. 

Forslag fra Selskab for Kirkeret 

Regeringsskiftet bl.a. og de dermed 

nye muligheder for en udredning af 

forholdet mellem stat og kirke og 

en selvstændiggørelse af folkekirken 

har været et af motiverne til, at 

Selskab for dansk Kirkeret den 26. 

september fremlagde et forslag til 

en kirkeforfatning. 

Efter grundlovens § 66 ordnes folkekirkens 

forfatning ved lov, en 

bestemmelse som har stået uændret 

fra 1849. Forsøgene på at realisere 

den såkaldte løfteparagraf både 

”privat” og officielt - har da også 

været mange, men altså resultatløse. 

Det nyeste – og private forsøg 

på udformning af et forslag inden 

det aktuelle fra Selskab for Kureret 

fremkom i 1992 i bogen ”kirkens 

mund og mæle” med bl.a. Kaj Bollmann 

som medforfatter. Det aktu- 


elle forslag til en forfatning er 

stærkt afhængigt af tankerne i denne 

bog. 

Som forudsætning for en kirkeforfatning 

nævner Selskab for dansk 

Kirkeret, at en sådan lov må 

udtrykke et forhold mellem stat og 

kirke, hvor folkekirken placeres så 

nogenlunde midt på en akse med 

statskirke og frikirke som yderpunkter. 

Endvidere skal en forfatningslov 

bygge på en vis beslutningskompetence 

vedr. kirkens 

indre anliggender. 

Forslaget kan opfattes som en 

videreførelse af den demokratiseringsproces, 

der begyndte med 

oprettelse af menighedsråd og på 

det seneste med stiftsråd. Jeg vil 

kort opholde mig ved stiftsrådene 

og deres sammensætning, idet dette 

demokratiske organ spiller en stor 

rolle i forfatningsforslaget. 

I samtlige 10 stifter har vi siden 

2009 haft stiftsråd efter en forsøgsordning 

i enkelte stifter. Det er nu i 

flg. forfatningsforslaget, at stiftsrådene 

tilsammen udgør et kirkemøde, 

der skal fungere som et debatforum, 

hvor de store linjer formuleres. 

Der etableres så et kirkeråd, 

bestående af 16 medlemmer, 8 

gejstlige og 8 læge valgt for 4 år, 

idet de 12 medlemmer vælges af 

kirkemødet - herunder 4 gejstlige 

medlemmer. De resterende 4 gejstlige 

medlemmer udvælges henholdsvis 

af biskopperne og de teologiske 

fakulteter. Formanden for 

5

kirkerådet skal ligesom i stiftsrådene 

være en lægmand. 

Selskabet for Kirkeret har endnu 

ikke præciseret kirkerådets kompetence. 

Men følgende områder skal 

overvejes: 

- Folkekirkens indre anliggender 

- Områder der ikke er indre 

anliggender 

- Initiativret 

- Økonomi 

I alt fald bør følgende områder høre 

under en selvstændiggjort kirke: 

Lærespørgsmål, kaldelse og ordination, 

gudstjenesteordningen og ritualer. 

Salmebøger og regler for 

benyttelse af kirkerum. 

Hvad mener vi i Kirkeligt Centrum? 

Da ”Tredje retning gav sid tilkende 

i 1899, var det på baggrund af 

Mynsters og H.L. Martensens syn 

på den danske kirke som en gren af 

den hellige almindelige kirke. Kirken 

skulle være en kirke for hele 

befolkningen og derfor tog man 

afstand fra partidannelserne. Det 

var kirken som et sammenhængende 

hele, der var i fokus. På det kirkepolitiske 

område ønskede man 

stærkt en kirkeforfatning, idet man 

vendte sig mod grundtvigianismens 

krav om at gøre folkekirken til blot 

en ramme om præsternes og menighedernes 

absolutte frihed. Det ville 

gøre folkekirken til en borgerlig 

6 

religionsanstalt uden konfessionel 

præg. På den anden side vendte 

man sig mod Indre Missions bibelsyn 

og lære om ”skellet” og dens 

foragt for kulturlivet. For ”Tredje 

Retning” var kristendommen netop 

kulturens grundlag. Sådan fremstiller 

kirkehistorikeren Martin Schwarz 

Lausten Kirkeligt Centrums 

oprindelige holdning. Imidlertid 

skulle det vise sig, at netop spørgsmålet 

om en kirkelig forfatning 

blev et internt diskussionsemne i 

Kirkeligt Centrum. 

Heller ikke i dag er vi enige i det 

spørgsmål. Dog er det en overvejende 

opfattelse i bestyrelsen, at vi 

nu er nødt til at melde klart ud: en 

styrelsesordning for folkekirken vil 

komme på den politiske dagsorden. 

Men den er også nødvendig for folkekirken, 

såfremt den fortsat skal 

fastholde sin identitet som kirke. 

Derfor har vi ved sidste generalforsamling 

fremlagt en erklæring, 

hvori vi vi prøver at tegne Kirkeligt 

Centrums profil i forhold til den 

aktuelle kirkepolitik. 

Det skal igen understreges, at vi i 

Kirkeligt Centrum ikke ønsker en 

adskillelse mellem stat og kirke 

Men vi hilser en udredning af kirkens 

forhold til staten velkommen, 

sådan at det bliver klart, hvad man 

som medlem af kirken betaler til og 

ikke mindst, hvad man som ikkemedlem 

bidrager til. Kirkers vedli- 


geholdelse hviler f.eks. tungt på 

menighedsrådets budget. Rigtig 

mange af vore kirker hører til vores 

kulturarv. Her kunne staten passende 

bidrage. Så er det uklart, hvorvidt 

kommunerne nemmere og billigere 

kunne overtage civilregistreringen 

Men er det en fri folkekirkes 

opgave? Og tilsvarende må vi spørge, 

om det fortsat er rimeligt, at den 

kirkelige vielse skal have retsgyldighed. 

Denne binding til staten er i 

grunden et levn fra enevælden. 

De andre trossamfund 

I forbindelse med drøftelser om en 

kirkeforfatning vil det være både 

naturligt og nødvendigt at tage § 69 

i grundloven, som siger, at de andre 

trossamfunds i forholdet skal ordnes 

ved lov, med i overvejelserne. 

Der er vist behov for en samlet 

rammelovgivning, der henter de 

andre trossamfund ud af den skyggetilværelse, 

de lever i i dag. I 

modsætning til for 100 år siden har 

vi andre trossamfund, der gør sig 

gældende på forskellig vis. Deres 

rettigheder og pligter bør drøftes. 

Folkekirkens grundlovssikrede 

særstilling betyder ikke, at en højere 

grad af ligestilling mellem trossamfundene 

er mulig på en række 

områder. Vi kan heller ikke være 

tjent med, at de trossamfund, der 

har de fleste af deres medlemmer i 

grupper af anden etnisk herkomst, 

kommer til at leve i afsondrede 

parallelsamfund. Religion kan både 


integrere og afsondre, og det må 

være en klar interesse, at trossamfundene 

bidrager til integration i 

samfundet. Det gør det påkrævet at 

se på § 69 i forbindelse med overvejelserne 

om kirkeforfatning. 

Vielse af par af samme køn 

Det er imidlertid i spørgsmålet om, 

hvorvidt registreret partnerskab kan 

indgås i kirken, som synes at blive 

akut problematisk i forholdt mellem 

stat og kirke. Der vist ingen tvivl 

om, at hvis der kommer en lov herom 

– og det vil der uden tvivl med 

Manu Sareen som kirkeminister – 

så bliver folkekirken også nødt til at 

udarbejde et dertil hørende ritual. 

Her melder kirkens højrefløj fra 

med det afgørende argument, at 

dette er et statsligt indgreb i kirkens 

indre anliggender. Og det er også 

sandt nok, men samtidig en konsekvens 

af det uklare forhold, der er 

mellem stat og kirke. Det ville være 

klarende, hvis kirkeministeren gav 

sig tid og i første omgang nedsatte 

en udredningskommission og på 

baggrund af dens arbejde fremsatte 

lovforsalg om folkekirkens egen 

styrelse. 

De fleste præster i folkekirken stiller 

sig positivt overfor en kirkelig 

velsignelse af indgået partnerskab. 

Vi har jo et ritual for velsignelse af 

borgerligt indgået ægteskab. Sådan 

bør kirken også have et ritual for 

velsignelse af indgået partnerskab. 

Vi skal vel at mærke ikke have et 

7

kønsneutralt velsignelsesritual. To 

af vore biskopper, Kjeld Holm og 

Kresten Drejergaard, har fornylig i 

Kristeligt Dagblad erklæret, at partnerskab 

er ægteskab, og at det er 

absurd at skelne. Deres argument 

er, at kærligheden er den samme, 

og at ægteskabskriteriet ikke er børneavl 

og familiestiftelse, men det, 

man føler for hinanden. Ét er, at 

man juridisk stadig skelner mellem 

ægteskab og partnerskab. Det kan 

ændre sig. Men teologisk trænger, 

vil til at få udformet en ægteskabsteologi. 

For der er forskel al den 

stund at et ægteskab er mellem to 

køn og et partnerskab mellem to af 

8 

samme køn. Det gør hele forskellen. 

Og den er der! Samtidig forkynder 

vi i kirken, at al kærlighed 

kommer fra Gud. De to forskellige 

vielsesritualer skal naturligvis 

afspejle både forskellen og sammenhængen. 

Såfremt en ny ordning om forholdet 

mellem kirke og stat bliver folkekirkens 

fremtid, så vil vi i Kirkeligt 

Centrum arbejde for, at denne kirke 

fortsat rummer de samme bevægelser 

og retninger som hidtil. Der er 

fortsat brug for den gensidige inspiration, 

som de mange stemmer 

giver. Men der er også brug for, at 

vi bliver os bevidst som kirke. 

Erklæring fra Kirkeligt Centrums bestyrelse 

1. Kirken har hidtil rummet 

forskellige bibel- og menighedssyn. 

Vi kan fortsat være i samme 

folkekirke med forskelligt bibelsyn 

bundet til bekendelsen til 

Jesus som Herre. 

2. Sammenhængskraften i 

folkekirken er bekendelsen, traditionen 

og den folkelige forpligtelse, 

der gør folkekirken til 

Kirke og ikke en ren rammeordning. 

3. Ved bekendelsen som det, 

der binder folkekirken sammen, 

forstår vi først og fremmest den 

apostolske bekendelse: bekendelsen 

til den treenige Gud. Dernæst 

de lutherske bekendelsesskrifter, 

sådan som de må tolkes 

ind i en aktuel nutid 

4. Ved traditionen forstår vi 

gudstjenestelivet som kirkens 

centrale livsytring. Gudstjenesten 

giver kirken dens identitet 

og er dens samlende midtpunkt. 

Gudstjenesten er stedet for forkyndelse, 

dåb og nadver. Hertil 

kommer, at folkekirken traditionelt 

har varetaget undervisning, 

mission og diakoni. Til folkekir- 


kens tradition hører også forkyndelsesfriheden 

og det folkelige 

ansvar for kirke og menighed. 

5. Ved den folkelige forpligtelse 

forstår vi folkekirkens 

mulighed og ansvar for at nå alle 

dele af vort folk uanset socialt 

eller etnisk tilhørsforhold. Folkekirken 

er gennem sin forkyndelse 

og diakoni forpligtet overfor 

hele folket. Netop folkekirken 

som folkets kirke giver rum 

for en mangfoldighed af initiativer 

og arbejdsformer – og er 

derved kirke for folket. 

6. En virkeliggørelse af ”løfteparagrafferne” 

i Grundloven (§ 

66 og §69) er en naturlig konsekvens 

af den demokratiseringsproces, 

der allerede er i gang i 

folkekirken - og indebærer ikke 

en grundlovsændring. En religiøst 

indifferent statsmagt skal 

ikke definere kirkelige anliggender. 

7. En styrelsesordning for 

folkekirken indebærer en skelnen 

mellem statens og kirkens 

opgaver. Civilregistreringen 

behøver ikke længere at være en 

opgave for folkekirken. Ægteskab 

eller registreret partnerskab 

kan indgås for den borgerlige 

øvrighed. Men folkekirken skal 

stå til rådighed, såfremt der 


ønskes en kirkelig vielse/velsignelse. 

Der skal være to ritualer – 

ikke et kønsneutralt. Folkekirken 

må også fremover kunne rumme 

forskellige holdninger til vielse 

af par af samme køn. 

8. En styrelsesordning for 

folkekirken skal endvidere sikre, 

at adgangen til præsteembedet 

fortrinsvis sker gennem teologisk 

kandidateksamen ved et af 

landets universiteter. Menighedsfakultet 

og Dansk Bibelinstitut 

skal fortsat have mulighed 

for at forberede de studerende på 

lige fod med de teologiske universiteter. 

Præsteuddannelsen 

skal styrkes gennem en egentlig 

lønnet praktikordning. En prøvetid 

i forbindelse med ansættelser 

bør overvejes. 

9. En kirkeforfatning skal 

netop holde sammen på folkekirken, 

idet den både sikrer rummeligheden 

og selvstændigheden i 

forhold til det politiske og demokratiet 

i egne beslutningsprocesser. 

En folkekirke med egen styrelse 

skal netop være fri af partiinteresser 

og hensyn til den folkelige 

opinion. 

10. En kirkeforfatning er ikke 

en rammeordning, men definerer 

folkekirken som Kirke, dvs. 

trosfællesskab. Kirkeforfatnin- 

9

gen skal udtrykke rigdommen 

ved mangfoldigheden og derved 

være et modstykke til den individualisme, 

der truer det folkelige 

fællesskab – en individualisme, 

som kirkeligt bl.a. giver sig 

udtryk i frikirkedannelser. En 

kirkeforfatning skal understøtte 

sammenhængskraften i folkekirken. 

11. Folkekirken har et dannelsesmæssigt 

og pædagogisk 

ansvar. Dette ansvar er ikke begrænset 

til konfirmationsforberedelsen, 

men er i det sekulariserede 

samfund blevet en langt mere 

omfattende opgave, der omfatter 

alle aldersklasser. Troen er en 

livslang åndelig dannelsesproces, 

som alle kirkens udtryksformer 

skal understøtte. Det inde- 

10 

bærer bl.a., at den kirkelige 

pædagogik sætter oplevelse og 

erfaring er i centrum. 

12. Som flertalskirke er det 

en stadig risiko for folkekirken 

at havne i en særlig dansk provinsialisme. 

Folkekirkens økumeniske 

engagement er en nødvendig 

inspiration til fornyelse 

og teologisk selvforståelse. Kirkens 

opmærksomhed overfor og 

hjælp til migrantmenigheder er 

en konkret og påtrængende økumenisk 

opgave. Hertil kommer 

deltagelse i kirkens mission. 

Ovenstående erklæring skal ikke 

opfattes som endelig, men må 

forstås som en foreløbig konklusion 

på bestyrelsens overvejelser. 

Kirkens rolle i det multireligiøse samfund 

Af Viggo Mortensen 

Redaktøren efterspørger en artikel 

om emnet Kirkens rolle i det multireligiøse 

samfund i . Jeg begynder 

skrivningen af den artikel den morgen, 

hvor meddelelsen om den nye 

regerings ministerliste bliver 

offentliggjort. Kirken har fået en ny 

minister, Manu Sareen, den første 

minister med indvandrerbaggrund, 

der er gået til valg på at kirke og 

stat skal adskilles og som nylig har 

truet med at melde sig ud af Folkekirken. 

Vi lever i sandhed i spændende 

nye tider. 

Det multireligiøse samfund 

Den opgivne titel forudsætter, at vi 

lever i et multireligiøst samfund. 

Det gentages ofte, men hvad vil det 

egentlig sige? Danmark er i 


udgangspunktet et gammelt kristent 

land. Gennem en mere end tusindårig 

historie er kristendommen 

blevet vævet ind i Danmarks kultur 

og identitet. Symbolerne taler deres 

tydelige sprog: Korset i flaget og 

Kristus i passet. Indtil Grundloven 

af 1849 havde mennesker af anden 

tro alene én ret i Danmark: Jus emigrandi, 

retten til at forlade landet, 

for her i landet fulgte man regentens 

tro, og den var evangelisk 

luthersk. 

Men med religionsfriheden kommer 

en uforudsigelig spiller på 

banen. Vi er konservative, når det 

kommer til trosvaner. Det tager sin 

tid; men når først friheden er der til 

at tænke tro og tale, som man vil, 

så bliver den brugt. Resultatet er 

mangfoldighed. Hvor der tidligere 

var én religion, så er der nu flere, 

og som tiden går, bliver der flere og 

flere. Pluralismen råder ii . 

Danmark som multireligiøst samfund 

er således præget af flere tendenser. 

Der er den stærkt indgroede 

kristendom, der med historiens 

vægt afgørende har præget nationens 

identitet. Så er der dem, der 

vælger at følge en anden konfession 

eller tro. Endelig er der de nytilkomne, 

mennesker, der på grund af 

de muligheder, som globaliseringen 

åbner for, flytter sig. De rejser 

naturligvis med en bagage, deres 

kultur og religion, som de dernæst 

forsøger at omplante til nye egne. 


Nye former fødes. Det er således 

nogle objektive kræfter der påvirker 

udviklingen hen imod et multireligiøst 

samfund; således får 

udviklingen et skær af uafvendelighed 

over sig. Dertil kommer, at 

vi i Danmark igennem de seneste 

halvtreds år har lidt et enormt traditionstab, 

hvad angår viden om, forståelse 

for og praktisering af den 

kristne tradition. Den nye kirkeminister 

afspejler således i sin biografi 

meget godt den aktuelle stilling for 

Folkekirken. 

Konklusionen er: Ja, Danmark er et 

multireligiøst samfund. Det modsiges 

ikke af den, i sammenligning 

med andre europæiske lande, meget 

høje medlemsprocent af Folkekirken. 

Den afspejler snarere, at kirken 

af en stor gruppe mennesker 

stadig anses for en stabil ritualleverandør 

i forbindelse med civilreligiøse 

højtider og ceremonier. 

Den evangelisk-lutherske kirke er 

den danske folkekirke og understøttes 

som sådan af staten. 

Grundlovens § 4 

Med Grundloven af 1849 bliver der 

lavet et kompromis: Religionsfrihed 

ja; religionslighed nej. Den 

danske Folkekirke blev indskrevet i 

Grundloven, idet den i § 4 blev 

givet en fortrinsstilling. Efter sit 

væsen er Folkekirken således en 

statsadministrativ indretning med 

11

henblik på varetagelse af befolkningens 

religiøse behov. Denne væsensbestemmelse 

står dog i et vist 

spændingsforhold til den konfessionelle 

bestemthed, der ligger i samme 

grundlovs tale om det evangelisk-lutherske. 

En gnidningsfri 

opfyldelse af grundlovens bestemmelser 

forudsætter en indforstået 

og varsom varetagelse af en 

distinktion mellem kirkens indre 

anliggender, som de kirkelige myndigheder 

tager sig af, og de ydre 

anliggender, som er reguleret gennem 

Folketing og statslig administration. 

Det er denne indforståethed, 

som det på det seneste har 

kunnet knibe med. Udnævnelsen af 

Manu Sareen sætter dette forhold i 

relief. 

Kirkens rolle 

Efter at vi har slået fast, at vi lever i 

et således bestemt multireligiøst 

samfund, rejses spørgsmålet om 

kirkens rolle i et sådant samfund. 

Når der her siges kirken, tænkes der 

ikke i første række på den borgerlige 

indretning kaldet Den danske 

Folkekirke, men KIRKEN i betydningen 

Jesu Kristi kirke, der ifølge 

bekendelsen er de helliges samfund, 

hvor evangeliet forkyndes 

rent og sakramenterne forvaltes ret 

(Confessio Augustana § 7). 

Når denne henvisning er givet, ligger 

det lige for at sige, at kirkens 

opgave selvfølgelig i denne som i 

alle situationer er den samme som 

12 

altid, at forkynde evangeliet og forvalte 

sakramenterne. Nogle vil 

hævde, at da opgaven er den samme 

og givet med sagen selv, så må 

også de former, hvorunder det sker, 

være de samme. Men det er en 

kortslutning. Idet omstændighederne 

er forvandlet, må også den 

måde, hvorpå kirken varetager sin 

opgave være under forvandling. 

Den danske Folkekirke bygger 

således på en intim forbindelse 

mellem folk og kirke, mellem det 

folkelige og det kristelige. Når folket 

ændrer sig, når folkeligheden er 

under forvandling, må også den 

måde, som kirken varetager sin 

opgave på, være det. 

Da den selvfølgelige indforståethed 

med det kristne univers ikke kan 

forudsættes, må man forsøge at 

bibringe mennesker indsigt heri og 

tro herpå. Der er en voksende forståelse 

for, at noget må gøres for at 

formidle evangeliet til nye grupper, 

på nye måder og i nye former. Med 

andre ord: Tiden råber på mission iii . 

Der er sket noget mærkeligt i Danmark. 

Vi er blevet enige om noget, 

som vi ellers altid har været uenige 

om, nemlig definitionen på mission. 

Fra Tidehverv til Indre Mission, 

fra islamkritisk netværk til dialogfolkene 

over grundtvigianerne og 

selvfølgelig Kirkeligt Centrum: 

Alle kan være enige om, at mission 

er at præsentere og repræsentere 

kristendommen overfor mennesker 

af anden eller ingen tro. Endvidere 


er der langt ind i flertalskirkerne en 

voksende forståelse for, at uden 

mission og evangelisering går det 

ikke. Budskabet skal simpelthen 

fortælles videre, rygtet skal spredes, 

vidnesbyrdet aflægges! Ellers 

kommer kristendommen kun til at 

overleve som lommer i et flerreligiøst 

hav. Der er mange eksempler 

på, hvordan kirkerne i Europa i disse 

år kaster sig ud i den opgave. 

Det hedder noget forskelligt: Nye 

Udtryk (Fresh Expressions) i England; 

levende menigheder i Norge; 

diverse missions- og evangelisationsinitiativer 

sættes i værk i mange 

europæiske lande. Der er tale om en 

næsten frenetisk aktivitet. En voksende 

ny selvbevidsthed er også at 

spore blandt i hvert fald nogle af 

kirkernes repræsentanter. Vi er her 

endnu, og vi satser på at være her 

også i fremtiden, synes grundstemningen 

at være. Men alligevel er 

fornemmelsen af, at vi i Europa 

lever i kristelige nedgangstider, 

svær at blive kvit. Men hvordan det 

vil gå er ikke let at sige, for der 

foregår i disse år en kamp om det 

symbolske rum i Europa. Og det er 

vel ikke umuligt at forestille sig, at 

denne kamp vil revitalisere noget af 

den energi, der tidligere gjorde kristendommen 

til Europas mest dynamiske 

religion. 

I Danmark halter vi bagefter i denne 

udvikling. Et forslag til at bruge 

reformationsjubilæet i 2017 til at 

engagere sig i et tiår for reformation, 

som jeg fremsatte på Kirkeministerens 

fremtidskonference i 

2007 iv , har ikke vundet gehør. Folkekirkens 

decentrale struktur og 

statsadministrative opbygning forhindrer, 

at der tages centrale initiativer 

til det allervigtigste: Kirkens 

fornyelse. Imens ser vi de overordnede 

globale udviklingstendenser 

fortsætte: 

· De traditionelle konfessionelle kirker er i konstant tilbagegang. 

Det er den generelle tendens som præger udviklingen i Europa. 

Danmark er med i den udvikling, skønt den går langsommere her. 

· Der er eksempler på at nogle uafhængige menigheder kan opleve en 

moderat succes. Det vil ikke sjældent være forbundet med den 

teologiske retning, som vi kalder fremskridtsteologi (prosperity 

gospel) som koncentrerer sig om sundhed og rigdom (health & 

wealth). 

· Endvidere ser vi en vækst i begreber, der demonstrerer den sammensatte 

natur af religionen. Mine religionsvidenskabelige kolleger 

bruger betegnelser som hybriditet, bricolage, patchwork og cross 

over. Det er sådanne fænomener, man konfronteres med inden for 

dialogen med den nye åndelighed. 


13

Mission, dialog og apologetik. Det 

er den nye dagsorden. For multireligiøse 

samfund er det overlevelsen 

om at gøre, at få etableret en dialog 

mellem de forskellige religioner og 

livsanskuelser. Den kristne kirke er 

på én gang kaldet til at udvikle og 

understøtte de egne tros traditioner 

og samtidig være åben for at forstå 

den anden. Dialog og mission må 

ikke opfattes som modsætninger; 

de viser sig sjældent at være det i 

det konkrete religiøse møde. 

Endvidere: I en situation, hvor pluralismen 

råder, er der behov for at 

kirken kan tale med en vis tydelig- 

14 

· Det betyder, at synkretismen breder sig. Det bliver i stigende grad 

vanskeligt at opretholde begrebet som et skældsord, idet det 

gradvist har mistet sin overbevisningskraft med indsigten i at 

kristendommen er født ind i et synkretistisk miljø og selv antog 

synkretistiske former. 

hed. Det betyder, at enhver kristen i 

multireligiøsitetens tid må være 

forberedt på at blive udfordret på 

sin tro. Altid er vi således kaldet til 

at være rede til at aflægge regnskab 

for det håb, der bor i os. Apostelen 

giver os også anvisninger på, hvordan 

det skal ske, når vi aflægger 

den gode bekendelse; det skal ske 

med sagtmodighed, gudsfrygt og 

god samvittighed (1 Pet 3,15f.). 

Viggo Mortensen er professor i 

systematisk teologi på Aarhus Universitet 

med særligt henblik på kristendommens 

globale udvikling og 

økumeniske relationer. 

i Det har jeg skrevet en bog om Kristendommen under forvandling. Pluralismen som 

udfordring til kirken. Univers 2005. Jeg har bemærket mig, at den ofte citeres forkert, 

som om den hed Kristendommen under forandring. Men det hedder den ikke. 

Det ville være en banalitet, eftersom kristendommen hele tiden forandrer sig. Tesen 

er, at vi for tiden gennemgår en mere hurtigt og dermed også mere dramatisk proces, 

der udfordrer kristendommen på dens identitet. Den er derfor under forvandling. 

ii I forsknignsprojektet Det danske Pluralismeprojekt, har en forskergruppe under 

min ledelse dokumenteret den voksende religiøse pluralisme i Danmark. Resultaterne 

er nedfældet i en række bøger og artikler, hvortil der kan findes henvisninger på 

projektets hjemmeside http://teo.au.dk/csr/pluralismeprojektet/present 

iii Kirkeministeriets betænkning 1477 fra 2006 sammenfatter meget godt til indledning 

Folkekirkens formålsformulering, som i grunden er lig med missionsbefalingen 

(Mat 28,18-20): Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som 

hele verdens frelser. Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker 

ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage 

alt fra Gud i troen på Jesus Kristus. 

iv Folkekirkens fremtid(er) 2007. 

Se http://www.km.dk/fileadmin/share/Folkekirkens_fremtid/Oplaeg_samlet.pdf 


Erfaringer fra den svenske kirke – kan de bruges i 

folkekirken? 

Af Karen Neergaard Stubkjær, sognepræst i Haslev-Freerslev 

Hvordan har den danske højmesse 

det? Ja, mange steder har den det 

måske godt. Men langt fra alle steder. 

Jeg har kollegaer, der siger: den 

er død! Der kommer alt for få. ”Og 

jeg kan godt forstå det”, sagde en 

kollega for nyligt til mig. ”Jeg bryder 

mig faktisk ikke selv om at gå 

til højmesse. Kulden driver ned ad 

væggene i Den danske Folkekirke”. 

Har hun ret? Er det sådan, det er? 

Mange kan fortælle om andre gudstjenester, 

der lykkes. Gudstjenester 

for særlige målgrupper søndag 

eftermiddag eller på hverdage. Som 

opleves helt anderledes levende og 

relevante. Fulde af varme og nærvær. 

Og det er jo godt at høre om. 

Men højmessen søndag formiddag 

er for mig at se vores kirkes hovedgudstjeneste. 

Det er her, vi følger 

kirkeårets gang. Det er her, vi har 

dåb og nadver. Det er her, vi mødes 

på tværs af alle skel og alle aldre. 

Det er her, vi bliver til som Guds 

folk. Det er her, vore børn oplæres. 

Eller sådan kunne det være ... 

Nogen har opgivet den vision. Jeg 

har ikke. Men vi skal helt sikkert 

arbejde med vores højmesse, for at 

den kan blive den der samlende 

begivenhed, der danner og sender 

os. Og her kan vi hente inspiration 

udefra - f.eks. fra Sverige. 


To gange Modéus 

I 2007 udkom Martin Modéus’ bog 

”Menneskelig gudstjeneste” på 

dansk (forlaget Alfa). Den er allerede 

læst og citeret af rigtig mange i 

Danmark. Mange er begyndt at 

sige: ”som Modéus skriver ...”. 

Men der er to Modéus-brødre. Og 

nu har broderen Fredrik Modéus 

lige fået sin bog oversat til dansk: 

”Mod til at være kirke” (fra 2005, 

Alfa 2011). De to bøger repræsenterer 

den samme holdning til det at 

fejre gudstjeneste. Gudstjenesten 

ses frem for alt som et mødested. 

Martin Modéus henviser til de tre 

grundrelationer, Jesus udpeger for 

mennesket: relationen til Gud, til 

medmennesket og til sig selv. Det 

er sammenhængen, i hvilken det 

gode liv virkeliggøres. Gudstjenesten 

kan ikke være væsensforskellig 

for det bærende princip for det 

gode liv, siger Martin. Den gode 

gudstjeneste har med relationer at 

gøre. Den bæres af relationer og 

fører til relationer. 

Martin Modéus er for en stor del 

teoretikeren, der forsyner sin bog 

med grundige overvejelser 

omkring, hvad ritualer er, kan og 

gør. Fredrik Modéus er i høj grad 

praktikeren. Han begynder med en 

solid indledning, hvor han gennem- 

15

tænker, hvad der er den kristne kirkes 

identitet – med henblik på at få 

gang i samtalen rundt omkring i 

vore menigheder. Hvordan ser 

gudstjenestelivet ud hos os? Hvordan 

kunne vi ønske os, det skulle se 

ud? Bogen er forsynet med både 

oplæg til samtale og konkrete 

arbejdsredskaber – altsammen med 

baggrund i Fredriks mange år som 

sognepræst ved Helgeandskirken i 

Lund. Desuden har han gjort feltstudier 

i Sverige med henblik på at 

undersøge, hvor kirker og menigheder 

trives og vokser. Det gør de, 

der hvor mennesker inddrages. 

Inddragelse og genkendelighed 

Og menigheden skal inddrages i det 

velkendte. Det kan være helt fint at 

arbejde med gudstjenesteformer og 

nye ritualer. Men gudstjenestefornyelse 

begynder ikke i liturgien. 

Den begynder i relationerne. Hvordan 

er det f.eks. at træde ind i en 

kirke? Ser vi hinanden? Har vi brug 

for hinanden? Hvis der skal ske forandringer 

(for sådan nogen skal 

måske til), skal de ske langsomt. 

Søndagens hovedgudstjeneste skal 

ikke bæres af spændende events, 

heller ikke af eliteprædikanter eller 

solistoptræden. Den skal være 

præstationsfri og genkendelig. Og 

den skal favne og inddrage, sådan 

så menigheden kan kende sig selv i 

den. De medvirkende skal repræsentere 

så bredt som muligt. Også 

børn skal tænkes med og inddrages. 

16 

Fordi menigheden ikke er hel og 

gudstjenesten ikke ægte, hvis der 

mangler børn. 

Hvordan det her ser ud, kan man 

opleve, hvis man besøger Helgeandskirken 

i Lund. Sådan ser det 

måske ikke ud alle steder i Sverige; 

men at man ”ovenfra” lægger op til 

en ny bevidsthed omkring det at 

fejre gudstjeneste, er der ingen tvivl 

om. Det ses ud af kirkens officielle 

hjemmeside. Klikker man sig ind 

på punktet ”gudstjenester”, er der 4 

underpunkter. Man kan læse om 

gudstjenestens bøger (bibel, salmebøger, 

liturgibog osv.). Man kan 

læse om indsamlingsformål. Men 

som det første nævnes disse to 

punkter: ”Gudstjenesten forandres” 

og ”Barnet i kirken”. Punktet om 

barnet handler om, hvordan børn 

har en helt naturlig plads i vores 

gudstjenesteliv. Og læs så, hvad der 

står under FØRSTE punkt (”Gudstjenesten 

forandres”): 

”Utformningen av gudstjänsten och 

möbleringen av gudstjänstrummen 

har forändrats under åren. Främst 

därför att allt fler deltar aktivt med 

olika uppgifter som att tända ljus, 

läse texter, be förbönen och med 

dela ut bröd och vin. Allt oftare står 

altaret numera fritt en bit från 

väggen eller mitt i rummet med stolar 

eller bänkar i halvcirkelform”. 

Her opfordres ikke bare til, at gudstjenestens 

mange opgaver deles ud 

til menighedens ”vi” (og ikke bare 

det lønnede personale). Her opfor- 


dres også til, at man overvejer kirkerummets 

indretning, så det bedst 

muligt tjener fællesskabet! 

Kan det her bruges i Danmark? 

I Danmark arbejdes der også med 

de her ting - under inspiration fra 

Sverige eller andre steder. Hvad 

kirkerummets indretning angår, kan 

jeg anbefale et besøg i Gellerup 

Kirke ved Århus, hvor man er 

begyndt at tænke højmessens indhold 

og sigte sammen med kirkerummets 

indretning (se evt. deres 

hjemmeside). 

I Haslev begyndte vi for 1½ år 

siden at arbejde med gudstjenestegrupper. 

Vi har mange aktive 

omkring vores kirke og har længe 

gjort brug af frivillige også 

omkring gudstjenesten – ikke bare 

som kaffebryggere og børnepassere, 

men også som lægmandslæsere. 

Men det er nyt for os at have grupper, 

der er med i planlægningen, og 

som tager et langt større ansvar 

søndag formiddag. Som følge af det 

har vi ikke længere en betalt kordegn 

til at bede indgangsbøn. Det 

gør en fra gruppen. 

Den pågældende præst mødes med 

gruppen en times tid om tirsdagen 

forud for søndagens gudstjeneste. 

Her taler vi om søndagens tekst og 

fordeler opgaver. En særlig opgave 

er det for en børneforældregruppe 

at hjælpe børn ind med lys, når vi 

fejrer barnedåb. Det er, hvad vi 

(indtil videre) kan finde ud at ind- 


drage børn i. Og det virker! Gudstjenesten 

er godt begyndt, dér hvor 

nogle børn fra menighed/dåbsfamilie 

går forrest ind, når dåbsbarnet 

ledes på plads. Så er glæden tændt 

hos de fleste, og vi kan fejre menneskelig 

og nærværende gudstjeneste. 

Præsten er der stadig brug for! Og 

vi præster har fået skærpet bevidstheden 

om, at ikke alt i vores 

højmesse er lige forståeligt for alle. 

Vi giver et par introducerende 

replikker til søndagens tema og et 

par hjælpende replikker undervejs – 

uden at tale alting ned! Her er en 

balance at gøre. Det er i det hele 

taget ikke blevet nemmere at være 

præst. Og det kræver mod. For det 

her handler jo også om at turde give 

fra sig og lade andre komme til. 

Men jeg er overbevist om, at det 

her er vigtigt 

Fra bus til krop 

Professor Anna Marie Aagaard 

skriver i sin bog ”Ånd har krop” 

(Anis 2005) om, hvor vigtigt det er 

at besinde sig på, hvad inkarnationen 

betyder. ”Det drejer sig om at 

genvinde en kirke med krop: om de 

helliges samfund, hvor den kristne 

gudsfortælling og sakramentale 

praksis indøver mennesker, der 

vælger at indlade sig med den kristne 

tro, i at lovprise Gud og forholde 

sig til virkeligheden (...) på en 

måde, der lader sig genkende som 

kristen”. 

17

Kristen tro og praksis kommer ikke 

af sig selv. Vi skal øve os på den, så 

den kristne fortælling kan få krop – 

og vi blive til levende kirke. Det 

begynder søndag formiddag, hvor 

vi samles på tværs af aldre og skel 

omkrig dåb og nadver, i bøn og 

lovsang. Alt for længe og alt for 

mange steder har menigheden lignet 

en flok mennesker, der var ude 

at køre bus, og som i øvrigt ikke 

kom hinanden ved. Forrest sidder 

chaufføren (præsten). Og om der 

var to, ti eller tredive i bussen ... 

har det gjort nogen forskel? Om de 

så sov... har det gjort nogen forskel? 

Bussen kørte - uanset hvad. 

18 

Sådan må en gudstjeneste ikke se 

ud! 

Jeg har et håb om, at vores højmesse 

må blive en berigende oplevelse 

for stadigt flere! I hvert fald skulle 

vi, der er ofte deltager i den, gerne 

glæde os over den (og ikke fryse i 

den, som den først citerede kollega 

synes at gøre). Her er vi dybt 

afhængige af, at Gud selv vil være 

os nær ved sin Helligånd. Men han 

har også brug for os. Hvad der skal 

til af tiltag rundt omkring kan være 

forskelligt. Måske er det bare små 

ting, der skal til. Små ting, som kan 

gøre en stor forskel. Som en af 

Modéus’erne siger: det handler om 

at finde dåseåbneren! 

”Jeg tænder et lys for dig” om kirkernes kriseberedskab 

Af Elizabeth Knox-Seith 

I sommerens løb kom kirkerne i 

Norden til at stå overfor et uventet 

chok, der rystede hele befolkningen: 

Tragedien på Utøya og i 

Oslo den 22. juli. 

Her kom vi alle i berøring med 

det ufattelige, det at livet pludselig 

kan knægtes – og det ikke 

bare af en tsunami eller af en 

krig, der utilsigtet rammer 

uskyldige civile, men af bevidst 

vold, der gennemtænkt er planlagt 

til at ramme flest mulige. 

Dette udfordrede os som kirke, 

og påmindede om, at vi i kirken 

har en særlig ressource, som vi 

måske ikke altid er så bevidste 

om, som vi kunne være. Vi har 

en kilde til trøst og håb, som ligger 

gemt i selve kernen af evangeliet. 

En kilde, der uden at forklare 

det ufattelige alligevel sætter 

ord på smerten og hjælper os 

til at leve igennem den. En kilde, 

der midt i anerkendelsen af 

smerten altid insisterer på Guds 

nærvær i det ufattelige. 


Kirkerne trådte til over hele 

Norge, og i mange lokale menigheder 

landet over sad frivillige 

vagt, nat efter nat, så folk kunne 

komme for at tænde lys, sørge 

og give udtryk for deres smerte. 

Min kollega, pilgrimspræsten 

Elisabeth Lidell, skrev allerede 

få dage efter følgende beretning 

fra Trondheim: 

Jeg er på Nidaros Pilgrimsgård 

på mit sædvanlige sommerjob. I 

aftes var der i Nidaros 

Domkirke en ekstra gudstjeneste 

i anledningen af denne terror. 

Jeg var med, og kirken var 

fuld. Direkte ankommet fra ulykkesstedet 

kom 16 ganske unge 

mennesker ind i kirken: gymnasiaster 

og studenter fra Trondheim 

og omegn. De satte sig i 

koret, og gudstjenesten gik i 

gang. Deres forældre var der 

naturligvis også, og alle os 

andre. Biskop Singsås´ første 

langsomme ord var: VI HAR 

VENTET PÅ JER! Alle græd. De 

unge havde selv ønsket, at vi 

skulle synge Nordahl Griegs 

“Kringsatt af fiender”, og dertil 

et par stærke salmer og bønner. 

Midt i gudstjenesten var der 

mulighed for lystænding, og jeg 

har ikke oplevet noget lignende. 

Disse 16 unge, der for to døgn 


siden har kæmpet for deres liv, 

svømmet i havet, gemt sig i huler 

og fryserum, spillet døde klods 

op ad deres døde kammerater, 

gik frem, tændte lys, omfavnede 

hinanden og hulkede foran 

højalteret. I meget lang tid. 

Under alt dette sang en lapkvinde 

sin sørgesang, og alle i 

kirken græd. Det var Langfredag 

anno 2011. Biskoppen omfavnede 

alle de unge. Imens sad 

forældrene og holdt om hinanden. 

Det var stærk tobak. Jeg 

glæder mig over, at kirken tager 

imod på denne måde. Blandt 

deltagerne i gudstjenesten var 

også Røde Kors-folk, og jeg 

måtte bare sige dem tak for 

deres indsats, da vi gik ud. Ja, 

det er specielt at være her! 

Denne beretning viser mere end 

tydeligt, at kirken i særlige krisesituationer 

virkelig HAR en 

rolle at spille. Herhjemme blev 

udfordringen også taget op, med 

en stor mindegudstjeneste i 

Københavns Domkirke, og ved 

utallige andagter landet over. Jeg 

var selv med til at holde en del 

af dem i Helligaandskirken i 

København, og blev dér berørt 

af, hvordan man som præst selv 

kan blive båret af det evangelium, 

som man må klamre sig til, i 

en sådan sammenhæng. Selv kan 

19

man ikke sige meget ”klogt” i en 

sådan sammenhæng, men er lige 

så præget af det ufattelige som 

alle andre. Men dykker man ned 

i vores kilder, og taler direkte fra 

dem, trøstes man ikke bare selv; 

det, som er større end nogen af 

os runger gennem kirkens rum, 

og vi bæres alle ... sammen og 

med ordene. 

En mor til én af de druknede 

unge, der døde ved båd-ulykken 

i Norge, en del tid før Utøya, 

fortalte i ”Mennesker og Tro” 

fornylig, hvordan hun særligt 

var blevet båret af ord fra 

Davids salmer midt i sin sorg: 

”Vandrer jeg end i dødsskyggens 

dal, frygter jeg intet ondt, for du 

er hos mig, din stok og din stav 

er min trøst ...” 

Niels Henrik Arendt berettede 

engang, hvordan det havde 

berørt ham, at mennesker i 

Haderslev lige efter 11. september 

2001 var flokkedes til Domkirken 

og havde lagt blomster på 

kirketrappen. Først da kirkepersonalet 

kom morgenen efter, så 

de alle blomsterne. Ingen i kirken 

havde tænkt på, at lige i en 

sådan situation skulle kirkedørene 

have været lukket op, også 

selvom det var helt uden for normal 

åbningstid, midt om natten. 

20 

Denne ”forglemmelse” skyldes 

muligvis, at selv vi, som er garvede 

kirkefolk, ikke helt selv har 

fattet, hvor meget kirken betyder, 

netop i en sådan sammenhæng. 

Ikke kirken som institution, 

men som helligt rum, slet og 

ret. Som et rum, hvor mennesker 

kan søge hen og finde trøst, midt 

i det, som overstiger enhver forstand. 

Dette gælder både de store kriser 

og de små kriser. En god pilgrimsven 

berettede om en drøm, 

som kom til at betyde uendeligt 

meget, midt i en krise, der ikke 

bare berørte hende selv, men 

også mange andre. Drømmen 

viste to scener: I den første scene 

cyklede hun på en besynderlig 

vandcykel, i oprørte vande, 

midt i en flodkløft. Hun cyklede 

og cyklede, og svævede mærkeligt 

over vandene, men uden at 

komme nogen vegne. Det føltes 

som om, at hun i ethvert øjeblik 

kunne blive hevet med ned af 

bølgerne. I den næste scene var 

der pludselig fred. Hun befandt 

sig i et lyst, stille rum, kæmpestort, 

med en kuppel. Hun tolkede 

det selv som ”katedralen”, og 

brugte siden drømmen som en 

ledesnor. Hver gang, hun følelsesmæssigt 

kom ind i de oprørte 

vande, midt i den krise, som hun 


og andre stod i, tænkte hun på 

katedralen. Og hun gik konkret 

over i kirken, når der var mulighed 

for det. Dér kunne hun finde 

fred, midt i kampen. 

Måske kan man på baggrund af 

denne drøm konkludere, at kirken 

har en vigtig opgave, nemlig 

at være det fredhellige rum, hvor 

mennesker kan søge ro, når de 

står midt i oprørte vande. Vandene 

kan være helt personlige, 

eller de kan være udtryk for en 

fælles krise, som berører mange. 

Uanset krisens omfang og 

niveau, skal vi som kirke være 

der. Vi kan – som det også gøres 

i vidt omfang – udøve krisehjælp 

og sjælesorg, og dette har 

stor betydning i sig selv. Men vi 

skal være opmærksomme på, at 

kirken som helligt rum betyder 

noget for mennesker. Vi skal 

ikke tro, at vi selv skal ”løse” 

kriserne, men stole på det større, 

som kirken repræsenterer. 

Denne bevidsthed kan måske – 

hvis vi værner om den - bidrage 

til sammenhængskraften i kirken. 

Midt i vor egen magtesløshed, 

og midt i meningernes 

”fygen”, kan det hjælpe os at 

hvile i ihukommelsen af, at vi 

altid bæres af noget større end os 

selv, og at det er dette ”større”, 

vi er sat til at formidle og åbne 

op for. 


Jeg tænder et lys for dig, min ven 

I det lys 

er også andre menneskers lys 

I din sorg 

er også andre menneskers sorg 

Må dit lys brænde 

og fylde dig 

blive til håb midt i smerten 

Må dette lys også 

blive andre menneskers håb 

midt i deres angst 

midt i frygten 

Andre end jeg har tændt lys 

Hver især skinner de 

lyser globen op som verdens lys. 

Kristus 

er blandt lysene 

Nærværende 

tæt på 

som den, der i smerten mærker 

hvordan vi hver især 

som mennesker 

bærer den samme kim 

Kimen til at forvandle smerten 

til kærlighed, omsorg og håb 

Kimen til at blive ét 

med det, der altid rækker ud 

over os 

Kimen til at mærke 

at vi er en del af menneskeheden 

end del af verden 

at vi kan elske hinanden 

føle hinandens sorg 

i solidaritet 

som også Kristus gør det. 

(Bøn skrevet på årsdagen for Estonias 

forlis – Elizabeth Knox-Seith) 

21

Landsmødet den 23. – 24. september 2011 i Viborg 

Bestyrelsens beretning 

Den hjemlige kirkelige debat 

handler i vid udstrækning om – 

kirken. Ingen er blinde for, at 

der er problemer, skriver biskop 

Niels Henrik Arendt i Kirkeligt 

Centrums Blad nr. 3. Og han 

fortsætter: ”Folkekirken mister 

medlemmer, ikke så meget i 

kraft af udmeldelser, som fordi 

dåbsprocenten falder. Men det er 

lige så foruroligende, for det er 

et udtryk for, at kristendommen 

opfattes som irrelevant i de unge 

familier. Men i stedet for at 

diskutere dette handler den folkekirkelige 

debat stadig primært 

om institutionen ”folkekirken”, 

om dens struktur og organisering, 

om dens ledelse, om dens 

forhold til staten, om dens forkyndelses-former. 

.. Vi tænker 

for beskedent om fremtiden. Og 

højst sandsynligt er det grunden 

til, at vi bliver så indadvendte i 

kirken, optagede af institutionen, 

på udkig efter hvem vi kan give 

skylden for, at fremtidsperspektivet 

tegner så kort. Og så 

begynder vi at hakke på hinanden.” 

Vi har lige haft valg. Den 

såkaldte røde blok dannede rege- 

22 

ring, en regering hvis medlemsog 

støttepartier er sindede at se 

nærmere på forholdet mellem 

stat og kirke. Der tegner sig nu 

en langt mere aktivistisk kirkeeller 

religionspolitik. Birthe 

Rønn Hornbechs linje, at der 

skulle være så få forandringer 

som muligt i forholdet mellem 

staten og kirke, er en synsmåde, 

der nu ser ud til at være historie 

blot. 

Den nuværende debat om adskillelse 

af kirke og stat har sin baggrund 

i den uklare grænse mellem, 

hvad det er, som folketing 

og ministerium har myndighed 

over, og hvad der er kirkens 

”indre anliggender”. Det har 

først og fremmest baggrund i 

følgende: 

1) Præstesager, hvor der er 

blevet skredet ind overfor læreopfattelser, 

der stred mod folkekirkens 

grundlag. Her har det 

været kirkeministeriet, der har 

anlagt sagen. Men det har netop 

rejst fornyet krav om oprettelse 

af et kirkeråd, der kunne tage sig 

af kirkelige, læremæssige sager. 


2) En lovgivning, der griber 

ind i kirkens ”indre anliggender” 

som loven om kvinders adgang 

til præsteembedet (1947) og den 

nu varslede lov om, at registrerede 

partnerskab kan indgås i folkekirken. 

Her er det især kirkens 

højrefløj som Indre Mission og 

Luthersk Missionsforening, der 

har reageret skarpt. 

3) Bundetheden til staten 

medfører også, at kirken ikke 

har mulighed for selv at udtale 

sig om samfundsmæssige og etiske 

anliggender. Mange i kirken 

føler, at politikerne vil øge deres 

indflydelse på kirken. Derfor, 

argumenterer man, vil et demokratisk 

sammensat kirkeråd kunne 

fungere som kirkens stemme, 

der vil kunne give kirken profil 

og indflydelse i den offentlige 

debat. 

Både fra kirkelig og politisk side 

har kravet om en adskillelse af 

kirke og stat haft baggrund i 

opfattelsen af det danske samfund 

som pluralistisk. Argumentationen 

går på, at det er uværdigt, 

at mennesker med anden 

religion eller med andet kirkeligt 

tilhørsforhold end folkekirken 

skal henvende sig på kirkens 

kordegnekontor med anmeldelse 

af fødsel. Kirken skal ikke tage 


sig af civilregistreringen. I øvrigt 

er det ikke rimeligt, at ikke-medlemmer 

af folkekirken over 

statsskatten bidrager til statens 

støtte til folkekirken. 

Hvad vil vi i Kirkeligt Centrum? 

Kirkeligt Centrum har i over 100 

år arbejdet for at markere folkekirkens 

rummelighed, formidle 

samtale mellem de store kirkelige 

retninger og styrke folkekirken 

som en fælles ramme om 

danskernes kristne tro. I dag som 

for 100 år siden er det et vigtigt 

anliggende for os at pege på det, 

der samler frem for det, der skiller. 

Netop fordi vi er optaget – 

ikke af kirken – men af kirkens 

forhold til folket, dvs. kirken 

som folkekirke. 

På denne baggrund har vi i 2011 

som hovedformål for arbejdet i 

KC sat: 

- at vi så seriøst og synligt 

om muligt prøver at modvirke 

de aktuelle splittelsestrusler i 

folkekirken 

- at KC bliver taget 

alvorligt som en relevant, uundværlig 

og væsentlig faktor i det 

folkekirkelige liv 

- at vi har et antal 

offentlige og synlige events, 

hvor KC melder ud på en måde, 

23

der skaffer os omtale og især 

gør, at menighedsrådsmedlemmer 

og andre aktive lægfolk bliver 

interesserede i KC. 

- at vi gennem en netværksmodel 

sikrer flest muliges 

tilknytning til KC 

Under arbejdstemaet ”Folkekirkens 

sammenhængskraft” arbejder 

vi nu på at kunne realisere 

denne målsætning. Hertil har vi 

søgt Christian P. Hansen og 

Hustrus Fond, hvorfra vi fik kr. 

30.000. 

Hvad har vi så foreløbigt gjort? 

Vi har sat vores arbejdstema 

som overskrift for bladets indhold. 

Heraf skal nr. 4 være en 

udvidet udgave, som også sendes 

ud i et større oplag til provstierne 

mhp. at give bagrundstof 

til konventsdrøftelser. Bestyrelsens 

medlemmer har også været 

aktive i Kristeligt Dagblads spalter, 

hvor der bl.a. kom en kronik 

i begyndelsen af marts. Et Sjællandsmøde 

blev afholdt den 26. 

marts i Jyllinge sognegård og i 

den nye Helligåndskirke i Jyllinge 

med overskriften ”Folkekirkens 

fremtid”. Hertil var repræsentanter 

for IM og Grundtvigsk 

Forum inviteret til en paneldebat 

med os om formiddagen. Og om 

eftermiddagen var det mediernes 

24 

billede af folkekirken, som var 

emnet. Ca. 50 deltog. Det viste 

sig at være en god måde, hvorpå 

vi kunne vise vores ansigt. 

Landsmødet her i Viborg har så 

været en fortsættelse af vores 

projekt, nemlig at arbejde med 

temaet om folkekirkens sammenhængskraft. 

Som det gælder de foregående 

år, så har vi også i dette år fulgt 

op på vores engagement i Samtaleforum 

og repræsentationer i 

en række kirkelige organisationer 

som Danske Kirkers Råd, 

Bibelselskabet og DSUK. Vi 

prøver at være til stede så bredt 

som muligt i dansk kirkeliv. Hertil 

kommer, at vi i deltager i tilrettelæggelsen 

af et PR-fremstød 

for menighedsrådsvalget i 2012. 

Statement 

I bestyrelsen er vi langt fremme 

med at udarbejde et statement 

eller en erklæring, sat op i 12 

punkter. Vi har påny brug for at 

profilere, hvad vi selv forstår 

ved at være Kirkeligt Centrum, 

ligesom vi havde det for nogle år 

siden, hvor vi udgav pjecen 

”Folkekirkens fremtid”. Allerede 

nu lægger vi et udkast frem, fordi 

det er vigtigt for os, at landsmødet 

også får mulighed for at 

komme med kommentarer og 

reaktioner. 


Jeg skal ikke her bruge tid på at 

oplæse bestyrelsens udkast, men 

blot formulere nogle sammenfatninger: 

Folkekirken rummer forskellige 

bibel- og menighedssyn. Det må 

ikke skille os. For sammenhængskraften 

er netop den fælles 

bekendelse og traditionen 

udtrykt i gudstjenesten, fællesskabet 

omkring mission, undervisning 

og diakoni, samt det folkelige 

ansvar for kirke og menighed. 

Som folkekirke har vi endvidere 

en forpligtelse til at være 

til stedet i alle dele af vort folk. 

Vedrørende forholdet stat-kirke, 

mener vi ikke, at en religiøs 

indifferent statsmagt skal definere 

kirkelige anliggender. Her er 

stat og kirke vokset fra hinanden. 

En ordning af forholdet til 

staten kan indebære, at civilregistreringen 

overgår til kommunen, 

og ægteskab skal indgås for 

den borgerlige øvrighed. Folkekirken 

skal under alle omstændigheder 

stå til rådighed med en 

vielse eller velsignelse – og det 

med to ritualer. Folkekirken må 

fremover kunne rumme forskellige 

holdninger til vielse af par 

af samme køn. 


En kirkeforfatning skal sikre, at 

den gængse adgang til præsteembedet 

sker gennem en teologisk 

uddannelse ved vore universiteter, 

samt at præsteuddannelsen 

styrkes gennem en lønnet 

praktikordning. Som folkekirke 

har vi fortsat et dannelsesmæssigt 

og pædagogisk ansvar. 

Oplevelse og erfaring er i centrum 

af en kirkelig pædagogik. 

Deltagelse i kirkens missionsforpligtelse, 

det økumeniske arbejde 

og opmærksomhed over for 

migrantmenigheder hører til en 

fri folkekirkes selvfølgelige 

opgaver. 

Vi må stille det krav til en evt. 

kommende kirkeforfatning, at 

denne forfatning ikke blot 

udtrykker en rammeordning, 

men definerer kirken som et 

trosfællesskab, hvori der er rum 

for mangfoldighed, kreativitet 

og en stadig fornyelse. En kirkeforfatning 

skal understøtte sammenhængskraften 

i folkekirken 

og dermed være et værn mod 

den individualisme, der truer det 

folkekirkelige fællesskab. 

16-09-2011 

Henning Nørhøj, Landsformand for 

Kirkeligt Centrum 

25

Referat fra generalforsamling i Kirkeligt Centrum 

afholdt lørdag, den 25. september 2011. kl. 15 i 

Viborg Domsogns Sognegård. 

1. Valg af ordstyrer. Birthe Lund 

blev foreslået og valgt, idet hun 

bemærkede, at det var sidste gang, 

hun lod sig vælge som generalforsamlingsdirigent. 

Referent: Sekretær 

Søren Chr. Lund 

2. Formanden aflægger beretning 

om Kirkeligt Centrums virksomhed 

i det forløbne år. 

Udleveret skriftlig beretning blev 

oplæst og kommenteret af formand 

Henning Nørhøj, og godkendt af 

generalforsamlingen som oplæg til 

bestyrelsens videre arbejde med 

følgende kommentarer: Knud Lund 

foreslog udtrykket ”så seriøst og 

synligt om muligt” slettet, fordi seriøsitet 

og synlighed bør være 

underforstået som KC´s arbejdsmål. 

Ligeledes bør udtrykket ”statement” 

slettes som overflødigt, i forhold 

til det gode danske ord, ”erklæring”. 

Elisabeth Knox-Seith, 

fandt, at formandens fortolkning af 

status for bestyrelsens pågående 

arbejde med at udarbejde et statement 

var tendentiøs, set i forhold til 

muligheden af præster med ikketeologisk 

baggrund. Tidligere 

landsformand Svend Aage Kristoffersen 

henstillede til bestyrelsen, at 

man gjorde sig bedre bekendt med 

Kirkeligt Centrums historiske mod- 

26 

stand mod en kirkeforfatning, og 

fandt, at en så drastisk ændring i 

givet fald måtte forudsætte en 

særskilt generalforsamlingsbeslutning 

på grundlag af en et forlods i 

KC´s blad offentliggjort bestyrelsesforslag 

hertil. Kaj Bollmann 

præciserede, at en kirkeforfatning 

ikke indebærer en løsrivelse af folkekirken 

fra staten, men alene en 

frigivelse af folkekirken inden for 

grundlovens rammer. Og Niels 

Henning Klausen tilsluttede sig, at 

der måtte være en skarp skelnen 

mellem en løsrivelse af folkekirken 

fra staten, som i Sverige, og en 

anvendelse af grundlovens ”løfteparagraf”, 

§ 66, hvorefter ”folkekirkens 

forhold ordnes ved lov”. Søren 

Chr. Lund erklærede sig uenig i, at 

Kirkeligt Centrum bør anfægte folketingets 

adkomst til at lovgive om 

kirkelige spørgsmål, som det kan 

forstås af formuleringen: ”Vedrørende 

forholdet stat-kirke, mener 

vi ikke, at en religiøs indifferent 

statsmagt skal definere kirkelige 

anliggender”. I det hele taget mente 

Søren Chr. Lund, at beretningens 

omtale af uddrag af et ufærdigt 

udkast til statement burde erstattes 

med en henvisning hertil, og generalforsamlingen 

i stedet burde have 

adgang til at drøfte det foreliggende 


udkast til statement uden for bestyrelsens 

beretning. Dirigent Birthe 

Lund fandt det ikke muligt, at generalforsamlingen 

kunne fjerne et 

afsnit af formandens bestyrelsesberetning, 

men foreslog, at generalforsamlingen 

godkendte beretningen, 

men at forsamlingens kommentarer 

blev medtaget i referatet, 

og i KC´s blad gengivet i umiddelbar 

tilknytning til beretningen. 

Birthe Lund foreslog, at bestyrelsen 

i sit videre arbejde inddrager forslag 

om en prøvetid i præsteansættelser, 

således at menighedsrådet 

kan undgå at måtte hænge i 40 år 

på en præst, der ikke passer til sit 

sogn. Nathalie Bollmann foreslog, 

at man også medtog muligheden for 

åremålsansættelser af præster, der 

vil kunne have en tilsvarende virkning. 

Henning Nørhøj præciserede 

afslutningsvis, at de ændringer af 

folkekirken, som bestyrelsen arbejder 

med at indarbejde i et statement, 

alene vil rumme ændringer 

indenfor grundlovens rammer. Se 

særskilt gengivelse af bestyrelsens 

skriftlige beretning andetsteds i bladet. 

3. Kassereren forelægger det reviderede 

regnskab til godkendelse. 

Udleveret skriftlig regnskabsberetning 

for 2010 blev gennemgået og 

godkendt af generalforsamlingen. 

Kasserer Leif Jensen glædede sig 

over for første gang i flere år at 

kunne fremlægge et regnskab med 


overskud, nemlig et overskud på kr. 

49.874,81 incl. Fondstilskud på kr. 

30.000. Egenkapital pr. 31. december 

2010 udgør kr. 72.763,03. 

4. Valg af mindst 3 medlemmer til 

landsbestyrelsen Elizabeth Knox- 

Seith og Kaj Bollmann blev genvalgt 

for perioden 2011-2013, mens 

Elisabeth Straaby og Poul Møller 

Petersen blev nyvalgt for perioden 

2011-2013. 

5. Valg af 2 revisorer. 

Elith Sloth og Ellen Mandrup blev 

genvalgt. 

6. Landsbestyrelsens forslag. 

Ingen forslag indkommet. 

7. Indkomne forslag. 

Ingen forslag indkommet. 

8. Eventuelt. 

De afgående bestyrelsesmedlemmer, 

Flemming Kramp og Arndt 

Jessen Hansen blev takket for en 

deres mangeårige indsats som 

landsbestyrelsesmedlemmer i Kirkeligt 

Centrum. Birthe Lund foreslog, 

at næste landsmøde ikke 

afholdes i Viborg, og lagde op til, at 

de lokale folk, der gennem flere år 

har trukket det praktiske læs 

omkring Viborgdage, inviteres med 

tillige med deres ægtefæller. 

27

Konstituering 

På bestyrelsesmødet den 21. 

november har bestyrelsen konstitueret 

sig med Hernning Nørhøj som 

formand, Kaj Bollmann som næstformand, 

Leif Nielsen som kasserer 

og Søren Chr. Lund som sekretær. 

Bogsiden 

v/ Henning Nørhøj 

Agnete Holm Hvidt: 

På færde. Essays om 

natur, historier og 

tro. 112 sider, kr. 

149,95. Boedal 

Agnete Holm Hvidt tager os i denne 

bog med på en vandring i det 

smukke, men også barske Northumberland 

i der nordøstlige England. 

Til denne egn knytter sig 

munken Venerable Beda (672- 

735), som skrev historien om 

angelsaksernes kristning. Vi føres 

ind i den spænding, der opstod mellem 

hedenskabet, den keltiske kristendom 

og den romerske: Og så er 

Grundtvig også med på rejsen. Han 

var optaget af den angelsaksiske 

kristendom og de oldengelske skrifter, 

hvilket bl.a. resulterede i oversættelsen 

af det oldengelske kvad 

om Beowulf. Læseren møder i 

bogen iagttagelser og beskrivelser, 

som ikke kan andet end at i give 

28 

stof til eftertanke over, hvad det vil 

sige at være kirke og ikke mindst, 

hvad vi kan lære af kirkens historie”. 

Mødet med en fjern tids kirke 

kan blotlægge afgørende træk ved 

dens identitet, som i vores egen tid 

er underbelyst eller undertrykt”, 

skriver Agnete Holm Hvidt. 


Menneskets ondskab og livets 

godhed. Løgstrups filosofi om tilværelsen. 

Århus universitet 2011 

En gruppe forskere ved Århus Universitet 

har sat sig for at udgive en 

studiekreds- og undervisningsbog 

om Løgstrups filosofi. Bogen indeholder 

en kort introduktion til Løgstrups 

filosofi. Dernæst følger tre 

afsnit, som er bygget op om følgende 

temaer: Etik – metafysik – Løgstrup 

i det 21. århundrede. Hvert 

afsnit indeholder så en række korte 

oplæg med titler som f.eks. Når Gud 

går i vejen – Dagen derpå – den grusomme 

Gud. Løgstrup og det ondes 

Karl Ove Knausgård: Alting har 

en tid. Lindhardt og Ringhof 

2011. 495 sider, kr. 199, - 

Den norske forfatter Karl Ove 

Knausgård er nok så kendt for sin 

store debutroman om læreren Henrik 

Vankel, Ude af verden - og nu 

det store firebindsværk, Min kamp. 

Når Alting har sin tid skal omtales 

her på bogsiden, så er det først og 

fremmest på grund af bogens tre 

spor: englenes væsen, bibelhistorie 

og det moderne menneskes længsel 

efter det guddommelige. Det første 

spor om englene er en gennemsøgning 

af Bibelen for at finde sporene 

af engle og fortsætter i den italienske 

engleforsker fra 1500-taller, 

Antonio Belloris og hans skrift om 

englenes natur. Det andet spor, som 

er bogens altoverskyggende indhold 


problem – 

hvorfor er der 

noget og ikke 

intet. Alle 

oplæg er forsynet 

med 

spørgsmål. 

Bogen er først 

og fremmest 

ment til brug i 

gymnasiet og 

i højskolen. Men den er i høj grad 

også anvendelig i kirkens voksenundervisning. 

Bogen er gratis og fås 

ved henvendelse til Rene Dybdal, 

rdp@teo.au.dk. 

er hans genfortælling 

af 

historien om 

Kain og Abel, 

Noahs ark og 

syndfloden. 

De er slet og 

ret svimlende 

læsning. I 

hans brug af 

de bibelske 

historier finder vi nuancerede og 

psykologisk dybtgående personportrætter 

og dertil en masse dramatik. 

Og så vender vi i det tredje spor tilbage 

til hovedpersonen fra debutromanen, 

Henrik Vankel, det selvdestruktive 

og søgende menneske. 

Hvad der i alt fald optog mig mest 

ved læsningen, var bibelhistorierne, 

som Knausgård håndterer med sin 

utroligt billedskabende fortælleevne. 

29

Den kirkelige andedam 

Af Flemming Kramp 

Det blev en gruelig 

kold vinter. Vinden 

peb i træerne 

og nede i andegården 

frøs ænderne, så 

det knagede. Det kneb med at 

holde varmen, så nogle af 

ænderne besluttede at rykke tættere 

sammen og lade nogle af 

andehusene stå tomme vinteren 

over. Det var nu også lidt hyggeligere, 

når man var mange sammen. 

Strengt taget kunne man godt 

klare sig med nogle færre andehuse, 

men det var altid de andres 

hus, der kunne undværes, så derfor 

blev det ved snakken. 

I sommerens løb afholdt man 

en konkurrence for at finde de 

smukkeste andehuse. Det var 

især de gamle huse, man var glade 

for. De nye moderne andehuse 

lå i bunden. 

Der var dog nogle fremsynede 

ænder, der var bange for, at 

andre ville komme og bestemme 

bl. a. hvad de tomme andehuse 

skulle bruges til, så de besluttede 

at stifte ’Frit Forum for Andedammens 

Fremtid’, hvor de kunne 

forberede sig på de nye tider. 

Og hvad så ellers? 

30 

- Kristendemokraterne kom 

ikke i folketinget ved valget i 

september. 

- Ny kirkeminister blev 

Manus Sareen, og ministeriet tog 

navneforandring til ’Ministeriet 

for Kirke og Ligestilling. Det 

var nok det almindelige præstedømme 

de tænkte på. 

- Ved en morgenandagt i radioen 

sagde præsten ’Gud’ i stedet 

for ’Herren’ i ’Gud velsigne dig 

og bevare dig’. Det må man 

ikke, for ritualer er sakrosante, 

indtil de ikke er det. Gud Herren 

tager det nok med ophøjet ro. 

- Indre mission fejrer 150 års 

jubilæum, bl. a. med en fin bog: 

’En bevægelse i bevægelse’. 

- Ca. 500 kg kobber og bronze 

er stjålet fra Frederiksberg 

Kirkegårds gravminder, og også 

andre steder stjæler man metal 

tilomsmeltning. 

- Ingen af de tre præster ved 

Kristkirken i Kolding vil vie fraskilte. 

Det gav lidt postyr. Det 

samme gør spørgsmålet om en 

egentlig vielse af to personer af 

samme køn. 

Det springende punkt er 

ritualet for en sådan vielse. 

- Forfølgelse af kristne er 


mere udbredt end før i en del 

lande. Men den såkaldte 

udlændingeservice tror ikke rigtig 

på det. 

Folkekirketræthed 

Af Jens Ole Christensen 

Jeg er én af de missionsfolk, der 

har besluttet at holde fast ved folkekirken. 

Så længe det overhovedet er 

forsvarligt. 

Samtidig er det tydeligt, at jeg tilhører 

en truet art. Faktisk besvarer 

jeg jævnligt henvendelser, med 

variationer over temaet: ”Hvad skal 

der til, for at du går?” og ”Er det 

ikke, fordi du er så gammel, at du 

holder fast i folkekirken?” Jeg har 

nemlig nået den høje alder af 55 år. 

I denne klumme vil jeg derfor gerne 

beskrive og overveje, det opbrud 

som der er blandt yngre missionsfolk 

og karismatikere i disse år. For 

der er et opbrud, som er til at tage 

og føle på: i LM har vi dags dato 16 

frimenigheder med mellem 1500 og 

2000 medlemmer,. Derudover er 

der mindst 10 missionske valgmenigheder 

og et antal valg- og frimenigheder 

med tilknytning til Dansk 

Oase. Det er ikke mange procent af 

folkekirkens medlemsskare; men 

det er aktive kirkefolk . I en by 

som Århus fylder fri-og valgmenig- 


- Nye fund i Jelling viser at 

Harald Blåtand ikke kristnede 

danerne. Hvem var det så? – 

eller blev det ikke til noget? 

hederne endog særdeles meget. 

Hvis man spørger til motiverne for 

denne udvikling, så kommer der et 

kompliceret mønster frem. 

Nogle steder kan lokale forhold 

spille en rolle. I hvert fald fire 

menigheder er dannet, efter at – til 

tider relativt store - missionske 

mindretal er blevet forbigået ved 

præstevalg. Ølgod og Århus Bykirke 

er markante eksempler på det. 

Men malet med bred pensel ser jeg 

tre motiver, der vikler sig ind i hinanden: 

En reaktion på folkekirkens teologiske 

udvikling. Her spiller ikke 

mindst sagen om vielse af homoseksuelle 

en rolle. Når man de 

senere år ser en del ældre og meget 

kirketro folk gå med i de nyere 

menigheder, eller flirte med tanken, 

spiller denne sag en stor rolle: ”Jeg 

vil ikke om nogle år risikere at 

skulle give mine børnebørn en salmebog 

i konfirmationsgave med 

det ritual,” sagde en kvinde på min 

alder. 

31

Returadresse: Leif Jensen, Henrik Gernersvej 11, 8800 Viborg 

Ønsket om nye menighedsformer. 

Man skal ikke være blind for, at der 

er et betydeligt formoprør i dette. 

En del af menighedsdannelserne 

bevæger sig mod et evangelikalt 

formsprog, rytmisk musik, brug af 

visuelle virkemidler og er i praksis 

rettet ind mod yngre aldersgrupper. 

Men det er også ønsket om et mere 

forpligtet og mangesidet menighedsliv, 

der spiller en rolle. Man vil 

gerne i dialog og i handlingsfællesskab 

i mange af de nye menigheder. 

Missionale menigheder og discipelskab 

er nye buzzwords. 

Ellipsestrukturens sammenbrud. 

Missionsfolk har som hovedregel 

levet deres menighedsliv i en ellipse 

med to brændpunkter: kirke og 

missionshus. Dette fungerede godt 

i mere langsomme samfund og fungerer 

stadig i mange landsamfund. 

Men det er blevet vanskeligt, ikke 

mindst for travle børnefamilier i 

byerne at få det til at fungere. Derfor 

ser man også i Luthersk Mission 

at frimenigheder ofte er et 

byfænomen, hvor vækstlaget er 

børnefamilierne. 

Hvad stiller vi op med dette? 

For mig at se er den tid forbi, hvor 

det giver mening at polemisere mod 

fri- og valgmenighedsdannelser. 

Folkekirketrætheden er for markant, 

og den stigende individualisme 

gør, at folk i høj grad spørger: 

What’s in it for me” 

Folk spøger om hvilke varer, der er 

på hylderne, og hvilke argumenter, 

der er for at ”blive”. 

Derfor vil jeg gerne kort pege på tre 

vigtige faktorer: 

Den teologiske udvikling gør det 

nødvendigt at få gang i en dialog 

internt i folkekirken, hvor vi tager 

hinanden langt mere alvorligt, end 

det hidtil har været tilfældet. 

Det er vigtigt, at klassisk teologiske 

profilmenigheder, får gode vilkår. 

Ikke mindst i byerne. 

Der må skabes plads til et mere 

nutidigt formsprog i de menigheder, 

hvor folk ønsker det.

Årg 2011, nr. 4 - Kirkeligt Centrum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?