Ungdomshus og la formation sublime Et slags forord - Det frie ...

Ungdomshus og la formation sublime
Et slags forord
Kære medlemmer af Støttekredsen. Nogle gange bliver man overrasket af
virkeligheden. De seneste uger har været mærkelige på Nørrebro og
dermed også på Det frie Gymnasium. Ungdomshuset er blevet ryddet, og
mange af vores elever er trykkede, kede af det og vrede. Mit forord til
medlemsbladet denne gang er også mærket af det.
Tillad mig at præsentere et alternativt billede af situationen, et andet
scenario, som jeg oplevede den fredag, hvor der brændte bål uden for i
gaderne: Efter rydningen af Ungdomshuset, under de efterfølgende
gadeoptøjer, skete der noget andet i Møllegade 26, på Det frie Gymnasium.
Her opførte teaterholdet – bestående af de 3g´ere der har valgt højniveau i
drama – stykket ”Anslag mod hendes Liv” af Martin Crimp. Stykket handler
bl.a. om, hvordan individet rummer en mangfoldighed af historier og
identiteter. Fire gange opførte teaterholdet stykket med bragende bifald. Og
dér sad jeg i mørket og så disse fantastiske unge mennesker i ensklippede
sorte page-parykker og i hvide medicinal-kitler gennemspille
modernismens tragedier, så vi, der kiggede på, kunne spejle os i det og
blive helbredt. Er det ikke den bedste måde at ende en tragedie på; at
gennemspille den med figurer vi kan identificere os med, så vi ikke er alene,
ikke ladt tilbage? Ved hjælp af det der sker på scenen, er det os, der bliver
problematiseret, bliver vi kritiseret, vi gør det imod os selv. Så vi bagefter –
efter spejlet – kan rejse os, ikke bare som bedre tvivlere, bedre til at være
selvkritiske, men vi har også oplevet en slags opdrift: Uden for i aftenluften
er man stærkere og bedre. Noget i den retning følte jeg. Bålene på gaden
bagefter var en anden forestilling af en dårligere kvalitet.
Sagen om ungdomshuset er på mange måder vigtig. Det er
svært at forstå, at huset ikke kunne bestå. Men forbindelsen til vold,
ødelægger sagen. Det er dumt at lægge toiletkummer på taget af et hus,
som man vil smide ned i hovedet på andre mennesker. Det er dumt at
anvende vold for at forsvare noget, der er bygget af mursten. Det er ikke alle
på Nørrebro og derfor heller ikke alle elever på Det frie gymnasium, der er

enige i dette synspunkt, men de fleste er. Vi har brugt mange timer i de
sidste uger på at diskutere det med hinanden.
Det frie Gymnasium har udsendt en pressemeddelelse
angående sagen med ungdomshuset og de efterfølgende konfrontationer.
Det er svært at blive enige om sådan en pressemeddelelse, og den er
blevet diskuteret i lang tid på skolen og er udtryk for en slags kompromis.
Jeg synes den har stærke og svage sider. Resultatet er på nogle måder
relativ neutralt, men den mangler efter min mening at gentage den
grundlæggende etiske pointe, at det er Det frie Gymnasiums
grundholdning, at vi er imod vold. Det er vigtigt at understrege over for os
selv og alle andre.
Vold beslutter noget med det samme. Vold fjerner menneskers
frihed på en så grundlæggende måde, at man konsekvent må tage afstand
fra den i et samfund som vores, der søger at være demokratisk.
Pressemeddelelsens gennemgående pointe er i stedet en tilskyndelse til
ikke at ensrette og ensdanne mennesker. Det kan også være en oplagt
pointe i lyset af lukningen af et alternativt fristed som Ungdomshuset, lige
som det kan være relevant i lyset af f.eks. gymnasiereformen, der også kan
risikere at ensdanne undervisning, eksamensformer osv. Fint nok. Men at
man ikke i samme grad har fundet det nødvendigt at understrege den etiske
pointe, synliggør for mig at se et centralt problem med Ungdomshuset.
Nogle på Nørrebro opfatter det som så vigtigt, at være unormal, at være sig
selv, ikke at have noget med flertallet at gøre, at være helt specielle; det er
så vigtigt, at man eventuelt kan overskride etikken for at værne om det. Det
er vigtigere at være noget særligt end at være etisk, det er vigtigere at være
unik end at gøre det rigtige, det er vigtigere at være ene-stående end at
værne om andre mennesker. Prioriteringen er kritisabel. Man behøver jo
ikke meget fantasi – men fantasi er det man mangler, når man kun vil se sig
selv (og ikke kritisere sig selv) – for at se at vi faktisk ér meget ens, vi har de
samme drømme, vi får børn der ligner hinanden. Dét er basis for enhver
følelse af rigtig – og ikke bare teoretisk – solidaritet, og det er det basale i
den frihed som vores gymnasium har taget sit navn efter. Derfor var jeg
også så glad for at stå dér i mørket og se vores elever ignorere

kampscenerne og i stedet gennemspille og befolke en dybere og mere
afgørende kamp; kampen inde i hver enkel af os, den private kamp imellem
muligheden for kærligheden og risikoen for opgivelse.
I et forord som dette er det en god idé at opridse nogle af de vigtigste ting,
der er sket i løbet af året på Det frie Gymnasium. Som medlem af
støttekredsen er man jo netop interesseret i at få et indkig i skolens liv bag
murene.
Vi har alle anvendt en god del tid med at realisere den nye
gymnasiereform. Og så har vi haft en spændende diskussion angående
skolens værdigrundlag. Lærere og elever har diskuteret hvad det er for
nogle grundlæggende tanker vi repræsenterer som skole. Dette forord kan
vel også ses som et indlæg i den debat. En anden central institution på
skolen er jo selvsagt den årlige fodboldkamp imellem lærere og elever; og
hvordan det gik med den, vil jeg afsløre om et øjeblik.
Så skete der i øvrigt det glædelige i efteråret, at de to 3g-klasser
kom på den længe ventede studierejse til Tunesien. Den skulle have
foregået i foråret 2006, men pga. Muhammed-krisen blev den udskudt.
Rejserne blev nu gennemført med stor succes. Hvis du har lyst til at tage
med, og sammen med vores elever stå under en Tunesisk sol, så rummer
dette blad en række forskellige øjenvidneskildringer af turen. Og dermed er
teksterne ikke kun skildringer af Tunesien, men i høj grad af rejsefeber og
rejseangst og hvordan der i det hele taget ser ud inde i vores elevers
hoveder. Læseren har nu en mulighed for at kigge med. I kulturmødet har
eleverne nemlig også mødt sig selv; kulturmødet fik dem til at overveje
deres egen indretning. Mia Tarp fra 3by har midt i rejseforberedelserne
skrevet et digt om hendes syn på relationen imellem samfundet og hendes
selv, Gro Pechyle fra 3by har skrevet en tekst om kontrasterne imellem
Danmark og Tyrkiet, Zara Werge fra 3ax har beskrevet mødet imellem de to
steder, og hvordan det har foregået i hende selv, og til sidst udfører Hjalte
Bengtsson fra 3ax en mere detaljeret beskrivelse af turens mange
forskellige oplevelser. For alle de nævnte tekster gælder det, at jeg
skønsomt har redigeret i dem.

Om en person der er meget vred, kan man sige, at hun ”er ude
af sig selv af vrede”. Udtrykket beskriver, at man kan tabe sig selv og sin
selvbesindelse af syne, når følelserne koger over. Der findes også andre
måske mere konstruktive måder at komme ud af sig selv på. Teatret er en af
dem, rejseudfoldelse en anden, og selvfølgelig sådan noget som kærlighed
og boldleg. Når man taber sig selv, kan man være så heldig, at der er noget
andet, der træder ind i stedet; f.eks. en kraftigere sansning. Eller som
Esben Stein fra 3ax skriver i sin rejsedagbog fra en eftermiddag i Tunesien:
”Vi havde på underlig vis formået at lægge vores lille fodboldkamp imens en
islamisk bøn foregik over nogle højtalere fra en nærliggende moske,
samtidig med stegende hed sol og arabisk landskab, lugt og natur
omringede dig.”
Men lad mig til sidst vende tilbage til kernepunktet i disse uger på Det frie
Gymnasium. For mig er det vigtigt, at etik også nogle gange handler om
aktivt at acceptere de vilkår man er underlagt, acceptere at de ikke
nødvendigvis er nogens skyld. Etik handler også om at have nogle grænser.
Hvis man overskrider dem, bliver man selv til det værste billede på dem,
man tror man bekæmper. Jeg har hørt nogle, der i et tanketomt øjeblik
sammenlignede kampene på Nørrebro med modstandskampen under
besættelsen. Det er misvisende. Modstandskampen dengang handlede jo
om at genskabe det demokrati som forsøges praktiseret hver dag i vores
samfund, men som nogle enkelte på Nørrebro ikke tror på. Når man i disse
dage anvender vold, er man alt for nemt holdt op med at tvivle, man er hørt
op med at være selvkritisk. Kære medlemmer af denne skole: Når vi viser
sympati og forståelse må vi også samtidig fremsige denne pointe til dem
omkring os, der har glemt det.
Jeg synes, at når man overvejer at anvende vold, har man
glemt, at andre mennesker har børn, har mødre, selv har været børn. Man
glemmer let den omsorg, der er grundlæggende, og man glemmer hvor
meget man risikerer at ødelægge. Hvordan påvirker det børn at se
flammende bål uden for deres vinduer? Bålene i gaderne var et teater, en
forestilling, der skulle vise magt og vrede. I teatersalen på Det frie

Gymnasium så jeg en anden forestilling, der kunne mere end det; der
evnede at korrigere menneskets selvbillede. Imens bålene brændte i hver
ende af Møllegade, opførte teaterklassen fire forestillinger med bragende
bifald. Gadeoptøjerne på Nørrebro var og er fantasiløse, men i teatersalen
på Det frie Gymnasium havde forestillingsevnen og fantasien succes. Det er
den bedste og eneste form for modstand.
Forestillingsevnens vigtigste kapacitet er (ikke som det nogle
gange påstås, at kickstarte en bevægelse bort fra virkeligheden, men) at se
virkeligheden som den er, eller kan blive. Ungdomshuset blev desværre
mistet, men fantasien finder nye hjørner.
I disse dage er varmen jo også kommet, og det spraglede lys.
Man bliver overrasket hver gang. Noget bliver åbent. Og nu til det med
fodbold: Lærerne fandt tilbage til la formation sublime, og slog eleverne 5-2
i efterårets kamp. Jeg ser la formation sublime allevegne.
John Toldsted
(Gymnasielærer og medlem af støttekredsudvalget)