Download her. - Centralasiatisk Selskab

OXUS 

Nyhedsbrev for 

Centralasiatisk 

Selskab 

2009, nr. 1

Oxus 

Indhold 

Indhold – Redaktionelt 1 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 3 

Lagt på is – Kirgistan, et u-land i minusgrader 6 

Anette Krarup 

Djengiz Ajtmatov, *1928-†2008 8 

Steen Klitgård Povlsen 

Jagten på urhjemmet 14 

Frederik Stjernfelt 

Søen som blev slået ihjel 18 

Tobias Stern Johansen 

Den dansende kamel – historien bag Centralasiatisk Selskabs logo 21 

Nadia Haupt, Sten Madsen, Per Fischer 

Jødisk kogekunst fra Centralasien 25 

Per Fischer 

Centralasien siden sidst 29 

Redaktionelt 

Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og 

nu samt fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler 

Centralasien. Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen 

Centralasien dækker i selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, 

Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i 

Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end 

måtte befinde sig. Se mere på www.centralasien.dk. 

Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2009 

ISSN: 1901-9637 

Redaktion: Per Fischer (chefredaktør) og Adam Hyllested 

Redaktionen er afsluttet 15. april 2009. Deadlines for kommende numre: 

Nr. 2, juni 2009 

Større artikler og indlæg: 15/5 

Notitser, annoncer etc.: 20/5 

Oxus 2009, Nr. 1 

Nr. 3, september 2009 

Større artikler og indlæg: 1/8 

Notitser, annoncer etc.: 10/8 

Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til 

emner kan indsendes pr. e-mail til info@centralasien.dk. 

Forsidebillede: Skibsvrag i den udtørrede Aralsø 2008. Foto af Tobias Stern Johansen. 

©Tobias Stern Johansen. 

Errata et corrigenda: I Catharina Raudveres anmeldelse af Maria Louw: Everyday Islam 

in Post-Soviet Central Asia i sidste nummer var antallet af tildelte kameler faldet ud: 

2

Oxus 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 

Afholdte arrangementer 

13. marts 2008 havde selskabet besøg fra 

Grækenland. Taj Khan, der tilhører kalashamindretallet 

i det nordvestlige Pakistan, gav 

filmforedraget “Literacy and ethnic identity - 

introducing a writing system to the Kalasha of 

Northwest Pakistan”. Taj blev præsenteret af 

bestyrelsesmedlem Jan Heegård Petersen, der 

også selv har været involveret i bestræbelserne på 

at skabe et skriftsprog til kalasha-sproget. Udover 

en redegørelse for de sociolingvistiske forhold blev 

der tid til en diskussion om kalashaernes 

oprindelse, herunder de omdiskuterede hypoteser 

om, at de delvis skulle nedstamme fra soldater fra 

Alexander den Stores hære. Kalashaernes 

levevilkår er blevet stærkt forværret under de 

seneste års krigshandlinger i Afghanistan og NV- 

Pakistan. 

Taj Khan og Jan Heegård. ©Taj Khan. 

24. april var der besøg fra Aarhus Universitet. 

Lektor, dr.theol. Nils Arne Pedersen fra Afdeling 

for Kirkehistorie og Praktisk Teologi gav ét af 

selskabets hidtil mest velbesøgte foredrag 

“Manikæismen – litteratur, historie, lære og 

gudsdyrkelse”. Nils Arne Pedersen er medarbejder 

ved det internationale editionsprojekt, der udgiver 

Chester Beatty Bibliotekets manikæisk-koptiske 

papyri. Beskrivelse af Manis levned, litterære levn 

og den betydning, manikæismen fik på 

kristendommen og ikke mindst kirkefaderen 

Augustin. Hvor meget den har antaget buddhistisk 

skikkelse, dualisme, manikæisme i Vesten 

(Romerriget). 

28. april afholdt selskabet et arrangement i 

samarbejde med ngo’en SILBA, hvor 

studieadjunkt, cand.phil. Ulla Prien fra Institut for 

Oxus 2009, Nr. 1 

Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på 

Københavns Universitet talte om “Usbekistan og 

Rusland”. Ulla Priens egentlige arbejdsfelt er 

arabisk sprog, og hun berettede bl.a. om sit besøg i 

de arabisktalende enklaver i Usbekistan, hvor hun 

var i stand til at kommunikere med 

lokalbefolkningen på klassisk arabisk – med 

hinanden taler de en noget afvigende dialekt. 

Foredraget var ledsaget af et rigt billedmateriale. 

29. oktober gav musiker og komponist Christer 

Irgens-Møller anden del af sit foredrag “Musik fra 

en udryddet kultur i det østligste Afghanistan”. 

Den var lige som første del (der indgik i 

foredragsrækken Danske Eventyrere på 

Silkevejen 2006) ledsaget af såvel en lyd- som en 

billedside; førstnævnte i form af Klaus Ferdinands 

og Lennart Edelbergs optagelser fra Parun- og 

Bashgaldalene i Nuristan 1953-1970. 

Raim Farhadi. ©Tobias Stern Johansen. 

10. december viste søskendeparret Katrine og 

Tobias Stern Johansen, hhv. design- og 

journaliststuderende, deres dokumentarfilm 

“Søen og digteren” om Aralsøens miljømæssige 

tilstand. Filmen, der var finansieret af DANIDAs 

Verdensbilledelegat, er samtidig et portræt af den 

3

usbekiske forfatter og kunstner Raim Farhadi, der 

underviser børn i miljø og billedkunst og 

derigennem kæmper for en miljøbevidsthed i den 

opvoksende generation. Efter filmen blev der 

lejlighed til at stille spørgsmål både om filmens 

tilblivelse, Raim Farhadis aktiviteter og rejsen til 

Usbekistan i det hele taget. 

Deformt kvindekranium og fuglesmykke fundet 

i samme hunnergrav i Oßmanstedt, Thüringen. 

©Susanne Hakenbeck. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Aktiviteterne i 2009 indledetes med Susanne 

Hakenbeck fra McDonald Institute for 

Archaeological Research og Newnham College i 

Cambridge, der 6. Marts fortalte om deformerede 

kranier fundet i hunniske grave i Europa. 

Foredraget, der bar titlen ”Hunnic modified 

skulls: physical appearance, identity and the 

transformative nature of migrations”, var 

arrangeret i samarbejde med det nye 

forskningscenter Roots of Europe på Københavns 

Universitet. Susanne Hakenbecks generelle 

forskningsinteresse er Romerrigets ydre grænser 

og det pres, der var på dem, herunder fra 

Centralasiens indtrængende horder. 

Forsideillustrationen til DSCA Journal 2008: 

Hunnerkongen Attila, som Thomas Heiberg 

Nøhr forestiller sig ham. 

© Centralasiatisk Selskab og Thomas Heiberg 

Nøhr, thnoehr@yahoo.dk 

DSCA Journal 2008 udkommet 

Nogle måneder inden foredraget udkom The 

DSCA Journal 2008 meget passende netop med et 

tema om hunnerne og deres forbindelser til 

Europa, specifikt Ungarn og Bulgarien. Nummeret 

omfatter også artikler om forhistorisk klippekunst 

i Kasakhstan og det moderne Burjatiens identitet. 

4

Nye i bestyrelsen 

På generalforsamlingen 5. marts blev følgende 

personer valgt til bestyrelsen: 

Per Fischer (genvalgt) 

Muborak Sharipova (genvalgt) 

Sten Madsen (genvalgt) 

Adam Hyllested (genvalgt) 

Janus Gohr Mørk (nyvalgt) 

Følgende personer var ikke på valg i år og er 

derfor fortsat medlemmer af bestyrelsen: 

Jan Heegård 

Jørgen Thomsen 

Jonas K. Jepsen 

Mette Hedemand Søltoft 

Som suppleanter valgtes: 

Lars Højer (genvalgt) 

Maria Louw (genvalgt) 

Andrey Lukyanov (hidtil bestyrelsesmedlem) 

Søren Theisen (nyvalgt) 

Bestyrelsesposterne vil blive fordelt på det 

konstituerende bestyrelsesmøde 7. maj. 

X factor støtter DACAAR og Afghanistan 

Sidsel, Lucas, Seest og resten af årets X Factorstjerner 

har været i studiet for at indspille sang til 

fordel for flygtninge i Afghanistan. Meget 

passende er valget faldet på 'You've Got a Friend' - 

en populær sang fra begyndelsen af 70'erne af den 

amerikanske sangskriver Carole King, som 

tidligere er blevet indspillet af så forskellige navne 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

som James Taylor, Dusty Springfield, Michael 

Jackson og McFly – og som X Factor-deltagerne 

altså nu giver deres bud på. 

Når man downloader 'You've Got a Friend' fra 

internettet, er man med til at skaffe rent vand og 

bedre hygiejne til hundredvis af afghanske 

flygtninge. Overskuddet fra sangen gives nemlig 

til organisationen DACAAR, som bl.a. 

administreres af Dansk Flygtningehjælp og ASF- 

Dansk Folkehjælp. Pengene vil blive anvendt til at 

etablere brønde i Chamtala-lejren i den østlige 

Nangarhar-provins tæt på grænsen til Pakistan. 

Her bor ca. fattige 6000 familier, som blev 

tvunget til at forlade Pakistan sidste år og slå sig 

ned i ufrugtbare ørkenområder under meget 

primitive forhold. 

DACAAR arbejder i forvejen i lejren med at dele 

vand ud fra tankbiler - og er i færd med at grave 

brønde, lave hygiejneundervisning og give 

vejledning i at lave latriner. Projektet er 

finansieret af ECHO, EU's humanitære 

organisation. Pengene fra X Factor vil gå til, at 

udvide antallet af brønde. 

Behovet er stort! Som alle andre steder i verden 

redder rent drikkevand liv i Afghanistan. I landet 

dør hvert år tusindvis af børn diarre som følge af 

beskidt drikkevand. 

Det koster 22.000 - 28.000 kroner at opføre en 

brønd, og arbejdet udføres af afghanske arbejdere. 

Hver brønd kommer til at sikre rent drikkevand til 

mindst 25 familier med typisk 7 medlemmer i 

hver - dvs. at mindst 175 hjemvendte flygtninge vil 

få rent drikkevand fra hver brønd. Der graves ofte 

ned til 60 meters dybde for at finde vandspejlet i 

området. Arbejdet vil gå i gang kort tid efter, at 

pengene kommer ind, og vil vare mellem en og tre 

måneder, afhængigt af undergrundens sammensætning. 

(efter dr.dk) 

5

Oxus 

Foto: Malik Alymkulov. ©Folkekirkens Nødhjælp. 

Lagt på is 

Kirgistan – 

et u-land i minusgrader 

af Anette Krarup 

Kirgistan har de senere år oplevet ekstreme vejrskift. Allerede under hedebølgen i 

sommer gik kirgiserne rundt og spekulerede på, hvordan de skulle overleve vinteren. 

Folkekirkens Nødhjælp og udenlandske søsterorganisationer har udviklet en strategi, der 

skal ruste befolkningen til bedre at kunne tilpasse sig klimaforandringerne. 

Skoler lukkede for at spare på varmen. Busser gik i 

stå, fordi dieselolien blev til grød. Og hjemløse, 

der overnattede på gaden, fik amputeret arme 

eller ben. Sidste vinter står som et mareridt for 

alle i Kirgistan. Den var ekstrem kold og lang. I 

næsten tre måneder var der 30 minusgrader om 

natten og 20 minusgrader om dagen. Frygten har 

Oxus 2009, Nr. 1 

været at denne vinter skulle blive lige så hård som 

den forrige. Derfor begyndte myndighederne 

allerede i sommer at lukke for elektriciteten i op til 

ti timer hver dag for at have nok strøm til 

vinteren. Samtidig lånte den kirgisiske stat sidste 

vinter elektricitet af sine nabolande for at komme 

igennem de kolde måneder, og denne el skulle 

6

også betales tilbage i sommerperioden. De 

langvarige strømafbrydelser medførte mange 

trafikuheld, da gaderne i de større byer lå mørke 

hen kun oplyst af billygter. Og hjemme hos 

kirgiserne måtte folk finde lommelygte og 

stearinlys frem om aftenen. Desuden havde de 

svært ved klare selv de mest dagligdags gøremål 

som tøjvask og madlavning. 

”Det var ved at slå benene væk under os, da 

de lukkede for strømmen i august, for hvordan 

skulle vi så få lavet varm mad til børnene. At 

købe gas eller en generator til komfuret var for 

dyrt. Så vi forsøgte at lave mad på åben ild uden 

for,” forklarer Mira Itikeeva, som er leder af 

organisationen CPC, der hjælper gadebørn tilbage 

på skolebænken. En del af arbejdet består blandt 

andet i at sørge for, at børnene får et varmt måltid 

hver dag. 

For lidt vand 

Elektricitet bruges både til belysning, madlavning 

og varme i Kirgistan. Alt bliver styret centralt, og 

førhen var folk vant til, at der automatisk kom 

varme i radiatorerne den 15. oktober. Denne 

vinter ventede myndighederne med at skrue op for 

temperaturen til midt i november, selv om der kun 

var få plusgrader uden for. Regeringen har lovet, 

at der er el nok til hele vinteren. Men mange 

frygter, at den ikke er i stand til at holde sit løfte, 

hvis behovet for elektricitet bliver lige så stort som 

sidste vinter. Elektriciteten bliver produceret ved 

hjælp af vandkraftværker, og det tørre forår og en 

sommer, som udartede sig til at blive én lang 

hedebølge, har været med til at tære på 

vandreservoirerne. Derfor forsøger indbyggerne, 

så godt de kan, at tage deres forholdsregler, hvis 

radiatorerne pludselig går kolde hen over 

vinteren. Pensionisterne, som hører til dem, der 

må vende hver en øre, griber til alternative 

metoder. Nogle flytter sammen for at være sikre 

på at kunne holde varmen. Andre forsøger at klare 

sig alene: ”Hele året samler jeg grene, pap og 

aviser sammen. Det skal være med til at opvarme 

de to små rum, som jeg bor i nu. Det er for dyrt at 

opvarme mit hus, så derfor er jeg flyttet ud i 

udhuset. Det er dog svært at varme ordentligt op, 

da taget er utæt, og væggene ikke er isolerede,” 

fortæller Anastasia Jakovleva, der er pensionist i 

Bisjkek. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Ændret klima 

Hagl i maj og 20 grader i oktober. Kirgistan 

har de seneste år oplevet ekstreme vejrskift. 

Og de fire årstider, som før næsten kom på 

klokkeslæt, er nu ustadige. Derfor har 

Folkekirkens Nødhjælp sammen med flere 

andre udenlandske søsterorganisationer 

udviklet en strategi, der skal ruste 

befolkningen til bedre at kunne tilpasse sig 

klimaforandringerne. Det sker med hjælp 

og rådgivning til: 

• Bedre isolering af huse 

• Udvikling af vedvarende energi 

• Bedre udnyttelse af vand 

• N ye afgrøder og dyrkningsmetoder 

• K atastrofeforebyggelse ved jordskred, 

oversvømmelser og tørke 

Kirgistan 

• Kirgistan – også kaldet Kirgisien eller 

Kirgisistan – er en del af Centralasien. 

Kirgistan er et af de fem stan-lande, som 

blev uafhængige efter Sovjetunionens 

sammenbrud i 1991. De er alle styret af 

magtfulde præsidenter; dog anses 

Kirgistan som det land, der er længst i 

forvandlingen fra kommunisme til 

demokrati. 

• Kirgistan er fem gange større end 

Danmark og har fem millioner 

indbyggere, hvoraf en million arbejder i 

udlandet. Udover kirgisere bor der 

blandt andet usbekere og russere samt 

utallige andre nationaliteter. 

Hovedsprogene er russisk og kirgisisk. 

Størstedelen af de troende er sunnimuslimer. 

• I gamle dage gik Silkevejen gennem 

Kirgistan, hvor også den mongolske 

storfyrste Djengis Khan hærgede. Langt 

op i 1900-tallet 

levede kirgiserne som nomader. I 1852 

erobrede russerne imidlertid store dele 

af landet, og i 1936 blev Kirgistan en 

Sovjetrepublik. På det tidspunkt var 

befolkningen blevet fastboende og 

arbejdede på de nye statsdrevne 

fabrikker og kollektivfarme. 

7

Oxus 

Djingiz Ajtmatov *1928-†2008 

af Steen Klitgård Povlsen 

I juni 2008 år døde den kirgisiske forfatter Djingiz 

Ajtmatov, 79 år gammel. Derved afsluttedes et 

digterliv, som man godt kan kalde eventyrligt. 

Ajtmatov blev født i særdeles beskedne kår i en 

lille by i den sydlige del af den daværende 

Sovjetrepublik Kirgisien. På fædrenes side havde 

han rødder tilbage til den gamle nomadekultur i 

bjergene omkring verdens højst beliggende sø, 

Issyk-Kul. I 1937 blev hans far ramt af de 

stalinistiske udrensninger og henrettet, men det 

forhindrede ikke sønnen i at uddanne sig til 

dyrlæge og via den sovjetiske forfatterskole Gorki 

Instituttet i Moskva at avancere til en af 

Sovjetunionens mest fremtrædende forfattere og 

en central skikkelse i det sovjetiske kulturapparat. 

Fra begyndelsen af 1960’erne skrev han 

hovedsagelig sine værker på russisk, foruden 

romaner og fortællinger også skuespil og digte. I 

1980’erne var han en vigtig skikkelse bag 

Gorbatjovs perestroika, men da Kirgisien efter 

Sovjetunionens sammenbrud blev en selvstændig 

republik, valgte han sit gamle fædreland, blev 

medlem af dets parlament og dets ambassadør i 

Luxembourg og ved EU og Nato, en post han 

bestred til din død. 

Efter at Kirgisien var blevet selvstændigt, 

lykkedes det Ajtmatov at opspore sin fars og hans 

kammeraters begravelsesplads og han fik dem 

genbegravet i et stort monument, hans Ata-Beijit 

(faderens begravelsesplads), i nærheden af 

Kirgisiens hovedstad Bishkek. Der blev han efter 

eget ønske begravet d. 16. juni - i noget der efter 

Oxus 2009, Nr. 1 

medieomtalen at dømme mest af alt var en 

statsbegravelse. 

Sådan en kunne hovedpersonen Jedigej i 

Ajtmatovs hovedværk, romanen Vigesporet 

Burannyj fra 1981, næppe have forventet. Men for 

den gamle kazakiske jernbanearbejder er det af 

afgørende betydning at vide, hvor man skal ligge 

begravet, og at det bliver på et traditionelt sted. 

Romanen, der har undertitlen ”Dagen trækker 

århundredets vej”, foregår på den dag, hvor 

Jedigej med forskelligt følge af hjælpere og familie 

drager af sted fra sit afsides beliggende vigespor 

på den store Sarü-Ozek steppe for at begrave sin 

afdøde ven, Kazangap på den traditionelle Ana- 

Beijit (Moderens begravelsesplads); opkaldt efter 

en moder, der i en for romanen central legende 

bliver dræbt af sin mankurtiserede søn. En 

mankurt var i tidligere tider en person, der havde 

været udsat for en særlig grusom tortur: frisk 

kamelhud blev lagt om offerets hoved, og når det 

tørrede, pressede det hovedet under voldsomme 

pinsler, som man enten døde af eller, hvis man 

overlevede, forvandlede én til en hukommelsesløs 

zombie. En totalt undergiven slave, der kun havde 

et mål: at opfylde sine herres ønsker. Moderen i 

legenden, Najman-Ana, forsøger at redde sin søn, 

men han vil ikke vedkende sig hende og skyder 

hende med en pil. Der hvor hun ligger begravet, 

har steppens folk i århundrede begravet deres 

døde. I solidaritet med dem, der har lidt under for 

konformitetens og brutalitetens magt. 

8

I 2008 er det uproblematisk at se symbolikken: 

Ajtmatov lader sig begrave ved siden af den far, 

der blev dræbt af mankurterne anno 1937. Som 

Jedigej, der til sidst i Vigesporet Burannyj 

aftvinger sine yngre kolleger et løfte om, at de skal 

begrave ham ved siden af hans gamle 

arbejdskammerat Kazangap, når den tid kommer. 

Det lykkes ikke at få Kazangap i jorden på selve 

Ana-Beijit, for der er der i mellemtiden blev 

oprettet et stort rumcenter, som er indkredset af 

et hegn og skarpt bevogtet; men det lille 

begravelsesoptog indgår et kompromis: de 

begraver Kazangap i en slugt lige uden for hegnet, 

dér hvor ifølge legenden selve mordet på Najman- 

Ana fandt sted. Jedigej holder fast i de 

grundliggende traditioner og principper, men kan 

godt bøje af i småting. 

Det samme måtte Ajtmatov, da han i 1981 

skulle have Vigesporet Burannyj udgivet. Et 

kapitel, hvor han udfolder en af romanens 

sidehandlinger til en åben og barsk kritik af 

Stalin-tidens magtmisbrug og opportunistiske 

karrierisme, var for meget for censuren. Han 

måtte tage afsnittet ud og dække skildringen af 

tortur i Stalins fængsler med en beskrivelsen af 

sorgen hos konen og børnene til den fængslede, 

Problemstillingen er imidlertid ikke så enkel, som 

den her er stillet op. Tager vi igen Vigesporet 

Burranyj som eksempel, så var det givetvis en 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

hvis ’forbrydelse’ var, at han var undsluppet 

nazistisk fangenskab og havde kæmpet sammen 

med Titos partisaner. Først i 1992, samme år som 

Ajtmatov indrettede sit Ata-Beijit i nærheden af 

Bizhkek, kunne han udsende dette afsnit som 

selvstændig fortælling med titlen Djingiz Khans 

hvide sky. Det er aldrig kommet på dansk: på det 

tidspunkt var interessen for sovjetlitteratur stærkt 

formindsket, i alt fald i Danmark. Landet fandtes 

jo ikke mere, og hvis man overhovedet gad 

interessere sig for Rusland, var det kun for at spå 

om fremtiden. 

Og det er synd. Benytter man Ajtmatovs død 

til at genlæse hans forfatterskab – og det kan 

stærkt anbefales alle; på grund af Ole Husted 

Jensens prisværdige indsats findes alle hans 

betydende værker i dansk oversættelse – vil man 

konstatere, at man her har at gøre med en 

forfatter af verdenslitterær kvalitet, hvis betydning 

langt overskrider de omstændigheder hans værker 

er skrevet under. Hvor der i Sovjettiden kunne 

være en (naturlig) tendens til at læse litteratur for 

og imod systemet og dets implicitte og eksplicitte 

censur, må vurderingen af et værk i dag mere bero 

på dets indre kunstneriske kvaliteter og formelle 

opbygning. 

svækkelse af værkets politiske budskab, at 

Ajtmatov blev tvunget til at tage episoden med 

den gamle Tito-partisan Kuttybajev ud af sit 

9

manuskript. En af Kuttybajevs forseelser var med 

Stalin-bureaukratiets øjne, at han havde optegnet 

steppens myter og legender, bl.a. den om Najman- 

Ana, og sådan noget var med systemets øjne 

borgerlig afvigelse i 1952. Han blev altså dræbt af 

Stalins mankurter, der som de gamle slaver havde 

mistet hukommelsen og var bange for alle, der 

ikke havde det. Det fremgår i øvrigt af det udtagne 

kapitel, at Ajtmatov via en anden af steppens 

legender havde koblet denne stalinisme sammen 

med den gamle mongolske hersker Djengiz Khans 

regime. Djengiz Khan ønskede ikke at der under 

hans felttog blev født børn i hærens følge, og da 

dette sker for en soldat og hans kone, bliver de 

begge på det grusomste henrettet. Stalin var altså 

ikke en beklagelig afvigelse i kommunismens 

historie, som man vel gerne ville se ham i 1981, 

men en del af en gammel asiatisk tradition. Som 

(underforstået) kunne tænkes at bestå endnu. Det 

var øjensynlig for meget for censurmyndighederne 

i årene før Gorbatov. 

Problemet er imidlertid, om det ikke var en 

kunstnerisk gevinst for Vigesporet Burannyj, at 

Ajtmatov blev tvunget til at fjerne de 150 sider, 

der udkom særskilt i 1992. For at forstå dette, må 

man se på udviklingen i hans forfatterskab som 

helhed. Ajtmatovs begyndte dette med 

fortællinger med stof fra sin hjemegn på grænsen 

mellem Kirgisien og Kazakstan. For ham er de to 

lande del af et sammenhængende kulturområde, 

der strækker sig fra Altaibjergene i øst til Aralsøen 

i vest. Det er dette områdes forestillinger og 

skæbner, der danner indholdet i hans tidlige 

fortællinger, hvoraf den mest kendte nok er 

debutnovellen Djzamilja fra 1958. Her har 

Ajtmatov allerede fundet den stil og den tone, der 

hurtigt gjorde ham til en af Sovjetunionens mest 

elskede forfattere. Det er en klassisk opbygget 

novelle, stramt komponeret omkring en 

kærlighedshistorie mellem en såret soldat, der 

vender hjem fra fronten og en ung kvinde i 

landsbyen, hvis mand er væk i den fjerne krig. 

Iagttaget og fortalt af en 15-årig dreng, hvis 

kunstnerdrømme vågner i dette møde, særligt 

fordi soldaten Danijar under deres fælles ture til 

jernbanen med korn formår at synge steppen op 

med sin inderlige, følelsesintense sang. Denne 

sang forfører både kvinden Djzamilja og 

fortælleren – og det er denne smertelige, 

storladne, ind imellem patetiske tone, som det er 

lykkedes Ajtmatov at fange ind i sin fortællings 

sprog. 

I en lang række fortællinger efter Djzamilja 

fulgte Ajtmatov op på succesen, men også da han i 

1966 forsøgte sig med en større, romanlignende 

komposition, Farvel, Gulsary, bibeholdt han den 

stramme, énstrengede form, med en nu-situation, 

hvor den gamle fårehyrde Tanabaj våger over sin 

døende hest, Gulsary, og mindes deres fælles liv. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Farvel, Gulsary var en udløber af det såkaldte 

’tøbrud’ i sovjetisk litteratur, der dog allerede på 

udgivelsestidspunket var ved at blive lukket til 

igen. Den er Ajtmatovs første store angreb på det 

bureaukrati og de magtstrukturer, der i det 

sovjetiske samfund begrænser det enkelte 

menneskes arbejdsindsats og naturlige 

livsudfoldelse. Dens fortællemæssige scoop er, at 

historien om Tanabajs kamp for produktivitet og 

mod en administrativ overmagt ses både med 

Tanabajs egne og med hesten, Gulsarys, øjne. 

Manden er dyret, og lige som der i hesteverdenen 

råder en naturlig orden byggende på kompetence 

og værdighed, sådan bør der også gøre det i 

menneskeverden, er budskabet. Med Gulsary dør 

den verden, hvor en sådan orden rådede, og da 

Ajtmatov mod slutningen fortæller en legende om 

en gammel mand, der skyder sin vanartede søn 

ned, forstår vi godt pointen: kun ved et radikalt 

(voldeligt?) opgør kan de destruktive kræfter 

besejres. At handlingen munder ud en forsonende, 

udglattende slutning, ændrer ikke ved mytens 

kompromisløshed. Den taler et direkte sprog. 

Brugen af myter og sidehandlinger er dog 

stramt holdt i tømme i Farvel,Gulsary. Ajtmatov 

styrer sin fortælling, som Tanabaj styrer sin hest: 

med kærlighed og myndighed. Sproget har samme 

rolige enkelhed som i de tidlige fortællinger, 

historien kulminerer i nogle tydelige, dramatiske 

højdepunkter og tonen har stadig den vemodige 

sørgmodighed, der gjorde Djzamilja så populær. 

Ajtmatovs tidlige forfatterskab er en blanding af 

politisk tilkendegivelse, almenmenneskeligt 

budskab – og folklore. Han skriver i midten af 

1960’erne på russisk, for et russisk 

storbypublikum, men fortæller om sit hjemlands 

skikke, fester, myter og ritualer som om et fjernt, 

delvist tabt paradis. Sentimentaliteten og kitschen 

lurer lige om hjørnet i visse passager, og selv når 

man beundrer fortællingernes sikre opbygning og 

tekniske brillians, skal man kunne sluge denne 

sære blanding af genuin folkekultur og simili for 

helt at lade sig rive med. 

Det gælder også for Den hvide dampers 

vedkommende, der udkom i 1970 og på mange 

måder videreførte problematikken i Farvel, 

Gulsary. Tragedien er endda en tand skarpere 

her: det er nu en dreng, der kommer i klemme 

mellem det gamle og det nye, og ender med i 

desperat forsøg på at nå sin fjerne, forsvundne far 

at drukne sig i søen. Bedstefaderen, den milde, 

gamle autoritet, har ikke kraft til at holde ham 

tilbage. Ajtmatov bruger i Den hvide damper det 

kirgisiske mytestof mere ekstensivt end tidligere i 

forfatterskabet og på en mere kompleks måde: 

både til at vise det gamle samfunds paradisiske 

lykketilstand (myten om den hvide moderhjort) og 

som en destruktiv magt i drengens bevidsthed 

(myten om forvandlingen til fisk). Men stadig 

10

holder fortælleren det mytiske stof tæt ind til en 

realistisk handling, hvis kerne er kampen mellem 

godt og ondt: bedstefaderen Momun og 

naturødelæggeren Orozkul, hvis virksomhed dog 

kun, antydes det, kan finde sted, fordi det hele 

foregår så langt væk fra de politiske centre. 

Således har Den hvide damper alligevel et 

optimistisk perspektiv på trods af sin histories 

dybe tragedie. 

Det er denne balance, der er på grænsen at 

tippe med Vigesporet Burranyj, men lige 

nøjagtigt ikke gør det. Hverken indholds- eller 

formmæssigt. Ajtmatov har selv om sit værk sagt, 

at han her for første gang skrev uden at forenkle 

og uden at lægge bånd på sig selv. Han gav sig så 

at sige frit løb, på samme måde som Jedigej i 

romanen giver sin kamel Karanar frit løb. Dels ved 

ikke at kastrere den som andre hankameler, dels 

helt bogstavelig: når den ved vintertide kan 

mærke, at hopperne er i brunst, slipper Jedigej 

den løs og efter nogle ugers hærgen i omegnen (til 

hoppernes store fornøjelse) vender den udtæret, 

men tilfreds tilbage til Jedigej og er resten af året 

en stærk og pålidelig arbejdskraft. Den er ikke 

mankutiseret, ligesom Jedigej ikke var det, da han 

før krigen levede ved det, der i denne roman udgør 

det paradisiske sted: havet Aral-søen med dets 

skiftende vejrlig og strømmende, uhæmmede 

vand. På udgivelsestidspunktet omkring 1980 var 

Aral-søen imidlertid i færd at blive det 

(mankurtiseret): på grund af omlægning af de 

russiske floder, skrumpede den uhyggeligt ind. I 

øvrigt en af de vigtigste grunde til det stærke 

økologiske engagement, der kendetegnede 

Ajtmatov frem til hans død. 

I Vigesporet Burranyj må Jedigej imidlertid 

disciplinere sig, da han mærker forelskelsen i 

Abutalips efterladte hustru, ligesom jordens 

herskere mankurtiserer sig, da nogle astronauter 

løsgør sig fra deres rumfartøj og får kontakt med 

en fjern civilisation. Denne sidehandling holder på 

én gang mankurt-begrebet stramt sammen og 

sprænger den stedets enhed, der ellers har været 

kendetegnende for Ajtmatovs værker indtil dette 

tidspunkt. Det er som om han i denne roman 

kompositorisk giver los og fylder handlinger og 

legender på i en amorft strømmende mængde. 

Han har her forladt den folkelige, mundtlige 

fortælling med dens rytmiske opbygning og 

præcist beregnede pointer og givet sig i kast med 

den store modernistiske, monterede roman. 

Og her er det måske meget godt, at historien 

om Djengiz Khans hvide sky blev taget ud. Dens 

mytologiske grundfortælling hænger kun løst 

sammen med mankurt-begrebet, og dens politiske 

angreb kammer over i had og langstrakt 

udpensling. På dette tidspunkt i sovjetiske 

litteratur var de detaljerede beskrivelser af 

stalinistiske metoder måske ikke helt moderne. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Det var set før. Frit løb er godt, men nogen 

disciplinering er dog også nødvendig, hvilket i 

Vigesporet Burranyj så charmerende 

demonstreres, da Abutalips søn nægter at lade sig 

klippe – men af den myndige stationsleder 

Kazangap alligevel bliver tvunget til det, da hans 

hårpragt er blevet alt for vild! Ikke alle 

mankutiseringslignende indgreb er af det onde, 

synes moralen at være. Vigesporet Burranyj er 

kaotisk og flerstrenget, men bag de mange 

fortællinger og myter gemmer sig en 

disciplinerende kraft, der samler trådene. Måske 

var det ikke kun politiske grunde, der fik den 

sovjetiske censur til at gribe ind i 1981. 

Ajtmatovs sidste store værk, inden muren faldt og 

Sovejtunionens opløsning satte nye standarten for 

kunstnerisk virksomhed, var romanen Skafottet 

fra 1986. På den ene side udvider Ajtmatov her 

den polyfoni, der prægede Vigesporet Burranyj, 

således at det nu er to selvstændige handlinger, 

der kun nødtørftigt er holdt sammen af et ulvepar, 

der på grund af menneskenes griske fremfærd 

flytter fra den kazakiske steppe op i de kirgisiske 

bjerge omkring Issyk-Kul søen. Ajtmatovs to 

mytiske steder forenes her, men med en meget 

spinkel handlingsmæssig begrundelse. På den 

11

anden side vender Ajtmatov med figuren Boston 

tilbage til sin gamle helt, fårehyrden Tanabaj i 

Farvel, Gulsary, og giver hans skæbne en 

yderligere tragisk dimension. Boston (der på 

kirgisisk betyder ’gråskæg’) tager på grundlag af 

sine erfaringer med fåredrift på højsletterne den 

konsekvens, som Tanabaj vægrede sig ved at 

drage: han stiller direkte spørgsmål ved selve 

partiets magt. Ikke i en eller anden stalinistisk 

Han udnytter også i romanens første to trediedele 

muligheden for at viderebringe et åbent religiøst 

budskab af i virkeligheden meget ortodokst 

kirkeligt observans. Denne dels hovedperson er en 

falleret teolog, Avdij, der for at oplyse om 

narkotikatrafikken fra Kazakstan til de russiske 

storbyer og for muligvis at frelse nogle af de unge 

mennesker, der bedriver den, tilslutter sig en 

gruppe, der rejser ned til Majumkunsavanen for at 

hente den euforiserende plante anansja. Men først 

og fremmest er Avdij prædikant, der med en 

eksplicit Jesus-identifikation forsøger at sælge sit 

humanistiske og religiøse budskab til de 

forhærdede banditter. Det går selvfølgelig galt, og 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

fortid, men i det aktuelle socialistiske samfund. 

Det kunne man altså få lov til at trykke efter 

Gorbatjovs glasnost, og den frihed udnyttede 

Ajtmatov. 

han bliver til sidst klynget op på et træ som den 

Jesus, han så gerne har villet ligne. Før det får vi 

en masse teologiske diskussioner og overvejelser, 

hvor Ajtmatov begiver sig ind i en diskurs, han 

ikke synes at være fortrolig med, og hvis abstrakte 

sprog han næppe behersker. 

Også forskellige eksperimenter med 

synsvinkelskift og fantastiske transformationer 

(f.eks. til Jesus’ tid) virker forcerede: som en 

tilpasning til et modernistisk formsprog, det for 

Ajtmatov var for sent at lære. Først da han i 

romanens slutning vender tilbage til hyrden 

Boston, til hans enkle og ansvarlige verden – og til 

de ulve, der i Skafottet har afløst hesten i Farvel, 

12

Gulsary og kamelen i Vigesporet Burannyj, først 

da er han tilbage i sit hidtidige mesterskab. Her 

klinger igen glæden over naturens rigdom og 

skønhed og smerten over den måde, menneskene 

forvalter den på, som vi mødte allerede i 

Djzamilja. Kun ved at holde sig til den temakreds 

og til den stil, der bedst formidlede den, kunne 

han udvikle sit forfatterskab kunstnerisk og 

politisk. 

Ajtmatov fortsatte sit forfatterskab efter at 

være blevet sit nye/gamle fædrelands ambassadør 

i Bruxelles. Paradoksalt nok bl.a. med en stor 

roman, hvis handling for første gang ingen 

berøring har med hans centralasiatiske 

hjemlande. Kassandramærket fra 1994 er en 

science fiction roman, der tager tråden op fra det 

kosmiske tema i Vigesporet Burranyj og 

kombinerer det med det eskatologisk-forkyndende 

aspekt af Skafottet. En russisk genetiker bliver sat 

til at udvikle et projekt med kunstig 

programmering af menneskefostre, men får dårlig 

samvittighed under vejs og lader sig afskyde til en 

fritsvævende rumstation, hvorfra han i skikkelse 

af munken Filofej sender missionerende 

budskaber om fred og oplysning ned til jorden. 

Ikke noget særligt sandsynligt plot, men romanen 

er interessant, fordi Ajtmatov – som i Vigesporet 

Burannyj – beskriver, hvordan man i både øst og 

vest desperat forsøger at holde dette humanistiske 

budskab væk. I Amerika via en demokratisk 

præsidentkandidat, der betænkeligt ligner Al 

Gore, og for hvem en sådan panreligiøs vækkelse 

kommer meget på tværs af hans pragmatiskøkologiske 

kampagne. I øvrigt indeholder 

romanen lange abstrakte filosofiske passager 

(munken har ikke sit navn for ingenting!) med 

Ajtmatovs budskaber om fred, humanisme og 

bæredygtighed. Det er en prædikensamling 

nødtørftigt iklædt en science fiction form, og må 

vel vurderes som et lidt nedslående eksempel på, 

hvad der sker, når en stor forfatter fra at være en 

kritisk stemme i et autoritært samfund pludselig 

bliver nationens samvittighed. Sympatisk, men 

som kunstner var Ajtmatov ved vejs ende. 

En vej der havde ført ham fra det kirgisiskkazakhiske 

steppeland over bjergene omkring 

Issyk-Kul til verdensrummets vidder. I sine bedste 

værker integrerede han sit hjemlands legender og 

fortællinger i former, der både kunne vise 

politiske konflikter tilspidsede og skarpe og 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

gengive almenmenneskelige skildringer med en 

vemodig, inderlig tone. Hans største indsats lå i 

den korte, pointilerede novelle, udvidet til korte 

romaner som Farvel, Gulsary og Den hvide 

damper. Men hans hovedværk forbliver den store 

montageroman Vigesporet Burranyj. Den burde 

egentlig have indbragt ham nobelprisen, som han 

var indstillet til flere gange. Den burde et dansk 

forlag benytte lejligheden til at genudgive – 

suppleret i en særlig udgave med den sidehistorie, 

han af politisk/kunstneriske grunde måtte tage ud 

i 1981. Det ville være et værdigt minde over en stor 

forfatter, hvis betydning rakte langt ud over hans 

hjemlige blånende bjerge. 

Det kunne han så ligge i sit Ata-Bejit uden for 

Bishkek og glæde sig over. 

Ajtmatov på dansk 

Den hvide damper / På dansk ved Ole Husted 

Jensen. - [Kbh.] : Gyldendal, 1977. 152 s. 

Dzjamilja / På dansk ved Ole Husted Jensen. - 

[Kbh.] : Gyldendal, 1974. 79 s. 

Farvel, Gulsary / På dansk ved Ole Husted 

Jensen.- [Kbh.] : Gyldendal, 1974. 197 s. 

Moderens mark / På dansk ved Helle Boesen. - 

[Kbh.] : Sputnik, cop. 1989. 115 s. 

Skafottet / På dansk ved Ole Husted Jensen. - 

[Kbh.] : Sputnik : i samarbejde med Nyt Dansk 

Litteraturselskab, cop. 1987. 365 s. 

Vigesporet : i dag er også i morgen / På dansk 

ved Ole Husted Jensen. - [Kbh.] : 

Sputnik/Raduga, 1985. 390 s. 

13

Oxus 

Jagten på urhjemmet 

af Frederik Stjernfelt 

Med tamheste og lette vogne synes indoeuropæerne i den sene bronzealder endegyldigt at 

have åbnet stepperne og gjort det smalle græsklædte bælte fra Ungarn til Kina til et stort 

forbindelsesled mellem de kinesiske, sydasiatiske og europæiske kulturer. Amerikansk 

arkæolog har samlet en overbevisende syntese om den indoeuropæiske gåde. 

Da den sammenlignende sprogvidenskab fødtes 

for to hundrede år siden, opstod samtidig et 

problem, der har både fascineret og vildført den 

europæiske tanke lige siden: ideen om 

»urhjemmet«. 

Den historiske sprogvidenskab opstod på 

baggund af iagttagelser – ved William Jones, 

Rasmus Rask, brdr. Grimm m.fl. – af europæiske 

sprogs beslægtethed. Det skete ud fra de såkaldte 

»lydforskydninger«: at beslægtede ord på 

beslægtede sprog adlød regelmæssige lydforskelle. 

Oxus 2009, Nr. 1 

Sådan at de germanske sprog for eksempel har h 

hvor de latinske har k – som latin centum og 

dansk hundrede, hvilket er en del af den såkaldte 

»germanske lydforskydning«. 

Jones, der arbejdede i den britiske 

koloniadministration i Indien, indså, at hindi og 

sanskrit var en del af samme sprogslægt. Dermed 

var den »indoeuropæiske« sprogstamme opdaget, 

og i forskningens løb kunne keltiske, germanske, 

latinske, slaviske, baltiske sprog samt græsk og 

albansk sættes på træet i Europa – medens 

14

indiske og iranske sprog (for eksempel farsi og 

kurdisk) kunne sættes på træet i Asien. Uddøde 

sprog som hittitisk talt i det nuværende Tyrkiet 

samt tokharisk helt ude i Altai-bjergene i det 

vestlige Mongoli kunne også vises at høre til 

stammen. 

Dette æggede naturligvis fantasien: hvis alle 

disse sprog er beslægtede, så må de have udviklet 

sig fra dialekter af et og samme ursprog - og hvor 

blev det så talt? En tid lang var der lingvister, der 

vægrede sig ved denne idé – såsom fyrst 

Trubetskoy, der mente, at de mange ligheder 

kunne hidrøre fra afsmitning snarere end fælles 

udvikling. Lighederne er imidlertid så omfattende 

og systematiske, at meget få efterhånden tror på 

afsmitningshypotesen. Buddene på, hvor urindoeuropæisk 

blev talt, har været talrige og 

fantasifulde: Norden, Tyskland, Kaukasus, 

Himalaya, Anatolien, Ukraine, Balkan ... og mange 

af dem blev hastigt forbundet med politiske 

projekter. I de ældste indiske skrifter identificeres 

de indoeuropæisk talende med »ariere« – høje, 

lyse, magtfulde figurer - og i datidens automatiske 

racisme kunne man hurtigt forestille sig 

indoeuropæerne som en herlig herskerrace, hvis 

hastige udbredelse havde med deres overlegne 

egenskaber at gøre. 

Sådanne fantasier spillede for eksempel ind i 

oprindelsen til nazismen, og Nazityskland lavede 

ekspeditioner til Himalaya for at søge det ariske 

urhjem, hvis man da ikke henlagde det til Norden 

eller Tyskland selv. Efter Anden Verdenskrig blev 

indoeuropæistikken imidlertid afluset for sådanne 

forbindelser til politisk fantasteri - men det løser 

stadig ikke spørgsmålet om »urhjemmet«. 

Den amerikanske arkæolog David W. 

Anthony, en gammel rotte på feltet, har imidlertid 

fremlagt sine resultater i en stor syntese, der 

plæderer for, at svaret er: stepperne nord for 

Sortehavet. I en vis forstand er det ikke noget 

originalt svar, for i nyere tid har den seriøse 

interesse samlet sig om to områder: netop 

steppelandet i det nuværende Ukraine, nord for 

Sortehavet – og området syd for Sortehavet, fra 

Balkan i vest over Anatolien og til Armenien i øst. 

Disse forslag har den styrke, at de placerer 

»urhjemmet« nogenlunde midt i bundtet af 

forskellige dattersprog. Den litauisk-sovjetiske 

arkæolog Marija Gimbutas har stået for et 

indflydelsesrigt argument for den ukrainske 

steppe baseret på de gravhøje, der som gravskik 

synes at brede sig derfra mod øst og især vest 

(»kurgan« er russisk for gravhøj: derfor »kurgankulturen«). 

Hun forestillede sig så 

indoeuropæerne som beredne erobrere, der 

undertvang de tidligere indbyggere i Europa og 

påtvang dem ikke bare sproget, men også deres 

mandlige guddomme, hvorved de udryddede et 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

tidligere, fredeligt matriarkat, der dyrkede 

frugtbarhedsgudinder. 

Denne idé blev imidlertid kritiseret for at 

lægge for megen vægt på erobring – og i løbet af 

1960-70erne gik man over til at se sprogenes 

udbredelse som en fredelig diffusion, der fulgte 

udbredelsen af ny agerbrugsteknik. Her har Colin 

Renfrew talt stærkt for den anatolske hypotese, 

der dog lider af, at hittitisk er mere forskelligt end 

de indoeuropæiske sprog, der tales vest og øst for 

Anatolien - græsk og de indiske sprog. Den 

sovjetiske sprogforsker Ivanov har ud fra 

lingvistiske kriterier talt for Armenien, ligesom 

andre sprogfolk har talt for Balkan på grund af 

den store diversitet af indoeuropæiske sprog, der 

kan fortolkes som et tegn på ælde. 

Anthonys forslag er i en vis forstand en 

syntese af erobrings- og diffusions-hypotesen. 

Han mener, at begge har spillet en rolle, men at 

erobringen ikke har haft karakter af entydig 

undertvingelse, men ofte er gået over i en art 

klientstrukturer, hvor indoeuropæiske eliter har 

fået grupper af de tidligere beboere som 

alliancepartnere og underleverandører. Herpå har 

de efterhånden etableret centre i det østlige 

Europa, der så er blevet genstand for beundring 

og efterabning af »klienterne«, der måske selv har 

underlagt sig andre klienter længere mod vest. 

Dette forslag bygger på sociolingvistiske 

iagttagelser, der peger på, at sprogskifte er intimt 

forbundet med magt- og prestigeforhold i et 

flersproget samfund – muliggjort af 

indoeuropæernes sociale institutioner som 

edsaflæggelse og gæstevenskab, der kan have 

muliggjort en mere »fredelig« erobring med bedre 

mulighed for integration af andre folkeslag end 

krig alene. 

Eksistensen af disse indoeuropæiske 

institutioner gætter Anthony sig frem til ud fra en 

gammel forskningstradition for forståelsen af 

»urhjemmet«: den historiske lingvistik har 

efterhånden muliggjort konstruktionen af flere 

tusinde ord i proto-indoeuropæisk – og ud fra 

disse ord kan man fremlægge kvalificerede gæt på, 

hvor urhjemmet har været såvel som nogle af de 

basale træk i dets kultur. Edsformerne er et – et 

andet er teologien, hvor den franske 

religionsforsker Dumézil lancerede sin berømte 

idé om de tre funktioner hos indoeuropæerne 

(magi/ret, krig, frugtbarhed). Andre er ord 

tilknyttet stedet: ord for honning, bjørne, oddere, 

bestemte træer osv. Atter andre er ord knyttet til 

pastoralisme, nomadelandbrug, korndyrkning, 

fårehold, vogne (proto-indoeuropæisk har flere 

ord for »hjul«, »aksel« etc.). 

Det forhold, at disse ord findes i de fleste 

indoeuropæiske sprog peger på, at opsplitningen 

mellem sprogene først foregik efter tæmningen af 

heste, udviklingen af vævekunsten og konstruk- 

15

tionen af vogne. Det placerer for Anthony at se 

proto-indoeuropæisk inden for en ramme fra 

4000 fvt. til 2500 fvt. – og udgør et argument 

imod Renfrew, der vil placere proto- 

indoeuropæisk langt tidligere og med en meget 

lang fase med ingen eller langsom sprogudvikling. 

Anthonys bog (underbygger dette argument med 

en nøje gennemgang af de mangfoldige forskellige 

kulturer på og omkring de ukrainske stepper 

gennem de flere tusind år, der her er relevante - 

og som er kortlagt især i sovjetisk arkæologi, der 

først det seneste årti er blevet fuldt tilgængelig. 

Hans agt er dermed at forsøge at bringe den 

arkæologiske evidens overens med den 

sprogvidenskabelige, der meget groft siger, at 

hittitisk spaltes fra som den ældste gren, så 

kommer tokharisk langt mod øst, så spaltes de 

vesteuropæiske grene keltisk, germansk og italisk 

fra, medens baltisk og slavisk bliver tilbage i 

steppens vestlige ende, mens den østlige ende på 

et relativt sent tidspunkt bliver til de indo-iranske 

sprog. 

Anthony begynder beretningen med de 

»gammeleuropæiske« kulturer på Balkan omkring 

6-4000 fvt., der er agerbrugskulturer med en vis 

bydannelse, og som synes at have haft en stabil 

grænse mod steppefolkene mod øst omkring 

floderne Bug og Dniestr nordvest for Sortehavet, 

hvor Karpaterne stopper og bliver til steppe. 

Steppefolkene – dem der lidt senere talte 

proto-indoeuropæisk – fik store dele af 

landbrugspakken, køer, får, kornsorter herfra og 

holdt sig længe til de store floddale i steppen. 

Først da en afgørende nydannelse dukkede op – 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

tamhesten – ændrede forholdene sig, og man 

kunne indtage græslandet mellem floderne med 

store hjorde. Anthony mener, at hesten i en lang 

periode var jagtbytte – derefter tæmmedes den 

som kødkreatur, fordi den ulig de andre kreaturer 

kunne brødføde sig selv om vinteren. 

Først på et senere tidspunkt, måske omkring 

4000 fvt., begyndte ridningen, i første omgang 

med henblik på at øge rækkevidden af 

hyrdedriften og størrelsen af hjorden. Genanalyser 

viser, at alle tamheste nedstammer fra én 

eneste hingst, mens den store variation skyldes 

inddragelse af mange forskellige hopper – og 

Anthonys gæt er, at denne ene, medgørlige hingst 

må være tæmmet på den østlige steppe. 

En omfattende del af hans egen forskning retter 

sig mod at bestemme hvor og hvornår – der går 

via det nøje studium af hvilken form for slid et 

bidsel kan have afsat på hestekindtænderne i 

gravene – og resultatet peger mod de østlige 

stepper mellem nedre Volga og det østlige Ural i 

århundrederne før 4000 fvt., hvorefter tamhesten 

spredtes over hele steppen og fra 3500 fvt. til de 

tilgrænsende kulturer. 

Den såkaldte Yamnaya-kultur, der integrerede 

det meste af den vestlige og centrale steppe, er for 

Anthony den, der fra omkring 3000 fvt. går mod 

vest. Dels ved erobringer op gennem Donaudalen, 

der ender i de keltiske og italiske sprog, dels med 

fredeligere forbundsdannelser gennem det 

østpolske område, der giver anledning til de 

germanske sprog – og derved samtidig udrydder 

den flere tusind år gammeleuropæiske Tripolyekultur 

på kanten af stepperne. 

Først senere opstår stridsvognen, den lette, 

hurtige vogn med et forspand af to heste. Den 

overraskende Sintashta-kultur i de sydlige Uralbjerge 

– i steppernes østlige del – har omkring 

2100 fvt. ikke bare befæstede byer med intensiv 

bronzeindustri, men er også stedet for de først 

fundne stridsvogne overhovedet. Anthonys tese er 

derfor, at også stridsvognen er et indoeuropæisk 

påfund. De mellemøstlige kulturer har ligesom 

steppen for længst vogne, men det er tunge 

arbejdsvogne med massive hjul, trukket af æsler 

eller onager – de syriske og ægyptiske stridsvogne 

synes alle at være senere end steppernes. 

Sintashta-kulturen trænger så frem, først ved 

handelssamkvem med de centralasiatiske byer 

omkring det nuværende Samarkand, siden ved 

invasion ned i Persien og Indien, bevæbnet med 

både stridsvogne og metallurgi - og beskrivelserne 

af gravlægninger i Vedaerne, finder Anthony, 

passer såre godt med gravfund af enorme 

begravelsesofringer i Sintashtakulturen helt oppe 

på kanten af Sibirien. Stridsvognene synes således 

i hans udgave primært at have spillet en rolle for 

indoeuropæernes østlige fremtrængen - den der 

resulterer i persisk og indisk. I Europa, derimod, 

16

synes indoeuropæerne tidligere at have 

amalgameret sig med snorekeramik-kulturen i 

Sydskandinavien-Tyskland-Polen – det vi i dansk 

sammenhæng plejer at kalde enkeltgravs- eller 

stridsøksekulturen, som vi antager bredte sig op 

gennem Jylland med sin hyrdekultur for 

efterhånden at indvarsle dansk bronzealder. 

Med sine hastige transportformer til hest og 

vogns synes indoeuropæerne i den sene 

bronzealder endegyldigt at have »åbnet« 

stepperne og gjort det smalle græsklædte bælte fra 

Ungarn til Kina til et stort forbindelsesled mellem 

de kinesiske, sydasiatiske og europæiske kulturer, 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

der alle får både heste og stridsvogne – de to 

sidstnævnte også sprog – fra denne kilde. 

Med sin omfattende og detaljerede 

inddragelse af sovjetisk arkæologi udgør Anthonys 

bog et seriøst og tungtvejende bud på 

indoeuropæernes rod, som allerede ser ud til at 

kandidere til en milepæl i diskussionen. Selv om 

mangfoldige detaljer endnu er usikre og hviler på 

spinkle hypoteser, så er det bedste aktuelle bud på 

urhjemmet nok igen de sydrussiske stepper. 

Artiklen har tidligere været bragt i 

Weekendavisen. 

Steppelandet i det nuværende Ukraine, som David Anthony udråber som det indo-europæiske sprogs 

urhjem. Przewalski-heste, som ses her, har været en uddød art i Centralasien, men er nu forsøgsvis 

genudsat i steppelandet. 

17

Oxus 

Søen som blev slået ihjel 

af Tobias Stern Johansen 

Frem til 1970 var Aralsøen i Uzbekistan verdens fjerdestørste sø. Et storstilet 

kunstvandingsprojekt under Sovjet tømte på 40 år søen for vand, og i dag er den 

skrumpet ind til en tiendedel af sin oprindelige størrelse. Millioner af ton salt og 

pesticider ligger på den tidligere søbund og spredes via støvstorme til hele Centralasien. 

For et par årtier siden ville vi have befundet os 

mellem myldrende fisk på cirka ti meter dybt 

vand. Vores chauffør træder på speederen, så 

støvet hvirvler op omkring os, og kameraer, tasker 

og avisens udsendte tumler rundt i Jeepen. Der er 

ingen jævne veje gennem denne enorme, golde 

ørken. Og en almindelig ørken ligner det, var det 

ikke for muslingeskallerne, som ligger overalt i 

sandet. Vi befinder os på det, der engang var 

bunden af Aralsøen – en sø svarende til et areal 

halvanden gange så stort som Danmark. 

I 1940erne besluttede Sovjetunionens ledelse at 

omdanne den udstrakte steppe i Uzbekistan og de 

andre centralasiatiske satellitstater til verdens 

største bomuldsmark. Solen skinner året rundt, og 

Oxus 2009, Nr. 1 

her var rigeligt med plads. Det eneste, man 

manglede, var vand. Masser af vand. Derfor blev 

de to floder, som forsynede Aralsøen, omdirigeret 

og ført ud i ørkenen gennem et mylder af 

kunstvandingskanaler. Sovjetledelsen påbegyndte 

arbejdet, og siden gjorde solen og de varme vinde 

resten. Søen er i dag skrumpet ind til ti procent af 

sin oprindelige størrelse og delt i tre. Mindre vand 

har desuden betydet mere salt i den resterende del 

af søen. I Sovjet vidste man godt, at søen måtte 

lade livet til fordel for bomuld. Under et møde i 

Uzbekistans hovedstad, Tashkent, i 1960erne 

sagde viceministeren for kunstvanding og 

vandresurser ifølge BBC, at ”Aralsøen må dø en 

stille død”. 

18

De katastrofale konsekvenser var derimod 

ukendte – eller også blev de fortiet. I dag har det 

stigende saltindhold dræbt alt dyreliv i de to 

uzbekiske dele af søen, tusinder af mennesker har 

måttet flygte fra regionen og de tilbageblevne er 

plaget af svær sygdom. 

Vi ankommer til Muynak, som tidligere var 

landets travleste fiskerby. Udenfor byen får vi øje 

på det sidste spor efter den engang så blomstrende 

fiskeindustri – rustne vrag af store fiskekuttere, 

som ligger på den gamle søbund. Abdul Karimov, 

en spinkel mand med stok i hånden, sidder på en 

forhøjning og betragter skibene. Han er 54 år, 

men de dybe furer i det solbrændte ansigt får ham 

til at ligne en, der har levet dobbelt så længe. Han 

Da Abdul Karimov og de cirka 60.000 andre 

fiskere i Muynak ikke længere kunne fiske, fik de 

fragtet fisk fra andre Sovjetlande til 

fiskefabrikkerne. I dag står fabrikkerne tomme, og 

beboerne i Muynak og andre byer omkring søen 

rejser langt for at arbejde i landets 

bomuldsmarker. Mændene rejser også til Rusland 

eller Kasakhstan i flere måneder ad gangen for at 

arbejde i kul- og gasindustrien. 

Abdul Karimov er blevet for gammel til hårdt 

arbejde. Han er derfor ansat af regeringen til at 

holde opsyn med skibene. Der er ikke andet for 

ham at tage sig til. På spørgsmålet om, hvorvidt 

han har overvejet at flytte væk, ryster han bare på 

hovedet og siger: 

- Jeg er født her, det er mit hjem. 

Senere på dagen irettesættes jeg af vores tolk for 

mit åbenbart upassende spørgsmål. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

peger på rækken af fiskekuttere og fortæller, at 

nummer to fra højre er hans. I 1970erne begyndte 

vandet for alvor at synke omkring Muynak, i 1979 

gik Abdul Karimovs fiskekutter på grund, og den 

dengang så unge fisker havde fanget sin sidste 

fisk. 

- Før i tiden var der vand hele vejen rundt om 

byen, siger Abdul Karimov, mens han peger i alle 

retninger. 

- Børnene svømmede i det rene vand, og vi 

fangede alle mulige slags fisk, siger han og slår ud 

med begge arme for at vise fiskenes størrelse. 

- Det er er en katastrofe. 

- De bliver sårede, når du spørger om den slags, 

siger tolken og forklarer, at befolkningen omkring 

søen tilhører en særlig etnisk gruppe, som i 

århundreder har boet i den nu autonome republik 

Karakalpakstan i det vestlige Uzbekistan. Deres 

lange historie og stolte traditioner harmonerer 

ikke med, at de i dag er dybt afhængige af 

økonomisk støtte fra den uzbekiske hovedstad. 

Dagligt sendes for eksempel tre liter rent 

drikkevand til hver af de cirka 25.000 indbyggere i 

Muynak. Grundvandet er både for salt og for 

forurenet af pesticider fra bomuldsdyrkelsen til at 

kunne drikkes. 

Under Sovjet så man stort på sprøjtegiftens 

ødelæggende virkninger, og enorme mængder af 

pesticider blev derfor spredt via flyvemaskiner. 

Giften bevægede sig fra markerne, ned i 

grundvandet og ud i den hastigt udtørrende sø. 

Man anslår, at op mod 100 millioner ton salt fra 

19

søen og giftige kemikalier fra bomuldsmarkerne 

hvert år spredes fra den tidligere søbund via 

støvstorme til hele Centralasien. De giftige 

støvstorme ødelægger afgrøderne og de lokales 

lunger. Kræft og mavesygdomme er udbredt, og 

regionen har den største børnedødelighed i det 

tidligere Sovjet. 

Der må være noget om støvstormenes enorme 

omfang. Allerede 200 kilometer inden vi for få 

dage siden nåede den oprindelige søbred, var 

markerne på hver side af vejen dækket af 

plamager af salt, der skinnede som sne under den 

kraftige sol. Derfor bruger landet hvert år uanede 

mængder af vand til at vaske bomuldsmarkerne 

rene inden såning. Og saltet havner ligesom 

pesticiderne i grundvandet. 

- Katastrofen omkring Aral går først og fremmest 

ud over de mennesker, som lever ved søen. Flere 

end 50 forskellige slags giftige kemikalier er med 

tiden ledt ud i søen. Men de, der bor langt fra 

søen, lider også under katastrofen, fordi 

virkningerne af støvstormene er kolossale. Det er 

nu bevist, at støvet for eksempel når helt til 

Skandinavien og til Himalaya-bjergene i Tibet. 

Det er derfor meget vanskeligt at løse problemet 

ved at lokalisere det, siger journalist og forfatter 

Raim Farhadi. 

Han var den første, som offentligt kritiserede 

Sovjets rovdrift på Aralsøen. I 1967 besøgte han 

søen for at skrive om den berømte og stortrivende 

fiskeindustri. I stedet mødte han en flok 

foruroligede fårehyrder, som fortalte ham, at søen 

havde trukket sig fire meter tilbage, og at ingen 

bekymrede sig om det. Raim Farhadi skrev 

efterfølgende digtet ”Aralsøen forsvinder”, som fik 

omtale i internationale medier. Den unge 

journalist fik politikere og den sovjetiske 

sammenslutning af digtere på nakken, men 

venner i magtfulde positioner sørgede for, at han 

hverken blev fængslet eller deporteret. Siden har 

han viet sit liv til at fortælle omverden om 

Aralsøen, og hans mange bøger og digtsamlinger 

er oversat til flere end 20 sprog. 

- Det er ikke bare Uzbekistans problem, men et 

problem uden grænser. Det er som om, nogen 

engang smed en sten i Aralsøen, og cirklerne på 

søens overflade bliver ved med at brede sig, siger 

han. 

Uzbekiske forskere har de seneste årtier brudt 

hovedet for at finde en måde at bremse de giftige 

støvstorme på. Siden 1990erne har man i Aralregionen 

plantet særlige træer og buske, som kan 

gro på den giftige søbund. Planterne hindrer i en 

vis grad de voldsomme storme i at bære det giftige 

saltholdige støv med sig, og i dag er 27.000 

hektarer jord beplantet med skov. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Siden Sovjets fald har flere miljøorganisationer set 

dagens lys. Den internationale organisation 

ECOSAN, som blev dannet i Uzbekistan i 1992, 

arbejder særligt med at forbedre forholdene for 

befolkningen i Aral-regionen. Organisationen 

fragter vand, mad og medicin til befolkningen og 

sørgede sidste år for, at indbyggere i byen Uchsay 

fik adgang til rent, rindende vand. Forbedringerne 

i blandt andet Uchsay har ifølge ECOSAN ført til 

et fald i antallet af mave- og tarmsygdomme 

blandt børn. Desuden har landets regering ved 

hjælp af udenlandske investorer bygget en sluse, 

som skal forsyne befolkningen med rent 

drikkevand, og der arrangeres jævnligt børnelejre 

langt fra Aral-regionen, hvor børnene kan lege og 

dyrke sport, få lægehjælp og ikke mindst indånde 

ren luft. 

- Alligevel kræver de sociale og økologiske 

problemer, at arbejdet med at forbedre forholdene 

i regionen styrkes, understreger formanden for 

ECOSAN, Yusuf Shadimetov. 

Mens dele af befolkningen gradvist får det bedre, 

er selve Aralsøen i Uzbekistan fortid. I nabolandet 

Kasakhstan er den nordlige og mindste del af søen 

blevet forsynet med en 13 kilometer lang 

dæmning, som isolerer søen fra den store, 

uzbekiske del. Det har betydet, at cirka 40 procent 

af den oprindelige vandstand i Kasakhstan nu er 

vendt tilbage, planter spirer frem, og de lokale 

fiskere er tilbage i bådene. Samme scenarie for 

søen i Uzbekistan er ønsketænkning. Det mener 

Anne Gry Rønningen, Ph.d.-stipendiat i 

samfundsgeografi med speciale i regional 

vandforvaltning i Centralasien. 

- Hvis man overhovedet kan tale om en løsning i 

Uzbekistan, ville det være at gå bort fra kun at 

producere bomuld. Men bomulden har en så 

enorm social og økonomisk betydning for landet, 

at der ikke er politisk vilje til at løse problemet 

med Aralsøen. Regeringen styrer 

bomuldsdyrkelsen, som på mange måder fungerer 

som en social kontrol af befolkningen, siger hun. 

I de seneste år er en plan tilbage fra Sovjet-tiden 

om at føre en flod fra Sibirien og ud i søen igen 

kommet på banen. Men det er en meget 

kontroversiel plan, mener Anne Gry Rønningen: 

- Det lyder helt urealistisk, og vi kender slet ikke 

de økologiske konsekvenser. Det er blot et typisk 

tegn på videreførelse af den sovjetiske tankegang, 

at naturen kan styres efter menneskets 

forgodtbefindende. 

Artiklen har tidligere været bragt i Kristeligt 

Dagblad. 

20

Den dansende kamel 

- historien bag Centralasiatisk Selskabs logo 

af Nadia Haupt, Sten Madsen og Per Fischer 

Centralasiatisk Selskabs logo med den dansende kamel bygger på et motiv fra en af Den 

Gyldne Hordes mønter, som anslås til at være fra det 14. århundrede. 

Vores forlæg 

Vores mønt er blandt de fund, som blev udgravet i 

Bolgar af Den Arkæologiske Ekspedition i 

Kujbysjev (i den nuværende Samara-region) 

under ledelse af den russiske arkæolog Aleksej 

Petrovitsj Smirnov (1899–1974) i perioden 1946- 

52 og senere publiceret af den russiske 

numismatiker S.A. Janina. Udover at hun stod for 

indsamling af materiale for sin mand L.V. Janin, 

som også var numismatiker, har Janina 

udarbejdet flere kataloger over især 

“hordemønter” i sovjetiske institutioners 

besiddelse. 

Den oprindelige tegning, hvorfra motivet til 

Centralasiatisk Selskabs logo stammer (S. A. Janina, 

1954:449) 

Da alle de aktuelle fund er forholdsvist dårligt 

bevaret, er møntens motiv og indskrift tegnet på 

grundlag af de tre forskellige eksemplarer, Janina 

havde adgang til. Mønten er af kobber, har en 

diameter på 18 mm og vejer 1.83-2.18 gram. 

Indskriften fortæller, at den blev møntet i Orda i 

758 AH (1383/84) og er præget under den 

muslimske Toktamysh Khan (1377-1396). 

Skabelsen af logoet 

Der var i begyndelsen meget diskussion om, 

hvilket logo der ville sige mest om Centralasien, 

sneleoparden Uncia uncia, Przewalskis vildhest 

Equus ferus przewalskii, Tian Shan-bjergkæden, 

en yurt, en ger? Problemet løste sig selv, da 

afbildningen af en “topuklet kamel gående mod 

højre” i Janinas artikel ”Džučidskie monety ...” 

kom på bordet. Ikke mindst faldt valget på 

kamelen, fordi den baktriske kamel Camelus 

bactrianus historisk set har spillet en betydelig 

rolle i netop de områder og kulturer, vi i 

Centralasiatisk Selskab har valgt at beskæftige os 

med. Den baktriske kamels udbredelsesområde 

overlapper også selskabets interesseområde. At 

mønten oven i købet knytter an til både 

Volgaområdet og mongolerne, gør ikke relevansen 

mindre. 

Den baktriske kamels udbredelsesområde. 

@wikipedia.org 

For at gøre motivet lidt mindre sidetungt 

valgte vi at fjerne kamelens efterladenskaber i 

venstre side. Dette udsprang ikke just af bornerte 

hensyn, men ud fra en fælles opfattelse af, at det 

rettede lidt op i balancen på billedet. 

Den første udgave af logoet skylder vi 

arkæolog Rasmus Kehlet fra Carsten Niebuhr 

Afdelingen. Han udarbejdede en dansk og en 

engelsk udgave, som vi siden har brugt flittigt. 

Den danske og engelske udgave af logoet.

I 2007 udarbejdede tegneserietegner Thomas 

Heiberg Nøhr en rentegning af motivet – et lidt 

mere moderne og funky udtryk om man vil. De 

vigtigste bestanddele er dog bibeholdt: solen og de 

to måner over kamelens ryg, tøjrsnoren samt det 

løftede forben, som er med til at give kamelen 

dens dansende udseende. Indtil videre har vi valgt 

at reservere denne udgave af logoet til de mere 

kontemporære udgivelser i blandt andet 

monografiserien. 

Logo rentegnet af Thomas Heiberg Nøhr 11/2 2007 

Den Gyldne Horde 

Den Gyldne Horde opstod ved opløsningen af 

Djengis Khans mongolske storrige. Da han døde, 

blev riget delt mellem hans efterkommere. De 

russiske stepper nord for Sortehavet blev givet til 

Djenghis Khans ældste søn Jöchis sønner: Batu, 

som blev leder af Den Blå Horde, og Orda, som 

blev leder af Den Hvide Horde, da Jöchi (hvis 

afstamning desuden var tvivlsom) allerede var død 

et halvt år inden Djengis Khan. Det var dog først 

Jöchis søn Batu Khan, som erobrede og 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

grundlagde Den Gyldne Hordes imperium i 

midten af det 13. århundrede. 

De fleste samtidige kilder omtaler Den Gyldne 

Horde som Kiptjak-khanatet. Den Gyldne Hordes 

befolkning var en blanding af mongoler, de 

iranske khwaresmier og tyrkfolk såsom kiptjakker 

og volgatatarer. Efterhånden blev Horden mere og 

mere turkificeret og mistede sin mongolske 

identitet. Batus efterkommere udgjorde en 

mongolsk overklasse, mens kiptjaktalende tyrker 

udgjorde majoriteten af regionens 

nomadebefolkning. Denne muslimske tyrkbefolkning 

blev populært kaldet “tatarer” af 

russere og andre europæere. Russerne beholdt 

denne betegnelse helt op i det 20. århundrede. 

Navnet Den Gyldne Horde stammer fra mongolsk 

Altan Ord – deraf den russiske betegnelse Zolotaja 

Orda, som refererer til mongolerne og deres 

strålende teltplads ved Volgafloden. 

Da storkhanen Ogedei døde hjemme i 

Mongoliet, afbrød Batu sin belejring af Wien og 

drog hjemad for at gøre sig gældende i 

forhandlingerne om, hvem der skulle efterfølge 

Ogedei. Den mongolske hær skulle aldrig senere 

komme til at drage så langt mod vest igen. 

Efter i 1242 at have trukket sig tilbage gennem 

Ungarn (og at have ødelagt byen Pest undervejs) 

og efter at have undertvunget Bulgarien placerede 

Batu sin hovedstad på det sted hvor Khazariens 

gamle hovedstad Atil menes at have ligget. Denne 

første hovedstad Sarai Batu lå nær Astrakhan ved 

nedre Volga; senere flyttedes den under navnet 

Sarai Berke til et nyt sted nær vore dages 

Volgograd, på dette tidspunkt var Sarai en af 

verdens største byer med anslået 600.000 

indbyggere. 

22

Veliky Novgorod 

Kiev 

Moskva 

Atıl 

Oxus 

Den Gyldne Hordes besiddelser i 1389 før Tokhtamysh-Timur-krigen. Floder er vist med blåt, de 

nuværende politiske grænser med lysebrunt, og datidens vigtigste byer med en cirkel, Hordens 

hovedstad Sarai Berke dog med en stjerne. Blandt de områder, der var underlagt horden, var 

fyrstendømmet Moskva og de genovesiske kolonier på Krim. Wikipedia. 

Yderligere mønter 

I 2005 udkom ”Orientalisches Münzkabinett Jena 

1”, et værk over mønter fra Kaukasus og 

Østeuropa, som hovedsagelig omhandler 

mongolske fund, deriblandt Den Gyldne Hordes 

mønter. Bogen beskriver yderligere tre udgaver af 

kamelmønten. Da fundene ikke er særlig 

velbevarede, kan man kun lige ane kamelen på 

disse mønter. 

Tre mønter fra Den Gylden Horde. (S. Heidemann & 

N. Nebes, 2005:6-7) 

Oxus 2009, Nr. 1 

Samarkand 

På nr. 11 og 12 kan man ane stjernerne over 

kamelens pukkel samt at dyret er i bevægelse, 

svarende til motivet på vores logo (omend 

benstillingen og puklerne på nr. 11 og 10 er noget 

anderledes). Man ser også ret tydeligt på mønt nr. 

12 den tøjrsnor, som kamelen har i næseboret. 

Trods disse mønters dårlige tilstand har det 

været muligt at datere dem alle til 785 AH, 

(1383/84), altså yngre end vores oplæg fra 

Janinas artikel. 

Vægten af disse mønter svarer nogenlunde til 

angivelsen i den russiske publikation. Mønt nr. 10, 

11 og 12 vejer hhv. 1,99 g, 1,42 g og 1,11 g. 

Udmøntningsstedet for alle tre var Orda. 

Den kongelige Mønt- & Medaillesamling 

Samlingen på Den kongelige Mønt- & 

Medaillesamling på Nationalmuseet i København 

er gennem årene vokset, ved at andre samlinger er 

blevet indlemmet heri. Det er måske en af 

årsagerne til, at hovedsamlingen har en lille 

mængde mongolske mønter, heriblandt også 

mønter fra Den Gyldne Horde. 

Samlingen er også i besiddelse af andre 

mønter, som skulle være præget under Toktamysh 

Khans regeringsperiode. Men desværre er disse 

ikke så velbevarede, at prægningerne er 

genkendelige. 

23

Tokhtamysh Khan er nok ellers mest kendt for sin 

belejring af Moskva i 1382. Moskovitterne 

afværgede i første omgang hans angreb ved for 

første gang i russisk historie at bruge skydevåben. 

Men Moskvas indbyggere blev narret til at åbne 

byens porte, og mere end 20.000 blev dræbt af 

Tokhtamyshs tropper. 

Derimod kan en mønt fra Muhammed Özbegs 

regeringsperiode (1312/13 – 1340/41) lokaliseres i 

samlingen; det samme gælder en mønt fra Djânî 

Begs regeringsperiode (1340/41 – 1357/58). Begge 

mønter er præget netop i det område, hvor Den 

Gyldne Horde havde sin centraladministration 

placeret, nemlig Sarai. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Tigeren her blev præget under Muhammed Özbeg i 

731 AH (1330/31). Mønten findes på Den kongelige 

Mønt- & Medaillesamling med Østrupregistreringsnr. 

1774. Foto: Nadia Haupt. 

Mønt præget under Djânî Beg i året 746 AH (1345/46), 

vægt 1,51 g. Mønten findes på Den kongelige Mønt- & 

Medaillesamling med Østrup-registreringsnr. 1781. 

Foto: Nadia Haupt. 

Litteratur 

S. Heidemann & N. Nebes: Sylloge der Münzen des Kaukasus und Osteuropas im Orientalischen 

Münzkabinett Jena. Orientalisches Münzkabinett Jena 1. Bearbeitet von Tobias Mayer Mit Beiträgen von 

Stefan Heidemann und Gert Rispling. 2005 

S. Hill: The Mongol Conquests AD 1200-1300. Time-life books, Amsterdam, 1992. 

S. A. Janina: Džučidskie monety iz raskopok i sborov Kujbyševskoj ėkspedicii v Bolgarach v 1946-1952 gg. In: 

Materialy i issledovaija po archeologii SSSR 42, 1954. Trudy Kujbyševskoj archeologičeskoj ėkspedicii I, S. 

424-484. (Яанина, С.А.: Джучидске монеты из раскопок и сборов Куйбышевской экспедиции в 

Болгарах в 1946-1952 гг. Материалы и исследования по археологии СССР (No 42) 1954. 

J. Østrup: Catalogue des Monnaies Arabes et Turques. Du Cabinet Royal des Médailles du Musèe National de 

Copenhague. Copenhague 1938. 

http://www.horde.ru/ 

24

Oxus 

Jødisk kogekunst fra Centralasien 

Oxus 2009, Nr. 1 

af Per Fischer 

Jødiske bryllupsritualer. Devishnik (fest for brudens veninder på aftenen for hendes bryllup), 

Usbekistan 1850-60’erne. (Turkestanskii Al’bom Part 2, vol. 1, pl. 80, no. 256) LC-DIG-ppmsca-09951- 

00256. 

Jødiske spiseregler - Kashrut: 

Det væsentligste princip, som adskiller jødisk 

madlavning fra andre køkkener, er læren om, 

hvilke former for mad og hvilke kombinationer af 

mad der er kosher — det vil sige rituelt egnet som 

menneskeføde. 

De jødiske spiseregler fastlægger desuden en 

lovbundethed i forbindelse med udvælgelse og 

tilberedning af madvarer i overensstemmelse med 

forskrifter og ritualer, men de er lige så høj grad et 

kulturelt som et religiøst kodeks. Hvad der er 

delikat eller indelikat, er altid kulturbundet. Og 

endelig har kosher-reglerne i høj grad været en 

social markør, som bandt jøderne sammen som 

gruppe og lagde afstand til ”de andre”. 

Der har dog hele tiden været tale om en 

markant afsmitning fra den lokale madkultur på 

det stedlige jødiske køkken. Jøder i Mellemøsten 

spiste således ris, krydderier og eksotiske 

grøntsager som deres arabiske naboer, mens jøder 

i Øst- og Centraleuropa spiste forholdsvis mere 

saltet fisk, afsmeltet gåse- og kyllingefedt end 

deres slaviske naboer. Altsammen tilpasset de 

jødiske spiseregler. 

Dagen før sabbaten var det ofte almindeligt at 

lave en gryderet parat, som så stod og simrede 

natten over, så man ikke skulle lave mad på selve 

hviledagen. Under den spanske inkvisition i 

slutningen af 1400-tallet blev dét at have en 

simrende gryderet stående dagen før sabbaten 

betragtet som så typisk jødisk, at det var 

udvisningsgrund. 

Kosher: Er f.eks. alle firbenede dyr, som har 

spaltede klove og er drøvtyggere. Dvs. svin og 

kameler er ikke kosher, da de ikke opfylder begge 

25

disse kriterier. Dyr og fugle skal slagtes 

(schächtes) på en sådan måde, at så meget blod 

som muligt løber ud af dyret for at efterkomme 

Toraens forbud mod indtagelse af blod. I det hele 

taget skal så meget blod og så mange årer og sener 

som muligt fjernes for at gøre kødet spiseligt. Dele 

med f.eks. mange blodårer og sener er urene og 

spises derfor ikke af jøder. Lever fra både fugle og 

dyr skal saltes og derefter grilles over åben ild eller 

på en rist. Fisk med både skæl og finner er kosher. 

Parve: 

Alle madvarer, som hverken er kød- eller 

mælkebaserede, såsom frugt, grønt, fisk og æg. 

Ost fremstillet med osteløbe anses ikke for kosher. 

Kød og mælk: 

Ifølge 5. Mosebog, kap. 14, v. 21 må man ikke 

“koge et kid i det moders mælk”. Mange, især 

moderne, jøder mener at dette skyldes “etiske” 

hensyn og respekt for skaberværket. Men i Ras 

Shamra-teksterne fra Ugarit skildres et ritual, 

hvor netop et kid koges i dets moders mælk, og 

man må formode, at det var et ønske om at 

adskille sig fra de omkringboende ugaritters 

religion, der affødte dette forbud. Rent praktisk 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

betyder det, at man i det jødiske køkken ikke 

blander mælkeprodukter og kød. Desuden venter 

mange jøder traditionelt et stykke tid imellem 

indtagelse af kød- og mælkeretter. 

I Centralasien 

Bukharerjøderne, der boede i byer som 

Samarkand, Tashkent, Dushanbe, Kokand og 

Bukhara, havde i modsætning til de ret fattige 

afghanske jøder og de persiske jøder, som først 

under shahen opnåede en vis velstand, ry for at 

være velhavende og gæstfrie; altid var der en ko 

eller et får, som kunne slagtes, og deres store 

taksigelsesmåltider var legendariske. Op til den 

russiske revolution var de fleste centralasiatiske 

jøder involveret i silke-, ædelstens- og pelshandel. 

Velhavende familier havde ofte store vinter- og 

sommerboliger med indre gårdsplads, evt. med en 

brønd, tilhørende stalde med heste, kvæg- og 

hønsehold, muslimske tjenestefolk og en jødisk 

kok. Oftest var der et forrådskammer til 

opbevaring af frugt, grønt og konserves. Afsmeltet 

fårehalefedt, rosinsirup (shini), syltede 

gulerødder, auberginer, melonskræller og druer 

var nogle af de konserverede ting, som blev 

opbevaret i forrådsrummene. 

Fest blandt jøder i Usbekistan 1850-60’erne (Turkestanskii Al’bom digital file from Part 2, vol. 1, pl. 

81, no. 261) LC-DIG-ppmsca-09951-00261 

26

Festmåltider blev som regel afholdt på de indre 

gårdspladser. Ved almindelige forsamlinger sad 

kvinder i den ene side og mænd i den anden. Til 

bryllupper sad kvinderne i et andet rum. 

Bryllupsfester varede syv dage og syv nætter. 

Ledsaget af trommer, harmonika og andre 

musikinstrumenter blev maden tilberedt over 

store fyrfade og indtaget ved bespisning af 

bryllupsgæsterne hver aften. 

Da bolsjevikkerne indtog Samarkand, blev 

folk, inkl. jøderne, fordrevet fra deres store huse. 

Jøderne, der havde levet side om side med 

muslimer, havde antaget disses manerer og spiste 

siddende på gulvet på tykke tæpper dækket med 

silke og silkepuder (når de blev fordrevet til byer, 

hvor russere levede, antog de russiske skikke 

såsom at spise ved borde, og de fik de russiske 

endelser -ov (ofte gengivet -off) og –ova hæftet på 

efternavnet). Indflydelsen på det jødiske køkken i 

Samarkand og Bukhara er alsidig og inkluderer så 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

forskellige ting som shashlik, mongolske mantu 

(dumplings med kødfyld), samosaer fra det 

indiske køkken og russiske retter som kotleti, 

piroshki, borsjtj (rødbedesuppe) og pechonki. Fra 

1790’erne og frem til bolsjevikkernes indtog havde 

bukharerjøderne forbindelse til det jødiske 

samfund i Jerusalem. Rabbinere fra Jerusalem 

varetog de religiøse aspekter blandt 

bukharerjøderne, og fyldte grøntsager viser, at det 

sefardiske køkken også havde indflydelse på det 

bukhariske. 

Nationalretten plof (ris med hakkede løg, 

gulerødder, rosiner, kylling og kød) blev serveret 

ved særlige lejligheder og for specielle gæster. Her 

var det desuden almindeligt at servere yakhni 

(kogt lam, oksekød og kylling). Oftest brugtes kun 

salt og peber som krydderier, men ellers hvidløg, 

safran, gurkemeje, frisk koriander og undertiden 

kanel. 

Løvhyttefest, Usbekistan i 1850-60’erne. 

(Turkestanskii Al’bom part 2, vol. 1, pl. 81, no. 258) LC-DIG-ppmsca-09951-00258 

27

Det traditionelle fredagsmåltid (blandt de mere 

velhavende) indledtes med mosede auberginer 

med salt og hvidløg (boyjon), en salat af hakkede 

tomater, agurker, løg, salat og koriander med salt 

og citron efterfulgt af stegt fisk i hvidløg- og 

koriandersauce. Herefter fulgte hovedretten 

yakhni. De tre typer kød blev skåret ud, overhældt 

med lidt kraftsky og serveret med kogte 

grøntsager som f.eks. kartofler, gulerødder, 

majroer eller porrer. Fredagens specialitet var 

khalti barsh bestående af ris og stegt lever kogt 

med masser af frisk koriander i en lærredspose. 

Således kunne man koge risene natten over, uden 

at de brændte på eller kogte ud. Til dagen efter var 

der oftest khalti savo som også kunne tilberedes 

før sabbaten. 

Desserten ville som regel være frugt eller 

frugtkompot fulgt af nødder og halva tillige med 

grøn te. Tynde bånd af dej blev kogt i fedt og 

serveret drysset med sukker til sabbatten og andre 

højtider samen med længe rørt grøn te (chai 

kaymokee) med fed fløde, smør og mælk drysset 

med hakkede mandler eller valnødder. 

Khalti barsh 

½ kg ris 

¼ kg kalve- eller kyllingelever 

¼ kg skært kød 

Et stort bundt frisk koriander 

Leveren saltes og grilles/ristes på begge sider (for 

at gøre den kosher) og hakkes. Kødet hakkes fint. 

Kød og lever blandes med ris og hakket koriander, 

sys ind i en ¾ fyldt lærredspose og koges natten 

over inden sabbatten. Kold kan retten serveres 

skiveskåret overhældt med sauce. 

Savo (Bukhara-ris med frugt) 

Suppen: 

1½ liter suppe (hønsekød eller okse, evt. på 

terninger) 

3 (sure æbler m. skræl) i kvarte 

1 kvæde (om muligt) 

2 spsk rosiner 

3-4 svedsker 

4-5 tørrede dadler uden sten 

4-5 tørrede abrikoser 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

1 tsk kanel 

salt 

Suppen koges i ca en time i en gryde. 

Risene: 

½ kg langkornede ris eller basmatiris 

½ tsk kanel 

¼ tsk safran 

1 hakket æble (uskrællet) 

1-2 spsk rosiner 

3 hakkede dadler 

½ hakket kvæde 

salt 

Vask risene og bland med de øvrige ingredienser i 

et ildfast fad. Tilsæt 9-10 dl af suppen gennem en 

sigte. Mængden af væde skal helst passe med, 

hvor meget risene kan optage samt evt. væde 

afgivet fra frugten. Er æblet og kvæden meget 

saftige, bør man holde lidt igen med væden. Er 

den tørrede frugt meget tør, kan man tilsætte lidt 

ekstra væde. Bages i ovnen i ca. 3 timer ved 180º. 

Serveres varm med resten af den opvarmede 

suppe med frugtstykkerne i. 

Jødisk Bukhara-pilaf 

Hvor mange personer 

8-10 stykker kyllingelever ristet og skåret i små 

tern 

1 dl hønsefedt 

1 stort hakket løg 

2-3 dl revet gulerod 

1 dl hakket persille 

2 ½ dl langkornede ris 

6 dl vand 

¾ tsk salt 

Smelt hønsefedtet ved svag varme. Tilsæt det 

hakkede løg, revet gulerod og hakket persille. Steg 

ved svag varme i nogle minutter, tilsæt levertern 

og tag blandingen af ilden. 

Risen bringes i kog i en gryde med vand og 

salt. Lever- og grøntsagsblandingen tilsættes, 

varmen skrues ned på minimum. Lad retten simre 

under låg i ca. 20 minutter eller til risene er møre. 

Lad retten absorbere den sidste damp nogle 

minutter under låg, efter at der er slukket for 

varmen. 

28

Oxus 

Centralasien siden sidst 

AFGHANISTAN 

Danmark mister flest soldater i 

Afghanistan 

Danmark er det land, der i forhold til 

indbyggertallet har mistet flest soldater i 

Afghanistan. 

Alene i 2008 mistede Danmark 12, hvilket bringer 

det samlede antal op på 3,8 soldater pr. 5 

millioner indbyggere. På andenpladsen kommer 

Canada med 3,2 døde soldater pr. 1 million 

indbyggere. Først på femtepladsen kommer USA 

med 2,1, mens store europæiske nationer som 

Frankrig, Tyskland og Italien falder helt uden for 

top 10. De danske soldater er hovedsagelig 

stationeret i den sydlige Helmand-provins, hvor 

der foregår flest kamphandlinger. 

(DR 21 Søndag og Jyllands-Posten) 

ARMENIEN 

Armeniens Stonehenge åbner for 

turister 

Det 5.000 år gamle stenmonument Karahunj, 

som ligger ca. 200 km fra Armeniens hovedstad 

Jerevan, åbner nu for turister. 

Karahunj er det største af ca. en snes lignende 

observatorier beliggende i området. @Wikipedia 

Oxus 2009, Nr. 1 

Meningen er, at der skal bygges en gennemsigtig 

væg omkring oldtidsmonumentet, samt at der skal 

være sikkerhedsovervågning af stedet. 

Karahunj består af 223 tonstunge bearbejdede 

sten, hvoraf nogle har tilvirkede huller, som peger 

mod forskellige punkter på himlen. Monumentet, 

som tidligere hed Zorats Karer, blev ved en officiel 

navneændring i 2004 navngivet efter den 

nærliggende landsby. 

Udfra arkæologiske udgravninger formoder 

man, at stedet har tjent som tempel for den gamle 

armenske solgud Ari, samt fungeret som 

observatorium og ”universitet”. Hullerne i 

konstruktionen menes at have været brugt ved 

forudsigelse af en lang række sol- og 

månefænomener og ikke mindst til at kunne 

fastslå årets begyndelse. 

(rian.ru) 

BHUTAN 

Bhutans konge abdicerer og skaffer 

demokrati til skeptisk befolkning 

100 års enevælde sluttede i Tordendragens Rige 

Bhutan efter parlamentsvalget. 

I fremtiden kan kongen afsættes med to tredjedele 

af parlamentets stemmer. Dermed har landets 

kongefamilie fået sin vilje trods befolkningens 

store skepsis over for den nye styreform. I 2001 

overgav kong Jigme Singye Wangchuck landets 

daglige ledelse til et ministerkabinet, og i 

december 2006 abdicerede han og overlod magten 

til sønnen, den 28-årige Oxford-uddannede kong 

Jigme Khesar Namgyel Wangchuck. Siden da har 

den tidligere konge Jigme Singye Wangchuck rejst 

landet tyndt og talt demokratiets sag over for sine 

undersåtter. Den pensionerede konge fortalte 

dem, at der ikke var nogen garanti for, at de altid 

vil have en god konge og at det rette tidspunkt at 

omfavne demokrati er, når landet ingen 

problemer har, når der er en periode af fred og 

indre ro. 

Op til valget har landets nye konge, Jigme 

Khesar Namgyel Wangchuck lagt vægt på, at 

stemmeprocenten skulle være høj. Ifølge Al 

Jazeera pressede den unge konge på for at få folk 

29

til at stemme: "Først og fremmest skal I stemme - 

hver og en skal udøve sin rettighed". 

Den unge Jigme Kesar Wangchuck blev konge 

allerede i december 2006, da hans far abdicerede, 

men kunne ikke krones i 2007, da det ifølge 

statsastrologerne ikke var et lykkebringende år. 

Det var netop hvad 79 % af landets 318.465 

stemmeberettigede valgte at gøre. Man kunne 

stemme på kandidater fra to meget ens partier, 

hvis valgte skal bemande et parlament med 47 

pladser. 

Der er dog også kritikere af valget. I. P. 

Adhikari ,som er formand for Association of Press 

Freedom Activists Bhutan, anser ikke valget for 

demokratisk, da de mange flygtninge i Nepal ikke 

har haft mulighed for at udøve deres demokratiske 

ret, og folk med forbindelse til de fordrevne er 

blevet arresteret og har derfor ikke haft mulighed 

for at stemme. 

(flere medier) 

Etnisk udrensning af bhutanesere 

med nepalesisk afstamning 

I pressen svæver kongedømmet Bhutan på en 

demokratisk lyserød sky over de sneklædte 

Himalayabjerge. 

Men under skyerne gemmer sig en grum 

fortælling om etnisk udrensning af indbyggere af 

nepalesisk afstamning. Flygtningene blev 

fordrevet i begyndelsen af 1990erne, Bhutans 

magthavere mente, at nepaleserne med deres 

mange børn og anderledes religion var en trussel 

mod det homogene samfund i det lille 

kongedømme med blot 600.000 indbyggere. Den 

bhutanesiske stat fremsatte blandt andet krav om 

at nepaleserne skulle fremvise en kvittering for 

betalt jordskat fra 1958 eller forlade landet. 

Flygtningestrømmen er nu svulmet op til over 

100.000 mennesker der bor i lejre i Nepal og 

forsynes via FNs fødevareprogram. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Mange flygtninge har ventet i 17 år på, at 

deres hjemland Bhutan og værtslandet Nepal 

skulle blive enige om en aftale, der giver dem lov 

til enten at vende hjem eller at tage arbejde og 

uddannelse i Nepal. Flygtningenes stille facon har 

paradoksalt nok været medvirkende til, at næsten 

ingen har hørt om dem. Det nyligt indførte 

demokrati og den nye unge konge har 

tilsyneladende ikke medført nogen åbning. 

Myndighederne håndhæver stadig strenge 

nationalistiske love, som f.eks at alle offentligt 

ansatte skal gå i nationaldragt, og flygtningene er 

tabu i pressen. Glansbilledet af Bhutan har 

overskygget deres triste skæbne, det er blevet en 

glemt krise. 

15 forhandlingsrunder er endt uden resultat, 

men for tre år siden kom syv lande heriblandt 

Danmark med et bud på en udvej. Man vil tømme 

flygtningelejrene. Blandt andet vil USA modtage 

60.000 flygtninge. Danmark har tilbudt at hjælpe 

en del af flygtningene til et nyt liv, en mindre 

gruppe er allerede ankommet i begyndelsen af i år. 

Men dette afføder anklager om, at man stiltiende 

godkender Bhutans ret til at smide borgere af 

anden etnisk herkomst ud og menneskeretsforkæmpere 

frygter at det vil give andre regeringer 

blod på tanden, når de ser at man løser 

problemerne ved at tømme flygtningelejrene. 

Omvendt er tilbuddet om genhusning bedre end at 

opholde sig i en lejr i årevis uden udsigt til en 

bedre fremtid. Allerede nu er situationen for de 

tilbageværende nepalesere tilspidset. De frygter, 

at de også vil blive smidt ud, nu det internationale 

samfund med deres øjne blåstempler den etniske 

udrensning. 

(DR.dk) 

Moske kollapser i Kina 

KINA 

Qinghai-provinsen 

En næsten færdigbygget moske kollapsede i byen 

Xiajiuzhuang i den Nordvestlige Qinghai-provins 

i Kina. 

Området byen ligger i bebos primært af de 

kinesiske muslimer hørende til det etniske 

mindretal Hui. Mistanken samler sig ifølge det 

kinesiske nyhedsbureau Xinhua omkring 

støttebjælkerne i konstruktionen. 

Otte personer blev dræbt ved 

sammenstyrtningen, heriblandt en 8-årig dreng, 

30

som legede på byggepladsen; yderligere 23 blev 

sårede. 

(ANS Press) 

KIRGISISTAN 

Kirgisisk opposition og presse lider 

under præsidentiel magtbrynde 

2008 blev præget af nedture for 

menneskerettigheder og demokrati i Kirgisistan. 

Korruption og nepotisme griber om sig, mens den 

politiske pluralisme får stadig trangere kår. 

Præsident Kurmanbek Bakijev, som der efter 

”tulipanrevolutionen” i påsken 2005 var store 

forventninger til, har gradvis taget skridt til at øge 

egen magt og besværliggøre borgernes indflydelse 

på lovgivningsprocessen. 

I februar 2008 udtrykte såvel Human Rights 

Watch som Freedom House og the Committee for 

Protection of Journalists bekymring over pressens 

forhold og det stigende antal overgreb mod 

journalister. Det var allerede inden de uafhængige 

aviser De Facto og Alibi blev lukket i juli og august 

2008, og chefredaktørerne blev idømt en hård 

økonomisk straf for injurier mod præsidentens 

slægtninge. Den ene blev siden idømt frihedsstraf, 

og den anden lever nu i eksil i Schweiz. Samtidig 

vedtog parlamentet en ny lov om kontrol med 

medierne, der blev skarpt kritiseret af både OSCE 

og EU. Loven giver bl.a. præsidenten beføjelser til 

at ansætte og fyre chefen for de nationale 

elektroniske medier. 

I juni blev en ny lov vedtaget, der begrænser 

forsamlingsfriheden – bl.a. må demonstrationer 

ikke finde sted før 12 dage efter anmeldelsen – og 

den nye lov om religionsfrihed fra november giver 

bl.a. staten mulighed for overvågning af religiøse 

organisationer og deres medier. 

Alt i alt er Kirgisistan dog stadig det frieste af de 5 

såkaldte stan-lande; der er fem uafhængige aviser, 

en aktiv og højtråbende opposition, hyppige 

demonstrationer og en demokratibevidst ungdom. 

Og ifølge Journalister uden Grænser ligger 

Kirgisistan på en 110. plads blandt verdens lande, 

når det gælder frihed for massemedierne, stadig 

forholdsvis pænt sammenlignet med Tadsjikistan 

(115), Kasakhstan (125) og især Usbekistan (160). 

(Center interbilim) 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

Amerikansk luftbase lukkes 

3. februar 2009 erklærede præsident Kurmanbek 

Bakijev, at den amerikanske luftbase Manas ville 

blive lukket. 

Beslutningen fulgte kort efter en aftale med 

Rusland om et milliardlån til Kirgisistan, hvilket 

fik Pentagons talsmand Geoff S. Morrell til at 

beskylde Rusland for at underminere amerikanske 

interesser og hykleri i forhold til indsatsen i 

Afghanistan, som Rusland formelt støtter. 

Iagttagere er enige om, at beslutningen markerer 

en større orientering mod Rusland i kirgisisk 

udenrigspolitik på bekostning 

af USA og Vesten. 

På billedet venter en amerikansk boeing C5-135 

stratotanker på Manas-luftbasens landingsbane. 


MONGOLIET 

Første undtagelsestilstand i 

Mongoliets historie 

Den demokratiske ø i de autoritære regimers hav 

– Mongoliet – blev i juli 2008 ramt af blodig uro, 

der kostede fem mennesker livet og sårede over 

300. 

Præsident Nambaryn Enkhbayar indførte landets 

første undtagelsestilstand nogensinde, efter at 

demonstranter, der var utilfredse med 

Kommunistpartiets valgsejr, satte ild til partiets 

hovedkvarter. Undtagelsestilstanden omfattede 

bl.a. forbud mod salg af alkohol, idet alkohol var 

blevet brugt som tændvæske i forbindelse med 

ildspåsættelsen. Ifølge internationale observatører 

var valget frit og fair; ikke desto mindre beskyldte 

oppositionspartiet Det Demokratiske Parti 

31

egeringen for valgsvindel og boykottede 

efterfølgende det parlamentents åbning. 


NEPAL 

Maoisterne vinder valget i Nepal 

stort – monarkiet afskaffet 

De første valg i Nepal efter afslutningen på 

borgerkrigen – og samtidig de første valg i Nepal 

i ni år – blev en uventet stor sejr for maoisterne 

under ledelse af den tidligere guerillaleder 

Prachanda (”den barske”). 

Deres parti CPN-M fik sensationelt 29,3% af 

stemmerne og er nu det største i landet. Selvom 

medlemmerne stadig hylder Mao og Stalin som 

forbilleder, der blot begik enkelte fejl, går partiet 

også ind for pluralisme, for som chefideolog 

Baburam Bhattarai udtaler: ”Politisk konkurrence 

er en vigtig del af fremtidens socialistiske 

samfund”. Det er da også maoisternes hensigt nu 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

at indlede forhandlinger med de andre store 

partier for at forsøge at danne en 

koalitionsregering. Maoisterne klarede sig godt 

også uden for deres traditionelle højborge på 

landet, og det menes, at mange har stemt på dem i 

det håb, at politisk ansvar vil forhindre dem i at 

genoptage den væbnede kamp. 

Det kan blive en svær opgave for Prachanda at 

danne regering. Forholdet til de øvrige partier er 

dårligt, der tales om valgfusk og intimidering af 

vælgerne i maoistisk-kontrollerede områder, og 

valgets anden sejrherre, det regionalistiske 

Madhesi Janadhikar Forum, som kræver større 

selvbestemmelse for den etnisk afvigende Terairegion 

i den sydlige del af landet, vil sandsynligvis 

tage sig dyrt betalt. Taberne blev de partier, der 

tidligere har haft regeringsansvar – dels de to 

dominerende kræfter i den kongekritiske tidligere 

Syvpartialliance under de omfattende 

demonstrationer og strejker i 2006, 

Kongrespartiet og de moderate kommunister; dels 

de tre konservativt-royalistiske partier, der ikke 

formåede at stå sammen og alliere sig i et samlet 

kongetro alternativ. Regeringens første opgave 

har været indførelsen af en ny forfatning, der 

afskaffer monarkiet. 

Medlemmerne af kongehuset er nu 

almindelige borgere, der har mistet alle særlige 

privilegier: hundredvis af kokke, tjenere, frisører, 

blomsterplukkere, hoffotografer og skønhedseksperter; 

de betaler nu skat; deres virksomheder 

nationaliseres; og kong Gyanendras portræt på 

pengesedlerne er blevet erstattet med et billede af 

Mount Everest. Republikkens første præsident 

blev den tidligere sundhedsminister Ram Baran 

Yadav fra Kongrespartiet. 

Valgresultatet i 

antal mandater og 

procenttal 

Mandater % 

valget 

2008 

% 

valget 

1999 

CPN-M, maoister 220 29,3% (-) 

NC, Kongrespartiet 110 21,1 (37,3%) 

CPN-UML, moderate 

kommunister 

103 20,3 (31,7%) 

MJF, Madhesi 

Janadhikar Forum 

52 6,3 (-) 

andre regionale partier 37 5,7 (3,2%) 

otte mindre 

kommunistpartier 

30 7,8 (9,6%) 

tre konservative 

royalistpartier 

15 4,5 (15,0%) 

andre 5 5,0 (3,2%) 

udpeges af 

premierministeren 

26 


32

Seksuelle revolutioner i Nepal 

I al stilfærdighed er Nepal ved at undergå en 

serie af sociale og kulturelle revolutioner. 

Ikke bare har den nepalesiske højesteret 

anerkendt eksistensen af “det 3. køn” og sørget for 

lige juridiske rettigheder for homo- og 

heteroseksuelle – staten har også nedsat en 

kommission, der skal forberede et lovforslag om at 

give homoseksuelle ret til at indgå ægteskab. 

Det nepalesiske parlamentsmedlem Sunil Babu Pant. 

Parlamentet har i den 42–årige Sunil Babu 

Pant fra et af de mindre kommunistpartier fået sit 

første homoseksuelle medlem. Og den 

transseksuelle Sandhya Lama, tidligere frivillig 

rådgiver for unge i den nepalesiske aktivistgruppe 

for seksuelle minoriteter Blue Diamond Society 

(BDS), er blevet kåret til ”Ms Gay Nepal”. Den 

gamle Ms Nepal-konkurrence af heteroseksuelt 

tilsnit var blevet aflyst, efter at maoistpartiet, der 

leder regeringen, havde erklæret, at konkurrencen 

nedværdigede kvinder og gjorde dem til rene 

handelsvarer og reklamesøjler for sponsorvarer. 

Arrangørerne af Ms Gay Nepal-konkurrencen 

mødte derimod ingen modstand fra regeringen: 

”Vi er mere frie i vores krav til deltagerne, og 

desuden er der også en stor oplysende kampagne 

indlagt i vores dagsorden”, siger en talsmand fra 

konkurrencen, der i øvrigt støttes af 

Verdensbanken. 

Andre begivenheder har dog dryppet malurt i 

bægeret for de seksuelle minoriteter. Den 

nepalesiske hær stillede i juli 2008 en kvindelig 

soldat for en militærdomstol for at have haft et 

“amoralsk” forhold til en anden kvinde. I første 

omgang blev hun idømt 60 dages fængsel, men 

dommen blev omstødt, efter at Blue Diamond 

Society og Sunil Babu Pant gik ind i sagen. Den 

kvindelige soldat nåede dog at sidde 60 dage i 

fængsel, mens sagen verserede. 

(Flere medier) 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

RUSLAND 

Dima Bilan giver Rusland sejren 

Den russiske Dima Bilan, født i Karatjajevo- 

Tjerkessien og opvokset i Tatarstan, gjorde det 

anden gang – gav sit hjemland sejren i 

Eurovisionens melodi grand prix. 

I 2006 måtte hans “Never Let You Go” se sig slået 

af finske Lordi, men flankeret af den ungarske 

violonist Edvin Marton og skøjteprinsen Evgeni 

Plushchenko hev en hvidklædt, barfodet og 

barbrystet Bilan denne gang sejren hjem med den 

dramatiske “Believe”, produceret af Timbaland. 

Bilan & co. fik i alt 272 point. Dermed afholdes 

Eurovisionens melodi grand prix for første gang i 

Moskva i 2009. Den ene del af værtsparret her 

bliver i øvrigt en anden tatar – Alsou, der i 2000 

blev nr. 2 efter de danske Brødrende Olsen. 

RUSLAND 

Samara-regionen 

Borgmester vil nedlægge sin by 

Den russiske provinsby Tjapajevsk på Volgas 

østlige bred mellem Samara og grænsen til 

Kasakhstan er nu så forurenet, at borgmester 

Nikolai Malakhov ikke ser anden løsning end at 

nedlægge byen og genhuse byens ca. 75.000 

indbyggere andetsteds. 

33

Forureningen skyldes byens mange kemiske 

fabrikker, der siden begyndelsen af sidste 

århundrede bl.a. har produceret sennepsgas og 

andre dødbringende luftarter. Byens 

vandforsyning er også forurenet med dioxin og 

andre giftstoffer, som er blevet ledt direket fra 

fabrikkernes afløb. Husdyr fra gårde omkring 

byen, der anvendes til kødproduktion, samt lokale 

frugter og grøntsager menes også at være forgiftet. 

96% af børnene i byen lider af helbredsproblemer, 

og antallet af hals-, lever- og nyrekræft i byen er 

tre gange så højt som i de tilstødende områder. 

Desuden kommer børnene først sent i puberteten, 

og deformiteter forekommer hyppigt. Andre 

problemer i byen er en uforholdsmæssigt høj 

arbejdsløshed, mange narkomaner og en høj andel 

af hiv-smittede. Oleg Mitvol, vicedirektøren for 

Ruslands miljøtilsyn er enig med borgmesteren, 

idet han mener, at det vil koste et astronomisk 

beløb at forsøge blot at rense byens vandløb. Han 

siger dog samtidig, at luftforureningen i byen 

langtfra er så slem som mange andre steder i 

Rusland. 

(efter Nezavisimaja Gazeta, The Independent og 

Information) 

TADSJIKISTAN 

Græshoppeinvasion truer tadsjikisk 

fødevareforsyning 

En invasion af græshoppearten Locusta 

migratoria migratoria udgjorde i 2008 en så 

alvorlig trussel for det tadsjikiske landbrug, at 

FNs fødevareorganisation FAO slog alarm og 

bad medlemslandene om 500.000 dollars til 

bekæmpelse af sværmene. 

Locusta migratoria migratoria ♀. Wikipedia. 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

30% mere land end i 2007 frygtedes at være 

påvirket. Invasionen skyldtes til dels gunstige 

vejrbetingelser. Den fulgte umiddelbart efter en 

usædvanlig hård vinter og jordskred og 

oversvømmelser i forbindelse med tøvejret. Med 

græshoppesværmene blev den hårdt prøvede 

tadsjikiske befolkning udsat for endnu en plage, 

der truede selve landets fødevareforsyning. 

(Voice of America) 

TIBET (KINA) 

Dalai Lama opgiver Kina-strategi 

Tibets åndelige leder, Dalai Lama, som i årtier 

har kæmpet en ikke-voldelig kamp for at få 

selvstyre for Tibet, har ifølge nyhedsbureauet AP 

opgivet at overbevise Kina om, at tibetanerne 

skal have autonomi. 

Denne udmelding kom på et offentligt møde i 

Indien. Samtidig sagde Dalai Lama, at han nu har 

bedt Tibets eksil-regering overveje deres 

fremtidige strategi over for Kina. 

Selvom kineserne har brugt tortur og 

fængslinger i deres kamp mod det tibetanske folks 

frihedstrang og har lagt tibetanske templer i 

ruiner, har Dalai Lama været fortaler for ikke-vold 

og dialog fremfor våben. Han har ikke tidligere 

fraveget den kongstanke, siden han som 24-årig 

flygtede fra kinesiske trusler over verdens tag til 

eksil i Indien i 1959. 

Den støtte Dalai Lama har nydt, især i Vesten, 

har aldrig ført til regeringers anerkendelse af 

eksilregeringen i Tibet. 

(DR.dk) 

NATOS nye partner? 

TURKMENISTAN 

NATO ser ud til at have fået sig en ny og uventet 

partner i Centralasien, nemlig Turkmenistan. 

Før Turkmenbashis død i julen 2006 var landets 

styre en vittighed, som de færreste stater i Vesten 

34

ville have noget særligt med at gøre. Men den nye 

præsident Gurbanguly Berdymukhammedov har 

erstattet Turkmenbashis gamle isolationisme med 

en mere dynamisk udenrigspolitik. 

Berdymukhammedov deltog som observatør i det 

seneste NATO-topmøde i Bukarest, højtstående 

embedsmænd fra EU- og NATO-landene rejser i 

disse måneder i pendulfart til og fra Ashgabat, og i 

maj kunne det tyske ugemagasin Der Spiegel 

rapportere om NATOs planer om militærbaser i 

det gasrige land. Symbolikken var ikke til at tage 

fejl af, da præsident Bush under topmødet holdt 

sit eneste møde under fire øjne med netop 

Berdymukhammedov. Officielt ser det dog ud til, 

at Turkmenistan foreløbig beholder sin status som 

neutralt land. 

(efter Eurasianet) 

Kæmpestatue af Turkmenbashi 

flyttes ud af hovedstaden 

Den roterende guldstatue af Turkmenistans 

tidligere diktator Turkmenbashi skal fjernes fra 

hovedstaden Ashgabat. 

Den enevældige leder, der døde i julen 2006, fik 

bygget et 75 m. højt tårn midt i hovedstaden, 

kaldet ”neutralitetsbuen”, med en 12 m høj 

guldstatue af ham selv på toppen, der drejer sig 

efter solen. Men nu har præsident Gurbanguly 

Berdymukhammedov beordret monumentet 

flyttet til en sydligere forstad. Endnu er der dog 

ikke tegn på, at flytningen er påbegyndt. 

Berdymukhammedov har indledt en generel 

normalisering af det isolerede land ved bl.a. at 

indføre markedsøkonomiske reformer og ophæve 

nogle af Turkmenbashis mest excentriske love (se 

tidligere numre af Oxus). 

(efter Reuters Bureau ) 

Oxus 

Oxus 2009, Nr. 1 

ASIEN 

Asiatiske lande skaber deres eget 

grand prix 

En asiatisk udgave af grandprixet, Our Sound - 

Asia-Pacific Song Contest, vil finde sted for første 

gang i 2009. En værtsby er endnu ikke valgt, men 

Singapore har været nævnt. De deltagende lande 

er Australien, Bangladesh, Cambodia, 

Filippinerne, Hong Kong, Kina, Indien, 

Indonesien, Japan, Malaysia, Sydkorea, Taiwan, 

Thailand og Vietnam. Det forventes, at antallet af 

deltagende lande vil stigende de kommende år. 

(oikotimes.com) 

35

Download her. - Centralasiatisk Selskab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?