P:\Redaktionelt\STUD MED 85 for

1980 – 89
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
Bøjet i neon
Fremtidens diagnostiske muligheder på godt og
ondt.
STUD MED nr. 56, maj 1986
MR-scanneren indfører helt nye
dimensioner i lægens og
patientens verden. Den vil give
lægen oplysninger om
patienten, som han slet ikke er i
stand til at tolke, endsige
behandle - ja, han er ikke i stand
til at FORMIDLE, hvad han
finder, til patienten. Og der skal
ikke megen fantasi til at
forestille sig, at scanneren vil
fodre ham med oplysninger, der
kolliderer med hans traditionelle
sygdomsopfattelse. Der er
positive og negative visioner
forbundet med brugen af MRscanneren,
men der er en hel del
af visionerne, som lægerne
overhovedet ikke er bevidste
om, det være sig positive, som
negative. Netop disse visioner vil
vi gerne beskrive her .
1. Fru Andersen kommer en tur i MRscanneren,
idet man for et halvt år siden,
ved hjælp af en blodprøve, fandt ud af at
hun havde en kræftsvulst „et sted i
kroppen“. Man kunne ikke sige HVOR
kræften sad, eller hvor STOR den var. Man
kunne INTET gøre. Fru Andersen blev som
så mange andre skrevet på ventelisten til
en MR-scanning, for som lægerne sagde:
„... Den kan finde ALT...«. Og det viste sig
at være helt rigtigt. Efter 2 år’s nervepirrende
ventetid, hvor hun bl.a. måtte
opgive sit job fordi hun ikke kunne samle
sig, kom hun endelig i MR-scanneren. Fru
Andersen fik 14 dage efter et brev fra sin
egen læge. Der stod, at man havde fundet
»... en lille kræftsvulst i den venstre
lunge«. Men den var så lille (15 celler), at
der ikke var nogen grund til at behandle
den ...»endnu«, som der stod i brevet. Fru
Andersen kunne ikke få mere at vide og
hun fik aldrig sit job igen.
2. I forbindelse med et forsknings-projekt
om hjernes gennemblødning, finder man
ved MR-scanning, at 90% af beboerne i
Stor-København har begyndende hjernesvind
påviseligt allerede fra 5 år’s alderen.
I en mindre by i Vestjylland fandt man
kun 8% med samme billede. Lægerne
ved ikke hvad de skal gøre med den
oplysning og befolkningen er rædselsslagne.
3. En ihærdig ung læge finder ved MR -
scanning, at arbejdsløsheden og reallønsfaldet
har ansvaret for langt hovedparten
af de bitte små blodpropper i hjertet, som
man ikke kendte før MR-scanneren. Hvad
kan en læge gøre med den oplysning?
Oplysningen er for såvidt en udemærket
oplysning, men hvis den skal være
grundlag for lægens tolkning og behandling,
så vil lægen sige, at det ikke er hans
bord at „behandle“ sygdomme på den
måde, eller han vil sige, at problemet er
for „multifaktorielt“ til at læger kan
udlede en „behandling- „. MR-scanneren
vil måske være med til at afsløre ideen om
„een årsag, een virkning“, som en
komplet håbløs tanke.
158
4. En socialmediciner har opdaget MRscannerens
utallige muligheder, og skriver
i år 2000 dette indlæg i „Uge-diskette for
læger“: „Traditionelt opfatter lægen
sygdom som noget kroppen enten er
besat af eller ikke, og sygdommen
interesserer ham ikke før den manifesterer
sig i kroppen og dens organer. Med de
nye teknikker vil lægen få oplysninger om
patienten, som han bliver nødt til at tolke
som sygdom - det dikterer hans sygdomsforståelse
ham - men det vil NAGE ham at
skulle gøre det. For patienten er ikke syg
på den måde lægen har lært at man er
syg: patienten skal være plaget af det, eller
skal i det mindste med sikkerhed blive
plaget af det i nær fremtid. Lægen er
tvunget til at se sygdom, men han har
overhovedet ikke lyst til at behandle den.
Hvad skal patienten gøre med den
oplysning? MR-scanneren vil tvinge
lægerne til at interessere sig for sygdommen,
FØR de manifesterer sig i kroppen.
Hvorfor? Fordi scanneren vil give en meget
nær fuldstændig forståelse af kroppens
enkeltfunktioner (lever, nyre, blod, lymfe
og hjerne), men den forståelse vil aldrig
give forklaringen på hvorfor netop dette
menneske fik sygdommen. Forståelsen vil
kun række præcis dertil, hvor kroppen og
dens funktioner støder sammen med
omgivelserne eller samvirker med miljøet
om kroppen. Lægen vil stå i den situation
at skulle acceptere kroppens sammenspil
med omgivelserne både psykisk og fysisk,
hvis han vil opnå den totale forståelse af
mennesket, som han higer efter. Eller også
må han sætte sin tillid over styr ved at
fornægte dette samspil. Og det er en
smertelig proces for en læge at måtte
indrømme, at der findes kræfter, som han
ikke kan styre med sine piller og apparater.
Men vi ved nu så meget om den menneskelige
krop, at tiden må være kommet for
lægerne til at slippe den for en stund, og
vende blikket ud mod de faktorer som vi
gang på gang mangler når MR-scanneren
har gjort sit: miljøets samspil med den
krop vi kender så godt“.