P:\Redaktionelt\STUD MED 85 for

1960 - 69
—-
Lægeromanernes enorme popularitet kan
nok give anledning til en del overvejelser
for en læge. Hvordan er vi blevet sådan
nogle paphelte? Svaret herpå er sikkert
nok ikke eet men flere. -
Naturvidenskaberne er jo efterhånden
blevet en slags moderne religion eller
moderne mysticisme, og blandt naturvidenskaberne
er vel lægefaget det, der
mest direkte kan komme til at berøre det
enkelte menneske. Endvidere er det et
lukket land, som de udenforstående ikke
har ret mange chancer for at udforske på
egen hånd.
Tager man diverse andre fag, kan det
siges, at de fleste af os har ganske gode
begreber om lov og ret f. eks., vi kender
det idetmindste i grundtræk, og vi har
noget, der kaldes den almindelige
retsbevidsthed. Vi er kort sagt i stand til
at sige fra, hvis en sagfører, skal vi sige:
råder os til at stjæle eller til at begå vold.
Om nationaløkonomi ved vi også et og
andet; det har vi ligefrem pligt til i et
folkestyret samfund, og hvis vi i avisen
læser, at ”nationaløkonomerne mener dit
eller dat”, så imponerer det os ikke
synderligt, for hvor ofte har ikke en
lægmandspolitiker lige så god rede på de
dele som en cand. polit.?
Og kommer vi ti[ de rene åndsvidenskaber,
har ethvert såkaldt dannet
menneske en stolthed deri, at han kender
ikke så lidt til sprog - filosofi - litteratur
og måske religion, og han føler sig
næsten forpligtet til at betragte de i disse
fag særligt uddannede med den allerstørste
overbærenhed.
Men vi har ikke nogen i kødet båren
”almindelig sundhedsbevidsthed” eller
”sygdomsforebyggelsesbevidsthed”, vi
savner kort sagt det, som før tillod os at
tale vor sagfører midt imod, da han
fremkom med sin besynderlige juridiske
rådgivning. Det er i sig selv paradoksalt,
at man undertiden skal lade sig pine,
plage og måske endda i nogen grad
mutilere for at kunne bevare liv, førlighed
og - alment velbefindende; og det er
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
uden enhver forbindelse med den
almindelige daglige fornuft, at en
bestemt ringe bevægelse af den store tå
kan indicere åbning af kraniet o. s. v.
Og hvis lægerne som sådanne en skønne
dag publicerer følgende: kræft kan
undgås,
hvis blot man spiser regnorme, - så spår
jeg, at den vilde jagt på disse dyr går ind
med det samme, uden hensyn ti[, at der
antagelig skal kraftig selvovervindelse til
for at få de første tyve til at glide ned.
Lægen kommer til, i den givne situation,
at tårne sig op over patienten med en
vældig autoritet; han giver eller foreskriver
den og den behandling, og patienten
har at underkaste sig, hvordan det end
bekommer hans mere eller mindre fine
fornemmelser .
- Det er forhåbentlig unødvendigt, når
jeg på dette sted betoner, at denne
spagfærdige analyse af mit fags stilling i
forhold til andre fag aldeles ikke tilsigter
at hæve det op over det ene eller det
andet. At en sådan tankegang er mig
fjern, vil forøvrigt fremgå af, hvad jeg
senere har at sige. -
Den store magt, vi således har fået eller
tiltaget os, skyldes antagelig patientens
og lægens bevidste eller ubevidste
erkenden af, at uden den mest vidtgående
tillid de to parter imellem når man
ikke langt.
- Lægeromanerne spiller netop på de her
omtalte strenge. Og mens vi, der til
daglig sidder ved instrumentet, gør os
umage for at knipse Så let, legende og
følt som vel muligt, river forfatterne i alle
registre med krogede fingre af jern.
Autoritetsdyrkelsen drives f. eks. derop,
at fejldiagnoser ikke forekommer, og
forekommer de endelig, sidestilles de
rakt ut med forbrydelser. Autoriteten far
en yderligere understregning derigennem,
at vore helte er udsat for en sand
forgudelse, - en forgudelse, der - som
sagt før -uvægerligt ender med bryllup.
Et andet vigtigt moment er det sære af
håndfast mystik, der må hvile over noget,
som man ikke forstår, men om hvilket
129
man dog godt ved, at det bygger på den
jordbundne erfaring.
Og så slynger den ene streng sig forøvrigt
sammen med den anden: med
mystikken er vi ovre i det lukkede land,
og fra det lukkede land er der kun et
skridt til alvidenheden. Det lukkede land
er bl. a. også det, at læger har tavshedspligt,
og denne tavshedspligt omfatter
ikke sådan
nogle forholdsvise trivialiteter som
skattemyndighedernes dølgen af naboens
formueomstændigheder, nej, den
dækker over så gule og tyktflydende
lækkerier som samme
nabos alle intimeste gøremål, inclusive
måske tallet på hans børn udenfor
ægteskab.
Læger kommer til at stå som en slags
lastens fornemme kendere og syndens
elegante skriftkloge. At vi selv betragter
det hele under samme synsvinkel, som
den vi annedgroede negle, kniber det at
gøre visse mennesker begribeligt. -
Et andet ganske pikant moment i lægeromanerne
er de skurkagtige læger. Deres
tilstedeværelse kunne synes selvmodsigende
på dette sted, men naturligvis må
de være der, for efterhånden som
læseren ubevidst irriteres på al den øvrige
fuldkommenhed og ædelhed, skal han
naturligvis have noget eller nogen at lade
sin irritation gå ud over.
- Det er jo nu engang sådan, at intet er
bedre stof end en fremragende læges
bedrifter.
Det skulle da lige være en uheldig læges
meriter —-
Som læge ved man oprigtig talt ikke, om
man skal røres eller forarges over det
billede, der gives af os i lægeromaner.
Som jeg før sagde, er tillid en conditio
sine qua non
i et ordentligt forhold mellem en læge og
hans patient. Men-ne, - det kan også
blive
for meget af det gode!
For mit eget vedkommende kan jeg så
godt lide mit fag, at det gør ondt på mig