Indholdsfortegnelse

Delkonklusion 99
fundet og ønsker at give mere plads for det egentligt betydningsfulde, det som kun poesien
ved systematisk at afskrive en direkte reference kan tale om. Dette egentlige, som er livets
værdi og livets mening, er kernen i de religiøse tekster, som Ricoeur arbejder med, særligt de
bibelske skrifter. Ricoeur behandler hvordan ikke bare tilværelsens meningsfuldhed, men også
det som opleves som det hellige, bringes til udtryk i sproget, idet der vidnes om det, og idet
disse vidnesbyrd fikseres skriftligt. Denne skriftliggørelse har ofte forledt til en indsnævrende
dogmatisering, hvor det bevidnede søges bragt på formel. Ricoeur søger ved at pege på det
oprindelige vidnesbyrds, dvs. de bibelske skrifters, diskursformers mangfoldighed, at bryde
en sådan fastfrysning. Hverken dogmer, kerygma eller fortælling kan stå alene, men henter sin
betydningsfuldhed i samspil og konflikt med andre diskursformer, såsom profeti og visdomsord.
Det fælles moment, som holder denne mangfoldighed af diskurstyper sammen, er deres
fælles reference til navnet "Gud", som adskiller dem fra profane tekster.
Åbenbaringen kan derfor aldrig blive en åbenbaring af sandheder, som nogen kan besidde
og anvende autoritativt overfor andre som en magtfuld voldsudøvelse. Det åbenbarende moment
er derimod visse religiøse teksters evne til at belyse tilværelsen og give den en mening.
En evne som andre tekster ikke besidder. Dette beror på disse teksters skabende kraft, og på at
den verden, de åbner for den troende læser, er Guds rige. I den religiøse tekst kulminerer derfor
en række forhold, som gælder for tekster generelt. Det ses her, at det, som det drejer sig
om i læsningen, er tekstens mening, som er den verden teksten åbner, at læsningens formål er
at give læseren et nyt liv, og at tekster har skabende kraft, idet de ikke blot beskriver noget
eksisterende, men selv skaber nyt.
8 Delkonklusion
Mine kritiske kommentarer til Ricoeurs projekt med særligt henblik på en teologisk brug kan
sammenfattes i følgende punkter:
• Intet nyt hos Ricoeur? Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Ricoeur overhovedet
har bibragt (hermeneutikken) noget nyt 41 . Hertil er der at sige, at Ricoeur ikke har
bibragt noget nyt, i den forstand at han primært blot samstiller, hvad andre har udviklet.
Der er således ikke noget enestående i at ville kombinere en hermeneutisk og en mere kritisk
holdning, idet det efter opgivelsen af en sand tekstens mening er blevet et generelt tema
for hermeneutikken at forsøge at finde passende kriterier for den rette læsning. Men
anklagen er alligevel forfejlet, eftersom Ricoeur med de ting han formulerer og den måde,
hvorpå han gør det, har bragt hermeneutikken ud til en stor skare ved at understrege, at den
ikke med nødvendighed ender i en total sandhedsrelativisme, og ved på den anden side at
holde hermeneutikken frem som et modtræk til en positivistisk-videnskabelig kultur.
41 Teologische Realenzyklopädie, Band 15, z. 130. Berlin Wlater de Gruyter, 1986