Indholdsfortegnelse

98 Afrunding
Den generelle dialektiske fremgangsmåde i Ricoeurs filosofi smitter også af på spørgsmålet
om fortolkning. Fortolkningen udtømmes kun af et samspil mellem et forklarende element
og et forståelsens element. At fortolke en tekst må ikke forblive på et naivt stade, hvor man
"bare læser det, som der står", men på den anden side er fortolkningen ikke bragt til ende ved
en kritisk analyse af f.eks. tekstens strukturer og opbygning. Fortolkningen er en interaktion
mellem tekst og læser.
Det som teksten siger, dens sag, eller mening, er den verden, som den projicerer frem for
læseren. (Forfatterintentionen som tekstens mening og fortolkningens endemål afvises af Ricoeur,
for læsningens formål er kun i særtilfælde at forstå, hvad en forfatter tænkte med at
skrive en tekst). Her spiller Ricoeurs filosofiske fundering på afgørende vis ind. En traditionel
læsning funderer i en antagelse af tekstens umiddelbare reference til en virkelighed (res)
udenfor teksten og bygger på den forudsætning, at teksten siger noget om læserens virkelighed,
fordi denne virkelighed er den samme som forfatterens virkelighed. At læse er at erfare
noget om virkelighedens beskaffenhed. Ricoeur antager derimod, i lighed med de fleste nyere
tekstteoretikere, at forfatterens verden er radikalt anderledes end læserens. Når Ricoeur taler
om verden, er det nemlig ikke som en samling af objekter, men altid verden som den opleves
og erfares af et menneske. Denne erfaring har ikke karakter af et subjekts analyse af et objekt,
men er en oplevelse af indfældethed i verden, at være en del af en verden, som går forud for
én selv. Med fænomenologien må det opgives som formålsløst at ville tale om en verden an
sich bagved erfaringen af verden, og derfor er det ikke blot en erfaring af verden, men verden
i egentligste forstand som ny-figureres af teksten, når den udkaster en mulig verden for læseren.
Dette forhold når sit klimaks i kategorien "fortælling", som giver den menneskelige tilværelse
et tidsaspekt, ikke blot som øjeblikket mellem fortid og fremtid i eksistentialistisk forstand,
men ved at gøre tiden til menneskelig tid, mellem kosmisk objektiv og oplevet subjektiv
tid. Fortællingen udfører et emplotment på den række af hændelser, den rummer. I tilfældet
med den menneskelige historie betyder det, at de oplevede hændelser bringes ind i et betydende
hele, når mennesket fortæller sin historie.
Fortolkningens omdrejningspunkt er, som det ses, læseren, det enkelte subjekt. For det første
som et udgangspunkt, fordi det altid er en bestemt læser som fortolker, og fordi denne fortolkning
helt igennem er præget af dette, men også som et mål for fortolkningen. Fortolkningens
yderste mål er øget selvforståelse, og det er det samme som et bedre liv for fortolkeren.
Fortolkning og refleksion hænger hos Ricoeur tæt sammen, eftersom en umiddelbar bevidsthed
er en falsk bevidsthed, og ægte selverkendelse kun opnås gennem fortolkning af de tegn
(på eksistensen), som subjektet selv og kulturen som sådan sætter i verden.
Det meningsoverskud som kan registreres i sproget, svarer, ifølge Ricoeur, til et tilværelsens
meningsoverskud, en verden af muligheder. Ricoeur kritiserer teknokratiseringen af sam-