Indholdsfortegnelse

Den religiøse tekst 95
ne oversætten tematiseres sågar af teksten selv 39 At beretningerne om Jesus findes gengivet i
fire forskellige evangelier med hver sin fortællestil og vinkel, giver ligeledes rum for en kritik.
Ricoeur vil alligevel fastholde begrebet om en helligtekst eller hellige tekster, men begrebet
om det hellige har ændret sig. At en tekst er hellig, går ikke længere på dens urørlighed,
men på at den er fundamental.
Ricoeur vil væk fra en autoritativ diskrimination mellem tekster, som inkluderer visse tekster
og ekskluderer andre. Hellighedsbegerebet må moduleres efter forskellige religioner og
tider. Autoritative tekster er for Ricoeur noget andet end hellige tekster. Tekstens fundamentale
karakter udspringer af den hermeneutiske handling at genkende sig selv som funderet af
en tekst og at læse denne tekst som funderende. Der er dermed en gensidighed mellem tilegnelsen
af tekstens og dens status som hellig. Denne gensidighed afspejler sig i prædikensituationen,
hvor der altid prædikes over menighedens hellige tekster og ikke over profane tekster
eller tekster, som af andre religioner regnes for hellige 40 . Menighedens identitet er nemlig
afhængig af tekstens identitet, som er distinkt fra både profane tekster og andre hellige tekster.
Hvis der sker en opløsning her, vil menigheden ændre karakter og blive en serie af centre
uden periferi. Skifter menigeden tekst, skifter den identitet.
Ricoeur afslutter sin artikel med at samstille åbenbaringsbegrebet og begrebet om den hellige
tekst. Åbenbaringen med dens vedvarende processuelle karakter som en stadig åbnen
gives forrang frem for den hellige teksts antihistoriske ubevægelighed, som hele tiden tenderer
mod en autoritativ eksklusivitet: "…I recognize something revealing that is not frozen in
any ultimate or immutable text. Because the process of revelation is a permanent process of
opening something that is closed, of making manifest something that was hidden." (Ibid., p.
72). Ricoeur ender således op med at foretrække den brug af de religiøse tekster, hvor en menighed
vedvarende og forsøgsvis lader sin tilværelse og verden belyse og forny af tekster, der
netop ved denne evne viser deres værd, fremfor en identitetsskabende brug, hvor menigheden
afgrænser sig gennem en afgrænsning af sine tekster. Den troende læser skaber sin identitet
ved at lytte til tekster, som for denne har vist sin sandhed ved deres formåen at belyse dennes
tilværelse. Men med et sådant ikke-autoritativt sandhedsbegreb må en pånøden af et bestemt
tekstkorpus overfor andre afløses af en appellerende anbefaling.
Det polyfone åbenbaringsbegreb overgår således ved sin dynamiske åbenhed både et traditionelt
begreb om åbenbaring ved inspiration og talen om hellige tekster.
39
F.eks. Johannesevangeliet kap. 5, vers 2 ; 19,13 og 20,16; Matthæusevangeliet kap. 27, vers 46-48!
40
I princippet i hvert fald, eller netop i princippet fordi prædikanten ved at prædike over denne eller hin tekst
derved erklærer den for hellig.