Indholdsfortegnelse

94 Den religiøse tekst
res verden, idet de åbner vores forestillingsevne for nye dimensioner og muligheder. Vores
forestillingsevne er den evne, som svarer til den religiøse diskurs som poetik, og gennem den
kan vi møde åbenbaringen, ikke som en fordring, der sætter sig igennem med magt, men som
en appel, der inviterer til tro. Alle tekster er i en generel forstand åbenbarende, fordi de åbner
en verden for læseren; de bibelske tekster, forenet af deres fælles reference til navnet "Gud",
er i religiøs, og dvs. den mest prægnante, forstand åbenbarende, fordi de åbner en helt ny verden
for læseren, Guds rige.
b) Hellig tekst
På baggrund af afvisningen af inspirationslæren, som traditionelt har fungeret som årsagsforklaring
til den bibelske kanons særstatus, opstår et behov for at udvikle en anderledes argumentation
for visse teksters særlige karakter som hellige, dvs. som udskilte fra andre tekster.
Et behov som Ricoeur, i artiklen "The 'Sacred' Text and the Community" (Figuring, pp. 68ff.),
anfægter det betimelige i. De religiøse teksters uangribelige hellighed og ufejlbarlighed har
siden oplysningstiden været opløst, idet teologien har rettet en kritisk undersøgelse mod disse
tekster. Når der rettes en kritik mod kristendommens skriftkanon, brydes en ensretning, som
gennem historien har fundet sted ved 1) en tidlig fastfrysning af teksten, som standsede den
fortløbende fortolkning af den, 2) en middelalderlig autoritativ fortolkning, som indsatte én
filosofi som den rette fortolkning, og endelig 3) en protestantisk fortolkningsnøgle, som sagde,
at teksten fortolker sig selv, i et forsøg på at forsvare teksten mod traditionen, men som
selv kun førte til en ny fastfrysning. Ricoeur tilslutter sig en sådan kritik, som skal tø teksten
op og bringe den tilbage til en præ-kanonisk "flydendehed". Men med en sådan kritik er teksten
ikke, som noget givet og uanfægteligt, hellig tekst, men teksten må vise sig at være hellig,
eller eventuelt blive helligtekst. Teksters hellighed består nemlig i en hvis forstand i deres
uanfægtethed.
Tanken om en hellig tekst kan i kristendommens kontekst desuden problematiseres under
henvisning til den kristne traditions underordning af det betegnende under det betegnede:
"Maybe in the case of Christianity there is no sacred text, because it is not the text that is
sacred but the one about which it is spoken." (Ibid., p. 68). Tekstens egen natur forbyder, ifølge
Ricoeur, ikke kritik, men rummer internt en åbenhed for kritik 38 Denne interne kritik kommer
til udtryk på en række måder. De bibelske tekster giver ikke privilegium til et første
sprog. Det nye Testamente refererer således fra Det gamle Testamente i Septuagintas græske
oversættelse. Udsagn af Jesus gengives på græsk og kun i enkelte tilfælde på aramæisk. Den-
38 Ricoeur går i denne forbindelse udenom visse modificerende elementer i forhold til hans påstand, f.eks. Johannes
Apokalypsens afsluttende advarsler mod at føje til eller trække fra det, som er skrevet i den (Johannes
Åbenbaring kap. 22, vers 18-19).