Indholdsfortegnelse

Den religiøse tekst 93
of the most powerful revelation is born in the contrast and the convergence of all the forms of
discourse taken together." (Philosophy, p. 81). Da formerne er meningsbærende, kan der ikke
tales om åbenbaring på en ensidig "monoton" vis, hvilket som nævnt ville være en dogmatisk
neutralisering af de oprindelige diskursudtryks former. Åbenbaring fremgår ved en analogi til
ikke blot profetien, men til alle de bibelske diskursformer. Disse forskellige diskursformer er
med henblik på åbenbaringen i dem (jvf. Revelation, pp. 3-15):
- Den profetiske diskurs kan tages som den religiøse basisdiskurs, idet denne direkte henviser
til, at "dette er Herrens ord". Her er idéen om åbenbaring identisk med idéen om en talens
dobbelt-agens. I profetens tale taler Gud.
- I den narrative diskurs skal vi være mere opmærksomme på de ting som berettes end på
forfatteren og dennes eventuelle "sufflør". Det er i fortællingen selv, at Gud gøres til aktant.
Det er ikke et dobbelt subjekt, vi skal tænke på, men en dobbelt aktant og dermed et dobbelt
objekt for fortællingen. Åbenbaringen er knyttet til de hændelser som berettes og til den skabende
kraft, som ligger i fortællingen. At tale om åbenbaring er at kvalificere de hændelser,
det drejer sig om, og den "emplotment", som sker af disse i fortællingen, som transcendente
og ekstraordinære i forhold til den menneskelige histories og verdens ordinære gang. Den
åbenbarende fortælling peger på Guds spor i hændelserne.
- Den præskriptive diskurs betegner Ricoeur som åbenbaringens praktiske dimension. Loven
er et aspekt ved pagtsforholdet og dermed noget mere end bud og befalinger, der skal
adlydes. Åbenbaringen som lov orienterer vores praktiske handlinger.
- Visdomsdiskursen gør ikke krav på guddommelig inspiration, men visdomslæreren er
klar over, at der er noget, som går forud for ham selv. At være vis er at participere i visdommen,
og intimitet med visdom er intimitet med Gud, og herfra henter derfor også visdommen
en inspiration af åbenbarende karakter. Visdoms diskursen sammenbinder ethos og kosmos,
det passende og rette overfor verdens indretning. Det som åbenbares her er muligheden for
håb, på trods af.
- Hymnerne er som åbenbaring en formning af vores følelser, som går ud over hverdagens
ordinære reaktioner.
Åbenbaringens karakter varierer altså fra diskursform til diskursform. Dette siger også noget
om bredden af åbenbaringens relevans og rettethed, som er imod ikke blot det individuelle
som en instruktion, men tillige mod det kosmiske, kommunikative, historiske og kulturelle.
Bibelens "sag" og verden taler til læserskaren på en mangfoldighed af niveauer. Vi må derfor
bevæge os fra at tænke på åbenbaringen som en vilje, der hævder sig, til at tænke den som en
fantasi (forestillingsevne, ikke "naiv" drøm 37 ), der åbner en verden, som læseren får lov at
træde ind i og tage del i. Ligesom fortællingen generelt nyfigurer de åbenbarende tekster vo-
37 Jvf. note 5