Indholdsfortegnelse

92 Den religiøse tekst
a) Åbenbaring og skrift
Ricoeur vil forsøge at komme ud over den traditionelle strid mellem et autoritært åbenbaringsbegreb
og et rationalistisk fornuftskoncept ved at opstille koncepter for fornuft og åbenbaring,
som kan bringe dem i dialog, og igennem dette vil han skabe en forståelse af, hvad tro
er. Ricoeur korrigerer et traditionelt åbenbaringsbegreb på to felter, dels åbenbaring som inspiration,
dels den autoritative brug af åbenbaring som sandhedsargument. Der hvor de troselementer,
som en trosbekendelse eller en menighed i fællesskab kan udtrykke, gøres til at
korpus af doktriner, en ortodoksiens regel, der bliver disse et magtmiddel i en åndelig autoritets
hånd. Der bliver tillige tale om et koncept, hvor åbenbaringen bliver til åbenbarede sandheder,
som udtrykkes i dogmatiske udsagn, der erstatter den funderende tro. Ricoeur vil i stedet
sende åbenbaringen tilbage til en trosdiskurs som en bekendelse af troen. Dette gør han
blandt andet ved at pege på, at åbenbaringen ikke blot finder ét, men mange forskellige udtryk
i Bibelen, og derfor nødvendigvis må lede til et åbent og pluralistisk åbenbaringsbegreb.
Svarende til at Ricoeurs fortolkningsteori retter sig mod tekstens "sag" og ikke mod forfatterintentionen,
må også tanken om åbenbaring som en inspiration, at Gud har hvisket en forfatter
noget i øret, opgives, bortset fra ved profetiens særlige kategori. Profetien kan derfor
ikke stå som udgangspunkt for en åbenbaringsanalogi til de bibelske skrifters øvrige diskursmåder.
Ricoeur søger i stedet i fortolkningen af den menneskelige erfaring at finde de træk,
som til enhver tid har givet en forståelighed til idéen om åbenbaring. Ud fra denne forståelse
vil han udvikle et særligt begreb om den bibelske åbenbaring som en ikke-autoritær, ikkevoldelig
appel. I intet tilfælde må åbenbaring inkluderes i eller domineres af kundskab, således
at åbenbaringen ville konstituere et sæt af sandheder, som nogen kunne besidde. Åbenbaring
er en tilsynekomst af noget skjult, men dette sætter samtidig en grænse for erfaringen.
Det som åbenbarer sig, Gud, kendes i dets åbenbaring, men ikke i dets skjulthed. Denne kompleksitet
svarer til formuleringen, at Gud skjuler sig i sin åbenbaring og åbenbarer sig i sin
skjulthed. "But to say that the God who reveals himself is a hidden God is to confess that
revelation can never constitute a body of truths which an institution may boast of or take pride
in possessing." (Revelation, p. 19). Enhver totalitær form af autoritet, der vil påberåbe sig
åbenbaringen, må derfor afvises. Herigennem vil han komme den fornuftsbaserede filosofi i
møde, som ellers vil anklage enhver åbenbaringstanke for at gøre vold på enhver tale om objektiv
sandhed efter en empirisk verifikation og falsifikations kriterier og på den subjektive
autonomi. Ricoeurs åbenbaringsbegreb levner plads til en kritik og til en frihed for subjektet.
Åbenbaringen kan ikke være tvingende.
Bibelens åbenbaringskarakter må gælde dens "sag", og kommer til udtryk ved at den verden,
som teksten åbner, er åbenbarende i forhold til den menneskelige eksistens. Som nævnt
er de forskellige diskursformer i forbindelse med de bibelske skrifter afgørende for forståelsen
af deres mening og parallelt hertil også til forståelsen af, hvad åbenbaring er: "The power