Indholdsfortegnelse

90 Den religiøse tekst
ning. Gudsnavnet, "Jeg er den, jeg er", benævner ligesom de nytestamentlige lignelser kun
Gud indirekte. Dermed opstår kategorien grænseudtryk. Ricoeur finder lignelsens form eksemplarisk
for det religiøse sprogs tale om Gud: "If the case of the parable is exemplary, it is
because it combines a narrative structure, a metaphorical proces, and a limit-expression. In
this way, it constitutes a short summary of the naming of God. Through its narrative structure,
it recalls the original rootedness of the language of poetic character of the language of faith as
a whole. And finally, in joining metaphor and limit-expression, it furnishes the matrix for
theological language inasmuch as this language conjoins analogy and negation in the way of
eminence: 'God is like..., God is not...'" (Figuring, p. 230).
c) Kerygma og afmytologisering
Hos Bultmann møder vi det synspunkt, at det kristne kerygma i de nytestamentlige skrifter er
iklædt en mytologisk sprogdragt, som vi i dag må krænge af for at nå ind til evangeliets kerne.
Vi må afmytologisere beretningerne. Dette synes umiddelbart at stå i en total opposition til
Ricoeurs understregning af diskursformernes betydning. Ikke desto mindre forsøger Ricoeur i
artiklen "Preface to Bultmann" (Conflict, p. 381ff.) at lægge et nyt fundament, hvorpå Bultmanns
teorier kan vise sig frugtbare og i konvergens med Ricoeurs egen forståelse. Kristendommen
går, ifølge Bultmann, frem fra proklamation til skrift. Det grundlæggende er kerygmaet,
at i Jesus er Guds rige kommet nær. Det er denne prædiken, som formidles gennem
skrifterne som deres indhold, og dette sætter teologien foran den hermeneutiske opgave at
fortolke kerygmaet gennem en fortolkning af skrifterne. De nytestamentlige tekster udgør selv
et første niveau af fortolkning. Vi er ikke de, som har set, men fortolker en fortolkning. Der
ligger således implicit i kristendommen en hermeneutisk udfordring, som tillige viser sig ved,
at kristusbegivenheden selv er en fortolkning af de eksisterende skrifter. Kerygmaet er en
genlæsning af en gammel skriftsamling.
Evangelierne har karakter af vidnesbyrd. Kerygmaet er ikke primært fortolkning af en
tekst, men forkyndelsen af en person. I denne forstand er Guds Ord ikke Bibelen, men Kristus.
Men dette vidnesbyrd kræver en fortolkning, fordi der ikke er en bogstavelig mening,
som kan tages for givet. Der er en distance mellem forfatter og de begivenheder, der refereres,
ligesom der er distance mellem forfatter og tekst. De nytestamentlige skrifter er desuden, ifølge
formhistorikerne, præget af den menighed, til og i hvilken de er skrevet. En fortolkning er
derfor ikke blot en fortolkning af det foreliggende skrift, men en proces, som er i gang allerede
i skriftet selv, hvilket først er blevet påpeget i nyere tid: "This modern meaning of hermeneutics
is only the discovery, the manifestation, of the hermeneutics situation which was present
from the beginning of the Gospel but hidden." (Ibid., p. 388).
Bultmann mener, at betydningen af de mytologiske udtryk i de bibelske beretninger, kerygmaet
selv, ikke selv er mytologiske og kan formuleres ikke mytologisk i et troens sprog.