Indholdsfortegnelse

Den religiøse tekst 89
dental kundskab, der tager et selvberoende subjekt som udgangspunkt og forudsætning. At
lytte til de bibelske skrifter har en ganske anden forudsætning, nemlig i en antagelse af en
forudgående mening, som går forud for subjektet. Det er en filosofisk hermeneutiks opgave at
lede fra et ontoteologisk eller transcendentalt-subjektivistisk udgangspunkt til en mere oprindelig
modus af sproget. Ricoeur mener, at udsagn om f.eks. "Guds eksistens" allerede er genfortolkninger
på et sofistikeret niveau i retning af en spekulativ, metafysisk teologi. Derimod
hører kategorier som fortællinger og hymner til de originære og uundværlige udtryk for en
religiøs tro. "The confession of faith expressed in the biblical documents is directly modulated
by the forms of discourse wherein it is expressed." (Revelation, p. 16).
Disse originære udtryk findes i meget forskellige "diskursformer". Disse er ikke blot kategoriserende
genrebetegnelser, som læseren lægger ned over teksten, og som må neutraliseres,
som en retorisk facade, bag hvilken det egentlige tankeindhold ligger gemt. "[] God is named
in diverse ways in narration that recounts the divine acts, prophecy that speaks in the divine
name, prescription that designates God as the source of the imperative, wisdom that seeks
God as the meaning of meaning, and the hymn that invokes in the second person." (Figuring,
p. 227). Det som fortælles, kvalificeres af udsigelsens form. Derfor er forskellen mellem fortælling
og profeti per se teologisk betydningsfuld. Diskursformerne bruges til at producere
diskursen som et værk. Her gælder det altså praksis, produktion og værk, hvilket underbetones
i en litterær analyse, der blot anvender en kategoriserende genrebestemmelse.
Der behøves et sæt af metoder for at kunne genkende disse former i teksten, og der må derfor
skabes en generativ poetik, der på tekst- og litteraturværk niveauet svarer til en generativ
grammatik på sætningsniveauet. Fordi diskursformerne er afgørende for tekstens mening, er
den bibelske hermeneuts første opgave at identificere de forskellige diskursformer, som tilsammen
konstituerer det begrænsede fortolkningsfelt, inden for hvilket det religiøse sprog
kan forstås. Dette må ske før en eventuel analyse af teologiske udsagn. "The 'confession of
faith' which is expressed in the biblical documents is inseparable from the forms of discourse,
by which I mean the narrative structure." (Philosophy, p. 76f.). Fortællingen kan ikke længere
anses for en tilfældig form uden relation til det indhold den bærer, og dette gælder også de
øvrige diskursformer, vi møder i de bibelske skrifter. Både hver enkelt diskursform og konfrontationen
mellem forskellige diskursformer giver betydning, som f.eks. i Det gamle Testamentes
konfrontation mellem profeti og fortælling. Relationen mellem sådanne strukturpar er
ikke blot en litterær pointe, men signifikante udtryk for en spænding i det teologiske budskab.
Endelig kan også kanoniseringens lukning ses som en betydningsgivende strukturel handling,
idet der hermed afstikkes et fortolkningsrum, som de inkluderede diskursformer tilsammen
danner.
Men skrifternes reference til gudsnavnet betegner på trods af kanonlukningen diskursformernes
ufuldstændighed. Formerne viser selv, ved at pege ud over sig selv, deres begræns-