Indholdsfortegnelse

88 Den religiøse tekst
get og den videnskabelige diskurs. Denne suspendering af den deskriptive funktion betyder
ikke, at sproget blot taler om sig selv. Ud fra positivistiske forudsætninger vil man sige, at den
poetiske diskurs ikke refererer til objektive verificerbare størrelser og derfor slet ikke refererer,
men blot er et ornament eller en leg med sproget, og at det at benævne Gud blot er en
poetisk aktivitet, som ikke siger noget om sand kundskab om verden. Poetikken må afvise det
her implicerede reference- og sandhedsbegreb.
Poetikken indfører i stedet et mere originært referencebegreb, en reference til verden, ikke
som en samling af objekter, men som en livsverden. Kun den poetiske diskurs kan genetablere
vores participeren og tilhøren til en sådan verden, som går forud for os. I poetikken er sandheden
ikke en korrespondens eller adækvathed, der kan verificeres, men en ny verden som
manifesterer sig. Poetikkens reference kan kaldes en split-reference eller en metaforisk reference,
fordi den skaber et meningsoverskud, idet den ved at pege på ét samtidig betegner noget
andet og dybere. "I will not hesitate to say...that it seems to me that this referential function
of poetic discourse conceals a dimension of revelation in a nonreligious, nontheistic,
nonbiblical sense of the word, yet a sense capable of furnishing a first approximation of what
revelation in the biblical sense may signify." (Figuring, p. 222). Denne poetiske funktion åbner
altså en åbenbaringsdimension, som er i stand til at træde i resonans med et eller flere
aspekter af bibelsk åbenbaring. Når de originære bibelske udtryk af Ricoeur placeres under en
poetisk sprogfunktion, sker dette derfor ikke for at frasige dem reference, men for at betegne
den særlige reference, som kendetegner de bibelske skrifter.
Teksters reference er den verden, de åbner op, og de bibelske skrifter fremsætter en verden,
som i bibelsk sprog kaldes en ny skabelse, en ny pagt, Guds rige. Dette er Bibelens "sag",
som udfoldes foran den. Den nye væren åbner en vej gennem den verden, der er de ordinære
erfaringer. Den poetiske reference er ikke et begrænset felt, men åbner sig op i en række forskellige
diskursformer, som i indbyrdes med- og modspil tegner billedet af den bibelske verden,
af Guds rige.
b) De bibelske diskursformer
Det er, som nævnt ovenfor, benævnelsen af Gud, som udgør et fælles punkt for de bibelske
skrifter, og som gør dem religiøse indenfor det poetiske felt. Navnet "Gud" er del af en originær
diskurs, som går forud for en spekulativ teologi eller religionsfilosofi. Hvor en religionsfilosofi
eller en teologisk tilgang til de bibelske skrifter ofte tager udgangspunkt i teologiske
grundudsagn som Guds eksistens, åbenbaringen i Kristus e.l., ønsker Ricoeur med sin hermeneutik
at begynde ved andre mere oprindelige religiøse udtryk: "For the philosopher, to listen
to Christian preaching is first of all to let go (se depouiller) of every form of onto-theological
knowledge." (Ibid., p. 223). Kants erkendelseskritik understøtter en sådan opgivelse af (absolut)
kundskab om Gud. Men den absolutte kundskab afløses hos ham i stedet af en transcen-