Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Den religiøse tekst 87<br />
overfor det forhold, at denne benævnelse altid allerede har fundet sted, nemlig i de tekster<br />
som han tidligere har knyttet sin (eventuelt rent metodiske) overbevisning til. Benævnelsen af<br />
Gud må altid finde sted i en hermeneutisk cirkel, hvor den lyttende eller læsende tror for at<br />
forstå og forstår for at tro. Denne benævnelse må derfor stå for skud for anklagen om selvbekræftelse:<br />
"Naming God comes about only within the milieu of a presupposition, incapable of<br />
being rendered transparent to itself, suspected of being a vicious circle, and tormented by contingency."<br />
(Figuring, p. 218).<br />
Ved at knytte spørgsmålet til et tilsyneladende rent intratekstuelt felt, synes livet og det<br />
helliges manifestationer helt at have mistet deres betydning. Ricoeur hævder, som nævnt, at<br />
den religiøse erfaring altid artikuleres i sprog. Da dette sprog ikke er forblevet som enkeltudsagn<br />
eller vidnesbyrd, men har samlet sig i tekster og et samlet tekstkorpus, formes, klargøres<br />
og uddannes troen indenfor dette netværk af tekster. I prædikenen bringes sproget tilbage til<br />
levende tale, idet tekstens mening aktualiseres i en ny begivenhed. Teksten går i denne forstand<br />
forud for livet. En ren dialogisk forståelse af forholdet mellem Gud og mennesket ville<br />
desuden være for snæver. Ved tekstliggørelsen sker nemlig en distancering og frigørelse, som<br />
muliggør rekontekstualiseringer i ny situationer. Det, teksten siger noget om, er tekstens sag,<br />
og det særlige ved skreven tekst er, at den kan referere til en verden, som ikke er en verden,<br />
som taler og lytter deler. Som tekst formår den religiøse diskurs at aktualisere sig i enhver tid<br />
og situation. Som poetisk diskurs formår den at referere til det transcendente og eksistensens<br />
kerne, dvs. til det som gør verden til en "Lebenswelt".<br />
Den religiøse diskurs i de bibelske skrifter<br />
De bibelske skrifter udgør et tekstkorpus, som har Ricoeurs ganske særlige interesse. Det skal<br />
her belyses, hvad der kendetegner disse skrifter, ikke mindst med hensyn til deres diskursform,<br />
som Ricoeur finder af afgørende betydning for forståelsen af deres mening. Dette fører<br />
os i første omgang frem til en overvejelse af en afmytologiserings negligering af pluraliteten<br />
af diskursformer til fordel for kerygmaet overfor en narrativ teologis ditto til fordel for fortællingens<br />
form. En påpegning af de bibelske skrifters poetiske karakter sætter beskrivelsen i<br />
gang.<br />
a) En poetisk diskurs<br />
Når Ricoeur i denne forbindelse taler om poetisk diskurs, må dette ikke forstås som en genrebetegnelse,<br />
som poesi versus prosa. Når den religiøse diskurs her defineres som poetisk, sker<br />
dette ud fra dens særlige referentielle funktion. I poesien suspenderes nemlig en logiskpositivistisk<br />
førsteordens reference til fordel for en reference af anden orden. Poetikken som<br />
kategori kan ses som en samlebetegnelse for den række af diskursformer, som jeg skal se på<br />
nedenfor. Disse refererer nemlig alle anderledes end den deskriptive reference i ordinærspro-