Indholdsfortegnelse

86 Den religiøse tekst
a) Det religiøse sprog som vidnesbyrd
Når det religiøse sprog finder udtryk som vidnesbyrd, understreges herved et subjektivt element
i dets overleveringsdimension. I vidnesbyrdet er det en eller flere, der "vidner om det, vi
har set" (Johannesevangeliet kap. 3 v. 11) og vidnesbyrdet er ikke en uengageret vidensformidling,
men en "byrd", der får tyngde af et personligt engagement i det, der vidnes om. Vidnesbyrd
kan være at bevidne at eller at vidne om. Når vidnesbyrdet gælder det absolutte, må
det altid være en vidnen om. Her kan ikke blive tale om noget egentligt bevis, men vidnet impliceres
og engageres selv i vidnesbyrdet, således at dette bliver det bedste bevis på hans
overbevisning. Et sådant overbevist vidnesbyrd kan i sidste ende føre til døden som martyr,
men martyrdød er ikke et bevis, men en test og en grænsesituation. Her tilspidses det, at vidnesbyrdet
ikke blot er en fortælling om noget set, men en forpligtethed på det sete. Vidnesbyrdet
kræver dog stadig fortolkning og kritisk afprøvelse, for der er stadig en distance mellem
det sete og vidnesbyrdet om det sete. Vidnesbyrdet kan være falskt, også hvor det føres
igennem til martyrdøden. Tilegnelsen må være en kritisk akt, og er samtidig en hermeneutisk
cirkel, hvor vi ud fra vores prædikater på det guddommelige diskvalificerer det falske vidne,
og ved genkendelsen af det sande vidne former vores prædikater.
Fordi vidnesbyrdet peger hen på noget andet, vidner om noget, peger det samtidig væk fra
selvet, og udgør derfor en kritik mod det selvberoende subjekt. Om det religiøse (profetiske)
vidnesbyrd i modsætning til det profane skriver Ricoeur således: "What separates this new
meaning of testimony from all its uses in ordinary language is that the testimony does not
belong to the witness. It proceeds form an absolute initiative as to its origin and its content."
(Essays, p. 131). At det religiøse sprog er et vidensbyrd og et vidnesbyrd, som vi behøver,
peger på, at subjektet ikke kan sætte sig selv, men er eksistentielt afhængigt af noget forudgående.
Dette forudgående er visse grundlæggende hændelser, hvor det hellige har manifesteret
sig og et korpus af tekster, hvori vi møder den religiøse proklamation. Disse udgør et konstituerende
udgangspunkt for hele vores livsforståelse.
b) Religiøst sprog som tekst og skriftkorpus
Det religiøse sprog har ikke blot karakter af vidnesbyrd, men disse fæstnes og samles i skrifter,
som danner grundlag for skriftreligionerne. Den kristne tænker og teologen står derfor
allerede i udgangspunktet med mere end en løs samling vidnesbyrd. For disse er et bestemt
korpus af tekster, den bibelske kanon, nemlig på forhånd givet. Jeg skal nedenfor se nærmere
på spørgsmålet om kanon og helligtekst. Her skal der indledningsvis peges på skriftkarakterens
betydning for det religiøse sprog.
Ricoeur betegnede Guds rige som det fælles forsvindingspunkt for de nytestamentlige lignelser.
Han kan også omtale referencen til navnet "Gud", som det samlende for alle de bibelske
teksters diskursformer. Når den kristne tænker eller teologen vil benævne Gud, står han