Indholdsfortegnelse

Den religiøse tekst 85
om en særlig logik for det hellige univers, som skulle muliggøre en korrespondenslogik mellem
natur og verden.
Sådanne træk ses også i Det nye Testamente i de diskursmåder, som tilskrives Jesus: lignelse,
ordsprog og eskatologisk udsagn. Her sker en radikalisering af modstriden mellem hierofani
og proklamation gennem en ny meningslogik, grænseudtrykkenes logik, der er diametralt
modsat en korrespondenslogik. Lignelsens mening peger f.eks. ved hjælp af en metaforisk
proces mod eksistentielle situationer, og disse er lignelsens ultimative reference. I hvilken
forstand er den reference, som genbeskriver virkeligheden, men ikke peger mod det hellige,
religiøs? Det religiøse ved lignelserne er ikke et særligt sprog eller en ganske særlig struktur,
men et fælles forsvindingspunkt, som er Guds rige. De udgør på denne måde noget ekstraordinært
indenfor det ordinære felt. Dette muliggøres af deres brug af grænseudtryk, som skaber
en sprængning af det ordinære sprog. Disse grænseudtryk peger på grænseerfaringer, som den
ultimative reference for det religiøse sprog. Grænseerfaringer der ikke blot er erfaring af krise
og valg, men også af kulmination og glæde. Guds rige fungerer som et indeks, der i lignelserne
retter og samler grænseudtrykkene mod sådanne grænseerfaringer.
Ricoeur stiller sig dog ikke tilfreds med et enten-eller mellem det hellige og det religiøse,
men søger en formidling mellem manifestation og proklamation. Ricoeur afviser derfor modernitetens
svar, at vores kultur er en desakraliseret verden efterladt med kun rester af det
hellige, som er nedsunket i underbevidstheden, mens videnskab og teknologi er ophøjet til
dominerende værdi. Dette fører til en antisakral kerygmatisk religion. Ricoeur mener, at vi, i
opgør med modernismen, er ved at opdage, at menneskelighed ikke er mulig uden det hellige.
Når ordet i den jødisk-kristne religion bryder væk fra det numinøse, overtager det selv det
numinøses funktioner. Ordet er magtfuldt og har magt til at sætte den nye væren som det proklarmerer
i værk. Det er et ord, som er rettet til den troende og konstituerer denne, snarere end
at denne taler det og artikulerer det. Et sådant ord genetablerer det hellige, ikke som en manifestation
af noget numinøst, men som en manifestation i den troendes eksistens. Således genforenes
ord og manifestation. Denne ligevægt mellem ikonoklasme i proklamationen og det
helliges symboler har kunnet ses i kirkens historie som en dialektik af prædiken og sakramenter.
Ricoeur betegner sakramentet som "…the mutation of sacred ritual into the kerygmatic
realm." (Ibid., p. 67).
Den religiøse tekst: mod en manifestering af det religiøse sprog
Det religiøse sprog er ikke blot talt diskurs, men også skreven diskurs. Dette forhold er afgørende
for de "boglige" religioner herunder kristendommen, fordi tekstligheden bibringer diskursen
særlige muligheder, herunder rekontekstualisering og - i kraft af de bibelske skrifters
i høj grad poetiske karakter - en andenordens reference. Det religiøse sprog skal belyses som
vidnesbyrd og som tekst.