Indholdsfortegnelse

84 Den religiøse tekst
the meaning ..." (Conflict, p. 317). Det er dette refleksionsarbejde hos Ricoeur, jeg nu vil se
på.
Det hellige og det religiøse sprog - mod en proklamation af det hellige
Den religiøse erfaring kommer som nævnt til udtryk i sprog, og den religiøse tro kan identificeres
ved sit sprog. Der er altså et noget som udtrykkes sprogligt, et noget som på grund af sin
transcendentale og overskridende karakter volder særegne vanskeligheder for denne sprogliggørelse
og analysen af den. Jeg vil i dette afsnit se på, hvordan Ricoeur beskriver denne vanskelighed.
Vi kan ikke identificere det religiøse og det hellige, og der består derfor en spænding
mellem hermeneutik af religiøst sprog og det helliges fænomenologi. I den kristne religion
er der traditionelt fokus på Guds Ord med accentuering af overleveringen af den grundlæggende
tradition, og en inkorporering af fortolkningsaktiviteten i traditionens konstitution.
Disse tre træk går ind under kategorien "proklamation". Men der er træk ved det hellige, som
ikke dækkes af denne kategori, og i stedet må omtales som "manifestation". Hvad er nu forholdet
mellem disse to kategorier, og kan kerygmaet, det religiøses sprogliggørelse, leve uden
det helliges tegn, manifestationen?
Ricoeur opregner (Figuring, p. 49ff.) i en fænomenologi for "det hellige" fem træk, der er
antihermeneutiske: 1) Det hellige, som "tremendum et fascinosum", jvf. Rudolph Otto. 2) Det
hellige som en hierofani, nonverbal gudsåbenbaring. 3) Det helliges symbolik og ritualer, som
er en signifikant og signifikerende adfærd. At se verden som hellig er at gøre den hellig, at
konsekrere den. 4) Naturens elementer i hierofanierne og det helliges fænomenologi. 5) Meningslogikken
i det hellige univers. De fire første træk har angået diskurssituationen i det hellige
univers. At det hellige i det hele taget kan komme til udtryk, skyldes kosmos´ evne til at
betegne noget andet end sig selv. Der er en lov om korrespondens mellem forskellige ting i
naturen og i verden. F.eks. består der en korrespondens mellem krop, hus og kosmos, som gør
det ene velegnet til at betegne det andet. Denne korrespondenslov konstituerer manifestationens
logik.
Overfor disse træk står proklamationen og dens hermeneutik. I den hebraiske tro og religion
finder Ricoeur en række træk, som problematiserer manifestationen af det hellige. I Det
gamle Testamente pågår f.eks. en stadig kamp mod kanaanæisk kult og mod naturlig og kosmisk
hellighed. Denne kamp retter sig netop mod det, som ovenfor er beskrevet som det hellige.
Ricoeur opregner fem "religiøse" modtræk mod de antihermeneutiske træk ved det hellige,
som blev nævnt ovenfor: 1) I den hebraiske tro har ordet altid overvægt over det numinøse.
2) Ligeledes overgår Toraen enhver hierofani. Den hebraiske tro er en navnets teologi
overfor en afgudens hierofani. 3) En fundamental historisk vision af virkeligheden i traditionen
har prioritet frem for en rituel gentagelse 4) Naturens hellighed fortoner sig til fordel for
ordets element, det etiske element og det historiske element. 5) Disse træk ryster også tanken