Indholdsfortegnelse

Den religiøse tekst 83
dækkes den mening, som den religiøse diskurs har for i hvert fald det fællesskab, for hvilken
den har konstitutiv-normerende karakter. Som et metodisk princip må diskursens meningsfuldhed
måles på dens egne kriterier for meningsfuldhed. Når denne undersøgelse af den religiøse
diskurs ikke kan udtømmes af en intern religiøs / teologisk læsning skyldes dette, det
sandhedskrav som ligger implicit i den. Et sandhedskrav som pånøder en nærmere analyse af
hele sandhedsbegrebet, idet den religiøse tekst åbner for nye virkelighedsdimensioner og en, i
forhold til den positivistisk-videnskabelige, ny sandhedsforståelse.
Når arbejdet med de kristne skrifter i Bibelen skal tage sin begyndelse, må dette ske ud fra
et syn på Bibelen som en bog blandt mange andre, på hvilken baggrund den kan mødes som
noget særligt, som Guds ord. Der må gåes fra det generelle til det særlige. Denne erkendelse
eller oplevelse af det særlige udspringer ikke af en særlig psykologisk inspiration af de bibelske
skrifter, men af erkendelsen af gyldigheden af den nye væren, som meddeler sig selv gennem
Bibelen. Den bibelske hermeneutik er således på en gang et tilfælde af generel hermeneutik
og samtidig et unikt tilfælde. Den nye væren er også i de bibelske skrifter at finde i
teksten, som tekst, i tekstens verden. Det særegne forenende karakteristika ved skrifterne og
subsidiært ved den bibelske verden er Guds-referencens centrale plads. Guds-referencen er
koordinatoren af de mange forskellige diskurser. Ordet eller navnet "Gud" er derfor ikke et
filosofisk koncept, men som Ricoeur skriver: "To understand the word 'God' is to follow the
direction of the meaning of the word." (Philosophy, p. 83). Når Ricoeur fra filosofisk hold
nærmer sig de bibelske skrifter sker dette således med varsomhed og med sensibilitet overfor
skrifternes egen karakter i forsøget på at lægge grunden for en fortolkning, der i så høj grad
som muligt er bestemt af skrifterne selv og ikke af et forudgående filosofisk koncept 35 .
De bibelske skrifter bringer derimod filosofien ind i en selvkritisk overvejelse angående
det tænkende subjekts gennemsigtighed og selvberoenhed, idet de tematiserer at subjektet -
også i sin erkendelse - er sat ind i verden, før det sætter sig selv. Det læsende subjekt kan altså
ikke hævde at være selvberoende, men sættes af tekstens "sag". Samtidig kommer ingen ubeskrevet,
heller ikke til de bibelske tekster, men altid med en forudforståelse; en forudforståelse
af sig selv, af verden og af det menneskelige. Filosofien kan derfor, skønt den hverken kan
kende Gud eller stille dagsordenen, m.h.t. hvilke spørgsmål religionen har at besvare, afsætte
den betydningshorisont, hvor den religiøse tale kan blive hørt, fordi også den religiøse tale
udtales og høres af mennesker i et menneskeligt sprog. Ricoeur siger således med hensyn til
"opfyldelsen" af de gammeltestamentlige typer eller figurer: "The philosopher as philosopher
can have nothing to say with regard to the claims of the Gospel, according to which these
figures are 'fulfilled' with the coming of Christ: but, as philosopher, he can and must reflect on
35 Hans Freis kritik af Ricoeur går bl.a. på, at dette ikke lykkes for ham. Se afsnittet Freis kritik af Ricoeur.