Indholdsfortegnelse

Fortolkning 81
selv…Forståelsen af teksten [er] ikke et mål i sig selv, men den formidler forholdet til sig selv
for et subjekt, som ikke i den umiddelbare refleksions 'kortslutning' (court-circuit) finder meningen
med sit eget liv." (Kilder, ss. 121f.). Tilegnelse er det yderste mål for al hermeneutik.
Forståelsen af teksten er ikke et mål i sig selv, men formidler en bedre selvforståelse i subjektets
fortolkning af sig selv: "…dannelsen af jeg´et (le soi) og meningen (le sens) [er] samtidige."
(Ibid., p. 122). Jeg skal senere se på, hvordan denne eksistentielle bestemmelse af fortolkningens
formål præger Ricoeur i religionsfilosofisk sammenhæng, hvor tro bliver selvforståelse
foran teksten, idet den troende accepterer at blive fortolket af den tekst, han selv fortolker.
Ricoeur sammenfatter det således: "In proposing to relate symbolic language to selfunderstanding,
I think I fulfill the deepest wish of hermeneutics. The purpose of all interpretation
is to conquer a remoteness, a distance between the past cultural epoch to which the text
belongs and the interpreter himself. By overcoming this distance, by making himself contemporary
with the text, the exegete can appropriate its meaning to himself: foreign, he makes it
familiar, that is, he makes it his own. It is thus the growth of his own understanding of himself
that he pursues through his understanding of the other. Every hermeneutics is thus, explicitly
or implicitly, selfunderstanding by means of understanding others." (Conflict, p. 16).
Det ses af denne række af citater, hvordan Ricoeur konsekvent følger sine filosofiske kilder
op, og retter fortolkningens formål mod subjektet, det subjekt, som ikke umiddelbart forstår
sig selv, eller rettere lever i en falsk bevidsthed om sig selv, og derfor gennem fortolkningen
søger at forstå sig selv. Læsningen skal føre læseren til et liv med større bevidsthed, dvs.
et rigere liv. Den viden eller erkendelse en tekst kan bibringe, får i yderste instans sin værdi
ved dens evne til at berige subjektets tilværelse.
Delkonklusion
Ricoeurs fortolkningsbegreb er komplekst og bygger på en dialektisk sammenholden af ellers
modstillede filosofier. Ricoeur ser en dialektik i tilværelsen mellem tilhør og fremmedgørelse,
og lader sig derfor ikke tvinge til et valg mellem mistanke og tillid, men opbygger et fortolkningsbegreb,
som svarer til en sådan dobbelthed. Til gengæld afviser han både en naiv og
uinformeret læsning og en ensidig kritisk objektiverende læsning. Den distance, muliggjort af
dialektikken mellem begivenhed og mening i diskursen og mellem betydning og reference i
meningen, som virkeliggøres i den skrevne diskurs, er mulighedsbetingelsen for det forklarende
moment og tillige en produktiv distance, som gør, at en fortidig tekst kan have mening
for en nutidig læser, idet forståelsen aktualiserer teksten i en ny diskursbegivenhed. Fortolkning
er en hermeneutisk dobbeltbevægelse fra en umiddelbar naiv forståelse, over et objektiverende
forklaringsarbejde ledt af strukturalismens metoder, frem til en forståelsens tilegnelse