Indholdsfortegnelse

8 Tekstteori i det tyvende århundrede
mer til læseren som noget fremmed, men allerede på forhånd er del af læserens kontekst.
Hermeneutikken peger desuden på betydningen af tilegnelsen af tekstens mening, idet teksten
aktualiseres ved læsningen, men hermed bliver fastsættelsen af kriterier for den rette fortolkning
problematisk.
5) (De)konstruktivisme. Disse teorier er en kritik af tanken om tekstens mening, idet de anser
denne for en konstruktion af læsningen. I Tyskland udvikles en receptionsteori af bl.a.
Hans Robert Jauss og Wolfgang Iser. Umberto Eco bygger sin reader-respons teori på et semiotisk
grundlag. Tekster inviterer så at sige til læserens medvirken ved at tvinge denne til at
foretage fortolkningsmæssige valg. Men Eco søger en middelvej mellem ren objektivisme og
ren subjektivisme, hvor læseren i en stadig tilnærmen sig til teksten (den hermeneutiske cirkel)
samtidig er medvirkende gennem sin reader-respons. Hos den amerikanske pragmatisme
drives læserorienteringen langt videre. Stanley Fish anser således i sin reader respons teori
ikke en tekst for andet end de forklaringer, der i tidens løb er givet af den. Læseren er den
sande forfatter. En teksts mening, grammatik, strukturer osv. er alt sammen et produkt af fortolkning.
Jacques Derrida, poststrukturalismens fremmeste fortaler har skabt en "dekonstruktiv"
tekstteori. Ethvert forsøg på at finde en fast grund for fastsættelse af tekstens mening, et
slutpunkt for tegnenes uendelige henvisning til hinanden, stempler Derrida som "metafysik".
Denne trang til en bestemmelse ser han som den vestlige verdens - og dermed også hans egen
- skæbne, som ikke er til at slippe uden om. Vi må nøjes med at søge at dekonstruere alle disse
teorier for dermed at vise deres begrænsning og uholdbarhed. Tekstmeningens fluiditet er
nemlig ikke et relativistisk kaos, men en frisættelse af læseren, dvs. mennesket. Frem for at
pådutte andre sine egne meninger, ved at universalisere dem og fremstille dem som sandhed,
må enhver anden sættes fri til at gøre sin egen oplevelse og fortolkning. Også Roland Barthes
bygger videre på strukturalismen, med sproget som tema og med særlig vægt på tegnenes
konventionalitet. Det sunde tegn er det, som selv peger på, at det er arbitrært og ikke, autoritært
eller ideologisk, gør krav på at være "naturligt". Tekster er ikke objekter, hvorfra mening
kan aflæses, men et rum for fortolkningens frie spil. Ligesom teksten må opgives som noget
givet, falder også læseren som frit fortolkende subjekt. Enhver læser indgår i og er bestemt af
fortolkningsfællesskaber, som, så at sige, læser gennem den enkelte læser. Fortolkningen bestemmes
således ikke længere af teksten, men af læserens kontekst, i overensstemmelse med
den postmoderne tanke, at forståelse aldrig er universel, men altid kontekstuel. Den sociale
pragmatisme angriber traditionelle tekstfortolkninger for ved deres universalisering af egne
tolkninger, at undertrykke andre synspunkter, som derved marginaliseres. Sådanne feministiske,
befrielsesteologiske eller lignende læsninger ønsker at vende de gængse hierarkier på
hovedet og tale de undertryktes sag.
Denne mangfoldighed af sprog- og tekstteorier gør det klart, at udlægningen af en given
tekst ikke er en ligetil given virksomhed. Enhver udlægning implicerer nemlig en række anta-