Indholdsfortegnelse

Fortolkning 79
der sammen med tekstens mentale mening eller intention. Teksten er stum, og læseren må
derfor tale for begge parter. Fordi vi ikke kan nå forfatterens intention, må vi gætte tekstens
mening. Der er sket en adskillelse af tekstens verbale mening og forfatterens mentale intention,
som ofte er ukendt, nogle gange ubrugelig og andre gange skadelig for fortolkningen. Det
er ikke fordi forfatterens psykiske oplevelse ikke kan kommunikeres, men på grund af selve
tekstens verbale intentions natur er forfatterens intention ikke vigtig. Meningen overhaler
intentionen! Når forfatterens intention ikke længere kan ses som tekstens objektive mening, er
misforståelse uundgåelig, og vi er henvist til et gæt. Har dette indledende gæt en grad af vilkårlighed
over sig, kan det til gengæld gyldiggøres! Både gæt og gyldiggørelse er nødvendige
for fortolkningen. Hvad er det da, der må gættes om? Teksten som en helhed udgør en særlig
klasse med struktur og med sin særlige mening. Vi arbejder os derfor frem mod tekstens mening
gennem en cirkulær proces, der tager udgangspunkt i en dom, et gæt. Den enkelte individuelle
tekst kræver desuden et gæt, for at bestemme dens genre m.v.. Den samme tekst rummer
en række potentielle meningshorisonter: "The secondary meanings, as in the case of the
horizon, which surrounds perceived objects, open the work to several readings." (Interpretation,
p. 78). Med det indledende gæt begiver vi os ind i én af disse læsninger. Efter dette indledende
gæt følger gyldiggørelsen 34 . Denne bygger på en sandsynlighedslogik snarere end empirisk
verifikationslogik. At vise at en fortolkning er mere sandsynlig, er noget andet end at
vise, at en konklusion er sand! Gyldiggørelse er således ikke verifikation, men må snarere
sammenlignes med den juridiske behandling af en sag, hvor forskellige indicier holdes op
mod hinanden. Der er en dialektik mellem "geniets" gæt og gyldiggørelsen med dens videnskabelige
karakter, svarende til dialektikken mellem at forstå og at forklare.
Det ville være oplagt at mistænke denne dobbelthed af gæt og gyldiggørelse for blot at føre
til selvbekræftelse, hvis fortolkeren selv kan gyldiggøre sit gæt, for, som Ricoeur selv siger:
"There is not such thing as an innocent interpretation." (Figuring, p. 139). Fortolkeren kunne
dermed let tænkes at geråde ind i en ond hermeneutisk cirkel, som ikke ville belyse hans tilværelse,
men tværtimod fastholde ham i sin umiddelbare og falske bevidsthed, endda nu i et
forstærket selvbedrag. Men Ricoeur nedtoner denne fare. Det kan nemlig også ske, at et gæt
falsificeres, idet flere fortolkninger er i indbyrdes konflikt og den mest sandsynlige "vinder".
Alle fortolkninger er derfor ikke lige! Teksten præsenterer et begrænset felt af mulige konstruktioner.
Med en sådan gættets og gyldiggørelsens logik i en stadig fortolkningernes konflikt
kan vi bevæge os mellem dogmatismens og skepticismens yderpunkter. En sådan konflikt
finder kun sted, hvor flere fortolkninger faktisk mødes, dvs. i det som kunne kaldes et
fortolkningsfællesskab. Et sådant fællesskab vil være medbestemmende for det enkelte medlems
fortolkning i både religiøs og filosofisk henseende. I en artikel om bibelsk hermeneutik
34
Ricoeur er i tanken om gæt og gyldiggørelse inspireret af E.D. Hirsch og dennes værk Validity in interpretation.