Indholdsfortegnelse

Fortolkning 77
lektikken mellem ytrerens (forfatterens) og ytringens (tekstens) mening ikke bringes til ophør,
selv om den ved skriftliggørelsen formidles gennem flere og flere led. "To understand the
uttere’s meaning and to understand the utterance meaning constitute a circular proces." (Interpretation,
p. 74). Selvom tekstens og forfatterens mening ikke er sammenfaldende, er de
altså ikke uden sammenhæng. Fortolkning er et forsøg på at overkomme distancen, at gøre det
fremmede til sit eget. Ricoeur afviser således ikke betydningen af, at det er et andet menneske,
som har villet ytre noget i en diskurs, som vi nu møder den skriftlige fiksering af, men
dette betyder ikke at fortolkningens formål er at tegne et billede af forfatterens mentale indre i
diskursøjeblikket.
Fortolkningen består af forståelse rettet mod diskursens intentionale enhed; og forklaring
rettet mod tekstens analytiske struktur.
b) Forståelse og tilegnelse
Forklaringen er som sagt ikke nok. Det går ikke an, som strukturalisterne, at blive stående her.
Gennem en rent forklarende procedure fratages beretningen sin aktualitet som sproghændelse
og bliver ren mulighed. Vi må derfor gå fra mulighed til aktualitet. Fra system til hændelse.
Ved skriftliggørelsen skete en suspension af den ostensive reference. Vi kan i læsningen enten
blive på et stade svarende til denne suspension eller kaste os ud i en tilegnelse svarende til en
ny reference af anden orden. Kun hvis man gør dette, kan man siges at have fortolket teksten.
Det er nemlig først forståelsen, der frembringer den indre dialektik, som konstituerer diskursen
og fortolkningen som helhed. Et kritisk forklarende arbejde kan således aldrig komme til
at stå i stedet for forståelsens tilegnelse, men som en formidler mellem en naiv og en lærd
sådan.
Forståelsen er den epistemologiske medspiller for tilegnelsen, som er en eksistentiel kategori.
Tilegnelsen er fortolkningens mål, for det er her, at det fremmede bringes nær, og netop
idet læseren gør dette fremmede til sit eget, øger det hans selvforståelse, åbner det en ny mulig
verden for ham. Tilegnelse er, ifølge Ricoeur, tæt på Gadamers Horizontverschmelzung,
men tilegnelsen er ikke en tilbagevenden til en umiddelbar naiv antagelse. Det som tilegnes er
tekstens mening eller "sag". Tilegnelsen er en aktualisering af tekstens mening, og fordi teksten
potentielt er henvendt til enhver, kan den også aktuelt henvende sig til mig. "As appropriation,
interpretation becomes an event." (Ibid., p. 92). Men hvis tilegnelsen handler om
at gøre teksten til sin egen, er teksten da i læserens vold? Nej, det som gøres til ens eget, er en
udkastet verden. Det er ikke læseren, der projicerer sin selvforståelse over i teksten, men læseren
gives evnen til at kende sig selv af teksten. Fortolkningen må følge tekstens betydningsretning,
og tænke i overensstemmelse med denne. Selvet udgår fra denne forståelse af teksten,
hvorimod egoet vil hævde at gå forud. Det er teksten, som giver egoet et selv.