Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
76 Fortolkning<br />
gør nemlig den erkendelsesteoretiske dimension ved dialektikken mellem nærhed og distance.<br />
Når vi erkender ved forklaring og ved forståelse, træder vi ind i en proces, der har en tilegnelse<br />
af det fremmede som mål.<br />
a) Distancering og forklaring<br />
Den kritiske forholden beskriver Ricoeur som fortolkningens forklarende moment. At der kan<br />
blive tale om et forklarende, og det indebærer et objektiverende, forhold til teksten, har sin<br />
mulighedsbetingelse i den distancering, som ligger i og med diskursens skriftlige fiksering.<br />
Denne distancering muliggøres selv af dialektikken i diskursen mellem begivenhed og mening.<br />
Det er betydningens universalitet der overvinder den første diskurs´ bundethed til begivenheden.<br />
Dermed muliggøres en ny begivenhed i og med læsningen. Distanceringen i skriften<br />
udgår fra begivenhedens udvendiggørelse i meningen. Allerede i talen er der en potentiel<br />
distance mellem talebegivenheden og den mening, som udtrykkes i denne. Ricoeur formulerer<br />
det således, at hvis diskurs produceres som begivenhed, forstås den som mening. Mens forklaring<br />
og forståelse i dialogsituationen stadig er sammenfaldende realiseres med den skriftlige<br />
fiksering den potentielle distance, hvorved begivenhedens udvendiggørelse fuldkommes. Begivenhed<br />
og mening er nu (helt) adskilte størrelser, og tekstens mening er ikke den mening<br />
forfatteren udtrykte i den første diskurs begivenhed. Mening er nemlig en dobbelthed af betydning<br />
og reference (jvf. Frege). Det er meningen som betydning, der videreføres i teksten,<br />
og ikke en bestemt (i talesituationen: ostensiv) reference. Tekstfortolkning er derfor ikke blot<br />
en variant af samtalesituationen.<br />
Forholdet mellem begivenhed og mening i den første diskursbegivenhed (skrivningen) kan<br />
ses som en parallel til forklaring og forståelse i den anden diskursbegivenhed (læsningen).<br />
Det objektiverende og forklarende arbejde, består i at klargøre den mening, som ligger i teksten.<br />
Begivenhedskarakteren i den første diskurs svarer til dette at gå ind i en tilegnende forståelse<br />
af teksten. Denne tilegnelse er nemlig en ny diskursbegivenhed, hvor tekstens mening<br />
forbinder sig med en ny begivenhed og derved får en ny reference; den som Ricoeur på grund<br />
af dens skabende (mimetiske) kraft betegner ny-figurering. Ricoeur sammenligner teksten<br />
med et musikalsk partitur, og læseren er dirigent. Det at forstå er da ikke at gentage talebegivenheden,<br />
men at frembringe en ny begivenhed, hvori teksten bringes til at tale, eller rettere<br />
der tales på baggrund af det, som står i teksten. Ricoeur formulerer forholdet mellem distanceringen<br />
og fortolkningen således: "A work of discourse, as a work of art, is an autonomous<br />
object at a distance from the authorial intention, from its initial situation (its Sitz im Leben),<br />
and from its primitive audience. For this very reason it is open to an infinite range of<br />
interpretations. There is room for interpretation because the recovery of the initial event of<br />
discourse takes the form of a reconstruction starting from the structure and the inner organization<br />
of the specific modes of discourse." (Philosophy, p. 75). Det er vigtigt at påpege at dia-