Indholdsfortegnelse

Fortolkning 75
siger andetsteds om dette: "The strucural method...does not eliminate interpretation; rather it
articulates this interpretation in terms of the depth semantics it brings to light." Han citerer
derpå Paul Beauchamp:" The amplitude of an interpretation does not appear where the composition
is not taken into consideration.." (Paul Beauchamp, Création et séparation: Étude
exégètique du chapitre premier de la Genèse (1969), p. 112, citeret Figuring, p. 140). Den
strukturelle forklaring er den nødvendige omvej fra en umiddelbar symbolsk naivitet til en
hermeneutisk forståelse, en anden, postkritisk naivitet.
Forklare og forstå: Fortolkningens dobbeltbevægelse
I spændingen mellem kritik og tilegnelse og mellem sprogsystem og fortolkning udfolder Ricoeur
sin fortolkningsteori som en dialektik af forklaring og forståelse. Disse begreber stammer
tilbage fra Dilthey, men hvor Dilthey opstiller dem som en dikotomi i et forsvar for humanvidenskabernes
forståelses videnskabelighed, ønsker Ricoeur at se dem i en positiv dialektik
som momenter i én hermeneutisk bue 32 : "[To] explain more is to understand better…"
(TN II, p. 32). Fortolkning er hele processen som omfatter forklaring og forståelse. Forklaring
og forståelse er faser i en unik proces, der kan beskrives som en bevægelse fra den ene til den
anden, begge veje. Fra forståelse som naiv, et gæt, til forklaringen, og fra forklaringen til den
velbegrundede forståelse og tilegnelse. "Explanation, then, will appear as the mediation between
two stages of understanding. If isolated from this concrete proces, it is a mere abstraction,
an artifact of methodology." (Interpretation, p. 75).
Det er ikke muligt at blive stående ved den naive forståelse. Ricoeur bevarer ganske vist
fra hermeneutikken forståelsen af menneskets indfældethed i verden: Mennesket lever i en
umiddelbar omgang med verden. Filosofien vidner i sin epistemologiske kerne om, at menneskets
væren indgår i den væren, som går forud for al objektivering og deling i subjekt og objekt.
Forståelsen er en markering som bekræfter denne værens ontologiske tilhørsforhold til
det værende og væren. Filosofien skal dog ikke kun redegøre for dette tilhørsforhold, men
også for den distancerende bevægelse, hvor tilhørsrelationen kræver en objektiv behandling af
videnskaberne, for den umiddelbare omgang med verden er præget af naivitet og truet af dels
fortræningen, der gør den umiddelbare bevidsthed til falsk bevidsthed, dels af ideologiens
interessebestemte "voldsudøvelse". Desuden indebærer også selve den spatial-temporale distance
til en teksts forfatter en fremmedgørelse. Dette betyder at subjektet, læseren, ikke kan
slå sig til ro ved den umiddelbare tilegnelse, men må forholde sig kritisk analyserende til den
tekst, der læses. Men hvordan kan distancering gøres til noget mere end et problem, hvordan
kan den gøres produktiv? Dialektikken mellem forklaring og forståelse giver svaret. Den ud-
32 I artiklen "Quést-ce quún texte?" (1970) (Da.o. i Filosofiens kilder) taler Ricoeur om en dialektik mellem
forklaring og tolkning. Men i Interpretation Theory anvendes den mere færdige terminologi, at fortolkningen
består af et forklarende og et forstående moment.