Indholdsfortegnelse

74 Fortolkning
meneutikken kan bruge strukturalismen som sin støtte og ikke som en modpol - "One approperiates
only what has first been held at a distance and examined." (Ibid., p. 30) - hvorved
hermeneutikken skal ledes fra en naiv til en moden forståelse i fortolkningen.
Strukturalismen har sin oprindelse hos Ferdinand de Saussure og dennes skelnen mellem
langue og parole. Strukturalismen beskæftiger sig med langue, idet den - modsat historicismen
- vil afdække den systematiske organisering eller struktur på et givet stadium. Strukturalismen
bygger på idéen om et tegnsystem, der er givet forud for sprogbrugen. I dette tegnsystem
er det variationer og forskelle (mellem de enkelte tegn), der er meningsbærende. Dette
"forskels-system" figurerer på en akse af sameksistens, hvilket vil sige, at der er tale om forskel
mellem samtidige entiteter, og det diakrone aspekt underordnes således det synkrone. De
lingvistiske love, som fungerer i tegnsystemet, betegner et ubevidst niveau, og det vil sige et
nonreflektivt, nonhistorisk bevidsthedsniveau (men ikke det Freudiansk ubevidste). Strukturalismen
er som filosofi antirefleksiv. Relationen mellem beskuer og det beskuede, f.eks. en
tekst, er objektiv og uafhængig af observatøren, og der er ingen hermeneutisk cirkel eller historicitet
i forståelsesprocessen.
Ricoeur mener at strukturalismen, fordi den holder sig til sproget som tegnsystem og til det
synkrone aspekt, ikke formår at omfatte hele sprogets formåen og betydning. Således anfører
han som modeksempel til Lévi-Strauss´ arbejde med totemismen den jødisk-kerygmatiske
tradition. Han siger om de hebræiske symboler: "...the structural method does not exhaust
their meaning, for their meaning is a reservoir of meaning ready to be used again in other
structures…" (Ibid., p. 47). Der findes altså i disse et oprindeligt meningsoverskud, som motiverer
til traditionsdannelse og fortolkning, idet deres indhold kun kan gøres eksplicit gennem
stadige tilegnelser, ved hvilke det er både fortolket og fornyet. Strukturalismen er som
videnskab nyttig; det problematiske opstår når man vil gå fra en strukturalistisk videnskab til
en strukturalistisk filosofi. At godtgøre en metodes gyldighed er at kunne gøre rede for dens
grænser, og der hvor strukturalismen gøres til altomfattende filosofi er disse grænser, ofølge
Ricoeur, overskredet. Hermeneutikken derimod kan med rette betegnes som en filosofisk disciplin,
da den altid må knytte sig til selvforståelsen. Strukturalisme og hermeneutik er altså
ikke modsætninger på samme niveau, og derfor går det ikke at ville vælge den ene fremfor
den anden. Den strukturelle forklaring støtter sig til et ubevidst system, som er konstitueret
ved modsætninger og forskel, uafhængigt af observatøren. Fortolkningen af en videregivet
mening består i den bevidste generhvervelse af et over-determineret symbolsk indhold udført
af en fortolker, som placerer sig selv i det samme semantiske felt, som det han prøver at forstå,
dvs. han træder ind i den hermeneutiske cirkel.
Strukturalisme og hermeneutik er indbyrdes afhængige, idet strukturalismen i praksis aldrig
ses uden en efterfølgende fortolkende tilegnelse (evt. i form af en afvisning), mens hermeneutikkens
tilegnelse omvendt altid bygger på en forudgående (strukturel) analyse. Ricoeur