Indholdsfortegnelse

Fortolkning 73
3) Ricoeur tilslutter sig Habermas analyse, at den dominerende ideologi (i 1973) er den videnskabelige
og teknologiske, men der er en kløft mellem enkelt-"misforståelser" og ideologiske
(systematiske) forvrængninger. At kunne påpege ideologiske forvrængninger i institutioner
og samfund, berettiger ikke i sig selv til en generalisering til hele fortolkningsfeltet.
Sammenfattende kan man sige, at hermeneutikken fortolker på baggrund af misforståelsen,
mens ideologikritikken kritiserer på baggrund af fortrængningen. Eller som Ricoeur siger det:
"Den hermeneutiske handlingen är en ödmjuk handling som är medveten om att all mänsklig
förståelse är underkastad de historiska förhållandena under ändlighetens välde. Den ideologikristiska
handlingen är en stolt och utmanande handling, riktad mot den mänskliga kommunikationens
förvrängning." (Ibid., s. 144). Hermeneutik er indrettet mod en konsensus, som
går forud for os. Ideologikritikken foregriber en fremtidig frigørelse, hvis regulative idé er et
ideal og en fri kommunikation. Hermeneutik udøver sin metakritik på ideologikritikken og
påpeger at også denne tager afsæt i selvrefleksion, dvs. det transcendentale subjekt. Ideologikritikken
selv taler også ud fra en tradition for frigørelse, der rækker helt tilbage til Exodus og
Jesu opstandelse! (Ibid., s. 165). Der er derfor ikke nogen modsætning mellem en forudgående
konsensus eller tradition og en befrielsens eskatologi, men hermed er skellet mellem kritik
og hermeneutik ikke slettet. Den filosofiske refleksion skal beskytte både interessen for nytolkninger
af modtaget kulturarv og interessen for en vision om en fremtidig menneskehed
befriet fra vildledende modsætninger. Hvis disse interesser adskilles, bliver hermeneutik og
kritik hver for sig til ideologier.
Mellem hermeneutik og strukturalisme: Fortolkningens omvej
Ricoeur forbliver kritisk overfor strukturalismen, som i sidste halvdel af 1960´erne i øvrigt
var næsten enerådende i Frankrig. Strukturalismens grundantagelse er, at teksten er autonom
og helt uden reference til en verden udenfor teksten, hvorfor fortolkning ikke er andet end en
logisk og videnskabeligt anlagt analyse af tekstens indre strukturer. Det er strukturalismen,
som for alvor gjorde op med forfatterintentionen og kritiserede hermeneutikernes "ukritiske"
læsning, men Ricoeur mener, at de er gået for langt i retning af den autonome tekst, og han
forsøger derfor at finde sin egen vej mellem de to retninger. Han modstiller i artiklen "Structure
and Hermeneutics" (Conflict, p. 27f ) disse to retninger i en dialektik af kritik og tilegnelse
- i lighed med hvad der sås ovenfor. Ricoeur tager i artiklen udgangspunkt i en tidsproblematik,
hvor han mellem traditionens og fortolkningens "tid" sætter et begreb om en "time of
meaning itself", som han vil finde via en omvej over strukturalismen. Dermed kan denne artikel
siges at være en tidlig udgave af projektet i Temps et Récit, hvor det også gælder at finde
"en tredje tid". Mens strukturalismen indbærer en distanceren, lukker hermeneutikken sig inde
i den hermeneutiske cirkel af forståelse og tro. Ricoeur vil knytte den objektive og den eksistentielle
forståelsesmåde, der er knyttet til hver af de to discipliner sammen, således at her-