Indholdsfortegnelse

72 Fortolkning
gangspunkt i dialektikken mellem oplevelsen af tilhør og den fremmedgørende distancering,
og på den anden side vil kvalificere ideologikritikken ved at udsætte den for hermeneutikkens
kritik. Ricoeur opregner fire kritiske tillæg til traditionshermeneutikken (Handling ss. 150ff):
1) Distancering er fortolkningens forudsætning. "Det som texten betyder sammanfaller inte
längre med det som författaren ville säga." (Ibid., s. 150). Den verbale og mentale betydning
går hver sin vej. Værkets funktion er at kunne dekontekstualisere sig og at kunne rekontekstualisere
sig anderledes i læsningen. Tekstens formidling er ikke en forlængelse af samtalesituationen,
men den distancering som ligger i teksten ligger allerede i diskursen selv, og er
derfor ikke noget for den fremmed, men teksten er blot en fuldbyrdelse af den spirende distance
i diskursen.
2) Det distancerende moment giver mulighed for en kritisk instans i fortolkningen, et forklarende
moment, der ikke som i hermeneutikken må ses som en modsætning til forståelsen,
men da distanceringen ved skriften er en del af selve formidlingen, er det kritiske arbejde ikke
noget fremmed eller sekundært i fortolkningen. Diskursen formidlet som værk rummer strukturer,
der desuden kræver en forklarende beskrivelse som formidling af forståelsen. Man må
vide, hvad det er man skal forstå, svarende til at Ricoeur andre steder påpeger at, at forklare
mere er at forstå mere.
3) Ricoeur bryder med den romantisk hermeneutik, for der er ingen skjult intention bag
teksten, som det gælder at finde frem til. Men at teksten derimod kan åbne en verden, en virkelighedsdimension,
udgør en kritik mod den givne virkelighed, og mod virkelighed som noget
givet. En poetisk diskurs som taler om, hvordan verden kunne være distancerer sig nemlig
fra den givne virkelighed og vender sig mod en mulig. Væren bliver da kunne-være.
4) Teksten bringer mig til med min forestillingsevne (fantasi / imagination) at forestille
mig mulige ego’er, idet fortolkningen fører til øget selverkendelse. Dermed er der rejst en
kritik af selv-bevidsthedens illusioner (jvf. bevidsthed som falsk bevidsthed hos Freud m.fl.).
Denne kritik og distancering er ikke et alternativ til tilegnelsen i hermeneutikken, men komplementerer
denne dialektisk.
Modsat udgør hermeneutikken også en korrektion af ideologikritikken (Handling, ss.
157ff.):
1) Teserne om interessen kan ikke forklares som empiriske deskriptioner eller som en teori,
men er del af en filosofisk antropologi i lighed med Heideggers Dasein og Sorge og dermed
at se som et - i Heideggersk terminologi - eksistentiale.
2) Også de (emancipatoriske) interesser som ligger bag ideologikritikken må udsættes for
kritik. De forvrængninger, som præger menneskets kommunikative formåen, rammer jo også
den emancipatoriske interesse i ideologikritikken, der selv arbejder ud fra en bestemt idé,
nemlig om en fri kommunikation. Også ideologikritikken bygger på noget forudgående, på
en forudgående kommunikation, der opleves som "ikke-fri".