Indholdsfortegnelse

Tekstteori i det tyvende århundrede 7
ger ordet. Ordets betydning eller reference, Bedeutung, er derimod den ting, som ordet refererer
til. Hermed var der skabt en spaltning mellem teksten og det, den refererer til.
2) Strukturalistiske strømninger. Der var med denne spaltning åbnet for en beskrivelse af
sproget som selvstændigt fænomen. Ferdinand de Saussure præger termerne langue og parole
om sproget som sprogsystem (langue) og som det anvendte sprog (parole). Desuden skelnede
Saussure mellem betegner og det betegnede. Sprogets elementer, f.eks. ordet "kat", betegner
det virkelige meningsbegreb kat, som er det betegnede. Forholdet mellem det betegnende og
det betegnede er helt arbitrært og konventionelt bestemt. Det som skaber mening i sproget, er
forskellen (difference) mellem de betegnende elementer, og mening er ikke immanent i tegnet,
men er funktionelt resultatet af dets forskellighed fra andre tegn. (Tegnlæren blev videreudviklet
i semiotikken hos blandt andet C. S. Peirce, der søger at præcisere forholdet mellem
tegn og virkelighed. Af semiotikken udsprang senere narratologien.) For strukturalismen bliver
teksten ofte et vindue til universelle almengyldige strukturer, som kan aflæses af enhver
tekst. I strukturalismen ses altså på teksten som et lukket system, der i sig selv rummer sin
mening og kriterier for at bestemme denne. Hermed er fokus vendt væk fra forfatter og historisk
kontekst for tekstens tilblivelse, og i stedet ses på teksten selv og på de universelt gældende
sproglige træk. Denne centrering omkring teksten fandt sin mest ekstreme form i den
anglo-amerikanske New Criticism, (nykritikken, hvor man ønskede at eliminere betydningen
af ethvert ydre forhold og i stedet se på den givne autonome tekst, som udgangspunkt for forståelse
og fortolkning.
3) Analytiske. Indenfor den analytiske filosofi udvikledes talehandlingsfilosofien, der ser
sproget som performativ aktivitet: At tale er at handle. Disse teorier kan ses som en videreførelse
af Wittgensteins tale om sproget som sprog-brug og sprog-spil. Sproget refererer ikke
nødvendigvis til virkeligheden, og ikke nødvendigvis altid på samme måde, men sprogets
mening bestemmes derimod af reglerne for dets aktuelle brug i livssituationer. Austin skelner
mellem den lokutionære handling, selve det at ytre ord og sætninger; den illokutionære handling,
det vi gør gennem vores ytring, f.eks. at befale eller love; og den perlokutionære handling,
det vi frembringer gennem vores handling, f.eks. at forskrække eller glæde. Searle videreudvikler
Austins teorier bl.a. med hensyn til de sociale regler, som bestemmer sprogbrugen.
At tale er at deltage i en regelbundet handlingsform. Indenfor et sådant regelsæt gælder bestemte
ytringer som (count as) bestemte handlinger, f.eks. et løfte. Nicholas Wolterstorff har
appliceret talehandlingsfilosofien på skrevne tekster.
4) Hermeneutik. Her bliver forståelse, som læserens forståelse af tekster og som eksistenskategori,
det centrale omdrejningspunkt. Gadamer vil f.eks. med sin "Horizontverschmelz-ung"
sammenholde det givne og det stadigt skiftende i fortolkningssituationen.
Både traditionen og den enkelte læsers kontekst er meningsbestemmende. Men netop i
læseren mødes disse to, så traditionen - og teksten som en del af denne tradition - ikke kom-